| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Videreudvikling af ådalstypologi

3 Landskabstyper og Ådalstyper

3.1 Landskabstyper
     3.1.1 Morænelandskab (I)
     3.1.2 Smeltevandsslette (II)
     3.1.3 Havaflejring (III)
     3.1.4 Fladedækkende ferskvandsaflejring (IV)
     3.1.5 Klitlandskab (V)
3.2 Ådalstyper
     3.2.1 Ådalstyper i morænelandskab (1-5)
     3.2.2 Ådalstyper på smeltevandssletten (6-9)
     3.2.3 Ådalstyper på havaflejring (10-15)
     3.2.4 Ådalstyper på fladedækkende ferskvandsaflejringer
     3.2.5 Ådalstyper i klitlandskaber
     3.2.6 Samlet oversigt over Ådalstyper
3.3 Sammenfatning

I dette kapitel karakteriseres Landskabstyper og Ådalstyper mere detaljeret.

3.1 Landskabstyper

Landskabstyperne karakteriserer den geologiske opbygning i oplandet. Eksempler på stilistiske tværsnit gennem henholdsvis morænelandskab, smeltevandsslette, og havaflejringer ses i figur 3.1.

3.1.1 Morænelandskab (I)

I morænelandskabet, der findes i de østlige egne af Danmark, findes vekslende lag af moræne- og smeltevandsaflejringer af enten lokal eller regional udbredelse. Moræneaflejringerne kan både være lerede og sandede, smeltevandsaflejringerne er oftest sandede. Morænelandskaber har de største topografiske højdeforskelle i Danmark.

3.1.2 Smeltevandsslette (II)

På smeltevandssletten, i det sydvestlige Danmark, findes tykke, sandede, relativt homogene smeltevandsaflejringer, som stedvist kan være underlejret af moræne, typisk hvor en smeltevandsslette støder op til en israndslinie eller en bakkeø. Smeltevandssletten har en lille hældning.

3.1.3 Havaflejring (III)

Havaflejringer opdeles i tre typer på grundlag af deres forskellige hydrogeologiske egenskaber: Yoldiahavets aflejringer, Stenalderhavet aflejringer og marskaflejringer.

Yoldiahavets aflejringer findes i Nordjylland, hvor de udfylder lavninger i det omkring- og underliggenede glaciale landskab, der ofte består af smeltevandssand og -ler. Den langt dominerende sedimenttype er finsand, men i lavereliggende områder, der har været mere beskyttede er aflejringerne lerede. I ådalene er der tørv. Aflejringerne har en mægtighed (dybde) på 10-50 m og terrænoverfladen ligger mellem kote 10 og 35 m DNN. Aflejringerne udgør sammenhængende flader med en svag hældning mod kysten.

Stenalderhavets aflejringer findes ligeledes hovedsageligt i Nordjylland, men også i kystnære fjordområder og kystnære dele af ådale længere sydpå og på de østdanske øer. Stenalderhavets aflejringer overlejrer typisk Yoldiahavets aflejringer i Nordjylland, hvor de omkranser Yoldiahavets aflejringer i et niveau længere nede. Her udgør de store sammenhængende flader med en meget lille hældning mod kysten. Længere mod syd, i fjordene og ådalene, overlejrer de ofte smeltevandsaflejringer. Den dominerende sedimenttype er sand, der er grovere end Yoldiahavets finsand. I lavereliggende områder, typisk i beskyttede vige og fjorde på daværende tidspunkt, findes mere finkornede gytje- og leraflejringer. I ådalene er der typisk sand. Aflejringernes mægtighed i Nordjylland er 10-30 m. Terrænoverfladen findes i kote 1-13 m DNN.

Figur 3.1. Stiliske tværsnit gennem Landskabstyper: morænelandskab (øverst), smeltevandsslette (i midten) og havaflejringer i Nordjylland (nederst). Talværdierne svarer til Ådalstyper i figur 3.2, 3.3 og 3.4.

Marskaflejringer findes i kystnære egne langs Vadehavet i det sydvestlige Jylland, hvor de overlejrer smeltevandsaflejringer. Marskaflejringer (klæg) er meget finkornede, da de består af ler, silt, finsand og fint organisk materiale. De har en mægtighed på kun få meter og findes i kote 0-3 m DNN. De har også en meget lille hældning mod kysten.

3.1.4 Fladedækkende ferskvandsaflejring (IV)

Fladedækkende ferskvandsaflejringer (forventeligt mere end 2 km brede) findes i alle landsdele, ofte på større sammenhængende flader (havaflejringer), eller i større lavninger med en lille hældning i morænelandskaber eller på smeltevandssletter.

De førstnævnte består af nedbørsbetingede højmoser, der er indstrømningsområder for grundvand. De er derfor ikke aktuelle i denne sammenhæng.

De sidstnævnte består af grundvandsbetingede lavmoser, der er udstrømningsområder for grundvand. Lavmosernes aflejringer består oftest af tørv, underlejret af limnisk materiale (gytje), fersk- og smeltevandssand.

3.1.5 Klitlandskab (V)

Klitlandskaber består af finsandede flyvesandsaflejringer. De findes fortrinsvist langs Jyllands vestkyst. De findes dog også langs kyster i andre dele af landet, samt på bakkeøerne i Vestjylland.

3.2 Ådalstyper

Ådalstyperne karakteriserer kontakten mellem ådalens Tilgrænsende Hydrogeologiske Enhed og Ådalsmagasinet, samt ådalens geomorfologi. I Ådalstypen karakteriseres således grundvandstilstrømningen til ådalen (det vil sige til bunden af Ådalsmagasinet).

Der er i GOI typologien identificeret 15 Ådalstyper fordelt med fem Ådalstyper i morænelandskaber, fire Ådalstyper på smeltevandslette og seks Ådalstyper på havaflejringer. Ådalstyper på fladedækkende ferskvandsaflejringer og klitlandskaber er dækket af Ådalstyper for smeltevandsslette og morænelandskab.

3.2.1 Ådalstyper i morænelandskab (1-5)

Da morænelandskaber er opbygget af skiftende lag af moræne og smeltevandsaflejringer opdeles i første omgang efter den Tilgrænsende Hydrogeologiske Enheds permeabilitet, idet der skelnes mellem lavpermeable moræneaflejringer, og højpermeable smeltevandsaflejringer eller kalkaflejringer. De lavpermeable enheder inddeles herefter på grundlag af den Tilgrænsende Hydrogeologiske enheds tykkelse, idet Ådalstype 1 ikke (dårligt) tillader grundvandstilstrømning af betydning (tyk), mens Ådalstype 2 gør (mindre tyk). De højpermeable Tilgrænsende Hydrogeologiske Enheder (grundvandsmagasiner) inddeles efter deres størrelse, der i mange tilfælde afspejler ådalens placering i oplandet, idet magasinerne ofte bliver større ned langs vandløbet. I Ådalstype 3 er magasinet lokalt, mens det for Ådalstype 4 og 5 er regionalt Forskellen mellem de to sidstnævnte udgøres af ådalens relief til det omgivende opland, idet Ådalstype 4 har et stort relief , mens Ådalstype 5 har et mindre. Ådalstyperne er illustreret i figur 3.2. Deres typiske placering i landskabet fremgår af figur 3.1.

Figer 3.2. Ådalstype 1-5, der oftest træffes i morænelandskab.

Udspringsområde
I vandløbets udpringsområdet er der ofte ikke udviklet en egentlig ådal med et Ådalsmagasin. Er der udviklet et Ådalsmagasin er indholdet af organisk materiale heri sædvanligvis meget lille. Vandløbet er lille, og det afdræner ofte et lokalt, overfladenært grundvandsmagasin. Grundvandstilstrømningen varierer i løbet af året og vandløbet kan, også under naturlige forhold, tørre ud om sommeren. Det tilstrømmende grundvand kan være nitratholdigt.

Er den Tilgrænsende Hydrogeologiske Enhed lavpermeabel og af forholdsvis stor tykkelse (mere end ca 10 m), klassificeres ådalen som Ådalstype 1. Tilstrømningen af grundvand til Ådaletype 1 ophører om sommeren.

Har vandløbet derimod kontakt med et lokalt grundvandsmagasin, klassificeres det som Ådalstype 6, der er karakteriseret under smeltevandsslette.

Øvre strækning
Langs den øvre strækning af vandløbet, er der udviklet en egentlig ådal, der oftest har en lille bredde og et vist relief til det omgivende opland. I Ådalsmagasinet er der ofte et vist organisk indhold.

Har Ådalsmagasinet kontakt med en lavpermeabel Hydrogeologisk Enhed af mindre tykkelse (mindre end ca 10 m), der overlejrer et grundvandsmagasin, klassificeres ådalen som Ådalstype 2. Grundvandstilstrømningen til denne Ådalstype stammer fra det underliggende grundvandsmagasin. Tilstrømningen er mere stabil, men den kan også klinge af i løbet af sommeren. Vandløbet tørrer dog under naturlige forhold ikke ud. Denne Ådalstype forventes at modtage reduceret, nitratfrit grundvand.

Har Ådalsmagasinet kontakt med et lokalt grundmagasin klassificeres det som Ådalstype 3. Da magasinet ikke er så stort er tilstrømningen ustabil i løbet af året. Denne Ådalstype forventes at kunne modtage både nitratholdigt og nitratfrit grundvand.

Midterste strækning
Langs den midterste strækning har vandløbet og ådalen oftest opnået store dimensioner. Ådalen er bred og har et stort relief til oplandet. Nedskæringen er dyb og Ådalsmagasinet forventes at have stor tykkelse, ofte flere meter. Der er sædvanligvis betragtelige tørveaflejringer i Ådalsmagasinet.

Har Ådalsmagasinet kontakt med et regionalt grundvandsmagasin klassificeres ådalen som Ådalstype 4, der har en stor og stabil grundvandstilstrømning. Tilstrømning kan både bestå af og oxideret, nitratholdigt vand og reduceret, nitratfrit vand.

Har ådalen derimod kontakt med en lavpermeabel Hydrogeologisk Enhed klassificeres ådalen som Ådalstype 1 eller 2.

Nedre strækning
På den nedre strækning har vandløbet og ådalen opnået betragtelige dimensioner. Vandløbet er meget bredt, men har på disse strækninger en lille hældning. Der er derfor sandsynlighed for hyppige oversvømmelser i vinterhalvåret. Ådalen er også meget bred, og nedskæringen er ofte betragtelig. Der er dog ofte sket en stor opfyldning af ådalen, således at Ådalsmagasinet ligeledes her har stor mægtighed (flere meter). Relieffet til det omgivende opland er dog ikke så stort længere. Der er også her sædvanligvis tykke tørveaflejringer, der kan være underlejret af limniske aflejringer (gytje) og fersk- og smeltevandssand i Ådalsmagasinet. Det tilstrømmende grundvand er sandsynligvis reduceret og nitratfrit, men det kan også være oxideret og nitratholdigt. Det oversvømmende overfladevand fra vandløbet er oftest nitratholdigt.

Har Ådalsmagasinet kontakt med et regionalt grundvandsmagasin klassificeres ådalen som Ådalstype 5.

Har Ådalsmagasinet derimod kontakt med en lavpermeabel Hydrogeologisk Enhed, klassificeres ådalen som Ådalstype 9, der er karakteriseret under smeltevandsslette.

3.2.2 Ådalstyper på smeltevandssletten (6-9)

På smeltevandssletten er det karakteristisk, at den Tilgrænsende Hydrogeologiske Enhed består af et grundvandsmagasin af mindre eller større udstrækning. Der kan dog også være strækninger, hvor Ådalsmagasinet har kontakt med en lavpermeabel Hydrogeologisk Enhed bestående af for eksempel moræneaflejringer. Dette er ofte forekommende omkring hovedopholdslinien og langs bakkeøerne. På figur 3.3 er der vist fire Ådalstyper typiske for smeltevandssletten. Deres forventede placering i landskabet fremgår af figur 3.1.

Figur 3.3. Ådalstype 6-9, der oftest træffes på smeltevandssletten.

Udspringsområde
Det er almindeligt for smeltevandssletten, at det tilgrænsende grundvandsmagasin mister kontakten med vandløbet om sommeren i udspringsområdet og langs dele af det øvre løb. Derfor vil tilstrømningen variere i løbet af året, og vandløbet kan under naturlige forhold tørre ud om sommeren. Vandløbet er meget lille. Ådalen kan være mindre eller mere udviklet. Indholdet af organisk materiale i Ådalsmagasinet er ofte lille, hvis det overhovedet findes. Ådalen klassificeres langs sådanne strækninger som Ådalstype 6. Det forventes, at grundvandstilstrømningen til denne Ådalstype består af oxideret, nitratholdigt vand.

Øvre og midterste strækning
Langs de øvre og midterste strækninger har Ådalsmagasinet kontakt med regionale grundvandsmagasiner, hvorfor tilstrømningen er stor og stabil. Det er karakteristisk, at vandløbet har skåret sig ned i smeltevandsslettens terrasser. Ådalen er ret dybt nedskåret, bred og med et ret stort relief til det omgivende opland. Det forventes, at der er tørveaflejringer øverst i Ådalsmagasinet, hvis afgrænsning i dybden i øvrigt er vanskelig at fastlægge, idet det geologiske materiale her er sammenligneligt med smeltevandsslettens aflejringer. Formodentlig er det en blanding af oxideret, nitratholdigt og reduceret, nitratfrit grundvand, der strømmer til ådalen. Ådale med sådanne karakteristika klassificeres som Ådalstype 7.

Nedre strækning
Langs de nedre strækninger af vandløbet er både vandløbet og ådalen væsentligt bredere, mens relieffet til oplandet atter er mindsket, hvilket antagelig vil medføre en mindre grundvandstilstrømning. Der er sandsynligvis et væsentligt indhold af organisk materiale øverst i Ådalsmagasinet. Ådale med denne karakteristik klassificeres som Ådalstype 8. Formodentlig er det også her en blanding af oxideret, nitratholdigt og reduceret, nitratfrit grundvand, der strømmer til ådalen.

Nogle steder på hedesletter findes lerlag tæt på terræn i ådalen. Det har den betydning, at det tilstrømmende grundvand tvinges op til terræn i ådalen.

Grundvandstilstrømningen er sandsynligvis ikke så stor. Det tilstrømmende grundvand kan også her både være reduceret, nitratfrit og oxideret, nitratholdigt. På grund af vandløbets lille hældning er der mulighed for hyppige oversvømmelser fra vandløbet om vinteren. Det oversvømmende overfladevand vil sandsynligvis være nitratholdigt. Ådale med disse karakteristika klassificeres som Ådalstype 9.

Vandløb på smeltevandssletten kan endvidere langs den nedre strækning løbe gennem morænelandskaber. Ådalen klassificeres her som en af Ådalstyperne karakteriseret under morænelandskab (Ådalstype 1 til 5).

De vandløb, der udmunder mod vest, løber alle gennem havaflejringer på det allersidste stræk. De klassificeres derfor som en af Ådalstyperne karakteriseret herunder.

3.2.3 Ådalstyper på havaflejring (10-15)

Vandløbene i Nordjylland udspringer typisk i smeltevandsaflejringer og sandede morænelandskaber, løber herefter gennem finsandedeYoldia havaflejringer, derefter gennem de grovere, sandede aflejringer fra Stenalderhavet, og kan endelig løbe gennem flyvesandsforstærkede områder ved kysten (se figur 3.1). Færre vandløb udspringer i Yoldia- og Stenalderhavets aflejringer. Der er identificeret seks Ådalstyper på havaflejringer, illustreret i figur 3.4. Deres typiske placering i landskabet fremgår af figur 3.1.

Figur 3.4. Ådalstype 10-15 på havaflejringer. Ådalstype 10-11 på Yoldia havaflejringer, Ådalstype 12-13 på Stenalderhavets aflejringer, og Ådalstype 14-15 i marskaflejringer.

Yoldiahavets aflejringer
I Yoldiahavets aflejringer ligger således oftest vandløbenes øvre og midterste strækninger, omend både udspring og nedre løb også forekommer. Ådalens Tilgrænsende Hydrogeologiske Enhed består oftest af forholdsvist permeabelt finsand (grundvandsmagasin). Her findes to Ådalstyper, der adskiller sig ved ådalens relief, og eventuelt ved magasinets størrelse.

Ådalstype 10, der dækker det øvre løb, har en mindre udtalt dal, og afvander et mindre, regionalt magasin. Der er en relativt stor og stabil grundvandstilstrømning hele året til denne Ådalstype.

Ådalstype 11, der dækker det midterste løb, har en tydeligt udviklet dal med stort relief og stejle skrænter. Denne Ådalstype kan have et større, regionalt tilgrænsende magasin. Grundvandstilstrømningen til denne Ådalstype forventes at være stor og stabil hele året på grund af store potentialegradienter.

På grund af den lave beliggenhed og terrænets lille hældning forventes redoxgrænsen at ligge højt, hvilket bevirker, at det tilstrømmende grundvand forventes at være reduceret og nitratfrit for begge Ådalstyper.

Der kan dog også forekomme strækninger, hvor Yoldia havaflejringerne er mere lerede, hvorfor den Tilgrænsende Hydrogeologiske Enhed her er lavpermeabel. Dette er dog ikke særlig hyppigt forekommende. Det må i disse tilfælde overvejes, hvilken af Ådalstyperne fra morænelandskabet, der kan anvendes (Ådalstype 1 eller 2).

Stenalderhavets aflejringer
I de fladedækkende dele af Stenalderhavets aflejringer i Nordjylland er der både små vandløb der har hele deres løb i Stenalderhavets aflejringer, samt nedre strækninger af de større vandløb. For alle vandløbene udgør Stenalderhavets aflejringer det tilgrænsende højpermeable grundvandsmagasin. Landskabet har en meget lille hældning og det ligger meget lavt. Der er to Ådalstyper, der dækker henholdsvis de små vandløb og de større vandløb. Forskellen herimellem udgøres primært af ådalens relief (se figur 3.4).

Ådalstype 12, der dækker de små vandløb, er således karakteriseret ved, at der stort set ikke er udviklet nogen ådal. Der er derfor næsten ingen potentialegradient op i ådalen, hvorfor grundvandstilstrømningen forventes at være meget lille. Der kan være oversvømmelser fra vandløbet dele af året.

Ådalstype 13 dækker det nedre løb af de større vandløb. Her er der dannet en ret smal ådal, der har et lille relief. Det må således forventes, at vandløbene i disse ådale afvander et lidt større område, hvilket medfører en lille grundvandstilstrømning til disse ådale.

På grund af den lave beliggenhed og terrænets lille hældning forventes redoxgrænsen ligeledes her at ligge højt, hvilket bevirker, at det tilstrømmende grundvand forventes at være reduceret og nitratfrit for begge Ådalstyper. Ved Ådalstype 13 forventes oversvømmende vand fra vandløbet at være oxideret og nitratholdigt.

I de områder af Stenalderhavets aflejringer, der ligger i fjord- og ådalene længere mod syd, afhænger den Tilgrænsende Hydrogeologiske Enheds permeabilitet og størrelse af kontakten mellem ådalen og geologiske lag i det omgivende morænelandskab. I disse områder anvendes derfor Ådalstyper karakteriseret under morænelandskab (Ådalstype 1 til 5).

Marskaflejringer
I det sydvestlige Jylland, ved Vadehavet og de vestlige fjorde, løber de store vestvendte vandløbs nedre strækninger gennem marskaflejringer lige inden de udmunder i havet eller fjorden. Marskaflejringerne er typisk intensivt detailafvandede med grøfter, men da disse alle er menneskeskabte medtages de ikke på dette niveau af typologien. Da de lavpermeable marskaflejringers mægtighed begrænser sig til få meter, og de ligger ovenpå højpermeable smeltevandsaflejringer, skelnes der mellem to Ådalstyper.

I Ådalstype 14 (figur 3.4) løber vandløbet i marskaflejringerne, der udgør den lavpermeable Tilgrænsende Hydrogeologiske Enhed. I Ådalstype 15 har vandløbet kontakt med de underliggende smeltevandsaflejringer, der her udgør ådalens tilgrænsende grundvandsmagasin. Den naturlige grundvandstilstrømning forventes i begge tilfælde at være meget lille på grund af landskabets lille hældning og lave beliggenhed. Den naturlige grundvandstilstrømning forventes at være reduceret og nitratfri for begge Ådalstyper. De kan begge oversvømmes fra vandløbet med oxideret, nitratholdigt vand på grund af vandløbets lille hældning.

3.2.4 Ådalstyper på fladedækkende ferskvandsaflejringer

De fladedækkende ferskvandsaflejringer (større lavmoser) kan ligge langs alle strækninger af vandløbet fra udspring til udløb i havet. De er karakteriseret ved, at de enten overlejrer et morænelandskab eller en smeltevandsslette. Ådalsmagasinet er meget bredt (forventeligt mere end et par km). Det er sandsynligt, at der har været en stor nedskæring / fordybning og en efterfølgende opfyldning af Ådalsmagasinet, der forventes at være af flere meters mægtighed. Indholdet af organisk materiale er stort i de øvre dele af magasinet. På grund af den lille hældning kan ådalene oversvømmes fra vandløbet om vinteren.

Der er ingen selvstændige Ådalstyper for fladedækkende ferskvandsaflejringer. Ådalene klassificeres derfor på grundlag af permeabiliteten af den Tilgrænsende Hydrogeologiske Enhed. Er den lavpermeabel klassificeres ådalen som Ådalstype 9, er den højpermeabel som Ådalstype 5 eller 8.

3.2.5 Ådalstyper i klitlandskaber

Ganske få meget små vandløb udspringer i klitlandskaberne. Der er ingen eller kun en svagt udviklet ådal. Der er ingen selvstændige Ådalstyper for ådale i klitlandskaber, men de klassificeres som Ådalstype 6.

3.2.6 Samlet oversigt over Ådalstyper

En oversigtlig karakteristik og beskrivelse af de 15 Ådalstyper er givet i tabel 3.1 til 3.3. I tabellerne er den Tilgrænsende Hydrogeologiske Enhed relateret til magasintype fra typologien for grundvandsforekomster angivet i tabel 1.1.

Tabel 3.1 Kriterier for og beskrivelse af Ådalstype 1-5, der oftest træffes i morænelandskab. Magasintype refererer til tabel 1.1. THE betyder Tilgrænsende Hydrogeologisk Enhed.

Tabel 3.2 Kriterier for og beskrivelse af Ådalstype 6-9, der oftest træffes på smeltevandssletten. Magasintype refererer til tabel 1.1. THE betyder Tilgrænsende Hydrogeologisk Enhed.

Tabel 3.3 Kriterierfor og beskrivelse af Ådalstype 10-15 i havaflejringer. Ådalstype 10-11 findes i Yoldiahavets aflejringer, Ådalstype 12-13 i Stenalderhavets aflejringer, og Ådalstyper 14-15 i marskaflejringer. Magasintype refererer til tabel 1.1. THE betyder Tilgrænsende Hydrogeologisk Enhed

3.3 Sammenfatning

I kapitel 3 er de enkelte Landskabstyper og Ådalstyper detaljeret karakteriseret . I morænelandskaber er der fem Ådaltyper, på smeltevandssletten fire Ådalstyper, og på havaflejringerne seks Ådalstyper. Der er ingen selvstændige Ådalstyper for fladedækkende ferskvandsaflejringer og klitlandskaber, der klassificeres som en af Ådalstyperne for smeltevandsslette eller morænelandskab. Kriterierne for klassifikation af den enkelte Ådalstype er opstillet. Dernæst er hydrologiske forhold i ådalen vurderet. Det omfatter beskrivelse af tilstrømningens størrelse og stabilitet, udtørring i vandløb samt oversvømmelser. Endelig er vandkvaliteten i det tilstrømmende grundvand og overfladevand vurderet.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 December 2004, © Miljøstyrelsen.