Affaldsstatistik 2002 - revideret udgave

8 Fremskrivning af affaldsmængderne

8.1 Modellens evne til at beskrive den historiske udvikling

I afsnit 8.2 præsenteres en basisfremskrivning af affaldsmængderne frem til år 2020. Til brug for fremskrivningen er anvendt den såkaldte Risø- model.

Fremskrivningen er baseret på Finansredegørelsens fremskrivning 2001, Energistyrelsens nyeste fremskrivning fra marts 2001 og en normering af modellen til ISAG data for 2000.

Forud for fremskrivningen er modellens evne til at beskrive den historiske udvikling i affaldsmængderne blevet evalueret. Det er sket ved at normere modellen med år 2000 for affaldsstatistikken, og lade modellen beregne udviklingen i affaldsmængderne fra 1994 – 2000.

De faktiske affaldsmængder er i perioden 1995 - 2000 steget med ca. 14%[30], men modellen beregner den totale affaldsmængde til at være uændret. En væsentlig del af afvigelsen skyldes at modellen beregner et større fald i mængden af restprodukter fra de kulfyrede kraftværker end det egentlig har været tilfældet.

Ses på de mængder der opgøres endogent[31] i modellen så kan den økonomiske udvikling forklare ca. halvdelen af stigningen i den totale mængde fra 1995 til 2000. Ca. 250.000 tons af afvigelsen på 977.000 tons i 1995 kan forklares med en større indsamling af haveaffald som beskrives eksogent[32] i modellen.

Desuden er stigningen i de genanvendelige fraktioner betydeligt større end faldet i mængden af "diverse ikke- brændbart". En væsentlig del af denne stigning skyldes en øget genanvendelse af bygge- og anlægsaffald. Hvis der korrigeres for dette er der en afvigelse i 1995 på ca. 400.000 tons mellem modellen og de faktisk registrerede mængder. Denne afvigelse skyldes betydeligt stigende mængder i år 2000 specielt indenfor fraktionerne jern og metal, træ, jord og sten og slam.

8.2 Basisfremskrivning af affaldsmængderne 1994 – 2020

En basisfremskrivning af affaldsmængderne forudser en stigning i de samlede affaldsmængder fra år 2000 til 2020 på 27% svarende til en stigning fra 13 mio. tons i 2000 til 16,5 mio. tons i 2020, jf. figur 1[33].

Basisfremskrivningen beskriver den forventede udvikling i affaldsmængderne på baggrund af den estimerede økonomiske aktivitet. Det forudsættes at der ikke sker nye affaldspolitiske initiativer.

Til sammenligning forventes der en stigning i produktion og forbrug på hhv. 43% og 53%. Modellen forudser altså at affaldsmængderne vil stige mindre end væksten i økonomien. Væsentlige årsager til den mindre stigning i affaldsmængderne er kraftværkernes faldende kulforbrug og en forventet lav vækst i bygge- og anlægssektoren.

Figur 27 Udvikling i affaldsmængder, historiske data 1994-2000, fremskrivning 2001-2020

Figur 27 Udvikling i affaldsmængder, historiske data 1994-2000, fremskrivning 2001-2020

Som det ses af figur 27 forudser basisfremskrivningen en kraftigere stigning i mængderne af "Brændbart" affald og "ikke- brændbart" affald end i de genanvendte fraktioner som papir og pap, glas og plast.

Mængderne af jern/metal og autogummi forventes at stige pænt som følge af den forventede stigende industriproduktion og det forventede øgede private forbrug af transport.

Den beskedne stigning i mængden af slaggen skyldes en forventning om et stort set konstant forbrug af kul i perioden.

Mængden af roejord antages at blive reduceret som følge af ny teknologi som vil medføre mindre vedhæng af jord ved roerne ved optagningen. Afhængigt af vejret i høstperioden er der dog normalt store variationer fra år til år.

Mængden af slam fra kommunale rensningsanlæg forventes øget pga. ændret rensningsteknologi hvor vandindholdet i slammet stiger ved uændret mængde tørstof. Dette kan forudses at medføre en stigning på 500.000 tons inden for de kommende 5 år uden at tørstofmængden stiger.

Det betyder at andelen af affald til genanvendelse falder fra ca. 64,8% i 2000 til ca. 62,5% i 2020. Tilsvarende stiger andelen der går til forbrænding fra ca. 24% i år 2000 til ca. 26,4% i år 2020. Andelen der deponeres vil stort set være konstant omkring 11%, jf. figur 28.

Figur 28. Udvikling i fordelingen på behandlingsformer. Basisscenarie

Figur 28. Udvikling i fordelingen på behandlingsformer. Basisscenarie


Fodnoter

[30] En del af stigningen kan tilskrives udvidelse af det statistiske grundlag.

[31] Dvs. beregnes indenfor modellens forudsætninger.

[32] Dvs. fastsættes udenfor modellen.

[33] Bemærk, at f.eks. mængden af papir og pap ikke er udtryk for det totale potentiale af denne fraktion, men udelukkende angiver den mængde papir og pap der er udsorteret med henblik på genanvendelse. Fraktionen "Brændbart" kan således også indeholde papir og pap og andre genanvendelige fraktioner.

 



Version 1.0 Marts 2004, © Miljøstyrelsen.