Membranfiltrering til rensning af gråvand for vandgenbrug i ejendomme

2 Afgrænsning af projektet

Projektets formål var at dokumentere rensningseffekten af nano- og ultrafiltrering i kombination med UV-lys behandling af gråt spildevand ved analyser for kimtal dyrket ved 22°C og 37°C.

De anvendte nano- og ultrafiltermembraner havde en porestørrelse på henholdsvis ca. 0,001-0,003 µm og 0,01-0,03 µm. Størrelsen af bakterier er mellem 0,1-10 µm, eksempelvis er Legionella spp. mellem 0,3-5,0 µm. Størrelse af virus er ca. 0,0-0,01 µm. Parasitter er generelt en del større end bakterier og virus. Blandt de mindste parasiter er gruppen af protozoer hvor Cryptosporidium parvum er 4-5 µm og Giardia intestinales er 5-15 µm /2/. P.g.a. af de meget små porrestørrelser i de benyttede nano- og ultrafiltre vil bakterier, parasitter, og selv virus ikke kunne passere et normalt fungerende filtre. Dette er i fuld overensstemmelse med leverandørens specifikationer på sådanne filtre.

På denne baggrund blev det således vurderet at forsøg med kimtalsbestemmelser ved 22°C og 37°C var tilstrækkelig til fastlæggelse af anlæggets behandlingseffekt. Det blev heller ikke vurderet relevant at lave egentlige podningsforsøg med eksempelvis Legionella spp. og protozoer.

Gråt spildevand til undersøgelsen blev indsamlet fra Ryesgade nr. 1 og blev efter transport til anlægsleverandør opbevaret på køl ved 4-5°C. Det har således ikke været undersøgelsens formål at foretage kemiske og mikrobiologiske analyser til en egentlig bredere karakterisering af sammensætningen af det ubehandlende grå spildevand som beskrevet i Miljøstyrelsens udkast til måleprogram ”Måleprogram for karakterisering af gråt spildevand” (Bilag A, trin 1). Der er dog indledningsvis i projektet foretaget en række kemiske og mikrobiologiske analyser af en enkelt prøve af det indsamlede og opbevarede grå spildevand (trin 1). En bredere viden om den kemiske og mirobiologiske sammensætning af gråt spildevand findes i afrapporteringen fra en række andre gråvandsprojekter finansieret af Miljøstyrelsen under ”Aktionsplanen til fremme af økologisk byfornyelse og spildevandsrensning, Tema 4: Håndtering af regnvand og gråt spildevand”.

Rensningseffekten af anlægget er dokumenteret ved en række gentagne prøveudtagninger og kimtalsanalyser gennemført på en enkelt prøveindsamlingsdag. Det har således ikke været en del af projektets formål at dokumentere rensningseffekt og filtrenes og UV-lys lampens driftssikkerhed over en længere driftsperiode.

Det har heller ikke været projekts formål at foretage en egentlig risikovurdering af hygiejne- og sundhedsmæssige risici ved forskellige former for genanvendelse af det behandlede og opbevarede grå spildevand.

 



Version 1.0 Juli 2005, © Miljøstyrelsen.