|
Undersøgelse af tab i vandforsyningernes ledningsnet 6 Kvantificering af vandtab
I de foregående kapitler har fokus været rettet mod definition af vandtab med tilhørende usikkerheder, mod lækagesporing og deraf følgende reduktion af vandtabet (det umålte forbrug) samt mod udvalgte kommuners erfaring med lækagesporing. I dette kapitel fokuseres på kvantificering af vandtabet. Vandtabet kan udtrykkes dels som en tabsprocent set i forhold til udpumpet vandmængde fra vandværkerne og dels som et specifikt tab, hvor tabet er relateret til ledningsnettets længde. Begge begreber – tabsprocent og specifikt tab – benyttes i dette kapitel til at udtrykke og bestemme vandtabet på såvel landsplan, amtsniveau som for udvalgte vandforsyninger. Data, benyttet til analyse og kvantificering af vandtabet i Danmark, stammer dels fra Danmarks Statistik og dels fra Vandforsyningsstatistikker udarbejdet af DANVA. Det er valgt at medtage udviklingen i vandtabet i perioden 1993 til 2002 og 1982 til 2002 for data stammende fra henholdsvis DANVA og Danmarks Statistik. Data fra DANVA stammer fra indberetninger fra almene vandforsyninger. Danmarks Statistik tager udgangspunkt i tallene fra DANVA, men inkluderer vandforbruget i husholdninger uden tilknytning til almen vandforsyning samt industriens og landbrugets indvinding fra egen forsyning. Dermed er det muligt at beregne det totale tab på lands- og amtsbasis, fordelt jf. tabel 3.1. Vandforbruget fra husholdninger uden tilknytning til almen vandforsyning er beregnet ved hjælp af oplysninger fra Bygnings- og boligregistret (BBR). Industriens og landbrugets indvinding fra egen forsyning er opgjort af GEUS. 6.1 Vandtab på landsplanFor at kvantificere vandtabet på landsplan tages der dels udgangspunkt i data fra DANVA og dels i data fra Danmarks Statistik. På figur 6.1 ses udviklingen i vandtabet udtrykt som tabsprocent, tab per person og specifikt tab for perioden 1993 til 2002. Data på figur 6.1 stammer fra Vandforsyningsstatistikkerne udarbejdet af DANVA. Der skal bemærkes, at datagrundlaget ikke er identisk år for år, da indsamlingen af data er baseret på en frivillig ordning (beskrevet tidligere). For at sammenligne årene imellem er det mest korrekt at tage udgangspunkt i det specifikke tab, der er relateret til ledningsnettets længde og dermed ikke afhængig af antallet af vandforsyninger, der indberetter. I Vandforsyningsstatistikken er det kun almene vandforsyninger (såvel private som offentlige), der medtages. En almen vandforsyning kan defineres som et anlæg, der i et forsyningsområde leverer vand til mindst 10 ejendomme (husholdninger plus erhvervsformål). Figur 6.1 er udarbejdet på baggrund af rapporterede tal fra i gennemsnit 132 vandforsyninger i perioden 1993 til 2002. Set over hele perioden har 1.320 vandforsyninger indberettet tal til DANVA. Betragtes den gennemsnitlige udpumpede vandmængde fra vandforsyningerne er denne ca. 240 mio. m3. Set i forhold til den totale udpumpede vandmængde for hele Danmark (ca. 460 mio. m3 /Danmarks Statistik/), svarer dette til ca. 50 %. Tallene kan derfor antages at være repræsentative på landsplan. Figur 6.1: Opgørelse af vandtab udtrykt som tab i procent, tab per person og som specifikt tab for perioden 1993 til 2002. Data stammer fra Vandforsyningsstatistikkerne udarbejdet af DANVA. /Vandforsyningsstatistikker 1993 til 2002/
Betragtes først tabet udtrykt som m3 per person, viser forløbet en svag stigning fra 1993 til 1996. Fra 1997 til 2002 falder vandtabet per person fra ca. 8 m3 til lidt over 4 m3. Altså en reduktion på ca. 50%. Betragtes tabet udtrykt som tabsprocent, er tendensen den samme. Fra 1997 til 2002 reduceres tabet fra 10% til lidt over 6%. Det specifikke tab viser en lidt anden udvikling, da det falder i perioden 1993 til 1995, hvorefter det stiger i 1996 og falder igen til 2002. Det specifikke tab er ændret fra 3 m3/km/d (1993) til 1,8 m3/km/d (2002). Det specifikke tab viser den mest korrekte udvikling i vandtabet, da det er relateret til ledningslængden. I perioden er som tidligere nævnt i 1994 indført en afgift på vand og i 1999 indført krav om vandmåler i alle ejendomme. Dette har ganske givet medvirket til, at vandtabet har været faldende i perioden 1993 til 2002. I stort set hele perioden, har vandtabet udtrykt i procent været under 10% på landsplan. Danmarks Statistik udarbejder en opgørelse over det totale vandforbrug i Danmark opdelt i forbrug i husholdninger, institutioner, erhverv, tab m.v. Hermed opnås en lidt anden indgangsvinkel til data omhandlende kvantificering af vandtabet og giver et estimat for hele landet. På figur 6.2 ses udviklingen i vandtabet udtrykt i procent (den udpumpede vandmængde minus den forbrugte vandmængde) for perioden 1982 til 2002. Figur 6.2: Estimat over det samlede vandtab i Danmark udtrykt som tab i procent af den udpumpede vandmængde for perioden 1982 til 2002. Tabet beregnes som den udpumpede vandmængde minus det målte forbrug. /Danmarks Statistik/
I modsætning til figur 6.1, der viste vandtabet i perioden 1993 til 2002, medtager Danmarks Statistik tal tilbage fra 1982. I 1980'erne varierede vandtabet mellem 10 og 12% i årene frem til 1989, hvorefter tabet blev reduceret til under 10%. Frem gennem første del af 1990'erne har vandtabet varieret mellem 8 og 10%, med et maksimum på lidt over 10% i 1996. Efter 1996 har vandtabet været klart faldende til en stabilisering omkring 6% i årene efter 2000. Tallene fra Danmarks Statistik viser således også et faldende tab under grænsen på 10% på landsplan. Da tabet er opdelt, jævnfør tidligere i rapporten, på flere kategorier (brandslukning, skylning af vandforsyningsledninger m.v.), som ikke umiddelbart kan reduceres, kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor meget yderligere tabet kan reduceres. Kategorier som udskylning af vandledninger, brandslukning, umålt forbrug af blandt andet entreprenører m.v. er poster, der ikke umiddelbart kan reduceres og er medtaget i de 10%. Såfremt det forudsættes, at disse poster ikke har ændret sig igennem årene (fejl på vandmåler medtages ikke i beregningen), og at vandtabet stagnerer på nuværende niveau på ca. 6 %, kan det reelle lækagetab beregnes til følgende: Vandtab på landsplan 6,0% - Udskylning til vandledninger 0,2-2,0% - Udskylning til kloakledninger 0,1-1,0% - Brandslukninger 0,05-0,1% - Aftapning af hensyn til frostskader 0,0-1,0% - Umålt vand til entreprenører 0,2-0,5% Reelt lækagetab 1,4-5,5% Dvs. det reelle lækagetab på landsplan ligger mellem 1,4% og 5,5%. Det samlede vandtab i hele perioden 1982 til 2002 kan beregnes til ca. 1 mia. m3, svarende til et gennemsnit på ca. 45 mio. m3 per år eller 9 m3 per indbygger per år, men med en klart faldende tendens i sidste del af perioden. 6.1.1 Faktorer, der påvirker lækagetabets størrelseStørrelsen af lækagetabet og dermed vandtabet i ledningsnettet er styret af mange faktorer herunder blandt andet det samlede vandforbrug, renoveringsgraden af ledningsnettet og ledningernes alder og tilstand mv. På figur 6.3, 7.4 og 7.5 er der vist data for henholdsvis 1998, 2000 og 2002, der viser ændringen i det specifikke vandtab for stigende ledningsalder. Desuden er antallet af vandforsyninger, der har indberettet data, vist. Det er valgt at afbilde sammenhængen mellem vandtabet og ledningsnettets alder for tre udvalgte år, således at tilfældigheder kan elimineres eller i hvert fald opdages. Betragtes først fordelingen af vandforsyninger på de forskellige aldersgrupper, fremkommer stort set det samme mønster alle tre år. Der er flest vandforsyninger i gruppen 20 – 30 år og færrest i grupperne <10 år og >70 år. Alle tre figurer viser, at det specifikke tab stiger med stigende ledningsalder. Dette var forventet, da jo ældre ledningsnettet er, jo dårligere tilstand må nettet formodes at have, såfremt der ikke er sket en omfattende renovering. I 1998 stiger det specifikke vandtab fra lidt over 100 m3/km/år (10 – 20 år) til ca. 1.300 m3/km/år (>70år). I 2000 ses en stigning fra lidt over 200 m3/km/år (10 – 20 år) til små 1.200 m3/km/år (>70år). Tallene i 2002 viser dog en noget mindre stigning fra 200 m3/km/år (10 - 20år) til lidt over 800 m3/km/år (>70 år). Der er altså for alle tre år en tydelig sammenhæng mellem det specifikke vandtab og den gennemsnitlige ledningsalder. Betragtes tabet udtrykt som tab i 1000 m3/år ses lignende tendenser som for det specifikke vandtab. Tallene kommenteres derfor ikke yderligere. Figur 6.3: Sammenhængen mellem gennemsnitlig ledningsalder udtrykt i år og tab udtrykt som tab i 1000 m3/år og som specifikt tab i m3/km/år for 1998. Desuden er antallet af vandforsyninger repræsenteret i hver ledningsaldergruppe vist. /Vandforsyningsstatistikken, 1998/
Figur 6.4: Sammenhængen mellem gennemsnitlig ledningsalder udtrykt i år og tab udtrykt som tab i 1000 m3/år og som specifikt tab i m3/km/år for 2000. Desuden er antallet af vandforsyninger repræsenteret i hver ledningsaldergruppe vist. /Vandforsyningsstatistikken, 2000/
Figur 6.5: Sammenhængen mellem gennemsnitlig ledningsalder udtrykt i år og tab udtrykt som tab i 1000 m3/år og som specifikt tab i m3/km/år for 2002. Desuden er antallet af vandforsyninger repræsenteret i hver ledningsaldergruppe vist. /Vandforsyningsstatistikken, 2002/
6.1.2 Private kontra offentlige vandforsyningerEfter kvantificering af vandtabet på landsplan er det interessant at undersøge, hvorvidt der er forskel på offentlige og private almene vandforsyninger. I Danmark er der langt flere private almene vandforsyninger end kommunale, 94% er private og 6% er kommunale. Til gengæld indvinder de kommunale anlæg ca. 60% af den samlede vandmængde og de private indvinder ca. 40%. I tabel 6.1 er vist data for udpumpning og tab for de offentlige og private vandforsyninger der indgår i vandforsyningsstatistikken for 2001. Tabel 6.1: Tab på offentlige og private vandforsyninger. /Vandforsyningsstatistikken, 2001/
Det ses, at de kommunale vandforsyninger har et tab på 6,63 %, mens de privatejede har et tab på 7,26 %. Der er altså ikke den stor forskel mellem offentlige og private vandforsyninger i 2001, for de vandforsyninger der indgår i statistikken. 6.1.3 Afsluttende bemærkninger – vandtab på landsplanEfter en analyse af vandtabet og dermed lækagetabet på landsplan er de vigtigste observationer følgende:
I næste afsnit undersøges om forholdene på amtsniveau forholder sig anderledes. Det er tidligere i rapporten fremlagt, at der ifølge GEUS nye opgørelse af grundvandsressourcen forekommer en overudnyttelse af denne i geografisk tætbefolkede områder som København, Odense, Århus m.v. Det undersøges derfor om den geografiske fordeling af tabet har betydning for overudnyttelsen af grundvandsressourcen, og om overudnyttelsen kan reduceres ved at tabet mindskes. 6.2 Vandtab på amtsniveauDanmarks Statistik udarbejder data for vandforsyningerne på amtsniveau ligesom på landsplan. På figur 6.6, 7.7 og 7.8 er data for amterne vist for perioden 1982 til 2002. Figur 6.6 viser data for amter på Sjælland, figur 6.7 viser data for Bornholm, Fyn og Storstrøms Amt, mens figur 6.8 viser data for amter i Jylland. Foruden amterne er København og Frederiksberg medtaget på figur 6.6. På det foreliggende datagrundlag er det ikke muligt at vise det specifikke vandtab relateret til ledningslængde. Det er derfor valgt at plotte vandtabet i procent for hvert enkelt amt. Det er igen ikke alle kommuner under hvert amt, der har rapporteret data. Derfor skal data tages med et vist forbehold. Figur 6.6: Vandtab i procent for amter på Sjælland i perioden 1982 til 2002. Under København mv. er data for København og Frederiksberg medtaget. /Danmarks Statistik/
På Sjælland har København det mindste vandtab i procent set over hele perioden. Der er siden 1982 sket et fald fra lidt over 10% til ca. 4%. Der er tidligere i rapporten omtalt, at København arbejder intens på at reducere vandtabet og fastholde det lave niveau. Frederiksborg Amt er det amt på Sjælland, der har det største tab gennem perioden 1982 til 2002. I 2002 er amtet over 10% grænsen. Såvel Roskilde som Vestsjællands amt holder sig under 10% i de seneste år og har gennem hele perioden gennemgået en betydelig reduktion af vandtabet. Set i forhold til GEUS rapport om udnyttelsen af grundvandsressourcen omkring København må det konstateres at der ikke er meget at vinde ved yderligere reduktion af lækagetab. I dag er vandtabet i København nede på 4%, hvilket må antages at være et realistisk minimum for vandtabet. Forholdet omtales yderligere i afsnittet om vandtab for udvalgte kommuner. På figur 6.7 ses tilsvarende vandtab for Bornholm, Fyn og Storstrøms Amt. Det fremgår af figuren, at der mangler data i perioden 1982 til 1994 for Bornholms Amt. Der er i den periode ikke indberettet data til DANVA. Fra 1996 til 2002 er der til gengæld registreret et stort fald i vandtabet for Bornholms Amt. I 1996 var tabet beregnet til 16%, hvilket set i forhold til 1995 var meget højt. I 2002 er tabet beregnet til lidt over 2%, hvilket er det laveste for alle amter i 2002. Da tabet forekommer urealistisk lavt taget i betragtning, at der i vandtabet er indeholdt vandforbrug til brandslukning, skylning af vandledninger, skylning af kloakledninger mv., er data tjekket hos Bornholm Amt. Det viste sig, at data fra Danmarks Statistik ikke var rigtige, og at tabet i 2001 og 2002 var på omkring 10%. En efterfølgende kontakt til Danmarks Statistik viste, at der for Bornholms Amt var sket en misvisende justering. Danmarks Statistik erkendte, at der var stor usikkerhed på de benyttede tal, fordi der ikke er indberetningspligt for vandforsyningerne. Derfor "går forsyningerne ind og ud af stikprøven" over årene. Specielt Bornholms Amt var forbundet med stor usikkerhed, da der manglede data, og derfor var en fordeling fra tidligere år benyttet. Figur 6.7: Vandtab i procent for Bornholm, Fyn og Storstrøms Amt i perioden 1982 til 2002. /Danmarks Statistik/
Danmarks Statistik bemærkede, at usikkerheden ved data generelt er meget stor, og det er svært at foretage sammenligninger år fra år, da tallene er baseret på en frivillig indrapportering fra vandforsyningerne til DANVA der udarbejder statistikkerne. Det vil sige at har en vandforsyning et meget stort tab et år, kan indrapporteringen undlades. Desuden er der ingen kontrol af den udpumpede vandmængde fra vandværkerne, som er den eneste størrelse, hvor der er indberetningspligt. Fyns Amt har i perioden 1982 til 2002 ligget stabilt svingende mellem 6% og 12%, men har siden 1996 vist en faldende tendens og er siden 2000 stagneret omkring 7%. Storstrøms Amt viser en klart faldende tendens. I 1982 var tabet 15% og er igennem perioden faldet til lidt over 6%. Der er i perioden registreret enkelte hop i data, men det generelle indtryk er en faldende tendens. Figur 6.8: Vandtab i procent for amter i Jylland i perioden 1982 til 2002. /Danmarks Statistik/
Amterne i Jylland viser meget stor spredning. For Sønderjylland, Vejle og Århus Amt har der gennem hele perioden været en faldende tendens. Sønderjyllands Amt har siden 1994 været stagnerende ved 7% (svingende mellem 6% og 8%). Nordjyllands Amt har i stort set hele perioden ligger under 10% og viser en svag faldende tendens. Siden 2000 er vandtabet reduceret yderligere til ca. 4% i 2002. Viborg Amt er det amt med størst variation. Der er i starten af 1990'erne registreret værdier ned til 3%, mens der i midten af 1990'erne er registreret værdier op til 20%. Vandtabet har siden 1997 været stabilt på ca. 10%. Den generelle observation er, at stort set alle amter i Jylland siden 2000 har ligget under 10% grænsen. 6.2.1 Afsluttende bemærkninger – vandtab på amtsniveauVandtabet opdelt på amter viser for størstedelen af amterne de samme tendenser som observeret på landsplan. Hvorvidt det er muligt at reducere vandtabet i udvalgte amter yderligere, er svært at konkludere på det foreliggende datagrundlag. Det undersøges derfor i næste afsnit, om der er større forskel mellem udvalgte kommuner indenfor amterne. Der vil her være mulighed for at inddrage observationer fra GEUS rapport om overudnyttelse af grundvandsressourcen i nærheden af større byer. Som nævnt i indledningen er data fra Danmarks Statistik forbundet med stor usikkerhed, da rapporteringen af data omhandlende forbrugt vand og vandtab fra vandforsyningerne er baseret på en frivillig ordning. Det vil sige, at vandforsyninger med et stort tab et år kan undlade at rapportere data for dette år. Desuden er der ingen egentlig kontrol af den udpumpede vandmængde fra vandforsyningerne, hvilket ligeledes medfører en usikkerhed i tallene. 6.3 Vandtab på kommuneniveauEfter først at have kvantificeret vandtabet på landsplan og på amtsniveau, er det interessant at vurdere variationen i vandtabet på kommuneniveau. Set i forhold til GEUS rapport, hvor der primært i nærheden af større byer er en overudnyttelse af grundvandsressourcen, er det interessant at vurdere vandtabet i nærheden af byer som København, Odense og Århus. Disse byer behandles til sidst i afsnittet hver for sig. Først beskrives en top-20 liste for 2002 med de vandforsyninger, der har henholdsvis det største og det mindste vandtab. Dernæst gives en generel vurdering af udvalgte kommuner, hvor udviklingen i vandtabet udtrykt dels som procent og dels som specifikt tab er vist i perioden 1996 til 2002. 6.3.1 Top 20 listeDer er stor forskel på vandforsyningerne, nogle har et stort tab, andre et lille. I tabel 6.2 er der listet de 20 vandforsyninger med henholdsvis størst og mindst vandtab udtrykt i procent for 2002. Der skal bemærkes, at der kun er medtaget vandforsyninger, der har indberettet tal til DANVA. F.eks. har Thisted et meget stort tab i årene før 2002, men har ikke indberettet tal for 2002. Desuden har udvalgte vandforsyninger i Bornholms Amt indberettet et stort tab i 2001, men har ikke indberettet tal for 2002. Listen skal fortolkes varsomt og benyttes kun til at vurdere variationen for de indberettede vandforsyninger. De listede 20 vandforsyninger med størst vandtab er alle over 10% grænsen. Listen med de 20 vandforsyninger med lavest vandtab er alle under et vandtab på 3%, hvilket er meget lavt. Da der i definitionen af vandtab er indeholdt vand til skylning af vandledninger, skylning af kloakledninger, brandslukning m.v., er tabet næsten urealistisk lavt. Der er foretaget stikprøvekontrol af vandforsyninger med lavest vandtab ved direkte kontakt til vandværkerne. Herunder har Ringkøbing Vandforsyning og Hjørring Vandforsyning bekræftet deres indberettede vandtab på henholdsvis 0,3% og 0,5%. Ringkøbing Vandforsyning begrundede det lille vandtab med, at ledningsalderen er meget lille og at lækager hurtigt blev observeret. I Hjørring Vandforsyning var en af begrundelserne, at renoveringsgraden per år var høj (1%) de sidste 4 år, anboringsbøjler af aluminium er, pga. de generelt dårlige erfaringer med materialet, konsekvent udskiftet. Det forebyggende arbejde og den løbende vedligeholdelse minimerer udgifterne til lækagesporing. Tabel 6.2: Top 20 lister for vandforsyninger med størst og mindst vandtab udtrykt i procent. /Vandforsyningsstatistikken, 2002/
6.3.2 Vandtab på SjællandPå figur 6.9 til 7.12 er vandtab udtrykt dels som tab i procent og dels som specifikt tab vist for udvalgte vandforsyninger på Sjælland. Figur 6.9: Vandtab udtrykt dels i procent og dels i specifikt tab for udvalgte vandforsyninger (Helsingør, Rødovre og Tårnby) på Sjælland. /Vandforsyningsstatistikker fra DANVA/ Udviklingen i vandtab i procent for Rødovre Vandforsyning (figur 6.9) har været meget svingende. Generelt er niveauet over 10% og dermed betydeligt større end landsgennemsnittet. I 2001 var vandtabet beregnet til 24%. Der er som angivet på figur 6.9 indhentet data fra Rødovre Vandforsyning direkte, da der i Vandforsyningsstatistikken var store huller i data. Data indhentet fra Rødovre Vandforsyning viser en lille uoverensstemmelse med de data, der oprindeligt var indberettet til DANVA. Årsagen til denne forskel kan ikke forklares. Det skal bemærkes, at værdien for specifikt tab for Rødovre i 1997 anses for at være en fejl, således at det specifikke tab stiger, når vandtabet stiger og falder, når vandtabet falder. Data for Helsingør (figur 6.9) viser at tabet i 2000 og 2001 er faldet til under 10% grænsen til omkring 8%. I 2002 er det beregnede tab steget til ca. 10%. Data fra Tårnby (figur 6.9) viser en faldende tendens fra et vandtab på 19% i 1996 til et tab på ca. 14% i 2001. Der er forholdsvis få svingninger set i forhold til Rødovre. Figur 6.10: Vandtab udtrykt dels i procent og dels i specifikt tab for udvalgte vandforsyninger (Frederiksberg, Gentofte og Næstved) på Sjælland. /Vandforsyningsstatistikker fra DANVA/ Frederiksberg (figur 6.10) viser et meget varierende vandtab i perioden 1996 til 2002. I 1996 blev vandtabet bestemt til ca. 1800 m3/km/år, hvorefter tabet falder jævnt til under 400 m3/km/år i 2000. I årene 2000 til 2002 stiger tabet hurtigt til lige under 1800 m3/km/år. Betragtes ændringen i procent tab er denne betydeligt mindre. Selvom Frederiksberg har det største vandtab udtrykt i m3/km/år på figur 6.10, har Frederiksberg til gengæld det mindste tab i procent set i forhold til Gentofte og Næstved. Gentofte (figur 6.10) viser samme tendens som Frederiksberg. Der ses et fald i perioden 1996 til 2000, hvorefter tabet atter stiger i 2002, hvor stort set samme niveau som i 1996 nås. Udviklingen i vandtabet i Næstved (figur 6.10) viser stort set den modsatte tendens, hvor der i 1996 var et lille tab på ca. 3%. Tabet stiger frem til 1999 til 8%, hvorefter dette atter falder til lidt under 6% i 2002. I hele den betragtede periode er tabet under 10% grænsen. På figur 6.11 ses en klar faldende tendens for vandtabet i procent for Ballerup. Der er sket en stor reduktion i vandtabet i perioden 1996 til 1999, hvorefter niveauet er stagneret på ca. 3-4%. Greve Strand (figur 6.11) har i hele den betragtede periode opretholdt et forholdsvis lavt vandtab varierende mellem 3% og 7%. Figur 6.11: Vandtab udtrykt dels i procent og dels i specifikt tab for udvalgte vandforsyninger (Greve Strand, Farum og Ballerup) på Sjælland. /Vandforsyningsstatistikker fra DANVA/ Data for vandtab for Farum varierer en del, og i 2002 er der anført et stort tab på 19%. I forhold til data fra 1996 til 2001, hvor niveauet har været stagnerende omkring 10%, er dette en voldsom stigning. Kontakt til Farum har medført, at det store tab i 2002 kan forklares ved et stort brud på en hovedledning. Figur 6.12: Vandtab udtrykt dels i procent og dels i specifikt tab for udvalgte vandforsyninger (Glostrup, Brøndby, Herlev og Hvidovre) på Sjælland. /Vandforsyningsstatistikker fra DANVA/ På figur 6.12 fremgår det tydeligt, at vandtabet i Glostrup har været jævnt faldende siden 1997, og når en værdi under 2% i 2002. Data omhandlende vandtab i procent for Herlev har i hele perioden ligget under 6% på nær i 2001 og 2002, hvor der er anført værdi på henholdsvis 16% og 15%. Ved kontakt til Herlev har det vist sig, at de høje værdier i 2001 og 2002 sandsynligvis er de mest repræsentative for Herlev. Årsagen er, at den måler, hvorfra Herlev køber fra København, har målt for lidt. Denne er blevet justeret i 2001. Det vil sige, at vandtabet i årene før 2001 reelt er for små. Hvor meget er det ikke muligt at vurdere. Ovenstående observation omkring data i Herlev viser igen, at kvaliteten af data ikke er i top. Der er mange usikkerheder forbundet med data og derfor skal der tolkes varsomt på disse. En del kommuner ligger inde med data, der kunne forklare forløbet for mange af de viste kurver. Problemet er dog at finde frem til de rigtige personer og de rigtige informationer. Hvidovre har igennem hele perioden fastholdt et tab under 10%, men viser dog en lidt stigende tendens siden 1998. Data for Brøndby varierer en del, men har siden 1999 fastholdt et vandtab på under 10%. Sammenlignes de viste vandforsyninger på figur 6.9 til 7.12, med udgangspunkt i det specifikke tab, der er relateret til ledningslængden, ses at Ballerup, Greve Strand og Næstved er de vandforsyninger med lavest niveau for det specifikke tab, mens Farum og Helsingør er dem med det største specifikke tab. 6.3.3 Vandtab på FynPå figur 6.13 er data om vandtab udtrykt dels som tab i procent og dels som specifikt tab vist for udvalgte vandforsyninger på Fyn. Figur 6.13: Vandtab udtrykt dels i procent og dels i specifikt tab for udvalgte vandforsyninger (Nyborg og Faaborg) på Fyn. /Vandforsyningsstatistikker fra DANVA/ Der ses en tydelig faldende tendens for Faaborg, der i perioden har reduceret vandtabet fra små 17% til ca. 11%. Tendensen ses tydeligere for det specifikke tab der er faldet fra ca. 1500 m3/km/år til 500 m3/km/år. Det er ikke muligt at konkludere det store ud fra data fra Nyborg, da der er for mange huller i data. 6.3.4 Vandtab i JyllandPå figur 6.14 og 7.15 er data om vandtab udtrykt dels som tab i procent og dels som specifikt tab vist for udvalgte vandforsyninger i Jylland. Figur 6.14: Vandtab udtrykt dels i procent og dels i specifikt tab for udvalgte vandforsyninger (Frederikshavn, Randers, Herning og Thisted) i Jylland. /Vandforsyningsstatistikker fra DANVA/ Tallene for Thisted (figur 6.14) er de højeste for alle de betragtede vandforsyninger og ligger over 20% i hele den viste periode. Der er i perioden 1996 til 2001 registreret værdier over 30%, hvilket må anses for at være uacceptabelt. Et stort problem i Thisted er undergrunden. Lækagerne viser sig ikke på jordoverfladen. Øverst er der kun ca. 70 cm muld, nedenunder findes kridtlaget. Sætninger i undergrunden gør at rørene skæres helt over hvilket medfører meget store brud. Data for Frederikshavn (figur 6.14) viser siden 1998 en faldende tendens, hvor tabet i 2002 er angivet til 5%. I perioden 1998 til 2001 er tabet reduceret fra 15% til lidt over 5%. Vandtabet for Randers (figur 6.14) ligger i hele perioden meget stabilt omkring 5% og viser en lille faldende tendens. Faldet er tydeligere for det specifikke tab. Herning (figur 6.14) viser en faldende tendens dog med en lille stigning i årene 2001 og 2002. Niveauet for vandtabet i 2002 er på 6-7%. Data for Silkeborg (figur 6.15) er meget få, og derfor er det ikke muligt at konkludere på det foreliggende datagrundlag. Esbjerg Vandforsyning (figur 6.15) har et vandtab for hele perioden på under 8% og har siden 1998 ligget under 6% på nær 2002. Vandtabet i Horsens (figur 6.15) viser en faldende tendens fra lidt over 14% i 1996 til ca. 9% i 2002. Kolding (figur 6.15) viser en lignende tendens som Horsens, hvor der er sket et fald siden 1997 fra 13% til ca. 9% i 2002. Figur 6.15: Vandtab udtrykt dels i procent og dels i specifikt tab for udvalgte vandforsyninger (Silkeborg, Esbjerg, Horsens og Kolding) i Jylland. /Vandforsyningsstatistikker fra DANVA/ Sammenlignes tabet vandforsyningerne imellem, med det specifikke tab som indgangsvinkel, ses at Esbjerg, Randers og Frederikshavn har de laveste specifikke tab, mens Kolding og Horsens har de største specifikke tab. 6.3.5 Vandtab i KøbenhavnI GEUS nye rapport "Ferskvandets kredsløb", NOVA 2003 Temarapport er der udarbejdet en ressourceopgørelse for 50 underområder i Danmark, herunder et område (1112 km2) benævnt København. I opgørelsen fremgår det, at grundvandsressourcen i København overudnyttes mere end 3 gange. Den udnyttelige grundvandsressource er bestemt til 11,7 mio. m3/år og data for 2000 viser, at der sker en vandindvinding på ca. 56,3 mio. m3/år. Hvis der tages udgangspunkt i ressourceopgørelsen fra GEUS, jf. afsnit 1.1, der som nævnt regner detaljeret på hele ferskvandskredsløbet, er der grund til at sætte fokus på minimering af tabet fra vandforsyningsnettet i København. På figur 6.16 er data omhandlende vandtabet i Københavns ledningsnet for perioden 1996 til 2002 vist. Tabet er angivet i procent og i 1000 m3 samt som det specifikke tab. I hele den betragtede periode har vandtabet ligget under 10% grænsen og har siden 1999 været faldende til under 4%. I årene 2001 og 2002 har niveauet været stagnerende på lidt over 3%, hvilket ifølge Københavns Energi ligeledes forventes at være tabet i 2003. Med de oplyste tabsprocenter svarer dette til et tab på 0,8 mio. m3 per år. I dette tab er vandforbrug til brandslukning, skylning af vandforsyningsledninger, skylning af kloakledninger mv. indeholdt. Tabet må derfor anses for at være et acceptabelt tab og det ligger pænt under landsgennemsnittet. Udviklingen i det specifikke tab viser samme forløb som beskrevet ovenfor og antager en værdi i 2002 på ca. 1.000 m3/km. Figur 6.16: Udviklingen i vandtab i København i perioden 1996 til 2002. Vandtabet er vist i % og i 1000 m3 samt som specifikt tab i m3/km/år. /Vandforsyningsstatistikker fra DANVA/ 6.3.5.1 Afsluttende bemærkninger om København Ovenstående beskrivelse af forholdene i København samt beskrivelsen af lækageerfaringerne i København i kapitel 6 kan opsummeres i følgende punkter:
Afsluttende kan det konkluderes, at det næppe er muligt at reducere vandtabet yderligere i København. Et vandtab på 3% må anses for at være et minimumstab, når forbrug til brandslukning, skylning af vandforsyninger m.v. er indeholdt i tabet, og der altid vil optræde ledningsbrud i et så stort system 6.3.6 Vandtab ved Århus Kommunale Værker - VANDI GEUS rapport er der ligeledes udarbejdet en ressourceopgørelse for et område benævnt Århus med et areal på 733 km2 (Området er forskellig fra Århus Kommunes ca. 469 km2). I opgørelsen fremgår det, at grundvandsressourcen i dette område overudnyttes mere end 1,5 gange. Den udnyttelige grundvandsressource er bestemt til 13,9 mio. m3/år og data for 2000 viser, at der sker en vandindvinding på ca. 30,6 mio. m3/år. I modsætning til denne nye beregning fra GEUS, mener ÅKV-VAND ikke at grundvandsressourcen overudnyttes. Dette begrundes med udmelding fra Århus Amt som er ressourceansvarlig myndighed, og de angiver, at der er en pæn balance mellem grundvandsdannelse og indvinding. Hvis der tages udgangspunkt i ressourceopgørelsen fra GEUS, jf. afsnit 1.1, der som nævnt regner detaljeret på hele ferskvandskredsløbet, er der grund til at sætte fokus på minimering af tabet fra vandforsyningsnettet i Århus. På figur 6.17 er data omhandlende vandtabet fra ÅKV's ledningsnet for perioden 1996 til 2002 vist. Tabet er angivet i procent og i 1000 m3 samt som det specifikke tab. Figur 6.17: Udviklingen i vandtab i Århus i perioden 1996 til 2002. Vandtabet er vist i % og i 1000 m3 samt som specifikt tab i m3/km/år. /Vandforsyningsstatistikker fra DANVA/ Vandforsyningsstatistikkerne fra DANVA viser at vandtabet er faldet gennem perioden 1996 til 2001, hvor der er angivet en værdi på 3%. I 2002 er vandtabet dog steget til 7%. Ifølge ÅKV - VAND er værdierne for 2001 og 2002 henholdsvis 6% og 6,9%. Forskellen skyldes at AKV-VAND har omlagt deres kundeafregningssystem, og det har den konsekvens, at de har beregnet tabet som et 3-års glidende gennemsnit for at få et rimeligt billede. Vandtabet i Århus har siden 1997 ligget under 10% grænsen (siden 1999 ifølge ÅKV-VAND's egne tal). I 2003 er vandtabet beregnet til 7,8% (3-års glidende gennemsnit). Tabet udtrykt i 1000 m3 og som specifikt tab vist på figur 6.17 er også forskellig fra ÅKV's egne tal. Således angiver ÅKV et vandtab i 2001 på 719 m3/km/år og ca. 1,1 mio. m3 og i 2002 846 m3/km/år og 1,2 mio. m3. Tabet er altså reelt steget, men ikke så meget som figur 6.17 viser. En medvirkende årsag til at det specifikke tab er steget skyldes, at der er foretaget ændringer i ledningsdatabasen, således at den registrerede ledningslængde er faldet fra 2001 til 2002. ÅKV-VAND har opstillet en målsætning for vandtabet, der er opsummeret i nedenstående punkter:
Målsætningen for det specifikke tab er opfyldt i de seneste år, og målsætningen for lækageantallet er opfyldt i 2002. 6.3.6.1 Afsluttende bemærkninger om ÅKV - VAND Ovenstående beskrivelse af forholdene i Århus samt beskrivelsen af lækageerfaringerne ved ÅKV-VAND i kapitel 6 kan opsummeres i følgende punkter:
Afsluttende kan det konkluderes, at selvom vandtabet er lidt over landsgennemsnittet på 6%, ville en reduktion af tabet til under landsgennemsnittet ikke betyde det store set i forhold til overudnyttelsen af grundvandsressourcen. 6.3.7 Vandtab i OdenseI GEUS rapport er der også udarbejdet en ressourceopgørelse, for et område (1038 km2) benævnt Odense. I opgørelsen fremgår det, at grundvandsressourcen i Odense overudnyttes mere end 2,5 gange. Den udnyttelige grundvandsressource er bestemt til 7,3 mio. m3/år, og data for 2000 viser, at der sker en vandindvinding på ca. 20,7 mio. m3/år. På figur 6.18 er data omhandlende vandtabet i Odense vandforsyningsnet for perioden 1996 til 2002 vist. Tabet er angivet i procent og i 1000 m3 samt som det specifikke tab. Figur 6.18: Udviklingen i vandtab i Odense i perioden 1996 til 2002. Vandtabet er vist i % og i 1000 m3 samt som specifikt tab i m3/km/år. /Vandforsyningsstatistikker fra DANVA/ I perioden 1996 til 2000 kan der observeres et fald i vandtabet gående fra 10% til 6%. I årene 2000 og 2001 er tabet steget til små 8%. Det samlede tab i 2002 var på ca. 0,8 mio. m3 og det specifikke tab på ca. 800 m3/km. 6.3.7.1 Afsluttende bemærkninger om Odense Ovenstående beskrivelse af forholdene i Odense samt beskrivelsen af lækageerfaringerne i Odense i kapitel 6 kan opsummeres i følgende punkter:
Afsluttende kan det som for Århus konkluderes, at selvom vandtabet er lidt over landsgennemsnittet, ville en reduktion af tabet til under landsgennemsnittet ikke betyde det store set i forhold til overudnyttelsen af grundvandsressourcen. Såfremt støbejernsledningerne blev udskiftet til PVC eller PE ledninger, ville lækageantallet reduceres voldsomt og dermed ville vandtabet falde betydeligt. 6.3.8 Afsluttende bemærkninger – vandtab i kommunerneVandtabet på kommuneniveau viser en betydelig spredning i værdierne. Enkelte vandforsyninger har igennem en årrække registreret et vandtab over 20%, hvilket må anses for at være uacceptabelt og bør reduceres i fremtiden. Størstedelen af vandforsyningerne ligger dog under 10% grænsen, hvilket landsgennemsnittet ligeledes indikerer. Ud fra de betragtede vandforsyninger fordelt på Sjælland, på Fyn og i Jylland er der ikke en geografisk forskel i de afbildede vandtab. Der er vandforsyninger med store såvel som små tab i alle tre geografiske områder af Danmark. I nærheden af de større byer som København, Århus og Odense er vandtabet relativt lille og en væsentligt yderligere besparelse er ikke umiddelbart mulig uden store økonomiske omkostninger. I de større byer forefindes der et omfattende datamateriale, der beskriver alle typer af lækager fordelt på forskellige materialer og på ledningsalder m.v. Datamaterialet bør benyttes til en prioritering i lækagesporing og bearbejdet på den rigtige måde, kan data gøre gavn i andre vandforsyninger, der skal igangsætte en systematisk lækagesporing. Specielt vandforsyninger med et stort vandtab bør drage fordel af datamaterialet indsamlet af de store vandforsyninger. 6.4 Delkonklusion – kvantificering af vandtabVandtabet på landsplan, amtsniveau og kommuneniveau er kvantificeret. Udviklingen i vandtabet er afbildet tilbage fra 1982 og frem til 2002 og for enkelte vandforsyninger til 2003. På landsplan er vandtabet i gennemsnit på ca. 6% og dermed acceptabelt, når det medtages, at der er indeholdt vand til brandslukning, skylning af vandforsyningsledninger og afløbsledninger mv. i tabet. På amtsniveau er der få variationer og niveauet svarer til det registrerede på landsplan. På kommuneniveau blev der observeret store forskelle med tab over 30% og tab ned til 0,3%. Det er ikke realistisk at sætte krav om et tab på 0,3%, ligesom det er uacceptabelt at tillade tab på over 30%. Der er ingen kontrol med data, og der eksisterer ikke en indberetningspligt af data om forbrugt vandmængde og vandtab. Den udpumpede vandmængde skal indberettes. Dette er ikke optimalt, da usikkerheden på de oplyste data er stor samtidig med, at datagrundlaget år efter år forandres. En indberetningspligt bør indføres og en kontrol med data vil ligeledes forbedre datagrundlaget. En del af de indberettede data er ved kontakt til kommunen fundet fejlbehæftet og ikke rettet. Virkeligheden forholder sig således, at opdages f.eks. at en vandmåler har målt for lidt, bliver fejlen rettet og værdierne ændret i fremtiden (f.eks. data fra Herlev). Data fra tidligere år bør derfor tolkes varsomt. En del vandforsyninger specielt de store som København, Odense og Århus har et omfattende datamateriale om lækager i ledningsnettet. Dette materiale bør bearbejdes systematisk og benyttes som vejledning til vandforsyninger med et stort vandtab. De mulige besparelser på vandindvindingen omkring de store byer ved reduktion af vandtab hjælper ikke meget på overudnyttelsen af ressourcen. Der vil højst kunne opnås en reduktion i indvindingen på 2-3%. Andre mulige metoder til reduktion af grundvandsudnyttelsen bør derfor vurderes og sammenlignes med reduktion af vandtab i ledningsnettet.
|
