Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 8/2004 – Reduceret ammoniakemission fra hønsestalde med dybstrøelse

Reduceret ammoniakemission fra hønsestalde med dybstrøelse

Sammenfatning og konklusioner

Kvælstoftabet i hønsestalde med dybstrøelse er betydeligt større end kvælstoftabet fra hønsestalde med bure. Det større ammoniaktab fra dybstrøelse skyldes, at der i gødningen foregår en komposteringsproces. Forholdet mellem kulstof og kvælstof (C:N) har betydning for tabet af kvælstof ved kompostering. Normalt er C:N forholdet i fjerkrædybstrøelse lavt. Ved at øge C:N forholdet til ca. 20 kan kvælstoftabet mindskes. En forøgelse af C:N forholdet fordrer anvendelse af større halmmængder, end praksis er i dag. En anden effekt af øget halmmængde kunne være, at strøelsen blev holdt meget tør. Fjerkræ afgiver kvælstof som urinsyre, der er meget stabilt under tørre forhold.

Ideen i dette projekt har været at kortlægge kvælstoftabet i et staldsystem (straw-flow) i en økologisk hønsebesætning, hvor der kan håndteres meget store halmmængder. Undersøgelsen er gennemført som otte delforsøg, hvor effekten af forskellige halmmængder på kvælstoftabet er undersøgt. Kvælstoftabet er bestemt ved massebalanceberegning med fosfor som tracer (sporstof). Fosfor tabes ikke ved fordampning (som tilfældet er med kvælstof), og det er derfor muligt at opstille en massebalance for fosfor i hele produktionssystemet. Den mængde fosfor, der afsættes på friland, kan ikke direkte måles, men beregnes som forskellen mellem tilført og fraført fosfor. Fosfor tilføres med strøelse og foder, og fraføres med æg og gødning.

Den udskilte kvælstof fordeler sig mellem frilandsarealet og stalden i samme forhold som den udskilte fosfor. Det kan derfor beregnes, hvor meget kvælstof, der er afsat med gødningen i stalden. Forskellen mellem den beregnede mængde kvælstof afsat i stalden og den målte er tabet af kvælstof fra stalden.

Der blev fundet en signifikant negativ korrelation mellem det beregnede C:N forhold i strøelsen og det relative kvælstoftab, opgjort som pct. af kvælstofmængden afsat i stald (figur 6, afsnit 5.2). Der blev ved undersøgelsen fundet en negativ men ikke signifikant korrelation mellem strøelsesforbruget og kvælstoftabet.

Der blev i tre af delforsøgene beregnet en negativ afsætning af gødning (fosfor) på friland (tabel 4 og 5, afsnit 5.1). Selv om måleusikkerhed ikke kan udelukkes som årsag, kan forklaringen også være, at hønerne udnytter andre fosfor(føde-)kilder på udearealerne end græs i langt højere grad end antaget ved planlægningen af denne undersøgelse. Undersøgelsen understreger, at vores viden om hvordan og i hvilket omfang høner i produktionssystemer med adgang til friland udnytter udearealer, er mangelfuld.

Selv om den ovenfor beskrevne usikkerhed med hensyn til validiteten af massebalanceberegningerne gør, at den fundne korrelation mellem halmmængder og kvælstoftab skal tages med forbehold, tillægges den alligevel værdi. Hvis der på udearealerne er ubekendte fosfor- og kvælstofkilder, vil fejlberegningerne i første omgang føre til, at det beregnede kvælstoftab fra dybstrøelsen niveauforskydes, men rangeringen af de enkelte delforsøg efter kvælstoftab er uændret.

Der blev ikke fundet signifikant korrelation mellem strøelsens tørstofindhold og kvælstoftabet (figur 7, afsnit 5.2). Det kan skyldes, at strøelsen i alle delforsøg var tør/meget tør med tørstofprocenter over 50 pct. og i et enkelt delforsøg over 70 pct. (tabel 10, afsnit 5.2).

De høje tørstofprocenter indikerer, at det er lykkedes at håndtere meget store halmmængder i det undersøgte staldsystem. Målt på mængden af halm er der i de delforsøg, hvor der er anvendt mest halm, anvendt mellem 10 og 20 gange den mængde halm, der almindeligvis anvendes i dybstrøelsesstalde til konsumægshøner (tabel 11, afsnit 5.3).

Forsøget har vist, at det er muligt at mindske kvælstoftabet fra dybstrøelsesstalde ved at øge mængden af halmstrøelse. Forsøget har også vist, at der i den undersøgte stald kunne håndteres 10-20 gange så store halmstrøelsesmængder som normalt. Men forsøget har også vist, at den anvendte massebalancemodel for kvælstof og fosfor muligvis er utilstrækkelig. I en åben og naturligt ventileret stald som den undersøgte, er massebalanceberegninger den eneste praktisk anvendelige metode til at fastsætte ammoniaktabet. Det skyldes, at luftskiftet ikke kan måles som i mekanisk ventilerede stalde, hvor al luftafkastet sker gennem relativt få åbninger. I den naturligt ventilerede stald kan værdier for luftskifte og værdier for luftkoncentrationer af ammoniak derfor ikke sammenholdes. Skal der i fremtiden foretages beregninger af ammoniaktabet fra naturligt ventilerede hønsestalde, skal der oparbejdes en større viden om hønernes brug af udearealerne og hvilke fødekilder, hønerne udnytter på friland.