Vakuumventilering - erfaring med monitering og optimering af drift

Forord

Nærværende projekt om vakuumventilering er udført under Teknologiudviklingsprogrammet for jord- og grundvandsforurening, som har til formål at skabe grundlag for at foretage mere effektive oprydninger af forurenede lokaliteter, herunder at afprøve samt implementere nye og nyere oprydnings- og afværgeteknologier.

Afværgemetoden vakuumventilering er undersøgt via udvidet monitering og afprøvning af forskellige driftsformer på et oprensningsprojekt, der er iværksat af Ringkjøbing Amt. Den forurenede lokalitet, reg.nr. 663-15, ligger i Ikast.

Teknologiudviklingsprojektet er udført med støtte fra Jordforureningskontoret i Miljøstyrelsen med Ringkjøbing Amt som bygherre og RAMBØLL Vand & Miljø (tidligere HOH Vand & Miljø A/S) som rådgiver. Miljø Contractors A/S og Mikrolab Aarhus A/S har stået for levering og drift af henholdsvis vakuumventileringsanlæg og on-line målesystem.

Projektets styregruppe er sammensat af følgende personer:

- Inger Asp Fuglsang, Miljøstyrelsen

- Bjørn Jensen, DHI - Institut for Vand & Miljø (faglig sekretær)

- Vibeke Bennetsen, Ringkjøbing Amt

- Ole Kiilerich, RAMBØLL Vand & Miljø

- Rikke Holm, RAMBØLL Vand & Miljø.

Rapporten indledes med en gennemgang af baggrunden for projektet, herunder en beskrivelse af oprensningsteknikken vakuumventilering, de geologiske, hydrogeologiske og forureningsmæssige forhold på forsøgslokaliteten og opbygningen af afværgeanlægget. Endvidere gennemgås formål og strategi for projektet samt udførte aktiviteter.

Herefter følger resultaterne og en diskussion af disse, startende med en vurdering af oprensningsforløbet i henholdsvis den vandumættede og den vandmættede zone. På baggrund af oprensningsforløbene foretages beregninger af forureningsfjernelsen, herunder opstilling af ligevægtsberegninger for forureningsfordelingen mellem jord, grundvand og poreluft. Beregningerne af forureningsfjernelsen leder til opstillingen af en empirisk baseret model for estimering af den forventede forureningsfjernelse forud for udførelse af vakuumventilering. I bilag O er desuden skitseret, hvorledes en sådan model i princippet vil kunne udbygges til en model for økonomisk optimering af oprensning med vakuumventilering.

Til slut perspektiveres resultaterne i forhold til generel anvendelse på andre forurenede grunde. I den afsluttende konklusion resumeres de vigtigste resultater i forhold til projektets målsætning.

 



Version 1.0 Marts 2004, © Miljøstyrelsen.