Afgivelse af kemiske stoffer fra telte og tunneler til børn

Sammenfatning og konklusioner

Der er gennemført en kortlægning af, hvilke telte og tunneler til børn der findes på det danske marked. Samtidig er der fundet tal for omsætningen, ligesom det er undersøgt, hvilke materialer der typisk anvendes.

Blandt de på markedet værende produkter er udvalgt 6 produkter til analyse. De 6 produkter anslås skønsmæssigt at repræsentere 56 - 62% af de produkter, der årligt sælges.

På de 6 udvalgte produkter er der foretaget bestemmelser af afgivelse af kemiske stoffer, dels ved stuetemperatur, dels ved forhøjet temperatur. Analyserne er fulgt op af en sundhedsmæssig vurdering. Formålet hermed har været at få afklaret de risici, der måtte være ved børns leg og ophold i telte og tunneler.

Der er blevet identificeret 46 stoffer/stofgrupper ved analyserne. For langt de fleste stoffer falder koncentrationen over tid, således som det også må forventes. For nogle af produkterne er der dog målt en højere koncentration for visse stoffer efter 28 døgn end efter 10 døgn. Det drejer sig om formaldehyd, dimethylformamid, xylener og acetone.

Sundhedsmæssig vurdering

Der er foretaget en screening af de 46 identificerede stoffer/stofgrupper på baggrund af stoffernes klassificering og grænseværdier. Af de 46 stoffer blev 14 udvalgt for en nærmere vurdering.

For de 14 stoffer blev der gennemført en vurdering af påvirkningen af børn ved leg. Der blev taget udgangspunkt i, hvor meget et barn på 10 kg kan optage ved indånding, baseret på de maksimalt målte koncentrationer. Den beregnede mængde optaget stof blev derefter sammenlignet med data for NOAEL/LOAEL.

Stofferne 2-butoxyethanol, phenol, toluen og xylen medfører ikke langtidseffekter i de målte koncentrationer og forekommer i mængder, der ligger mere end en faktor 100 under de niveauer, der kan give skader.

Stofferne ethoxyethanol og dimethylformamid er reprotoksiske. Ethoxy-ethanol forekommer i mængder, der ligger væsentligt under TDI-værdien. Dimethylformamid forekommer i mængder, der ligger væsentligt under de niveauer, der giver skader.

Acetaldehyd, formaldehyd, tetrachlorethylen og trimethylcyclohexen-1-on er mistænkt for at være kræftfremkaldende (Carc3). Formaldehyd forekommer i en måleserie i koncentrationer, der ligger over indeklimagrænseværdien, mens der i et supplerende forsøg blev konstateret relativt lave værdier. Acetaldehyd og tetrachlorethylen forekommer i meget små mængder, og det er vurderet, at risikoen for sundhedsmæssige effekter vil være minimal.

Stofferne 3-caren, α-pinen, 2,6-di-tert-butyl-p-cresol og formaldehyd kan give allergi ved hudkontakt. Der er risiko for at formaldehyd kan give sundhedsmæssige problemer, mens de øvrige stoffer forekommer i meget små mængder, og det er vurderet at risikoen for sundhedsmæssige effekter vil være minimal.

Målingerne viste, at der afgives forskellige alifatiske kulbrinter med kulstofkæder på C10 til C16. Det er vurderet, at denne stofgruppe ligner terpentin, der er kræftfremkaldende. Det har ikke været muligt at fastlægge en NOAEL. I stedet er der foretaget en sammenligning med grænseværdien for terpentin. De målte koncentrationer udgør mindre end 0,4 % af grænseværdien. Der er ligeledes foretaget en sammenligning med B-værdien. Den højeste målte koncentration udgør 50% af B-værdien. På baggrund af dette vurderes det, at den sundhedsmæssige risiko vil være minimal.

Sammenfattende kan det konstateres, at flere af stofferne, der findes i telte og tunneler til børn, er mistænkt for at være kræftfremkaldende, reproduktionsskadende og allergifremkaldende. Formaldehyd er i et produkt fundet i en koncentration over indeklimagrænseværdien, mens to andre produkter ligger tæt på denne værdi. I en supplerende 3 døgns undersøgelse af formaldehydafgivelsen fandtes ingen forhøjet koncentration. Da de målte formaldehydkoncentrationer falder over tid, vil det være i de første timers brug af teltene, at den største afgivelse vil forekomme. For de øvrige stoffer gælder det, at de afgivne mængder er relativt små. Ingen af disse stoffer forekommer i koncentrationer, der gør, at det vil være betænkeligt, at børn leger med de undersøgt produkter.