Miljøprojekt, 985 – Undersøgelse af tab i vandforsyningernes ledningsnet

Undersøgelse af tab i vandforsyningernes ledningsnet

8 Konklusion

Gennem de senere år er vandforbruget i Danmark faldet betydeligt, men alligevel foregår der i visse dele af Danmark, især omkring de større byer, en betydelig overudnyttelse af grundvandsressourcen. Dette giver en række miljømæssige og forsyningssikkerhedsmæssige problemer. Samtidig ved man at der nogle steder optræder et ikke ubetydeligt vandtab fra ledningsnettet gennem utætheder, brud mv.

Vandtabets betydning for ressourceudnyttelsen er belyst. Det er herunder opgjort og vurderet hvor stort vandtabet er og hvilke muligheder der er for at reducere tabet. Desuden er vurderet hvor stor del af tabet der finder sted fra det offentlige net (udenfor skel) og hvor stor del fra den private del (indenfor skel). Herudfra kan vurderes hvordan forebyggelsen af vandtab bedst gribes an. Ud fra de i projektet indsamlede og bearbejdede oplysninger er draget følgende konklusioner:

Det reelle vandtab udgør ca. 75% af det totale tab.

Undervejs fra vandværk til forbruger går en del af den udpumpede vandmængde tabt. Det reelle tab, udgør gennemsnitlig ca. 75% af det totale vandtab. Det stammer fra utætheder og brud i ledningsnettet, hvorfor fokus på begrænsning af utætheder og brud i ledninger er vigtig. Det resterende tab, er ikke et egentligt tab, idet det dækker vandforbrug til brandhaner, skylning af vand- og kloakledninger, umålt forbrug til entreprenører, fejl på vandmålere og aftapning af hensyn til frostskader.

Vandforbruget og tabet har været faldende gennem en lang årrække.

Vandforbruget er på landsbasis faldet konstant år for år siden 1986. Også vandtabet udtrykt i procent af den udpumpede vandmængde er faldet gennem de seneste år, men ikke så jævnt som vandforbruget, til et niveau i 2002 omkring 6% (25 mio. m³). En medvirkende årsag til det væsentlige fald er at der i 1994 blev indført en afgift på vand, og i 1999 indført krav om vandmåler i alle ejendomme.

Grænsen er nået for minimum tab mange steder.

Flere kommuner angiver at grænsen er nået for hvor meget tabet kan reduceres i deres vandforsyningsnet, selv med en fortsat systematisk udskiftningsprocedure. Nogle vandforsyninger har tab ned til 0,3 % og det kan næppe mindskes. Et tab på 3-4% skønnes at være et realistisk og hensigtsmæssigt mål for de fleste vandforsyninger.

Nogle vandværker har store tab.

Der er vandforsyninger der til stadighed kæmper med tab på omkring 30%.

Tabet er ikke afhængigt af vandforsyningens størrelse.

Det betyder kun lidt for tabets størrelse om vandforsyningen er privat- eller offentligt ejet.

Der er ikke geografiske forskelle.

Der er ikke fundet signifikante geografiske forskelle i vandtab på amtsbasis.

Ledningsalderen er væsentlig.

Ledningsalderen har stor betydning, idet der er en tydelig sammenhæng mellem stigende ledningsalder og specifikt vandtab.

Minimering af tabet kan optimeres.

Registrering af lækager mht. placering, årsager mv. i en database er et nyttigt redskab til minimering af tabet. Vandforsyninger med højt tab kan drage nytte af erfaringerne fra de vandforsyninger der har lækage databaser. Lækageovervågning f.eks. ved registrering af nattimeforbruget eller målinger forskellige steder i ledningsnettet er vigtig når tabet skal nedbringes. De pludselige ledningsbrud opdages som regel hurtigt. Det er de mange mindre lækager, især utætte samlinger og korrosionsskader, der giver størstedelen af det årlige vandtab.

Overudnyttelsen af vandressourcen ændres kun lidt ved reduktion af tab.

Da vandtabet generelt er begrænset kan besparelser på vandindvindingen omkring de store byer ved reduktion af vandtab i vandforsyningsnettet ikke hjælpe meget på overudnyttelsen af vandressourcen. Tiltag der reducerer tabet i vandforsyningsnettet bør derfor sammenlignes med andre løsninger i forhold til en mere bæredygtig udnyttelse af grundvandsressourcen.

Usikkerheden på kvantificering af tab.

Usikkerheden på kvantificeringen af tabet er stor idet indberetningen er baseret på en frivillig ordning og uden kontrol. Vandforsyningerne kan gå ind og ud af statistikken fra år til år. Tallene der ligger til grund for tabet på landsbasis stammer fra 50% af den udpumpede vandmængde. Tabet ville sandsynligvis være højere hvis der var indberetningspligt og kontrol med alle vandforsyninger.

Tabet på offentlig kontra privat del er vanskelig at kvantificere.

Det er ikke muligt præcist at kvantificere vandtab i offentlig kontra privat ledning. Grænsen mellem offentlig og privat del går et sted på ledningen, hvor der normalt ikke er placeret en måler. Ofte bliver tabet på privat grund medregnet i tabet på den offentlige del idet måleren er placeret i ejendommen.

Stik-/jordledninger er i dårlig stand.

Generelt er erfaringen at forbrugerens jordledninger er i dårligere stand end de offentlige idet kommunens eller vandforsyningens ansvar stopper ved matrikelgrænsen. Til gengæld ligger den private del af ledningen i roligere omgivelser der kan forlænge ledningens levetid væsentligt i forhold til den offentlige del der kan være udsat for trafikbelastning. Antallet af lækager på hhv. privat og offentligt del af stik-/jordledningen kan give en indikation af hvor tabet er størst. Et lækagesporingsfirma angiver fordelingen mellem lækager på offentlige og det private ledningsnet til hhv. 61% og 39%, tilsvarende viser tal fra Rødovre Kommune en fordeling på hhv. 76% og 24%.

Tabet på den offentlige del er størst.

I absolutte vandmængder er tabet på den offentlige del af ledningssystemet langt større end på den private del viser tal fra Århus. 75% af det vurderede vandtab ligger på de offentlige forsyningsledninger, medens kun 10% er på stik-/jordledninger, der enten kan være offentlige eller private.