Rapport fra Myndighedsudvalget

Bilag 1:

Miljøministeriet
Finansministeriet
Indenrigs- og Sundhedsministeriet              30. august 2004

Kommissorium for udvalg til afklaring af arbejdsdelingen mellem stat og kommuner m.h.t. miljøgodkendelse og miljøtilsyn af virksomheder (Myndighedsudvalget).

Baggrund

I aftale om strukturreform, juni 2004 fastlægges en række grundlæggende principper for opgavefordelingen på natur- og miljøområdet. I forlængelse af disse principper er det bl.a. fastlagt, at hovedparten af den konkrete myndighedsudøvelse og håndhævelse inden for miljøbeskyttelsesloven varetages af kommunerne, idet godkendelse og tilsyn med en række særligt komplicerede virksomheder dog varetages af staten. Med hensyn til myndighedskompetencen til behandling efter VVM-reglerne og behandling efter reglerne om miljøgodkendelse er det fastlagt, at den skal følges ad for virksomheder/listepunkter.

Formål m.v.

Der nedsættes et udvalg, der har til formål at komme med anbefalinger til den nærmere arbejdsdeling mellem stat og kommuner, således at der sker en afklaring af, hvilke virksomheder henholdsvis staten og kommunerne skal godkende og føre tilsyn med i henhold til miljøbeskyttelsesloven.

Drøftelserne skal alene vedrøre de virksomheder/listepunkter, der er opført på bilag 1 i den kommende godkendelsesbekendtgørelse, idet alle virksomheder på bilag 2 forudsættes placeret i kommunerne.

Arbejdsdelingen mellem stat og kommuner skal hvile på ensartede, objektive kriterier for, hvilken instans der tildeles ansvaret for godkendelse og tilsyn med virksomhederne i henhold til miljøbeskyttelsesloven.

Udvalget skal vurdere de økonomiske, administrative, miljømæssige og retssikkerhedsmæssige konsekvenser af udvalgets anbefalinger for erhvervslivet og borgerne.

Det er ikke udvalgets hovedopgave at vurdere de økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige, men udvalget bør i sine anbefalinger tage højde for, at myndighedsopgaverne kan tilrettelægges rationelt og gennemskueligt.

Udvalget kan nedsætte undergrupper for afgrænsede emner i forbindelse med udvalgsarbejdet.

Medlemmer

Følgende tilbydes at deltage i udvalgsarbejdet: Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Dansk Industri, Landbrugsraadet, Dansk Landbrug, CO-industri, Danmarks Naturfredningsforening, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Miljøministeriet (Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen). Formandskabet varetages af Miljøstyrelsen og sekretariat varetages af Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen.

Medlemmerne kan deltage i udvalgsarbejdet med en repræsentant og en suppleant.

Tidsplan

Udvalgsarbejdet skal afsluttes ultimo oktober med en rapport, således at udvalgets anbefalinger kan indgå i det videre arbejde med at implementere strukturreformen.

 



Version 1.0 December 2004, © Miljøstyrelsen.