22 hormonforstyrrende aktivstoffer - kortlægning over anvendelse i andre produkter end plantebeskyttelsesmidler

1 Baggrund og formål

1.1 EU-Kommissionen

Som en del af EU-Kommissionens strategi fra 1999 for hormonforstyrrende stoffer fremlagde Kommissionen i 2001 en prioriteret liste over kandidatstoffer til yderligere testning for hormonforstyrrende effekter. Listen består af 553 stoffer, hvoraf 118 stoffer er angivet at have dokumentation for hormonforstyrrende effekter eller potentielle hormonforstyrrende effekter. Ud af de 118 stoffer på listen er de 9 angivet at være hverken begrænset ved regulering eller underkastet undersøgelser i medfør af gældende EU-lovgivning. De resterende 109 er således allerede reguleret eller underkastet undersøgelser i medfør af gældende lovgivning (1).

Som baggrund for opstilling af prioriteringslisten fik Kommissionen udarbejdet en rapport (2), hvor en detaljeret opdeling af kandidatstofferne er gennemgået. Stofferne blev opdelt i forhold til en prioritering baseret på mængder, persistens, evidens for endokrineffekt og vurdering af eksponering. De 146 stoffer, som produceres i mængder over 1.000 tons pr. år og/eller er meget persistente, blev vurderet i forhold til viden om endokrine effekter. For 66 (35 kemiske grupper) af stofferne foreligger dokumentation for hormonforstyrrende effekt i mindst et dyreforsøg. Endelig blev de 66 stoffer opdelt efter mulighed for høj, medium eller lav eksponering.

Undersøgelsen og vurderingen af eksponering er baseret på den umiddelbart kendte anvendelse af stoffet, suppleret med analyseresultater, hvor de forefindes. Af listen over de 66 hormonforstyrrende stoffer, hvor der er dokumentation for hormonforstyrrende effekt, er 22 (eksklusiv de organiske tin-forbindelser) i kategorien plantebeskyttelsesmidler. Kommissionens rapport vedrører hovedsageligt stoffernes anvendelse som plantebeskyttelsesmidler. I Kommissionens undersøgelse er næsten alle 22 stoffer udelukkende angivet som pesticider/herbicider, mens kun nogle få stoffer også er angivet med andre anvendelser. Stofferne er stort set alle reguleret som plantebeskyttelsesmidler, mens det er usikkert om de anvendes til andre formål.

Formålet med dette projekt er at undersøge, om stofferne anvendes i andre sammenhænge end som aktivstoffer i plantebeskyttelsesmidler.

1.2 Beretning fra Folketingets Miljø- og planlægningsudvalg

I september 2002 afgav Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg en beretning om hormonforstyrrende stoffer (3). Beretningen refererer til EU-kommissionens arbejde og henviser til opdelingen af stofferne ud fra muligheder for eksponering og den viden, der er tilgængelig for stofferne. Der refereres til listen på de 66 stoffer, hvor der findes dokumentation for hormonforstyrrende effekt.

Af beretningen fremgår bl.a. følgende oplysninger vedrørende status for de enkelte stoffer:

"Det er oplyst, at 22 stoffer ud af de 66 er bekæmpelsesmidler. 10 af disse er forbudt i EU, og 10 er enten forbudt eller ikke godkendt til brug i Danmark. Af de resterende 2 stoffer er det ene (Maneb) godkendt, men har ikke været på markedet i Danmark siden 1998, mens det andet (Thiram) kun er godkendt til visse anvendelser."

Denne rapport giver Miljøstyrelsen mulighed for at leve op til beretningens indstilling om, "At Miljøstyrelsen undersøger, om nogle af bekæmpelsesmidlerne evt. bliver brugt til andre anvendelser og derfor også skal opføres på listen over uønskede stoffer."

I den følgende tekst er oplysninger fra EU-Kommissionens undersøgelser krydstjekket med andre kilder. Hensigten med de enkelte dele, der dækker regulering, anvendelse og udbredelse samt statistiske oplysninger, er at indsnævre, hvilke stoffer der forekommer i andre produkter end bekæmpelsesmidler.

De 22 bekæmpelsesmidler med hormonforstyrrende effekter:

  CAS nr. Navn
1 12789-03-6 Chlordan
2 57-74-9 Chlordan – cis og trans
3 143-50-0 Chlordecon, Kepone
4 2385-85-5 Mirex
5 8001-35-2 Toxaphen, Camphechlor
6 50-29-3 DDT – teknisk, Clofenotan
7 50-29-3 P,p' – DDT
8 3563-45-9 Tetrachlor – DDT
9 59471-44-8 Vinclozolin
10 12427-38-2 Maneb
11 137-42-8 Metam natrium
12 137-26-6 Thiram
13 12122-67-7 Zineb
14 58-89-9 Lindane, gamma – HCH
15 330-55-2 Linuron
16 1912-24-9 Atrazin
17 34256-82-1 Acetochlor
18 15972-60-8 Alachlor
19 118-74-1 Hexachlorbenzen (HCB)
20 900-95-8 Fentin acetate
21 61-82-5 Amitrol, Aminotriazol
22 1836-75-5 Nitrofen

 



Version 1.0 Juli 2004, © Miljøstyrelsen.