Vandforbrug og forbrugsvariationer

Forord

Denne rapport præsenterer resultaterne fra et projekt, der er udarbejdet af Watertech for Miljøstyrelsen. Projektet har den overordnede titel "Vandforbrug og forbrugsvariationer". Projektet omfatter reelt to projekter. De to projekter er rapporteret separat i to hovedafsnit i rapporten.

Det ene projekt har en titel svarende til den overordnede titel, nemlig "Vandforbrug og forbrugsvariationer". Projektet fokuserer på at tilvejebringe et forbrugsmæssigt grundlag for dimensionering af vandledninger. Dette sker ved dataindsamling og -behandling af målte vandforbrug fra de sidste fem år. Det er hensigten, at resultaterne skal bruges som grundlag for at revidere dele af IDAs "norm for almene vandforsyningsanlæg", DS 442 fra 1988. Projektet er en fortsættelse af projektet "Vandforbrug og forbrugsvariationer. Indledende undersøgelser", som i 2002-03 blev udarbejdet af DANVA samt Miljø & Ressourcer, DTU. Indsamlede vandforbrugsdata i dette tidligere projekt genbruges og behandles sammen med de data, der er blevet indsamlet i løbet af det aktuelle projekt. BioConsult har som underrådgiver leveret input om statistiske metoder til behandling af data.

Det andet projekt "Drikkevands opholdstid i etageejendomme" fokuserer på det kolde brugsvands opholdstid i typiske etageejendommes vandinstallationer. Det er hensigten, at resultaterne skal bruges som grundlag for at kunne vurdere risici for høje koncentrationer af sundhedsskadelige metaller i drikkevandet, afgivet til drikkevandet fra installationsledninger og armaturer af metal. Birch & Krogboe har som underrådgiver leveret erfaringsdata om vandinstallationer i typiske etageejendomme.

Projektet er fulgt af en følgegruppe nedsat af Miljøstyrelsen:

  • Susanne Rasmussen, Miljøstyrelsen
  • Torlei Thomsen, DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening)
  • Carina Andersen, FVD (Foreningen af Vandværker i Danmark)
  • Karin Larsen, Odder Vandværk
  • Rasmus Boe-Hansen, DTU (Danmarks Tekniske Universitet)
  • Svend Sidenius, Watertech a/s
  • Jesper Hall-Pedersen, Watertech a/s

I forbindelse med projektet har en række vandforsyninger, firmaer, boligselskaber, kommuner og personer leveret forbrugsdata, stillet deres ekspertise til rådighed eller på anden måde bidraget til projektets gennemførelse. En stor tak til Århus Kommunale Værker, FSBbolig (tidl. Foreningen Socialt Boligbyggeri), KeepFocus, Odense Vandselskab, Brabrand Boligforening, Hvidover Vandforsyning, Aalborg Vandforsyning, Farum Vandværk, Farum Kommune, Børn og Unge afdelingen i Århus, Odder Vandværk, Høje-Tåstrup Vandforsyning, Sæby Vandforsyning, Birkerød Vandværk, TRE-FOR, Albertslund Kommune, Steen & Strøm (indkøbscentre), SK-Vand (Slagelse), Københavns Energi og Storstrøms Amt. Uden deres deltagelse og bidrag havde projektet ikke kunnet gennemføres.

Projektet er gennemført i perioden marts - december 2004.

 



Version 1.0 Maj 2005, © Miljøstyrelsen.