NVOC krav til drikkevand

1 Indledning

Der er i tilsynsbekendtgørelsen (nr. 871 af 21. september 2001 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg) fastsat et kvalitetskrav til NVOC (non-volatil-organic-carbon) på 4 mg/l til drikkevand. Dette krav erstatter kravet til permanganttal i den tidligere bekendtgørelse fra 1988. Kravet til permanganttallet var højst tilladt 12 mg KMnO4/liter, men højere værdi kunne fastsættes med særlig godkendelse.

EU's drikkevandsdirektiv fra 1998 fastsætter ikke krav til NVOC, men alene et krav om, at der ikke må være unormale ændringer i TOC indholdet.

Kravet til NVOC er fastsat for at fastholde et krav til drikkevandets indhold af organisk stof, af hensyn dels til vandets æstetiske kvalitet og dels indflydelsen på vandets mikrobielle kvalitet. Ved fastsættelse af kvalitetskravet var der en forventning om, at der var overensstemmelse mellem det tidligere kvalitetskrav til permanganttallet og den nuværende kvalitetskrav til NVOC,

Kravet til NVOC har ikke en direkte sundhedsmæssig betydning, og da en række vandforsyninger har problemer med at overholde kravet på 4 mg NVOC/l, er der et behov for at belyse, hvilke konsekvenser en lempelse af kvalitetskravet til NVOC vil have på drikkevandets samlede kvalitet.

Desuden er der en række vandforsyninger, der har problemer med overholdelse af kvalitetskravene for farvetal, iltindhold m.m. Farve i drikkevandet kan have en direkte sammenhæng med indholdet af organisk stof, men kan også skyldes andre påvirkninger som f.eks. jern og mangan i drikkevandet. Det vil derfor være nødvendigt, at få belyst hvad en højere NVOC værdi betyder for farvetallet.

Det nærværende projekt omfatter:

  • et litteraturstudie over relevante publikationer vedrørende danske grundvandsmagasiner med henblik på at identificere årsagerne til det høje NVOC indhold i drikkevand.
  • en beskrivelse af omfanget af problemerne på baggrund af udtræk af de seneste data fra drikkevandsdatabasen hos GEUS på baggrund af:

- data fra boringskontrollen, hvor vandforsyninger med NVOC >4 mg/l C undersøges for indhold af jern og mangan (idet hverken farvetal eller turbiditet indgår i boringskontrollen)

- data fra den udvidede kontrol, hvor vandforsyninger med NVOC > 4 mg/l C undersøges for farve, turbiditet, jern, mangan samt kimtal bestemt ved 22°C og 37°C.

  • En gennemgang af resultaterne af udtrækket fra databasen, hvor det vurderes om der er en sammenhæng mellem NVOC og farvetal, jern, mangan, samt hvorvidt et højt NVOC niveau også giver anledning til mikrobielle problemer (forhøjede kimtal).

 



Version 1.0 Oktober 2005, © Miljøstyrelsen.