Risikovurdering af anvendelse af lokalt opsamlet fæces i private havebrug

Forord

Nærværende rapport er et resultat af en kvantitativ risikovurdering vedrørende anvendelse af lokal opsamling og håndtering af fæces. Rapporten har som formål at vurdere risici for mennesker ved lokal anvendelse (som kolonihaver, nyttehaver og parcelhaver). For mennesker er risici i denne forbindelse defineret som infektion fra patogener eller påvirkning af kemiske stoffer, herunder medicinrester. Påvirkningerne kvantificeres ud fra en kemisk og en mikrobiel risikovurdering.

Resultatet af undersøgelsen kan ikke generaliseres til centraliserede anvendelser, dels fordi man der vil forlange en behandling inden udspredning i naturen og dels fordi der generelt sker en udjævning således at der som udgangspunkt hyppigt vil være smitstoffer og kemiske stoffer, men i lavere koncentrationer end fra husholdninger, hvor der vil være perioder hvor materialet er uskadeligt og andre perioder, hvor der er et højt indhold af patogener og/eller kemiske stoffer.

Udgangspunktet for undersøgelsen er, at der vil blive tale om få anlæg i Danmark. Fra udlandet er det kendt, at lokal håndtering af fæces som beskrevet i nærværende rapport vil medføre en øget forekomst af patogener. I nærværende rapport tages udgangspunkt i skøn over den aktuelle sundhedstilstand i Danmark og ikke et fremtidigt scenarium, hvor en sådan anvendelse er blevet udbredt.

Analysen fokuserer på påvirkning af mennesker under tømning og udbringning af lokalt håndteret fæces i haven og brug i haven det efterfølgende sommerhalvår. Såfremt der dyrkes spiseklare afgrøder i haven kan der også opstå eksponering i forbindelse med tilberedning og indtagelse af maden i huset, men denne eksponeringsvej er ikke medtaget i beregningerne.

Nærværende undersøgelse sker i forlængelse af en række andre risikovurderinger finansieret af Miljøstyrelsen. Hvor det har været muligt er der benyttet samme paradigma som i disse undersøgelser, ligesom data fra disse undersøgelser indgår i beregningerne. Rapporterne er udgivet af Miljøstyrelsen enten som Miljøprojekter (nr. 606, 684) eller som rapporter i serien Økologisk byfornyelse og spildevandsrensning (nr. 1, 6, 10, 14 og 19). Parallelt med nærværende undersøgelse foretages en risikovurdering ved brug af human urin (Hald og Andersen, 2003).

Nærværende rapport er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af:

Karsten Arnbjerg-Nielsen, COWI

Linda Hansen, COWI

Jesper Kjølholt, COWI

Frank Stuer-Lauridsen, COWI

Arne Bernt Hasling, COWI

Niels Jørgen Hansen, COWI

Thor Axel Stenström, Smittskyddsinstitutet, Sverige

Caroline Schönning, Smittskyddsinstitutet, Sverige

Therese Westrell, Smittskyddsinstitutet, Sverige

Anders Carlsen, Embedslægeinstitutionen i Viborg

Bent Halling-Sørensen, Bent Halling-Sørensen ApS

Der har som følgegruppe for projektet været nedsat følgende følgegruppe:

Linda Bagge, Miljøstyrelsen (Formand)

Line Hollesen, Miljøstyrelsen

Karsten Arnbjerg-Nielsen, COWI (Sekretær)

Ole Mygind, Sundhedsstyrelsen

Efter 1. februar 2003: Lis Keiding

Jens Strodl Andersen, Danmarks Veterinærinstitut

Jacob Møller, Forskningscenteret for Skov og Landskab

Der har i løbet af projektet været afholdt 3 møder, hvor følgegruppen har bidraget positivt til rapportens udformning og indhold. Projektet er finansieret af Miljøstyrelsen som led i Aktionsplan for økologisk byfornyelse og spildevandsrensning.

 



Version 1.0 Juli 2005, © Miljøstyrelsen.