|
Videreudvikling af ådalstypologi 8 Afprøvning af GOI typologi på et sandet opland8.1 Indledning 8.1 IndledningKapitel 8 og 9 omhandler erfaringerne indsamlet under afprøvning af GOI typologien til klassifikation af interaktionen mellem grundvand og overfladevand i ådale, samt erfaringer vedrørende den foreslåede metodiks operationalitet. For at evaluere flest muligt landskabs- og interaktionstyper blev afprøvningen foretaget for to relativt store oplande. Ringkjøbing Amt kortlagde og klassificerede 85 km af Storåen fra dens udspring ved Gludsted plantage indtil dens udløb til Nissum fjords marsk ved Felsted Kog. Fyns Amt var involveret i kortlægning og klassifikation af vandløbsstrækninger i Odense Å oplandet fra Sallinge Ås udspring, gennem hovedløbet af Odense Å til dennes udløb i Odense fjord, en strækning på 61 km. Førstnævnte opland er karakteristisk for smeltevandssletter vest for hovedopholdslinien, mens det andet er karakteristisk for morænelandskaber øst for hovedopholdslinien. I dette kapitel er afprøvningen af GOI typologien, som den var beskrevet af Nilsson et al (2003), i det sandede Storå opland beskrevet. På grundlag af erfaringerne fra afprøvningen er der foretaget en revision af typologien. Den endelige typologi fremgår herefter af kapitel 2 i nærværende rapport. Afprøvning af GOI typologien, beskrevet i Nilsson et al (2003), samt dennes operationalitet, blev ved kortlægning af Storåen foretaget interaktivt med Ringkjøbing Amt. Grundet kortlægningens tidsforbrug, blev efterprøvning langs Storåen kun foretaget til og med Hovedtype niveau. I forbindelse med erfaringerne gjort ved bl.a denne efterprøvning, blev typologien ændret og gjort mere operationel. Således blev bl.a Hovedtype ændret til Ådalstype, og de oprindelige Naturlige og Menneskeskabte Varianter ændret til Strømningsvariant (se kapitel 2 og 4). Den nye version af typologien blev efterfølgende anvendt i forbindelse med kortlægning af Strømningsvarianterne ved tre delstrækninger af Storåen. 8.2 Storå – fra udspring til Nissum FjordUdgangspunktet for afprøvningen var, at medarbejdere fra Ringkjøbing Amt havde et godt kendskab til generelle kortlægningsrutiner, men intet forhåndskendskab til GOI typologien eller til den metodik, som er foreslået anvendt. I den første uge af amtets arbejde observerede og vejledte forfatteren derfor amtsfolkene i deres forståelse af typologi og arbejdsmetodik. Herefter arbejdede disse videre på egen hånd. Efter endt kortlægning blev resultaterne sammenlignet med en tilsvarende kortlægning og klassifikation foretaget af forfatteren. I de følgende afsnit beskrives resultaterne og erfaringerne med amtets arbejde, ligesom det er fremhævet, hvor der er væsentlige afvigelser mellem amtets resultater, og dem der blev opnået af forfatteren. Ved Ringkjøbing Amt blev kortlægningen og klassifikationen langs Storåen foretaget i et samarbejde mellem en råstofgeolog med erfaring indenfor råstofkortlægning og OSD kortlægning og en hydrogeolog med erfaring inden for grundvandskortlægning. Det samlede tidsforbrug for de to amtsgeologers arbejde anslås til fem arbejdsuger á 37 timer. 8.3 Arbejdsgang for klassifikation8.3.1 Planlægning af arbejdsgangMed udgangspunkt i Nilsson et al (2003, kapitel 4) blev kortlægningen planlagt til at foregå i fire faser:
Den planlagte arbejdsgang fulgte dermed den i Nilsson (2003) foreslåede metodik med undtagelse af GIS miljøet, der i Nilsson et al (2003, s. 49ff) anbefales inddraget helt fra starten af klassifikationen. 8.3.2 Den aktuelle arbejdsgangOm end alle delelementerne fra planlægningsfasen indgik i det videre arbejde, fulgte selve arbejdsgangen kun delvist planen. Allerede i første fase blev en mængde informationer til brug i anden fase iagttaget. Endvidere blev anden og tredje fase kombineret til et, mens fjerde fase, grundet tidsmæssige problemer, kun delvist fandt sted. Dette beskrives i større detalje nedenfor. I første fase blev Geologisk Aflejringsmiljø (niveau I), hvor valget står mellem sedimentære aflejringer og grundfjeld, tolket særskilt. Typologiens niveau II, III og IV, omfattende klassifikation af Landskabstype, Tilgrænsende Grundvandsmagasin (nu Tilgrænsende Hydrogeologiske Enhed, der nu er en del af Ådalstype niveauet), samt Hovedtype (nu Ådalstype) blev tolket i sekvens for delstrækninger fra Storåens udspring og nedstrøms. I praksis blev det klassifikationen af ådalens Hovedtype (niveau IV), der blev styrende for klassifikationen af det Tilgrænsende Grundvandsmagasin (niveau III) - og ikke modsat. Hermed fremstår niveau III uden selvstændig operationel funktion. I forbindelse med klassifikationen af Hovedtypen blev en mængde vandløbs- og ådalsmorfologiske detaljer i øvrigt identificeret, noteret og planlagt brugt ved den endelige klassifikation af Naturlige og Menneskeskabte Varianter (niveau V og VI). I anden og tredje fase blev ådalsgrænserne og ådalens fordeling af våde og tørre områder bestemt i et GIS miljø for hele Storåen, mens feltrekognoscering og feltverificering af de vandløbs- og ådalsmorfologiske grænser kun blev foretaget for udvalgte delstrækninger. Kortlæggerne bistod hinanden i feltverificeringen både under og efter GIS kortlægningen. Dette resulterede i, at rutinen med denne del af kortlægningen oparbejdedes hurtigere, og at kortlægningen blev meget ensartet. Kortlægningsarbejdet foretaget af hver af de to indenfor samme område afveg således kun ubetydeligt fra hinanden. Indenfor de fem arbejdsuger, som amtet havde til rådighed, var der ikke tid til at foretage klassifikation af Naturlige og Menneskeskabte Varianter, dvs den planlagte fjerde fase. Nedenfor, i afsnittene 8.4 til 8.7 gennemgås klassifikationen til og med Hovedtype, mens 8.8 gennemgår forfatterens egen klassifikation af Strømningsvarianter for udvalgte strækninger langs Storåen. I afsnit 8.9 opsummeres valideringsresultaterne af klassifikationen foretaget af Ringkjøbing Amt. 8.4 Geologisk Aflejringsmiljø (niveau I)Ud fra à priori kendskab til amtets geologi blev det Geologiske Aflejringsmiljø tolket til sedimentært. 8.5 Landskabstype (niveau II)Storå oplandets overordnede geomorfologi (landskabets overfladeformer) blev analyseret på grundlag af Landskabskort over Danmark (Smed, 1981), geomorfologiske kort (B5-kort), målebordsblade og 4-cm kort med kurveplaner, basisdatakort, samt a priori kendskab til amtets geologi. Geomorfologien domineres næsten ligeligt af udvaskede moræneaflejringer fra Saale istiden, hvoraf Skovbjerg bakkeø udgør den største del, og smeltevandsaflejringer fra Weichsel istiden. Den nordlige del af oplandet har dog karakter af et dødsislandskab fra Weichsel. Helt lokalt afspejler overfladeformerne holocæne flyvesandsaflejringer. Storåen forløber overvejende i områder med smeltevandsaflejringer (figur 8.1) Landskabstyperne repræsenteret langs Storåen blev klassificeret til henholdsvis morænelandskab og smeltevandsslette. Forfatteren er enig i amtets klassifikation af Landskabstype.
Figur 8.1. Udsnit af Landskabskort over Danmark (Smed, 1981 - digitaliseret af Rinkjøbing Amt). Den klassificerede del af Storå er vist med fed blå streg. Det topografiske opland er vist med fed rød streg. 8.6 Tilgrænsende Grundvandsmagasin (niveau III)Ringkjøbing Amts klassifikation af det Tilgrænsende Grundvandsmagasin (niveau Forklaringen herpå er blandt andet, at datagrundlaget til bestemmelse af det til ådalen Tilgrænsende Grundvandsmagasin var begrænset til basisdatakort og jordartskort. At der ikke blev udarbejdet en ny regionalgeologisk og hydrogeologisk kortlægning af oplandet (som det ellers anbefales i afsnit om kortlægningsmetodik i Nilsson et al (2003, s. 50-51), såfremt sådanne ikke tidligere er udarbejdet) kan forsvares af de to geologers generelle kortlægningserfaring samt af, at særskilte kortlægningsarbejder af regionalgeologisk og hydrogeologisk karakter ville medføre, at klassifikationen langs Storåen formentlig ikke ville passere nøglens niveau III indenfor den afsatte tid. I forbindelse med kortlægning af Hovedtype (niveau IV) blev ådalene inddelt i strækninger med henholdsvis Tilgrænsende højpermeable, semipermeable og lavpermeable Grundvandsmagasiner. Set i lyset af den til opgaven afsatte tid og det eksisterende datagrundlag, er det forfatterens opfattelse, at amtsfolkene, valgte den mest operationelle løsning ved at kortlægge Hovedtype (niveau IV), før det Tilgrænsende Grundvandsmagasin (niveau III). 8.7 Hovedtype (niveau IV)Ådalens geomorfologi, herunder ådalens bredde, relief og nedskæring, blev estimeret ud fra 4-cm kort, målebordsblade og kurveplaner, mens grundvandsmagasinets størrelse blev estimeret ud fra basisdatakort. Synkrone vandføringsmålinger ville have været værdifulde som supplement til vurdering af grundvandsmagasinets størrelse, men p.t. findes sådanne ikke i dag for Storå. Dels på grund af tidsforbruget og dels udfra en vurdering af et manglende udbytte blev brugen af luftfotos kombineret med spejlstereoskopiske teknikker ikke inddraget i amtets klassifikation af Hovedtyperne. En sådan brug blev ellers anbefalet i Nilsson et al (2003), da det kan give en pseudo 3-D visuel indsigt i ådalens former. Forfatteren gennemgik derfor efterfølgende udvalgte delstrækninger af Storåen ved brug af luftfotos (Danish Secret Service, 1954) og spejlstereoskopi. Erfaringen herfra er, ligesom indenfor Haller Å oplandet (Nilsson et al, 2003, s. 55ff), at metoden tilsyneladende kan benyttes til at kortlægge skræntfodens placering med stor nøjagtighed langs store dele af Storåen (forfatteren har dog ikke foretaget feltverificering heraf), men at kortlægningen er usikker på strækninger, hvor overgangen fra ådal til opland er jævn, eller hvor krat og træer skjuler overgangen. Forfatteren mener derfor fortsat, at 3-D visualisering kan være værdifuld ved afgrænsning af ådalen. Imidlertid er det meget tidskrævende at arbejde med luftfotos og spejlstereoskopi, og da analyseresultaterne efterfølgende skal overføres manuelt til et GIS miljø, vil denne form for 3-D visualisering formentlig sjældent blive anvendt. 3-D visualisering bør med andre ord operationaliseres og indbygges i et GIS miljø, så det bliver enkelt at foretage en nøjagtig digitalisering af ådalsmorfologiske grænser (se kapitel 5 og 9). Efter bestemmelse af ådalsmorfologien og ådalens Tilgrænsende Grundvandsmagasin klassificerede amtet Hovedtyperne. Hertil blev i Nilsson et al (2003) anvendt figurene 4.2a og 4.2b over Hovedtyperne
samt den tilhørende tabel Nedenfor gennemgås klassifikationen af Hovedtyperne langs Storåen. Hovedtypernes rumlige fordeling langs Storåen kan ses på figur 8.4 og 8.5.
Figur 8.2. Kurveplan for den øverste del af Storå oplandet. 2.5 m ækvidistance.
Figur 8.3. Kurveplan for den nederste del af Storå oplandet. 2.5 m ækvidistance.
Figur 8.4. Udsnit af Landskabskort over Danmark (Smed, 1981 - digitaliseret af Ringkjøbing Amt) med afgrænsning af Hovedtyper langs den øverste del af Storå oplandet. Amtets afgrænsning er vist med en sort streg, mens stiplede linier angiver de af forfatteren skønnede usikkerheder for afgrænsningen.
Figur 8.5. Udsnit af Landskabskort over Danmark (Smed, 1981 - digitaliseret af Ringkjøbing Amt) med afgrænsning af Hovedtyper langs den nederste del af Storå oplandet. Amtets afgrænsning er vist med en sort streg, mens stiplede linier angiver de af forfatteren skønnede usikkerheder for afgrænsningen. 8.7.1 Gludsted Plantage – Tulstrup EngeStoråen udspringer på den sydligste del af Karup Hedeslette i Gludsted Plantage mellem Skovbjerg og Bording bakkeøer. På strækningen mellem Gludsted Plantage og Tulstrup Enge er smeltevandssletten omkring 3.5 km bred (figur 8.1). Ådalens bredde varierer mellem 200 og 800 m (figur 8.4 og 8.6), hvilket er bredt i forhold til placeringen helt opstrøms i oplandet. Forklaringen er formentlig, at ådalen her løber i en ekstramarginal smeltevandsdal (figur 8.1).
Figur 8.6. Tværsnit af den konceptuelle model mellem Gludsted Plantage og Tulstrup Enge, tolket af amtet. Typologiens Hovedtype model ses nederst. Ådalens relief er først overvejende moderat, men fra Skovbjerg bakkeø bliver det stort (figur 8.2). Hvor en terrasse er udviklet på ådalens nordlige flanke, er relieffet stedvist stort, men ellers moderat. På nogle opstrøms og enkelte nedstrøms delstrækninger forsvinder relieffet dog helt, og ådalen går jævnt over i smeltevandssletten. Basisdatakort viser, at ådalens samlede nedskæring generelt er stor. Der kan imidlertid ikke på det foreliggende grundlag skelnes mellem Ådalsmagasinets og smeltevandsaflejringernes sedimenter, hvis samlede mægtighed udgør mellem 15 og 20 meter. Disse sedimenter overlejrer en tyk in situ glimmerlersaflejring. Fra tidligere erfaringer vides det, at glimmerleret muligvis ikke udgør et sammenhængende dække, hvorfor der kan være kontakt mellem Ådalsmagasinet og dybe grundvandsførende tertiære lag, der ligger under glimmerlersaflejringen. Med baggrund i disse overvejelser klassificerede amtet derfor ådalen fra Gludsted Plantage til Tulstrup Enge til at være Hovedtype 2 (nu Ådalstype 2) (figur 8.4). Forfatterens kommentar hertil er følgende. Ådalens topografiske karakteristika svarer kun delvist til dem, som karakteriserer Hovedtype 2, for eksempel er hverken ådalens relief eller nedskæring entydigt stort. Endvidere domineres det Tilgrænsende Grundvandsmagasin af højpermeable smeltevandsaflejringer og ikke af semi- eller lavpermeable aflejringer. Endeligt kræver klassifikationen af Hovedtype 2 også en 'mere stabil grundvandstilstrømning'. Om en sådan er givet kan ikke vurderes på baggrund af de eksisterende synkrone vandføringsmålinger. Imidlertid er det topografiske opland til Storåen på strækningen fra Gludsted Plantage til Tulstrup Enge relativt lille, hvorved det må formodes, at grundvandstilstrømningen snarere er styret af mere overfladenær end dyb tilstrømning. At disse forhold skulle være givet kan formodes, men ikke påvises ud fra det eksisterende datagrundlag. Med baggrund i disse overvejelser vurderer forfatteren, at ådalen bør klassificeres som Hovedtype 3 (nu Ådalstype 3). Årsagen til amtsfolkenes valg af Hovedtype 2 skal ses i lyset af tre forhold: (i) Dette var den første Hovedtype, amtsfolkene klassificerede. (ii) Tabel 4.3 i Nilsson et al (2003), som klassifikationen til dels bygger på, er næsten ulæselig. (iii) Amtsfolkene havde ikke mulighed for revurdering af deres klassifikation af Hovedtype, som man normalt ville forvente i forbindelse med en afrapportering. 8.7.2 Tulstrup Enge – Holingholt ved ViborgvejMed undtagelse af enkelte mindre bakkeøer, der kommer til at fremstå som markante topografiske elementer i det ellers flade landskab, breder Karup Hedeslette sig ud, efter at den har passeret Bording Bakkeø (figur 8.1). Mellem Tulstrup Enge og Holingholt ved Viborgvej når smeltevandsslettens samlede bredde i nord-sydlig retning op på ca. 30 km. Bredden af ådalen er stadig stor, mellem 200 og 700 m (figur 8.4 og 8.7). Ådalens relief er stort mod den flankerende Skovbjerg Bakkeø, hvorimod ådalen går jævnt over i smeltevandssletten mod nord. Mægtigheden af Ådalsmagasinet og smeltevandssletten, vurderes til omkring 20 m. Nedskæringen vurderes tilsvarende som stor. De højpermeable aflejringer underlejres af et ikke-sammenhængende laveller semipermeabelt lag af glimmerler og/eller moræneler.
Figur 8.7. Tværsnit af den konceptuelle model mellem Tulstrup Enge og Holingholt tolket af amtet. Typologiens Hovedtype model ses nederst. Som følge af de underlejrende semi- eller lavpermeable aflejringer blev det overvejet, om Hovedtypen skulle klassificeres som 3, 4 eller 5. Omend ådalsstrækningen blev klassificeret som Hovedtype 5 (nu Ådalstype 5), så kunne der ikke entydigt vælges en af de tre Hovedtyper. Dette skyldes typologiens brug af en relativ, ikke absolut skala. Forfatteren er på det givne datagrundlag enig i Hovedtype klassifikationen. Den relative skala er anvendt for at kunne gruppere ådale, der ikke nødvendigvis har de samme rumlige dimensioner, men fysisk og kemisk set er ligedannede. Det er derfor forfatterens opfattelse, at problemer ved brugen af typologiens relative skala er umiddelbare og vil forsvinde i takt med at klassifikationserfaringen øges. 8.7.3 Holingholt, 3 km strækningIndtil Holingholt løber Storåen langs Skovbjerg Bakkeø, men herefter gennemskærer ådalen bakkeøen på en cirka 3 km lang strækning (figur 8.1). Bemærk, at havde datagrundlaget alene været Landskabskort over Danmark (Smed, 1981), var forløbets længde blevet overfortolket. Ådalen bliver relativt smallere, omtrent 200 - 300 m bred (8.4 og 8.9), og begge skrænters relief er stort, og større end relieffet mellem Gludsted Plantage og Tulstrup enge. På det foreliggende grundlag kan man ikke vurdere Ådalsmagasinets mægtighed og nedskæring, det Tilgrænsende Grundvandsmagasins størrelse, eller om Ådalsmagasinet underlejres af semi- eller lavpermeable aflejringer.
Figur 8.8. Tværsnit af den konceptuelle model ved Holingholt tolket af amtet. Typologiens Hovedtype model ses nederst. Strækningen blev klassificeret som Hovedtype 4 (nu Ådalstype 4), idet det antages, at den tidligere erfaring om ådalens nedskæringsgrad kan ekstrapoleres til også at gælde nedstrøms for Holingholt. Desuden antages, at der på denne mere nedstrøms strækning af ådalen vil være en stabil grundvandstilstrømning til Ådalsmagasinet. Forfatteren er på det givne datagrundlag enig i disse betragtninger og i klassifikationen af ådalen. 8.7.4 Holingholt - Holstrebro nedstrøms VandkraftsøenEfter dalen ved Holingholt bevæger åen sig igen ud på den åbne Karup Hedeslette. Herfra og indtil Vandkraftsøen opstrøms Holstebro by skærer ådalen sig stadigt dybere ned i smeltevandssletten og der udvikles terrassesystemer langs ådalen. Relieffet er generelt stort (figur 8.2, 8.3 og 8.9). Særligt veludviklet er det i området syd for Yllebjerg Bakkeø (figur 8.1). Indtil Yllebjerg er ådalens bredde mellem 200 og 300 m, men derefter og indtil Vandkraftsøen bliver den stadigt smallere, mellem 100 og 200 m (figur 8.4 og 8.5).
Figur 8.9. Tværsnit af den konceptuelle model mellem Holingholt og Holstebro nedstrøms Vandkraftssøen tolket af amtet. Typologiens Hovedtype model ses nederst. I flere boringer forekommer der kvartssand tæt på terræn. Disse tertiære aflejringer tolkes ud fra et generelt kendskab til områdets geologi som in situ, hvorved de dækkende smeltevandsaflejringer vurderes at have varierende tykkelse. Væk fra Skovbjerg Bakkeø og med undtagelse af partier, der tolkes som spredte ler og morænelers linser i og udenfor Ådalsmagasinet, kendes dybden til den nedre grænse for det højpermeable magasin ikke (figur 8.9). Ud fra disse overvejelser og relieffets størrelse tolkes ådalens nedskæring at være relativt dyb, og det Tilgrænsende Grundvandsmagasin at være større og højpermeabelt. En stabil grundvandstilstrømning forventes derfor året rundt. Det blev diskuteret om mulige lav- eller semi-permeable aflejringer med et organisk indhold kunne findes umiddelbart under terræn ved f.eks Sevig Bjerg (nedstrøms Yllebjerg) og tilsvarende steder, hvor større vandløbsafsnøringer har fundet sted (meanderafsnøringer). Det kan dog ikke afgøres uden nærmere undersøgelser i felten. Det vurderedes, at sådanne undersøgelser ikke er nødvendige for klassifikationen af Hovedtype. Mellem Holingholt og Vandkraftsøen blev ådalen klassificeret som Hovedtype 8 (nu Ådalstype 7). Forfatteren er på det givne datagrundlag enig i klassifikationen af strækningen. 8.7.5 Holstebro by – Idom ÅEfter Vandkraftssøen forløber ådalen på en smeltevandsslette, som tolkes at være adskilt fra Karup Hedeslette. Bredden af smeltevandssletten fra Holstrebro til Idom Å, mellem bakkeøen og ungmorænen, er 2-4 km (figur 8.1 og 8.5). Efter Holstebro er relieffet mellem morænelandskabet og smeltevandssletten generelt stort og stedvist markant (figur 8.3 og 8.10). Mellem smeltevandssletten og ådalen er relieffet også stort, hvor der er udviklet terrasser. Terrasseudvikling og relief aftager mod syd omtrent 3 km før Idom Å, syd for Gedmosen. Centrum af Holstebro er placeret i selve ådalen, mens de nordlige og sydlige dele ligger på smeltevandssletten. Urbaniseringen har formentlig bevirket, at relieffet mellem smeltevandssletten og ådalen ikke er så markant i byen som nedstrøms for denne. Ådalens bredde er mellem 150 og 300 m. Smeltevandssletten og Ådalsmagasinets aflejringer, der vurderes til at have en tykkelse på omkring 20 m, tolkes til delvist at underlejres af semi- eller lavpermeable aflejringer bestående af morænesand og moræneler fra henholdsvis Skovbjerg Bakkeø og ungmorænen (figur 8.11). Udbredelsen af morænerne og om disse stedvist udgør en nedre grænse for de højpermeable aflejringer er dog uvis. Isolerede lerlinser findes i og udenfor Ådalsmagasinet. Strækningen fra Holstebro by til Idom Å blev af amtet klassificeret som Hovedtype 8 i Hovedtype 2 (nu Ådalstype 7 i Ådalstype 2).
Figur 8.10. Tværsnit af den konceptuelle model mellem Holstebro by og Idom Å tolket af amtet. Typologiens Hovedtype model ses nederst. Udfra de givne data er det forfatterens opfattelse, at Ådalsmagasinet ikke, som tilfældet var mellem Gludsted Plantage og Tulstrup Enge, har en nedre dominerende semi- eller lavpermeabel grænse. Derfor må valget enten falde på Hovedtype 3, 4, eller 8. Hovedtype 3 vurderes at være mindre sandsynlig end Hovedtype 4 på grund af den nedstrøms stræknings beliggenhed i oplandet. Det eneste ved de foreliggende data, som umiddelbart taler imod at klassificere ådalen som Hovedtype 8, er ådalens placering tæt på Skovbjerg Bakkeø. Imidlertid er Skovbjerg Bakkeø en relativt sandet moræne (Ringkjøbing Amt, Holger Prahm og Ellen Langfrits, pers. komm.). Det er derfor forfatterens opfattelse, at ådalen på det foreliggende grundlag bør klassificeres som Hovedtype 8 (nu Ådalstype 8). 8.7.6 Idom Å - VembEfter Idom Å bliver smeltevandssletten bredere mod nord, men oplandets topografiske grænser rykker til gengæld tættere på ådalen. Relieffet mellem Skovbjerg Bakkeø og smeltevandssletten forbliver uændret og terrasserne langs ådalen fortsætter indtil stik syd for Bur (figur 8.3), hvor terrassesystemet bliver mindre udviklet og ådalen bliver bredere (figur 8.11). Indtil Bur er ådalens bredde mellem 250 og 400 m, mens bredden efter Bur er mellem 350 og 750 m (figur 8.4). Ådalens relief mindskes efter Bur, men inden dette sker, skærer ådalen bakkeøen syd øst for Bur (figur 8.5). Efter Bur aftager ådalens hældning. Isolerede lerlinser findes i og udenfor Ådalsmagasinet, men data indikerer ikke en nedre semi- eller lavpermeabel grænse. Grundvandsmagasinet vurderes at være større.
Figur 8.11. Tværsnit af den konceptuelle model mellem Idom Å og Vemb tolket af amtet. Typologiens Hovedtype model ses nederst. Ådalen fra Idom Å til Vemb klassificeres som Hovedtype 5 (nu Ådalstype 5). Såfremt diskussionen ovenfor, vedrørende Hovedtype 8 og dennes nedstrøms grænse viser sig rigtig, har Hovedtype 5 den udstrækning fra stik syd fra Bur til Vemb. Med denne undtagelse er forfatteren på det givne datagrundlag enig i klassifikationen af ådalsstrækningen. 8.7.7 Vemb – Nissum FjordNedstrøms Vemb begynder marsklandskabet at folde sig ud. Klassifikationen ophører følgelig ved Vemb. 8.8 StrømningsvarianterVed klassifikation af grundvandets strømningsveje gennem ådalen til vandløbet, er de Naturlige og Menneskeskabte Varianter ifølge den tidligere version af GOI typologien udeladt (Nilsson et al, 2003, kapitel 4). I stedet følges den nye version af typologien (kapitel 2 i nærværende rapport), hvor Strømningsvarianterne klassificeres ud fra den dominerende strømningsvej. Strømningsvarianterne blev kortlagt ved tre udvalgte delstrækninger langs Storåen (figur 8.12). Indenfor hver delstrækning, vurderes strømningsforholdene i ådalen at være ensartede, mens strømningsforholdene lokaliteterne imellem er forskellige. Metodikken til kortlægning af Strømningsvarianter er uændret i forhold til den oprindelige metodik til kortlægning af de nu sløjfede Naturlige og Menneskeskabte Varianter. Kortlægningen af Strømningsvarianterne ved de tre udvalgte delstrækninger følger derfor de i Nilsson et al (2003) angivne retningslinier. Bortset fra målebordsblade, har datagrundlaget indgået i et GIS miljø (4-cm kort, TOP10DK, samt ortofotos). Strømningsvarianterne bestemt ved skrivebordet blev efterfølgende feltverificeret. Ringkjøbing Amt har lavet en separat kortlægning af udbredelsen af de våde engzoner langs Storåen, men en detaljeret feltverificering og efterfølgende kvantificering af de våde områders arealmæssige fordeling manglede. Amtsfolkenes arbejde vurderes derfor ikke i nærværende analyse.
Figur 8.12. Delstrækninger langs Storåen for hvilke Strømningsvarianter er klassificeret: Gludsted Plantage (øvre løb), Lille Yllebjerg (midterste løb), og Navr Hede (nedre løb). Nedenfor gennemgås de kortlagte tre delstrækninger, herunder beskrivelse og feltverificering af strømningsvejene ved lokaliteterne, samt klassifikation af Strømningsvarianten i henhold til typologien. I den sammenhæng vurderes grøftnings- og drændensiteten i ådalene at være høj for afstande mindre end 100 m, middel for afstande mellem 100 og 250 m, og lav for afstande over 250 m (jævnfør afsnit 5.5.3). Ådalens nitratreduktion, vurderet ud fra tabel tabel 4.1, afrunder beskrivelsen af de enkelte delsstrækninger. 8.8.1 Gludsted Plantage (Ådalstype 3 / Hovedtype 3)Beskrivelse ved skrivebordet Strømningsveje
Figur 8.13. Ortofoto af delstrækning ved Gludsted Plantage. På billedet ses Storåen (blå-hvid streg); grøfter på eng og marker (blå streg); ådalens afgrænsning (rød, savtakket streg); samt våde engzoner (hvid, prikket streg). Feltverificering Strømningsveje efter feltverificering Strømningsvariant Ådalens nitratretention 8.8.2 Lille Yllebjerg (Ådalstype 7 / Hovedtype 7)Beskrivelse ved skrivebordet
Figur 8.14. Ortofoto af delstrækning ved Lille Yllebjerg. På billedet ses Storåen (blå-hvid streg); Grøfter på eng og marker (blå streg); Ådalens afgrænsning (rød, savtakket streg); samt våde engzoner (hvid, prikket streg). Strømningsveje Feltverificering Strømningsveje efter feltverificering Strømningsvariant Ådalens nitratreduktion 8.8.3 Navr Hede (Ådalstype 7 og 5 / Hovedtype 7 og 5)Beskrivelse ved skrivebordet
Figur 8.15. Ortofoto af delstrækning ved Navr Hede. På billedet ses Storåen (blå-hvid streg); grøfter på eng og marker (blå streg); ådalens afgrænsning (rød, savtakket streg); samt våde engzoner (hvid, prikket streg). Strømningsveje Feltverificering Strømningsveje efter feltverificering Strømningsvariant Ådalens nitratreduktion 8.9 SammenfatningAfprøvning af GOI typologien langs Storåen blev planlagt at skulle foregå i et interaktivt og evaluerende samarbejde mellem forfatteren og to geologer ved Ringkjøbing Amt. Med udgangspunkt i GOI typologien beskrevet af Nilsson et al (2003) skulle klassifikationen langs Storåen inddrage alle typologiens niveauer. Imidlertid viste arbejdet i forbindelse med klassifikation af de sidste to niveauer (Naturlig og Menneskeskabt Variant; nu Strømningsvariant) sig at være specielt tidskrævende. Denne del af klassifikationen blev derfor ikke foretaget interaktivt, men senere alene af forfatteren. Erfaringerne gjort ved afprøvning af GOI typologien, for både den interaktive del og den foretaget alene af forfatteren, kan inddeles i fire punkter:
|
