Livscyklusvurdering af deponeret affald - Del II

Del II: Emissioner fra deponeringsanlæg på lang sigt
- LCA metodeudvikling

13 Indledning - Del II

Denne delrapport diskuterer de langsigtede konsekvenser af, at giftige materialer og kemiske stoffer havner i deponeringsanlæg, og hvordan der kan tages hensyn til disse konsekvenser i LCA. Rapporten er fokuseret på perioden fra 100 år til uendeligt.

Dette tidsperspektiv betyder, at delrapporten på en række punkter får karakter af et fremtidsstudie, der vurderer forhold som:

  • Forskellige stoffers og materialers langsigtede omsætning i og emission fra deponeringsanlæg.
  • Deponeringsanlægs fremtid i samfundet
  • Deponeringsanlægs fremtid i en geologisk sammenhæng

At tidsperspektivet i princippet rækker indtil uendeligt betyder, at der i princippet skal medtages alle emissioner og påvirkninger, der kan finde sted så længe, der findes biologisk liv på jorden. I kraft af at solen på et tidspunkt et par milliarder år ud i fremtiden antages at svulme op, hvorved jorden først udtørres og herefter muligvis opsluges helt af solen, er tidsperspektivet reelt begrænset. Et par milliarder år ud i fremtiden er dog i de fleste sammenhænge meget længe, og begrænsningen har næppe betydning for andre mekanismer end de geologiske påvirkninger, der er knyttet til kontinentalbevægelser.

 



Version 1.0 December 2004, © Miljøstyrelsen.