Strategier for kortlægning af diffus jordforurening i byområder

Forord

Nærværende udredningsprojekt om kortlægning af diffus jordforurening i byområder er iværksat af Københavns Kommunes Miljøkontrollen under Miljøstyrelsens teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening. Projektet har det overordnede formål, at udarbejde metoder til optimering og forenkling af myndighedernes faglige arbejde ved kortlægning af diffus jordforurening i byområder på Vidensniveau 2.

Amterne nedprioriterer i dag kortlægningen af diffust forurenede områder, indtil man er færdig med de mere forurenede punktkilder. Depotrådet er enig i denne praksis. Projektet kan medvirke til udvikling af en ny og mere enkel fremgangsmåde for amternes kortlægning af de diffust forurenede områder. I første omgang vil projektet indgå som baggrundsmateriale for den arbejdsgruppe, som nedsættes ifølge aftale mellem regeringen og Amtsrådsforeningen, og som i 2004 skal undersøge mulighederne for at klargøre og forenkle reglerne vedrørende jordforurening. Gruppen vil beskæftige sig med jordforureningslovens bestemmelser om kortlægning og jordflytning. I arbejdsgruppen deltager Miljøministeriet, Justitsministeriet, Finansministeriet og de kommunale parter.

Projektet er opdelt i 2 faser, hvor Fase I er afsluttet og omfattet indsamling af erfaringer og viden om forureningskilder samt forslag til teknikker og metoder til undersøgelse af diffust forurenet jord. Fase II omfatter en fysisk afprøvning af disse og på baggrund heraf er der udarbejdet konkrete anvisninger for strategier ved undersøgelse af diffus jordforurening i byområder.

I Fase II af projektet om kortlægning af diffus jordforurening i byområder er udarbejdet følgende fire delrapporter:

  • Delrapport 1: Strategier for kortlægning af diffus jordforurening i byområder
  • Delrapport 2: Datarapport: Diffus jordforurening og kulturlag
  • Delrapport 3: Datarapport. Diffus jordforurening og trafik
  • Delrapport 4: Datarapport: Diffus jordforurening og industri

Nærværende rapport er delrapport 1 og omfatter en beskrivelse af undersøgelsesstrategier.

Projektet er udført af NIRAS Rådgivende ingeniører og planlæggere A/S i samarbejde med styregruppen. Følgende personer har deltaget i styregruppen:

  • Mariam Wahid, Købehavns kommune, Miljøkontrollen (formand)
  • Ulla Højsholt, Miljøstyrelsen
  • Arne Rokkjær, Amternes Videncenter for Jordforurening
  • Pernille Milton Smith, Københavns Amt
  • Poul Aaboe Rasmussen, Frederiksborg Amt
  • Martin Stærmose, Vestsjællands Amt

 



Version 1.0 April 2004, © Miljøstyrelsen.