22 hormonforstyrrende aktivstoffer - kortlægning over anvendelse i andre produkter end plantebeskyttelsesmidler

5 Statistiske søgninger

I dette kapitel gennemgås resultaterne fra søgninger efter statistisk information. Søgninger er foretaget i det danske Produktregister, som er et fælles register mellem Miljøstyrelsen og Arbejdstilsynet, SPIN-databasen (Substances and Products in the Nordic Countries), som er det fælles nordiske produktregister samt i udenrigshandelsstatistikken, Danmarks Statistik.

5.1 Produktregisteret

I Produktregisteret er i alt 13 af de 22 stoffer registreret som forekommende i varer. Thiram og Zineb er de eneste af de 22 stoffer, der findes registreret i Produktregistret i mere end 3 produkter. Ud af de 22 stoffer er der således 9 stoffer, som slet ikke er registreret som forekommende i varer i Produktregistret.

Da oplysninger, som kan henføres til de enkelte produkter, er fortrolige, er der i mange tilfælde ikke angivet, hvilken type af produkter stofferne anvendes i. Her skal man være opmærksom på, at bekæmpelsesmidlerne også er registreret i Produktregistret.

Opsummering af forekomst i Produktregistret:

  Navn Produktregistret
    Forekomst i mindre end 3 produkter Ikke forekomst Antal produkter (mere end 3)
1 Chlordan   +  
2 Chlordan – cis og trans   +  
3 Chlordecon +    
4 Mirex   +  
5 Toxaphen +    
6 DDT – teknisk +    
7 P,p' – DDT +    
8 Tetrachlor – DDT   +  
9 Vinclozolin   +  
10 Maneb +    
11 Metam natrium +    
12 Thiram +   26
13 Zineb +   34
14 Lindan +    
15 Linuron +    
16 Atrazin +    
17 Acetochlor   +  
18 Alachlor   +  
19 Hexachlorbenzen (HCB) +    
20 Fentinacetat   +  
21 Amitrol +    
22 Nitrofen   +  

Miljøstyrelsen har gennem direkte kontakt til anmelderne fremskaffet oplysninger om de produkter, der er registreret med forekomst i mindre end 3 produkter. Resultatet af forespørgslen er, at produkterne indeholdende Chlordecon, Metam Natrium, Hexachlorbenzen og Amitrol ikke sælges mere og vil blive trukket tilbage fra Produktregistret. For produktet indeholdende Toxaphen er det oplyst, at indholdet er så lavt (< 0,1 % ), at det ikke vurderes som relevant at medtage i den videre undersøgelse.

DDT sælges udelukkende til laboratorieformål. Det er desuden oplyst, at Manebs angivelse i Produktregistret ikke afspejler virkeligheden, da det ikke forekommer på markedet, ligesom produkterne indeholdende Linuron og Atrazin allerede er afmeldt til Produktregistret.

Reelt ser det ud til at kun Thiram og Zineb forekommer i kemiske produkter med relevans for denne undersøgelse. De er derfor behandlet mere indgående i den følgende tekst.

Thiram

De oplysninger om stoffets anvendelse i produkter i Danmark, som fremgår af Produktregistret, er blevet efterprøvet af Miljøstyrelsen. Den totale mængde af Thiram anvendt i Danmark er efterfølgende af Miljøstyrelsen oplyst til at være 3,5 tons/år fordelt på 26 produkter. I lidt over halvdelen af produkterne indgår stoffet i en mængde mellem 2 og 20 %, mens resten findes i et indhold på under 2 %.

Anvendelserne af Thiram er af Miljøstyrelsen angivet til at være indenfor brancherne:

  • Glarmesterarbejde
  • Fremstillere af gummiprodukter
Teknisk funktion Indhold mellem
0-2 %
Indhold mellem
2 – 20 %
Indhold mellem
20 – 50 %
Antal produkter i alt Mængde tons/år
Maling, kit, fugemasse, bindemiddel 10 16 0 26 3,5

Zineb

Den totale mængde af Zineb anvendt i Danmark er registreret til at være 24,25 tons/år fordelt på 34 produkter. I samtlige produkter indgår Zineb i en mængde svarende til 2-20 %. Anvendelserne af Zineb er afgrænset til maling og skibsindustrien. Nedenfor ses de mest hyppige industrigrupper oplyst af Produktregistret:

  • Fremstilling af maling, opløsningsmiddel o.l., tryk og mastiks (manufacture of paint, varnishs and similar coatings, printing ink and mastics)
  • Bygning og reparation af skibe og både (building and reparing of ships and boats)
  • Bygning og reparation af skibe (building and reparing of ships)
  • Bygning og reparation af lyst- og sportsbåde (building and reparing of pleasure and sporting boats)

DTC har efterfølgende kontaktet virksomheden Hempel, som må forventes at være den relevante virksomhed i Danmark. Hempel oplyste, at de for i år og til dato (november 2003) har anvendt 43,5 tons Zineb i 3 forskellige produkter. 93% af produkterne eksporteres, mens resten bliver på hjemmemarkedet. Produkterne er udelukkende beregnet på skibe til storskibsfart, dvs. udelukkende indenfor professionel anvendelse.

De af Miljøstyrelsen og DTCs efterkontrollerede oplysninger om Thiram og Zineb er opsummeret i nedenstående skema.

Stofnavn Mængde Antal produkter Brancher
Thiram 3,5 tons 26 Glarmesterarbejde, fremstillere af gummiprodukter
Zineb 43,5 tons 3 Fremstilling af maling, opløsningsmiddel o.l., bygning og reparation af skibe og både

Kommentarer:

Ved anvendelse af data fra Produktregistret skal man være opmærksom på, at kun nogle produkter vil være registreret. Der registreres kemiske produkter, som anvendes i professionel sammenhæng. Udeladt er som udgangspunkt kosmetik, fødevarer og lægemidler og forbrugerprodukter, som ikke indgår i professionel sammenhæng. Udeladt er endvidere alle de såkaldte "varer" dvs. alle produkter, som ikke er kemiske produkter. Fx vil en forarbejdet råvare, som består af plastmateriale tilsat flammehæmmer, være en vare.

Ved et udtræk fra Produktregistret får man et øjebliksbillede, som skal afspejle "i dag". Såfremt produkter, som udgår af markedet, ikke bliver afmeldt, vil de også fremgå af registret, ligesom manglende opfyldelse af pligten til at anmelde også vil afspejles i resultatet.

Det er således ikke det fulde billede af anvendelser, som kan udtrækkes af registret, og oplysningerne må derfor suppleres med oplysningerne fra de andre kapitler samt oplysninger, der er indhentet direkte fra producenten/importøren.

Det fremgår ikke direkte af de oplysninger, som udleveres fra Produktregistret, om stofferne anvendes som bekæmpelsesmidler, og hvor stor en del det drejer sig om. For de stoffer, som kun forekommer i 3 eller færre produkter i registret, udleveres ikke oplysninger om deres anvendelse.

De oplysninger, der fremgår af ovenstående er blevet efterkontrolleret af Miljøstyrelsen for så vidt angår stoffer, der indgår i mindre end 3 produkter og for stoffet thiram.

DTC har efterkontrolleret oplysningerne vedrørende Zineb ved at kontakte den danske producent af maling til skibe, Hempel.

Det vurderes, at de efterkontrollerede oplysninger afspejler billedet for kemiske produkter på markedet, som er anmeldelsespligtige til Produktregistret.

5.2 SPIN

Ifølge SPIN (Substances and Products in the Nordic Countries) er Toxaphen, DDT, Metam Natrium og Lindan registreret i Danmark for år 2000 og 2001. Maneb og Hexachlorbenzen er registreret i Danmark for år 2000. Der er imidlertid ingen tilgængelige data, da alle oplysninger er angivet som fortrolige.

Ifølge SPIN var den totale mængde af Thiram registreret i Danmark 19,9 tons i år 2001 fordelt på 25 produkter. Det bliver bl.a. brugt til kit, bindemiddel (4 produkter), procesregulatorer (8 produkter) og fyldstof (7 produkter), men det er ikke nærmere specificeret. Se nedenstående skema.

Ifølge SPIN var den totale mængde af Zineb registreret i Danmark 122,7 tons i år 2001 fordelt på 38 produkter. 40,9 tons var fordelt på 18 produkter inden for kategorien bundmaling (anti-fouling paint). Den resterende mængde er der ikke redegjort for. Se nedenstående skema.

SPIN Registreret i Danmark, år Mængde i tons Anv. Område
  2000 2001 2001 2001
Toxaphen Ja Ja    
DDT Ja Ja    
Maneb Ja Nej    
Metam natrium Ja Ja    
Thiram Ja 25 produkter 19,9 Kit, bindemiddel, procesregulatorer og fyldstof
Zineb Ja 38 produkter 122,7 Skibs-bundmaling (40,9 tons = 18 produkter)
Lindan Ja Ja    
HCB Ja Nej    

Oplysningerne i SPIN fra Danmark kommer fra det danske Produktregister og burde derfor kunne sammenholdes. For stoffet Thiram er der stort set overensstemmelse mellem antal produkter for 2001 og for de oplysninger, som findes i PR i dag, mens mængden i dag er registreret til at være ca. 1/5 af mængden i 1991. For Zineb synes der også at være overensstemmelse mellem antal produkter, mens der ligeledes har været en nedgang i mængden således, at der i dag kun er registreret ca. 1/5 af den mængde, der var registreret i 2001.

Virksomheden Hempel har oplyst, at de i 2001 anvendte totalt 126.796 kg Zineb i Danmark. Stoffet blev anvendt til 9 forskellige produkter – alle bundmaling til storskibsfart (ikke fritidsbåde). 96% blev eksporteret, mens de 4% blev solgt til det danske marked. Hempels tal indikerer således, at de i 2003 anvender ca. 1/3 af den mængde af Zineb, som de anvendte i 2001.

5.3 Danmarks Statistik

Udenrigshandelsstatistikken hos Danmarks Statistik har registreret import af DDT/HCB fra Frankrig og Tyskland samt en mulig import af Atrazin fra Frankrig, Tyskland og Norge. DDT og HCB er angivet samlet. Atrazin er registreret i en gruppe sammen med Propazin, Simazin og Hexahydro-1,3,5-trinitro-1,3,5-triazin. Det er derfor ikke umiddelbart muligt at sige, hvorvidt Atrazin udgør en del af importen. Der er ikke registreret nogen eksport af stofferne. Resten af de 22 stoffer har det ikke været muligt at identificere KN-koder for.

Der er i Danmarks Statistiks opgørelse over varer ikke registreret nogle varer med disse stoffer i perioden fra 1995 og frem.

Nedenstående skema opsummerer de registrerede mængder.

År Import (kg)
DDT og HCB Atrazin (ISO), propazin (ISO), simazin (ISO) og hexahydro-1,3,5-trinitro-1,3,5-triazin
2003 3 5
2002 17 15
2001 5 5
2000 6 2

Det er således meget få oplysninger om stofferne, der kan fremskaffes fra Danmarks Statistik. Af de få oplysninger fremgår, at mængderne af import for de få bekæmpelsesmidler, hvor det er oplyst, er meget beskeden.

5.4 Konklusion

Bemærk at flere af de i kapitel 3 nævnte anvendelser ikke vil fremgå af Produktregistret. Enten fordi det ikke er omfattet af definitionen på et kemisk stof eller kemisk produkt, fordi det blot ikke er blevet anmeldt, selv om det burde, eller fordi det importeres via et produkt, hvor indholdet ikke er kendt. Forbrugerprodukter, kosmetik og lægemidler er som udgangspunkt ikke registreret i Produktregistret.

Ved at Miljøstyrelsen selv har efterprøvet en del af de fortrolige oplysninger i Produktregistret og gennem DTCs direkte kontakt til Hempel, kan det konkluderes, at:

- stoffet Toxaphen forekommer i et produkt, med et meget lavt indhold
- det reelt kun er anmeldelser om Thiram og Zineb, som er aktive
- Thiram vurderes at forekomme i en mængde på 3,5 tons i 26 produkter (19,9 tons i 2001)
- Zineb vurderes at forekomme i en mængde på 43,5 tons i 3 produkter (126,8 tons i 2001)

Oplysningerne fra SPIN om Thiram og Zineb svarer, hvad angår antal produkter, stort set til de endelige tal fra Produktregistret. Da oplysningerne fra SPIN er fra 2001 må en mindre afvigelse være forventelig. Imidlertid ses der for begge stoffer en kraftig nedgang i den registrerede mængde således, at der i dag kun er registreret ca. 1/5 af den mængde, der var registreret i 2001.

Oplysningerne om mængder i SPIN for 2001 svarer for Thirams vedkommende stort set til de oplysninger, der oprindeligt blev udleveret fra Produktregistret og siden efterkontrolleret af Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsens kontrol konkluderede, at de reelle tal er:

- Thiram; 3,5 tons i 26 produkter (2003)

Dansk Toksikologi Centers forespørgsel til Hempel konkluderer, at de reelle tal er:

- Zineb; 127 tons i 9 produkter (2001)

Ved at sammenholde oplysningerne fra Danmarks Statistik med Miljøstyrelsens detaljerede oplysninger, konkluderes det, at der importeres nogle få kg DDT om året til laboratorieformål. Desuden vurderes det, at de 5 kg importeret i 2003 af gruppen af stoffer, som inkluderer Atrazin, ikke er et afgørende udtryk for, at Atrazin importeres.

 



Version 1.0 Juli 2004, © Miljøstyrelsen.