Storskraldsordninger - øget genbrug og genanvendelse

Bilag A Sortering af storskrald

Indholdet fra fem containere blev udsorteret i flest mulige fraktioner. Der blev sorteret to containere med småt brændbart, to containere med stort brændbart og en container med jern og metal. Containere med jern/metal og stort brændbart kom fra Amagerforbrændings opland, mens containere med småt brændbart kom fra KARA's opland.

Registrering af affaldet foregik på samme måde for alle 5 containere. Hver enkelt container blev ved modtagelse tømt og affaldet blev herefter sorteret ud i bunker og vejet. For hver container registreredes så mange affaldsfraktioner, som det var praktisk muligt at udsortere i. Resultaterne blev indført i et skema opdelt i 8 hovedgrupper:

  • Farligt affald
  • Jern og metal
  • Brugsgenstande
  • Elektriske og elektroniske apparater (EE-affald)
  • Ikke brændbart
  • Småt brændbart
  • Stort brændbart
  • Blandet affald

Hver gruppe blev herefter inddelt i et antal fraktioner, der igen bliver inddelt i et antal delfraktioner.

Eksempel;
Affaldsgruppe: Småt brændbart; Fraktion: Pap og papir; Delfraktion: papir.

Enkelte fraktioner, kan derfor forekomme i flere affaldsgrupper. F. eks. forekommer fraktionen træ både i stort og i småt brændbart.

For hver fraktion er der foretaget en subjektiv vurdering af, hvor stor en del af affaldet i den pågældende fraktion der er direkte genbrugeligt. Det er vurderet, hvilke fraktioner, der er genbrugelige. Ved sorteringen af småt brændbart er det desuden registreret, om affaldet lå i ikke transparent emballage benævnt "sort sæk".

I bilagets figurer er der som hovedregel summeret over de enkelte fraktioner, og der er således ikke gået i detaljer med hver enkelt delfraktion.

1.1.1 Småt brændbart

Figur 1: Sammensætning af hovedgrupper og fraktioner i småt brændbart i %.

Klik her for at se figuren

Figur 1 viser fordelingen på hovedgrupper og fraktioner for indholdet i de to containere med småt brændbart. Den samlede vægt af affaldet var 4.568,5 kg. Det ses at træ (22 %), pap og papir (21 %), haveaffald (13 %) og andet brændbart (17 %) udgør størstedelen af affaldet.

1.1.1.1 Genbrugelig i småt brændbart

Ud af den samlede affaldsmængde fra to containere med småt brændbart er det vurderet, at kun ca. 5 % er direkte genbrugeligt. De genbrugelige fraktioner fordeler sig som det fremgår af Figur 2

Figur 2: Direkte genbrugelige fraktioner i småt brændbart.

Klik her for at se figuren

Fordelingen i Figur 2 er baseret på de 5 procent af affaldet, der er vurderet som genbrugeligt.

1.1.1.2 "Sorte sække" i småt brændbart

Ca. 46 % af affaldet i småt brændbart lå i "sorte sække". Det vil sige, at affaldet på en eller anden måde var emballeret, så det ikke umiddelbart var muligt at vurdere, om det var korrekt sorteret. Figur 3 viser fordelingen af affald i sorte sække. Det ses, at en meget stor del af affaldet, der lå i sorte sække, bestod af haveaffald, pap og papir, dagrenovationslignende affald og andet brændbart. Hvilken type affald, der lå i sækkene, er vurderet ved, at alle sække blev åbnet, hvorefter indholdet er sorteret i fraktioner.

Figur 3: Fordeling af småt brændbart der lå i sorte sække.

Klik her for at se figuren

1.1.2 Stort brændbart

To containere med stort brændbart er sorteret på samme måde som de to containere med småt brændbart. Den samlede vægt var 4711,7 kg. Figur 4 viser, hvordan indholdet i containerne fordelte sig. For at tydeliggøre, hvordan fordelingen er mellem de fraktioner, der vægtmæssigt udgjorde en lav andel, er skalaen for vægtprocent ændret til kun at vise intervallet mellem 0 og 2 %.

Figur 4: Sammensætning af stort brændbart i %.

Klik her for at se figuren

Af figur 4 ses, at træ udgjorde hele 79 % af indholdet i containerne med stort brændbart, mens kasserede møbler udgjorde 14 %. De kasserede møbler bestod fortrinsvist af gamle sofaer og skabe. Træet blev sorteret i flere delfraktioner for at vurdere, hvor meget heraf der kunne genanvendes – specielt for at se hvor meget ubehandlet træ, der lå i containeren. Figur 5 viser fordelingen af de forskellige fraktioner under affaldstypen "træ".

1.1.2.1 Sammensætning af træ i stort brændbart

Figur 5: Sammensætning af træ i stort brændbart.

Klik her for at se figuren

Af Figur 5 fremgår, at der er skelnet mellem, hvordan træet er behandlet: lamineret, tjærebehandlet eller malet/lakeret. For fraktionen "lamineret træ" er der fortrinsvist tale om skabslåger og hylder, som i de fleste tilfælde måske kunne have været genbrugelige, men som ikke er medtaget i mængden over direkte genbrugelige genstande.

1.1.2.2 Genbrugeligt i stort brændbart

Figur 6 viser fordelingen af genbrugelige fraktioner og delfraktioner i stort brændbart.

Figur 6: Fordeling af genbrugelige fraktioner i stort brændbart.

Klik her for at se figuren

Generelt var det en lille procentdel af indholdet, der blev vurderet som direkte genbrugeligt i stort brændbart (9 %). De største genbrugelige delfraktioner var møbler af træ. Der blev blandt andet fundet en del stole og borde, samt skabe. Under fraktionen træ blev der blandt andet fundet fire døre med karme, som alle var genbrugelige og som vægtmæssigt udgjorde en stor andel af de genbrugelige genstande. Ved tømningen af containeren var det tydeligt, at nogle af møblerne led stor overlast, og nogle af disse kunne muligvis have været genbrugelige.

1.1.3 Jern og metal

Containeren til jern og metal var den containertype, hvor fraktionerne er sværest at skille fra hinanden, og hvor det kan være svært at vurdere om et emne er direkte genbrugeligt. Dette gælder specielt for de forholdsvis mange elektriske apparater. Umiddelbart var de fleste defekte, da de blev afprøvet, men flere kunne muligvis repareres og atter blive funktionsdygtige. Indholdet blev sorteret ud i flere fraktioner og delfraktioner, end det var tilfældet for de andre containere. F.eks. er der skelnet mellem om der er tale om en el-radiator eller en radiator til fjernvarme. Figur 7 viser fordelingen af hovedgrupper og fraktioner i jern og metal.

Figur 7: Sammensætning af hovedgrupper og fraktioner i jern og metal i %.

Klik her for at se figuren

Det er fraktionerne jerneffekter hhv. metaleffekter, der tydeligt dominerer. Fordelingen af de to fraktioner viser, at det er visse delfraktioner, der vægtmæssigt betyder meget, jævnfør Figur 8.

Figur 8: Fordeling af fraktioner jern-effekter (A) og metal-effekter (B) på delfraktioner.

Klik her for at se figuren

Under fraktionen jern-effekter er det jernrør, jernprofiler og rent jern, der udgør den største andel. Rent jern er i dette tilfælde en blanding mange forskellige genstande, der var bl.a. mange større motordele, kæder og jernbånd. Fraktionen metal-effekter domineres af delfraktionen "blandet", der udgør ca. 70 procent. Denne delfraktion bestod af genstande, der ikke umiddelbart kunne kategoriseres.

1.1.3.1 Genbrugeligt i jern og metal

Af indholdet i containeren til jern og metal var det kun 3 procent, der blev vurderet direkte genbrugeligt. De genbrugelige genstande var fortrinsvist køkkenartikler (gryder, bradepander o. lign.), hvilket også fremgår af Figur 9.

Figur 9: Genbrugelige delfraktioner i jern og metal containeren.

Klik her for at se figuren

Sandsynligvis kunne en større del af de motordrevne genstande blive funktionsdygtige efter en lettere reparation.

 



Version 1.0 Februar 2004, © Miljøstyrelsen.