| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Videreudvikling af ådalstypologi

5 Metoder til klassifikation ifølge GOI typologien

5.1 Samlet nøgle for GOI typologi
5.2 Klassifikation ifølge GOI typologi
5.3 Metoder til klassifikation af landskabstype
5.4 Metoder til klassifikation af ådalstype
     5.4.1 Afgrænsning af Ådalsmagasin
     5.4.2 Ådalens geomorfologi
     5.4.3 Tilgrænsende hydrogeologisk enhed
     5.4.4 Samlet konceptualisering og klassifikation af Ådalstype
5.5 Metoder til klassifikation af strømningsvariant
     5.5.1 Geologi i Ådalsmagasinet
     5.5.2 Menneskelige indgreb
     5.5.3 Indikatorer for strømningsveje
     5.5.4 Samlet konceptualisering og klassifikation af Strømningsvariant
5.6 Sammenfatning

5.1 Samlet nøgle for GOI typologi

Tabel 5.1 viser en samlet nøgle for GOI typologien, der anvendes ved klassifikation af Landskabstype, Ådalstype og Strømningsvariant.

Tabel 5.1 Samlet nøgle for GOI typologi.

5.2 Klassifikation ifølge GOI typologi

Først klassificeres Landskabstypen på grundlag af en karakterisering af den regionale geomorfologi og geologi.

Dernæst klassificeres Ådalstypen ved først at karakterisere den hydrauliske ledningsevne af den eller de Tilgrænsende Hydrogeologiske Enhed(er) (høj- eller lavpermeabel), og dernæst karakterisere størrelsen af den Tilgrænsende Hydrogeologiske Enhed (lokal eller regional), samt ådalens geomorfologi (tabel
3.1 til 3.3). Eventuelt kan placeringen af grundvandsmagasiner karakteriseres (overfladenær eller dybereliggende) til brug for en vurdering af forventede redoxforhold og nitratindhold i grundvandstilstrømningen herfra.

Endelig klassificeres Strømningsvarianten på grundlag af en karakterisering af hvilken strømningsvej, der er dominerende i ådalen.

5.3 Metoder til klassifikation af Landskabstype

Klassifikation af Landskabstypen kan foretages ud fra en geomorfologisk analyse. Da Landskabstypen beskrives på regional skala, vil Landskabskort over Danmark (Smed, 1981) sammen med et jordartskort ofte kunne anvendes ved klassifikationen. Det skal her fremhæves, at Landskabskort over Danmark er af stor målestok (ikke angivet), og at tolkninger ikke alle steder er lige præcise.

Vurderes det nødvendigt med et nærmere kendskab til den genetiske dannelse, eller er der ligefrem behov for en ny geomorfologisk analyse, kan topografiske kort i form af kurveplaner, geologiske data (Jupiter) og geofysiske data (Gerda), geologisk funderede tematiske kort, Aerial Information System (AIS), luftfoto, og endelig litteraturen inddrages. Metodikken for en geomorfologisk analyse er kendt og beskrives derfor ikke yderligere her. Af relevante data kan nævnes:

For en detaljeret beskrivelse af digitale kort og GIS baserede data henvises til følgende:

• Geodata-info, http://www.geodata-info.dk
• Kort og Matrikelstyrelsen, http://www.kms.dk
• Danmarks Miljøundersøgelser, http://www.dmu.dk
• Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, http://www.geus.dk
• Forsvarets Forskningstjeneste, http://www.ddre.dk.

5.4 Metoder til klassifikation af Ådalstype

5.4.1 Afgrænsning af Ådalsmagasin

Geografisk afgrænsning
Ådalsmagasinet afgrænses geografisk fra skræntfod til skræntfod af den ådal, der hører til det nutidige vandløb. Afgrænsningen foretages på grundlag af en samlet tolkning af:

• Topografiske kurveplaner (1:25.000 / digitale ved KMS)
• Jordartskort (1:25.000 / digitale ved GEUS).

Ofte vil der øverst i Ådalsmagasinet være postglaciale ferskvandsaflejringer, men der kan også forekomme andre sedimenttyper. Opmærksomheden henledes på, at jordartskortene viser jordarten i 1 meters dybde under terræn. Jordarten her kan eventuelt afvige fra jordarten indenfor den øverste meter.

På grund af afvanding og grundvandsindvinding, især i det 20. århundrede, er den naturlige grundvandsudstrømning til vådområder og vandløb mindsket (Henriksen og Sonnenborg, 2003). Vådområde arealet er derfor også mindsket. For at få indblik i vådområdernes 'oprindelige' udbredelse kan:

• Målebordsblade / generalstabskort (1:20.000) fra slutningen af det 19. århundrede anvendes (ved KMS og andre).

På målebordsbladene er signaturer for våde områder opdelt i eng, mose og marsk. Endvidere er tørveskær angivet, hvilket indikerer en vis tørveopbygning. Ækvidistancen på de ældste målebordsblade er 5 fod (svarende til ca 1,55 m), herefter 2,5 m og på de yngste 2 m. Scannede målebordblade er tilgængelige ved GEUS.

Dybde afgrænsning
Afgrænsning af Ådalsmagasinet i dybden foretages udfra geologiske informationer i ådalen. Specielt på smeltevandssletten kan det være svært af afgrænse dybden, da der nederst i Ådalsmagasinet kan ligge sedimenttyper, der er sammenlignelige med den Tilgrænsende Hydrogeologiske Enheds sedimenttype (sand). Forslag til datakilder er:

• Geologiske data (Jupiter databasen / digitale ved GEUS).
• Database over boringer foretaget i forbindelse med okkerkortlægningen i lavbundsområder i Jylland (digitale ved DJF).
• Boringer fra detailundersøgelser (f.eks VMP2 områder ved amterne)
• Geofysiske data (Gerda databasen / digitale ved GEUS).

Databasen fra okkerkortlægningen (Madsen, 1980; Madsen et al, 1984; Madsen et al, 1985) er ikke umiddelbart tilgængelig, men der ligger ca 8000 værdifulde boringer med mange relevante informationer for arbejdet med GOI typologien.

5.4.2 Ådalens geomorfologi

Bredden af Ådalsmagasinet (fra skræntfod til skræntfod) kan estimeres ud fra f.eks. målebordsblade, 4-cm topografiske kort eller kurveplaner. En Digital Terræn Model (DTM) med en stor vertikal opløsning (TOP10DK) kan med fordel også anvendes.

Et mere præcist billede opnås imidlertid ved en digitalisering på grundlag af ortofotos og luftfotos (Langhoff, 2001). Det kan være nødvendigt at korrigere bredden efter feltverificering, da krat og træer på fotos kan gøre det umuligt at bestemme skræntfodens position. Denne kan også være vanskelig at bestemme uden feltrekognoscering, såfremt overgangen til oplandet er jævn.

Det understreges, at luftfotos, analyseret ved hjælp af spejlstereoskopi, altid bør anvendes, idet denne metode ofte afslører strukturer i landskabet, som ikke ellers er beskrevet andet steds (Kuehn et al, 2000; Langhoff, 2001). Det anbefales at anvende ortofotos som baggrundskort for digitalisering af diverse geomorfologiske grænser. De nyeste landsdækkende ortofotos har en pixellængde på 40 cm, en anbefalet målestok på 1:25.000 og en plannøjagtighed på omkring 2,5 pixels, cirka en meter (Kampsax, 1999).

Til bestemmelse af relieffet (ådalens skrænthøjde) kan målebordsblade, 4-cm topografiske kort, topografisk kurveplaner eller en Digital Terræn Model (DTM) med en stor vertikal opløsning (TOP10DK) anvendes.

For reference til omtalte materiale henvises til ovenstående liste.

5.4.3 Tilgrænsende hydrogeologisk enhed

Karakterisering af kontakten mellem de Tilgrænsende Hydrogeologiske Enheder, Ådalsmagasinet og overfladevandet omfatter en samlet regional, hydrogeologisk konceptualisering, baseret på den geologiske opbygning omkring ådalen, strømningsforhold i grundvandsmagasinerne, samt baseflow afstrømning i vandløb.

Geologisk opbygning Kortlægning af den geologiske opbygning findes i et vist omfang for de forskellige amter, men de har ikke altid tilstrækkelig detaljeringsgrad. Er den geologiske og hydrogeologiske kortlægning af oplandet ufuldstændig eller mangelfuld, bør der ske opdatering heraf. Metodikker hertil er velkendte og skal derfor ikke beskrives yderligere her, men analysen kan foretages på grundlag af:

• Geologiske profiler langs ådalen og på tværs af ådalen udfra boringer i Jupiter databasen ved GEUS.
• Jordartskort (1:25.000) ved GEUS.
• Anden aktuel regionalgeologisk kortlægning.

Reference til omtalte materiale findes ovenfor.

Afgrænsning af grundvandsmagasiner
I forbindelse med basisanalysen af vandområdedistrikterne (Miljøstyrelsen, 2004) skal alle grundvandsmagasiner (både lokale/overfladenære og regionale/dybe) afgrænses, karakteriseres og eventuelt opdeles i grundvandsforekomster under den generelle karakterisering, der finder sted i 2004 (jævnfør kapitel 1). Grundvandforekomsterne skal herefter klassificeres ifølge typologien for grundvandsforekomster angivet i tabel 1.1, blandt andet efter deres kontakt med overfladevand. Principperne for dette arbejde er beskrevet i Miljøstyrelsen (2004).

I forbindelse med amternes kortlægning af grundvandsresssourcer er de dybe grundvandsmagasiner, der er aktuelle for grundvandsindvinding til drikkevandsforsyning, afgrænset. Et eksempel på dette er givet i Fyns Amt (2000) og Fyns Amt (2003).

Da de overfladenære grundvandsmagasiner ikke er relevante for drikkevandsforsyning på grund af forurening fra overfladen, er de oftest ikke kortlagt i amterne. I forbindelse med implementeringen af Vandrammedirektivet er det imidlertid meget væsentligt også at kortlægge disse, da det er disse magasiner, der hovedsageligt bidrager med oxideret, nitratholdigt (og eventuelt pesticidholdigt) grundvand til de afhængige overfladevandområder og vådområder (tabel 1.1 og figur 1.1). Udgør udstrømningen fra disse overfladenære grundvandsforekomster et kvalitativt problem for overfladevandet nedstrøms grundvandsforekomsten eller for de tilknyttede vådområder (figur 1.1), har grundvandsforekomsten ikke god kemisk tilstand, der skal opnås inden 2015 (jævnfør kapitel 1 og Miljøstyrelsen, 2004).

Overfladenære magasiner, der grænser op til ådale, kortlægges udfra jordartskort (1:25.000). Kortet viser jordarterne i det snit terrænoverfladen skærer gennem de geologiske aflejringer. I ådalenes skrænter (eller helt op det nærmeste højdedrag) samt eventuelt i ådalens terrænoverflade kan beliggenheden af de overfladenære grundvandsmagasiner, der ofte består af smeltevandssand (DS) således kortlægges. Grundvandsmagasinerne kan dog også bestå af andre højpermeable jordarter (f.eks DG, TG, TS samt HS). Endvidere anvendes geologiske profiler baseret på boringer til afgrænsning af magasinernes rumlige udbredelse.

Udveksling mellem grundvandsmagasin og vandløb
Karakterisering af retning og omfang af udvekslingen mellem grundvandsmagasiner og vandløb bygger på følgende kortmateriale:

• Ækvipotentialkurvekort for dybereliggende magasiner.
• Kort over potentielle ud- og indstrømningsområder for dybereliggende magasiner.
• Kort over absolut og specifik baseflow afstrømning i vandløb.

Udstrømningområder for dybereliggende og overfladenære grundvandsmagasiner
Hydrauliske potentialer er oftest målt i de dybereliggende grundvandsmagasiner (primært trykniveau). Da det ikke er sikkert, at der er hydraulisk kontakt mellem de forskellige grundvandsmagasiner, bør de hydrauliske potentialer ideelt set kun relateres til det grundvandsmagasin, de er målt i. Et samlet ækvipotentialkurvekort over hele vandløbsoplandet kan dog give et billede af det overordnede strømningsmønster i de dybereliggende magasiner, og dermed give indblik i udvekslingen mellem disse magasiner og overfladevandet.

Ækvipotentialkurver, der løber parallelt med et vandløb, er således indikatorer for, at der er en god hydraulisk kontakt mellem de dybereliggende, regionale grundvandsmagasiner og vandløbet. Disse vandløb, der ofte udgør hovedløbet af et vandløbssystem, er regionale udstrømningsområder for grundvand. Det er sandsynligt, at dette grundvand kommer fra reducerede magasiner, og derfor ikke indeholder nitrat. Dette er dog ikke altid tilfældet.

Modsat er ækvipotentialkurver, der løber vinkelret på et vandløb, indikatorer for en dårlig hydraulisk kontakt mellem de dybe grundvandsmagasiner og vandløbet. Disse vandløb, der ofte ligger i den øvre eller nedre ende af et vandløbssystem, kan derfor være lokale udstrømningsområder for mere overfladenære grundvandsmagasiner. Grundvandet, der strømmer ud til vandløbene fra disse magasiner, kan enten være reduceret eller oxideret afhængigt af, om vandet har krydset redoxgrænsen eller ej.

Potentielle ud- og indstrømningsområder for dybereliggende magasiner Udstrømningsområder er defineret ved opadrettet grundvandsstrømning. Dvs de findes, hvor det primære trykniveau ligger højere end det frie grundvandsspejl. Indstrømningsområder er tilsvarende defineret ved nedadrettet strømning. Dvs de findes, hvor det primære trykniveau ligger under det frie grundvandsspejl.

Da der ikke findes så mange data for det frie grundvandsspejls beliggenhed, kan der konstrueres et tilnærmet kort over potentielle ud- og indstrømningsområder, der viser, hvor det primære trykniveau ligger i forhold til terrænniveauet. Hertil anvendes:

• Et ækvipotentialkurvekort for oplandet
• En højdemodel for oplandet.

I dele af de potentielle udstrømningsområder hersker der artesiske forhold i de dybereliggende grundvandsmagasiner. Her ligger trykniveauet over terræn. Artesiske forhold opstår i et grundvandsmagasin, når udstrømningen til overfladevandet ikke er tilstrækkeligt stor i forhold til grundvandsdannelsen til magasinet. Dette kan være forårsaget af lavpermeable hydrogeologiske enheder (dæklag) mellem grundvandsmagasinet og overfladevandet, eller af et for lille areal af udstrømningsområdet i forhold til den udstrømmende vandmængde (eventuelt forårsaget af en bred ådal med lille hældning). Artesiske forhold kan derfor være indikator for, at udstrømningen fra disse dybereliggende magasiner ikke er ret stor eller måske er helt fraværende, hvorved udstrømningsområdet faktisk er inaktivt. Artesiske forhold kan dog også være indikator for at udstrømningen fra magasinerne er stor og stabil, hvorved området er et aktivt udstrømningsområde. Hvilken situation, der er aktuel for en given strækning af ådalen, afgøres af den geologiske opbygning omkring ådalen og af den specifikke baseflow afstrømning i vandløbet.

I vådområder og enge i ådale ligger det frie grundvandsspejl på årsbasis oftest mellem terrænniveau og omkring 1 meter under terræn. Hvor det primære trykniveauet ligger over 1 meter under terræn vil der, som en tilnærmelse, derfor også være et potentielt udstrømningsområde for et dybereliggende grundvandsmagasin. Tilsvarende overvejelser, som nævnt ovenfor under de artesiske forhold, vil også gøre sig gældende i disse områder, omend ikke i så udtalt grad. Den geologiske opbygning omkring ådalen og den specifikke baseflow afstrømning i vandløbene vil derfor også her afsløre, hvor stor den aktuelle udstrømning er fra det dybereliggende grundvandsmagasin til vandløbet.

De vandløb og vådområder, der ligger i potentielle indstrømningsområder for de dybereliggende grundvandsmagasiner modtager deres grundvandstilstrømning fra overfladenære magasiner.

Absolut og specifik baseflow afstrømning i vandløb
Synkronmålinger af medianminimumafstrømning giver et billede af den rumlige fordelingen af den faktiske grundvandstilstrømning til vandløbene efter en lang tør periode om sommeren, når drænvandstilstrømningen er ophørt. Medianminimumafstrømning er korrigeret for spildevandsudledninger. Medianminimumafstrømning kan således anvendes som udtryk baseflow afstrømningen i vandløbene.

Det anbefales at anvende følgende to kort:

• Kort over absolut baseflow afstrømning (l/s)
• Kort over specifik baseflow afstrømning (l/s/km).

Kortet over den absolutte baseflow afstrømning giver overblik over størrelsesordenen af baseflow afstrømningen i vandløbene indenfor oplandet.

Kortet over den specifikke baseflow afstrømning udformes ved at ud- eller indstrømningen over en vandløbsstrækning divideres med strækningens længde (Dahl et al, 1998). De specifikke værdier anvendes herefter til at opdele vandløbene i:

• Strækninger med indstrømning af overfladevand til grundvand (negative værdier).
• Strækninger uden kontakt mellem grundvand og overfladevand (0 l/s/km).
• Strækninger med udstrømning af grundvand til overfladevand (positive værdier, der opdeles i flere intervaller, f.eks 0-5, 5-10, 10-15 o.s.v. l/s/km).

Dette kort giver et skøn over retning og omfang af udvekslingen mellem grundvand og overfladevand. Dette er en af arbejdsopgaverne under den videregående karakterisering af grundvandforekomsterne i basisanalysen, der gennemføres efter 2004 (jævnfør Vandrammedirektivet og Miljøstyrelsen, 2004).

5.4.4 Samlet konceptualisering og klassifikation af Ådalstype

En samlet hydrogeologisk konceptualisering af ovenstående forhold fører til en forståelse af udvekslingen mellem grundvandsmagasin og vandløb langs delstrækninger af ådalen.

På grundlag af denne forståelse kan den eller de Tilgrænsende Hydrogeologiske Enhed(er)s hydrauliske ledningsevne (høj- eller lavpermeabel), størrelse (lokal eller regional) samt placering (overfladenær eller dybereliggende) karakteriseres. Sammenholdt med ådalens geomorfologi klassificeres interaktionen mellem grundvand og overfladevand i ådalen ved valg af den Ådalstype fra figur 3.2 til 3.4 og tabel 3.1 til 3.3, der bedst beskriver den hydrogeologiske situation.

Til sidst kan grundvandsmagasinerne eller -forekomsterne tillige klassificeres ifølge typologien herfor angivet i tabel 1.1.

5.5 Metoder til klassifikation af Strømningsvariant

Metoderne, der anvendes til klassifikation af Strømningsvarianten, er både direkte og indirekte (indikatorer). En del af arbejdet kan udføres på kontoret, mens en anden del kræver feltrekognocering.

5.5.1 Geologi i Ådalsmagasinet

Ådalsmagasinets permeabilitetsforhold er af afgørende betydning for vandets naturlige strømningsveje gennem ådalen til vandløbet. Følgende datakilder kan eventuelt anvendes ved vurdering af den geologiske opbygning og deraf følgende permeabilitetsforhold i Ådalsmagasinet:

• Geologiske data (Jupiter databasen ved GEUS).
• Database over boringer foretaget i forbindelse med okkerkortlægningen i lavbundsområder i Jylland (ved DJF).
• Boringer fra detailundersøgelser (f.eks VMP2 områder ved amterne)
• Geofysiske data (Gerda databasen ved GEUS).
• Håndboringer.
• De forhold, der er væsentlige at vurdere, er fordelingen af høj- og lavpermeable sedimenter i Ådalsmagasinet samt vandløbsbundens permeabilitet, med henblik på at afgøre vandets foretrukne strømningsvej (Q₁ til Q₃). Det organiske indhold i Ådalsmagasinet (specielt i de højpermeable sedimenter, hvori vandet strømmer) skal endvidere vurderes. Der skelnes mellem, om der er mere eller mindre end 3 % organisk materiale i sedimentet (jævnfør afsnit 4.1.2).

5.5.2 Menneskelige indgreb

Hovedafvanding
Hovedafvanding udgøres af udretning, uddybning og eventuelt flytning af vandløbets leje.

En sammenligning af vandløbets forløb og beliggenhed på historiske og recente topografiske kort vil vise, hvor en hovedafvanding har fundet sted. Hertil anvendes målebordsblade (1:20.000) fra sidst i det 19. århundrede og de nyeste topografiske kort (1:25.000). Reference til materialet er givet ovenfor.

På Kort- og Matrikelstyrelsens hjemmeside findes en facilitet, der for samme kortudsnit viser begge ovennævnte kort 'ovenpå hinanden', således at man gradvist kan skifte mellem de to kort. Adressen er: www.kms.dk/kortpaanettet/index.htm. Her vælges 'Danmark før og nu'. Ved brug af denne facilitet er det desuden nemt også at se ændringer i vådområdernes udbredelse.

Detailafvanding
Detailafvanding af jorde foretages ved hjælp af grøfter og drænrør. Følgende datakilder foreslås anvendt:

Grøfter (GIS tema i TOP10DK ved KMS).

Dræn (drænplaner fra DDH; GOI feltmetode, der udføres i oktober/november eller marts/april, hvor drænudmundinger i ådalsskrænten og vandløbsbrinken kortlægges).

Grøftnings- og drændensiteten i ådalene beskrives som høj for afstande mindre end 100 m, middel for afstande mellem 100 og 250 m, og lav for afstande over 250 m.

5.5.3 Indikatorer for strømningsveje

Diffus strømning gennem Ådalsmagasinet (Q₁)

• Tør eng (kortlægges udfra ortofoto og ved feltrekognocering).
• AIS engsignatur.
• Højpermeable sedimenter i Ådalsmagasin.
• Stort forhold mellem bredden af ådalens våde engzone og vandløbets effektive bredde (Langhoff et al (submitted) - se nedenfor).

Overfladisk strømning (Q₂)

• Våd eng (men det må ikke være stagnant vand) (kortlægges udfra ortofoto og ved feltrekognocering).
• AIS signatur for vådområde og mose.
• Lavpermeable sedimenter i Ådalsmagasin.

Direkte strømning fra tilgrænsende hydrogeologisk enhed til vandløbsbund (Q₃)

• Tør terrænoverflade (kortlægges udfra ortofoto og ved feltrekognocering).
• Højpermeabel vandløbsbund.
• Vandløbsbundens sedimenttype svarer til den Tilgrænsende Hydrogeologiske Enheds sedimenttype.
• Lille forhold mellem bredden af ådalens våde engzone og vandløbets effekive bredde (Langhoff et al (submitted) se nedenfor).
• Eventuelt forholdsvist lige og dybt forløb af vandløb (forårsaget af hovedafvanding).
• Ådalsmagasin ikke udviklet.

Strømning i dræn og grøfter i ådalen (Q₄)

• Grøfter i ådalen (GIS tema i TOP10DK ved KMS)
• Drænrørsudmundinger i vandløbsbrink (DDH drænplaner og feltrekognocering).

Forhold mellem bredden af ådalens våde engzone og vandløbets effektive bredde
På Karup Hedeslette (smeltevandsslette) har hidtidige studier vist, at forholdet mellem bredden af ådalens våde engzone og vandløbets effektive bredde, kan anvendes som indikator for størrelsen af grundvandstilstrømningen direkte gennem vandløbsbunden (Langhoff et al, submitted). Når forholdet er lille er strømningen gennem vandløbsbunden stor (figur 5.1.A). Er forholdet stort, foregår grundvandsudstrømningen diffust gennem Ådalsmagasinet (figur 5.1.B).

Figur 5.1. A. Stor grundvandsudstrømning gennem vandløbsbunden og en relativt smal våd engzone.
B. Lille grundvandsudstrømning gennem vandløbsbunden og en relativt bred våd engzone. Figur fra Langhoff et al ( 2002).

Figur 5.2. Vandløbets effektive bredde (b_eff) som funktion slyngningsgraden og vandløbets middel bredde (b). Slyngningsgraden er her defineret som forholdet mellem længden af thalweg (L_t) og den korteste distance mellem endepunkterne (L_d) (Brice, 1967).

I den forbindelse anses vandløbets effektive bredde (figur 5.2) at være vandløbsbredden multipliceret med slyngningsgraden (sinuositeten), mens bredden af den våde engzone angives ved bredden af den zone, hvor der forekommer tørveaflejringer langs vandløbet.

Ortofotos kan anvendes til at bestemme grænsen mellem Ådalsmagasinet (gule nuancer, maj-juli 1999) og oplandet (grønne nuancer, maj-juli 1999). Ud fra ortofotos kan man ikke opløse fugtigheden indenfor den ripariske zone, og sumpede områder kan derfor kun kortlægges ved feltrekognoscering (Langhoff, in prep).

5.5.4 Samlet konceptualisering og klassifikation af Strømningsvariant

Når fordelingen mellem strømningsvejene er vurderet, klassificeres ådalen på grundlag af den dominerende strømningsvej som en af Strømningsvarianterne beskrevet i afsnit 4.4, og ådalens begrænsende indvirkning på nitrattilførslen til overfladevandet vurderes ifølge afsnit 4.5.

5.6 Sammenfatning

I kapitel 5 er metoder, der anvendes ved klassifikation af interaktionen mellem grundvand og overfladevand i ådale ifølge GOI typologien, gennemgået. Først er en samlet nøgle for hele typologien præsenteret. Herefter er metoder og data gennemgået for alle tre niveauer i typologien: Landskabstype, Ådalstype og Strømningsvariant. Der gives henvisning til, hvor relevante data kan findes. Endelig gives der også anbefalinger til, hvilke GIS korttyper det er formålstjenligt at konstruere og anvende i de konceptuelle analyser, der foretages på forskellige niveauer i typologien.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 December 2004, © Miljøstyrelsen.