Kortlægning af papir- og pappotentialet fra private husstande i 2003

2 Papirpotentialet på landsplan

I dette kapitel præsenteres resultaterne for de gennemførte potentialeberegninger. Kapitlet er inddelt i syv hovedafsnit, idet resultaterne præsenteres for:

  1. Aviser, ugeblade- og månedsmagasiner, fagblade og medlemsblade, med annoncering
  2. Telefonbøger og vejvisere
  3. Adresseløse tryksager
  4. Adresserede forsendelser
  5. Andet papir
  6. Pap
  7. Et samlet potentiale.

I hvert afsnit gennemgås dataindsamling samt fastlæggelse af de parametre, der anvendes i beregningen.

2.1 Aviser og ugeblade

Denne kategori omfatter:

Alle dagblade både landsdækkende og regionale.

Alle distriktsblade og lokalaviser med en ugentlig distributionsfrekvens.

Alle ugeblade og månedsmagasiner, der udgives med salg for øje. Månedsmagasiner omfatter magasiner, der udgives med en frekvens på mellem 9 og 26 gange årligt).

2.1.1 Dagblade

I undersøgelsen indgår 35 hverdagsaviser med et samlet oplag på 1.317.408 eksemplarer dagligt. Der indgår 12 weekend/søndagsaviser med et samlet oplag på 1.238.196 eksemplarer ugentlig. Den Blå Avis er inkluderet hvorimod Erhvervsbladet er udeladt af opgørelsen.

Registreringen omfatter således alle hverdags- og weekendaviser bortset fra de udgivelser, der distribueres gratis. Det gælder særlig Urban (Berlingske Gratisaviser) og MetroXpress. Disse to aviser udgives fem gange i ugen i Københavnsområdet samt i større danske provinsbyer. Det samlede daglige oplag udgør ca. 405.000 eksemplarer svarende til 13.500 tons årligt eller 5,45 kg pr. husstand.

Dataindsamling

I modsætning til tidligere års beregninger af potentialet for denne kategori er der gennemført vejning af dagbladene. Samtlige hverdags- og weekendaviser er vejet over en periode på 14 dage. Ud over bladvægten har det derfor kun været nødvendig at indhente oplysninger om oplagstal for de enkelte udgivelser.

Oplagsstørrelse

Der er her anvendt et "betalt nettooplag". Denne størrelse indeholder således ikke den del af oplaget, der tages retur fra salgs- og distributionsleddet.

Resultater

Der foreligger komplette data for alle dagblade, weekendaviser og Den Blå Avis. Mængden af udenlandske dagblade er skønnet.

Tabel 2.1 Dagblade/Weekendaviser 2003

 Tons
Samlet bladtonnage 124.588 tons1)

Anm.: Der er ikke reduceret for den mængde, der er leveret til erhvervsvirksomheder

1 incl. 1.000 tons udenlandske dagblade

Den samlede distribution af danske dagblade og weekendaviser udgør 468,5 mio. eksemplarer på årsbasis med en gennemsnitsvægt på 264 gram pr. eksemplar. Den samlede tonnage andrager 123.588 tons og 124.588 tons med tillæg af udenlandske aviser.

2.1.2 Distriktsblade/lokalaviser

I undersøgelsen indgår 311 distriktsblade/lokalaviser. Der er her tale om husstandsomdelte aviser, der udgives ugentlig på en fast ugedag. Aviserne er annoncefinansierede og gratis for den enkelte husstand. Det samlede oplag er i undersøgelsen beregnet til 7,8 mio. eksemplarer ugentligt eller 403 mio. eksemplarer årligt.

Dataindsamling

For 266 distriktsblade eller 87 pct. af samtlige distriktsblade, der indgår i undersøgelsen, er der gennemført en vejning. Vejningen er gennemført som en stikprøve på 5 pct. af hver udgivelse.

For de øvrige i alt 40 distriktsblade er bladtitler, oplagstal og udgivelsesfrekvens hentet fra Danske Distriktsblade, Danske Lokalaviser samt Dansk Oplagskontrol. Der er videre suppleret med tilsvarende oplysninger samt oplysninger om sideantal, papirkvalitet og format fra Media Scandinavia.

Oplagsstørrelse

Der er anvendt oplagsstørrelser fra Dansk Oplagskontrol eller fra de enkelte lokalavisers hjemmesider. Da der er tale om husstandsomdelte aviser vil der normalt ikke være tale om noget "returoplag". Under normale forhold er bladproduktionen afstemt efter antallet af husstande i avisens dækningsområde.

Sideantal

Sideantallet er en gennemsnitlig størrelse for det enkelte distriktsblad. Ved telefonisk henvendelse er der spurgt efter et "bedste skøn" på gennemsnitligt sideantal. I de tilfælde hvor sideantallet er anvendt fra Media Scandinavia, er størrelsen typisk angivet som en interval-størrelse. Til denne undersøgelse er der derfor beregnet et gennemsnit, som er anvendt til den videre beregning.

Format

Der er altovervejende tale om ét format, nemlig tabloid (395 x 284 mm). Der forekommer dog også aviser med broadsheet-format (560 x 395 mm).

Papirkvalitet

Papirvægten for distriktsbladene ligger mellem 45-60 gram pr. m2. En tredjedel af distriktsaviserne har en papirvægt på 45 gram pr. m2 mens ca. en fjerdedel ligger på 52 gram pr. m2.

Resultater

Der foreligger komplette data for alle 306 distriktsblade/lokalaviser.

Tabel 2.2 Distriktsblade/lokalaviser 2003

 Tons
Samlet bladtonnage 42.055

Anm.: Der er ikke reduceret for den mængde, der er leveret til erhvervsvirksomheder

Den gennemsnitlige bladvægt for de 306 distriktsblade (i alt 403 mio. eksemplarer) er beregnet til 104 gram pr. udgivelse.

2.1.3 Ugeblade og månedsmagasiner mv.

I undersøgelsen indgår 105 ugeblade og månedsmagasiner med et samlet oplag på 113,4 mio. eksemplarer årligt. Af de 105 udgivelser foreligger 55 med kendt vægt oplyst af udgiverne. Denne gruppe tegner sig for 92,5 mio. eksemplarer årligt svarende til godt 80 pct. af det samlede oplag. De resterende 60 blade (20,9 mio. eksemplarer årligt) er beregnet ud fra kendskabet til format, frekvens, antal sider og papirkvalitet.

I beregningerne indgår videre et antal udenlandske magasiner og et antal danske udgivelser, for hvilke de tekniske data er mere mangelfulde.

Opgørelsen af ugeblade og månedsmagasiner mv. er renset for gratisudgivelser, kvartalsaviser og adresseløse tryksager.

Det kan være vanskeligt at trække klare grænser mellem visse magasiner og fag/medlemsblade. Som hovedregel gælder, at ugeblade og månedsmagasiner udgives med et kommercielt sigte - i modsætning til fag- og medlemsblade.

Dataindsamling

Data er hovedsagelig hentet fra Media Scandinavia samt ved telefonisk henvendelse til de største udgivere, Dansk Centralagentur (DCA) samt til distributører af udenlandske magasiner.

Oplagsstørrelse

For alle ugeblade er der anvendt betalt nettooplag. For månedsmagasiner er der for størstedelen (90 pct.) også anvendt et betalt nettooplag. Hvor denne oplysning ikke foreligger, er der anvendt en oplagsstørrelse oplyst af udgiveren. Oplagsstørrelsen er herefter reduceret med 50 pct.

Sideantal

Denne størrelse opgives typisk som en interval størrelse og beregnes i undersøgelsen som et gennemsnit.

Format

Der er tale om mange forskellige formater. Langt hovedparten af ugeblade og månedsmagasiner udgives i et skåret A4 format, hvor de præcise mål kan afvige. Eksempler er (270 x 210 mm), (280 x 208 mm) og (280 x 215 mm).

Papirkvalitet

Den gennemsnitlige papirkvalitet ligger på 78 gram pr. m2 for ugeblade og månedsmagasiner. Kvaliteten på papiret varierer fra 40-120 gram pr. m2.

Omslag kan have vægte mellem 80 og 200 gram pr. m2. Der er ikke skelnet mellem papir til omslag og til indhold.

Særlige forhold

Hvor der ikke foreligger fyldestgørende oplysninger, er der rettet henvendelse til redaktionerne. Dette gælder dog kun for ugeblade og de største månedsmagasiner (efter oplagsstørrelse). I nogle tilfælde er oplyst en gennemsnitlig bladvægt, som i kortlægningen er suppleret med oplysninger fra øvrige kilder.

De gennemsnitlige bladvægte fordeler sig på følgende måde:

  • De 14 ugeblade har en gennemsnitlig bladvægt på 254 gr.
  • De 56 månedsmagasiner har en gennemsnitlig bladvægt på 225 gr.
  • De 35 magasiner med en udgivelsesfrekvens på 10 gange årligt eller mindre har en gennemsnitlig bladvægt på 285 gr.

Resultater

Der indgår 105 ugeblade og månedsmagasiner mv. med oplyste oplagsstørrelser i undersøgelsen. Derudover er der medtaget en tonnage for udenlandske magasiner samt en tonnage for en række danske udgivelser, for hvilke data har været ukomplette – i alt 97 mindre udgivelser.

Tabel 2.3 Ugeblade og månedsmagasiner mv., 2003

 Tons
Bladtonnage for 105 udgivelser 28.317
Bladtonnage for udenlandske magasiner 1.300
Bladtonnage for 97 andre danske udgivelser 1.131
Samlet bladtonnage 30.747

Anm.: Der er ikke reduceret for den mængde, der er leveret til erhvervsvirksomheder

Den samlede bladtonnage for denne kategori udgør således ca. 30.747 tons incl. udenlandske magasiner solgt i Danmark. Omfanget af udenlandske magasiner er skønnet på baggrund af oplysninger fra distributørerne.

Den gennemsnitlige bladvægt for de 105 udgivelser (i alt 113,5 mio. eksemplarer) bliver 249 gram pr. eksemplar.

2.1.4 Fagblade, medlemsblade mv.

I denne undersøgelse indgår 695 fagblade og medlemsblade. Dette antal indeholder de fag- og medlemsblade, som undersøgelsen har vurderet ikke skulle medtages under kategorien Ugeblade og månedsmagasiner, se afsnit 2.1.3.

Af de 695 udgivelser foreligger 492 eller godt 70 pct. med kendt vægt.

Vægtoplysningerne er modtaget af Dansk Fagpresse, der har gennemført beregningerne i forbindelse med en konsekvensvurdering af en portoændring.

Dataindsamling

Data er hentet fra Dansk Fagpresse samt Media Scandinavia.

Oplagsstørrelse

For ca. halvdelen af fag- og medlemsbladene foreligger der et distribueret oplag, som er anvendt til den videre beregning. For de resterende fag- og medlemsblade foreligger der et trykt oplag, der er reduceret til 85 pct. Denne reduktion er foretaget som tilnærmelse til et distribueret oplag.

Sideantal

Denne størrelse opgives typisk som en intervalstørrelse og beregnes i undersøgelsen som et gennemsnit.

Format

Der er tale om mange forskellige formater. Der kan skelnes mellem 2 hovedformater, nemlig et tabloidformat og et A4-format. Tabloidformatet anvendes af forskellige udgivelser i avispapir. Langt hovedparten af fag- og medlemsblade er dog udgivet i A4-format, hvor de præcise mål kan afvige. Formatet er bestemt til 297 x 210 mm.

Papirkvalitet

Oplysninger om papirvægt findes i Dansk Fagpresses medlemskatalog I alt er der oplysninger for omkring 40 pct. af fag- og medlemsbladene. For de resterende fag- og medlemsblade vægtes papirkvaliteten for A4-formater til 80 gram pr. m2 inkl. omslag, mens tabloid-formater tildeles 49 gram pr. m2.

Særlige forhold

Der er ikke rettet henvendelse til redaktionerne.

Resultater

Der indgår 695 udgivelser med komplette data. Endvidere indgår der 299 udgivelser hvor tonnagen er beregnet på baggrund af mangelfulde tekniske oplysninger.

Tabel 2.4 Fag- og medlemsblade 2003

 Tons
Bladtonnage for 695 udgivelser 13.011
Bladtonnage for andre 299 udgivelser 5.340
Samlet bladtonnage 18.351

Anm.: Der er ikke reduceret for den mængde, der er leveret til erhvervsvirksomheder

Den gennemsnitlige bladvægt for de 695 udgivelser (i alt 102,4 mio. eksemplarer) er beregnet til 127 gram pr. stk.

2.2 Telefonbøger og vejvisere

Omfanget af distribuerede telefonbøger og vejvisere kan i en vis udstrækning opgøres særskilt. En del af mængden distribueres via de 4 store distributører i Danmark (Post Danmark, Forbrugerkontakt, Dansk Distributions Center og Dansk Totaldistribution) og indgår som en del af mængden af adresseløse tryksager, se afsnit 2.3.

Dataindsamling

Der er samlet data fra de to største forlag. Det drejer sig om TDC Forlag og Eniro Danmark (Mostrups grønne vejvisere og De røde Lokalbøger). TDC Forlag udgiver såvel regionale som lokale telefonbøger. Eniro Danmark udgiver alene lokale telefonbøger/vejvisere.

Oplagsstørrelse

Der er her anvendt et trykt oplag, der svarer til det distribuerede.

Sideantal

Denne størrelse opgives som en præcis størrelse.

Format

TDC Forlags telefonbøger udkommer hovedsageligt i formatet 295 x 210 mm, mens Mostrups Grønne Vejvisere har et format på 270 x 195 mm. De Røde Lokalbøger udkommer i Horsens-format, der svarer til 265 x 190 mm.

Bladvægt

Er beregnet af forlag.

Resultater

Der indgår kun oplag og mængder fra de nævnte forlag. Der findes andre udgivere af tilsvarende produkter, men de har stort set ingen mængdemæssig betydning.

Tabel 2.5 Telefonbøger og vejvisere 2003

 Tons
Telefonbøger og vejvisere 7.925

Anm.: Der er ikke reduceret for den mængde, der er leveret til erhvervsvirksomheder

Der distribueredes 7.925 tons telefonbøger/vejvisere i 2003, heraf blev 2.708 tons distribueret som adresseløs tryksag, jf. afsnit 2.3.

2.3 Adresseløse tryksager

Adresseløse tryksager er defineret som detailhandelens reklameaviser, kataloger, brochurer og tilsvarende distribueret til potentielle købere direkte og/eller gennem detailhandelen eller anden distributionskanal. Desuden indgår en række telefonbøger og lokale vejvisere – mængden er beregnet til 2.652 tons jf. tabel 2.5.

Distriktsblade og lokalaviser indgår ikke under Adresseløse tryksager men uddeles ofte sammen med disse. Distriktsblade er behandlet under afsnit 2.1

Dataindsamling

Oplysninger vedrørende distributionen af adresseløse tryksager er fra Forbrugerkontakt, der løbende indsamler og bearbejder data fra hele branchen. Oplysningerne er således dækkende for de private distributører og Post Danmark.

På baggrund af de private distributørers omdelinger er antallet endvidere fordelt på amter. Denne viden anvendes i forbindelse med den regionale fordeling – jf. kapitel 3.

Oplagsstørrelse

I 2003 blev totalt distribueret 2.109 mio. adresseløse tryksager. Post Danmark forestår distributionen af ca. halvdelen og er stort set eneste distributør i landdistrikter.

Der er stor forskel på hvor mange adresseløse tryksager som distribueres mellem områderne. Typisk er andelen af tryksager i byområderne ca. 30 pct. højere i byområder end i landområder indenfor samme region, /Jens Richardt/.

Sideantal

Sidetallet for de adresseløse tryksager varierer meget og der foretages ingen registreringer heraf.

Format

Formatet varierer ligeledes tryksagerne imellem. Der foreligger heller ingen registrering af formaterne.

Papirkvalitet

Det er ikke muligt at sige noget om papirkvaliteten – herunder forbruget af forskellige kvaliteter. Der indgår således avispapir, bestrøgne og ubestrøgne træfrie kvaliteter herunder skrive- og kopipapir samt konverterede produkter.

Bladvægt

Den gennemsnitlige vægt pr. adresseløs forsendelse blandt distributørerne var i år 2003 på 50,0 gram. Denne vægt inkluderer de telefonbøger, som distribueres af Post Danmark.

Resultat

På landsplan udgør mængden af adresseløse tryksager 105.443 tons i år 2003.

Tabel 2.6 Adresseløse tryksager 2003

 Tons
Samlet tonnage 105.443

Anm.: Der er ikke reduceret for den mængde, der er leveret til erhvervsvirksomheder

I denne mængde indgår lokale telefonbøger og vejvisere med 2.708 tons jf. afsnit 2.2. Mængden er oplyst af tele-forlagene.

2.4 Adresserede forsendelser

Post Danmark opgør årligt den samlede mængde forsendelser. Opgørelserne baseres på stikprøvetællinger af modtagere og afsendere samt vægten af den enkelte forsendelse. Vægten registreres alene i forhold til de gældende portogrænser. Desuden er stikprøvetællingerne nu udvidet til at omfatte forskelle i fordelingerne på portogrænserne for hhv. private husstande og erhverv.

Ifølge Post Danmark blev der i år 2003 afsendt 1.310 mio. indenlandske breve, /Claus Madsen, Post Danmark/. Heraf modtager de private husholdninger 56 pct. eller 733,6 mio. forsendelserne. Under forudsætning af stikprøvetællingernes fordeling på portogrænser for private husstande modtager husholdningerne årligt 38.147 tons adresserede forsendelser. Gennemsnitsvægten pr. forsendelse til private husstande er på 52 gram.

Tabel 2.7 Adresserede forsendelser 2003

 Tons
Samlet tonnage38.147

Anm.: Mængden indeholder kun forsendelser til private husholdninger

Mængden af adresserede forsendelser indeholder ikke breve fra udlandet, da fordelingen mellem private husstande og erhvervsvirksomheder ikke kendes.

2.5 Andet papir

Udover de eksplicit kortlagte mængder – jf. afsnit 2.1 – 2.4 – forekommer der i de private husstande en række andre papirtyper, som er egnede til særskilt indsamling og genanvendelse. Det drejer sig om visse typer salgsemballager af papir, skrivepapir, kladdehæfter m.v. De nævnte papirtyper betegnes i det efterfølgende som "Andet papir".

Mængden af Andet papir i private husstande kan ikke umiddelbart kortlægges gennem oplysninger fra Danmarks Statistik eller andre kilder. Mængden af Andet papir er skønnet ud fra aktuelle undersøgelser af sammensætningen af dagrenovation fra private husholdninger [1].

Blandt de 13 delfraktioner, som fraktionen "genanvendeligt papir og pap" udgør i dagrenovationens sammensætning, så er det kun delfraktionerne skrivepapir hhv. andet af papir, der er aktuelle under Andet papir i nærværende projekt. For fraktionen "andet rent papir og pap", der er opdelt i 9 delfraktioner, er kun tegninger samt andet af papir aktuelle.

Delfraktioner er frasorteret alt materiale, der har været distribueret med Post Danmark, som f.eks. kuverter og breve, da denne mængde allerede indgår under adresserede forsendelser.

Mængden af Andet papir vurderes ud fra ovenstående at være på 7,6 kg pr. husstand eller 18.855 tons på landsplan. Denne mængde er en minimumsmængde, idet der ikke er taget højde for den mængde af andet papir, der kan bortskaffes via andre kilder som f.eks. indsamlingsordninger, brændeovnen mm.

2.6 Pap

Fra de private husstande forekommer også en række paptyper, som er egnede til indsamling og genanvendelse. Det drejer sig om papæsker- og ruller, støbepap, bølgepap m.v. Disse paptyper betegnes i det følgende som "Pap".

I forhold til potentialet beregnet for 2000 [2] er der ikke fremkommet bedre data til beregning af papmængden. Beregningerne baserer sig derfor på samme udgangspunkt som for undersøgelsen i 2000. Mængden af Pap i private husstande er bestemt ud fra to undersøgelser afrapporteret i henholdsvis 2000 og 2003 [3].

Affaldsanalyser af ca. 1.800 dagrenovationssække viste, at der findes meget genanvendeligt pap i dagrenovationen, se Tabel 2.8.

Tabel 2.8 Genanvendeligt pap (Emballage)i dagrenovationen

 Lejligheder Enfamilie-boliger Total
Pap kg/husstand 25,6 12,4  
Antal boliger i Danmark 983.189 1.497.690 2.480.879
Total papmængde [tons] 25.170 18.570 43.740
Gennemsnit kg/husstand     18

Anm: Genanvendeligt pap er her: Bølgepap, Papæsker/papruller, Støbepap samt Andet pap

Kilde: Sammensætning af dagrenovation og ordninger for hjemmekompostering [4]

Affaldsanalyserne viste, at der i gennemsnit findes 18 kg genanvendeligt pap pr. husstand pr. år i dagrenovationen eller svarende til en totalmængde på 43.740 tons i 2003.

I projektet "Eksempler på indsamlingssystemer for papir og pap fra husholdninger" fremgår det, at mængden af indsamlet pap varierer afhængig af den valgte indsamlingsordning. Tre kommuner ud af i alt otte kortlagte kommuner havde i 1998 en kombineret hente/bringeordning bestående af en indsamlingsordning til storskrald og en genbrugsstation (som erhvervsvirksomhederne ikke måtte benytte).

I disse tre kommuner indsamledes i gennemsnit 7 kg pap pr. husstand pr. år. Andre mere effektive indsamlingsordninger (f.eks. Brøndby kommune) viste, at der kunne indsamles endnu mere pap. I Brøndby indsamledes der i 2000 knapt 14 kg pap pr. husstand pr. år. /Brøndby kommune 2001/. Fra de to nævnte undersøgelser fås således følgende mængde:

Tabel 2.9 Genanvendeligt pap i husholdningen

 Husstand pr. år
Pap i dagrenovationen 18 kg
Indsamlet pap 7 kg
Genanvendeligt pap i alt 25 kg

På baggrund af den i Tabel 2.9 anførte mængde sættes potentialet for Pap til 25 kg husstand pr. år eller 62.022 tons på landsplan. Potentialet må betragtes som et minimumspotentiale.

2.7 Samlet potentialeopgørelse

2.7.1 Potentialemængde

I Tabel 2.10 er det samlede papirpotentiale og dets sammensætningen præsenteret. Papirpotentialet er ikke reguleret for distribution til erhvervsvirksomheder jf. afsnit 1.5.

Data er fra år 2003. Som nævnergrundlag for beregningen af potentialet pr. husstand er anvendt Danmarks Statistiks oplysninger om husstande pr. 1. januar 2003, som omfatter samtlige personer på samme adresse uanset familiære tilknytningsforhold. Antallet af CPR-husstande er pr. 1. januar 2003 opgjort til 2.480.879.

Tabel 2.10 Papir- og pappotentialet 2003. Incl. distribution til erhverv

Kategori Papirpotentiale
  1000
[tons]
Kg pr.
husstand
Dagblade 124,5 50,2
Distriktsblade 42,1 17,0
Ugeblade og månedsmagasiner 30,7 12,4
Fagblade/medlemsblade 18,4 7,4
Distribution af telefonbøger1) 5,2 2,1
Adresseløse tryksager 105,4 42,5
Adresserede forsendelser 38,2 15,4
Andet papir 18,9 7,6
Andet pap 62,0 25,0
I alt 445,5 179,6

1) Ekskl. Telefonbøger og vejvisere distribueret af Post Danmark og Forbrugerkontakt - denne mængde indgår under Adresseløse tryksager

Det samlede papir- og pappotentiale er beregnet til 445.469 tons eller 179,6 kg. pr. husstand.

Dagblade samt distriktsblade/lokalaviser udgør godt 37 pct. af husstandens papirpotentiale. Inkluderes ugeblade og månedsmagasiner, fag- og medlemsblade samt telefonbøger forklarer disse kategorier i alt 50 pct. af potentialet.

Potentialet er efterfølgende reduceret for distributioner til erhvervsvirksomheder – jf. kapitel 4. Dette reducerede potentiale fremgår af Tabel 2.11.

Tabel 2.11 Papir- og pappotentialet 2003. Ekskl. Distribution til erhverv

Kategori Papirpotentiale
  1000
[tons]
Kg pr.
husstand
Dagblade 101,5 40,9
Distriktsblade 34,3 13,8
Ugeblade og månedsmagasiner 30,7 12,4
Fagblade/medlemsblade 18,4 7,4
Distribution af telefonbøger1) 4,3 1,7
Adresseløse tryksager 105,4 42,5
Adresserede forsendelser 38,1 15,4
Andet papir 18,9 7,6
Andet pap 62,0 25,0
I alt 413,7 166,8

1) Ekskl. Telefonbøger og vejvisere distribueret af Post Danmark og Forbrugerkontakt - denne mængde indgår under Adresseløse tryksager


Fodnoter

[1] Sammensætning af dagrenovation og ordninger for hjemmekompostering", Miljøprojekt nr. 868, 2003, Miljøstyrelsen

[2] Kortlægning af papir- og pappotentialet fra private husstande i 2000", Miljøprojekt nr. 677, 2002, Miljøstyrelsen

[3] Sammensætning af dagrenovation og ordninger for hjemmekompostering", Miljøprojekt nr. 868, 2003, Miljøstyrelsen og Eksempler på indsamlingssystemer for papir og pap fra husholdninger", Miljøprojekt nr. 563, 2000, Miljøstyrelsen

[4] Sammensætning af dagrenovation og ordninger for hjemmekompostering, Miljøprojekt nr. 868, 2003, Miljøstyrelsen

 



Version 1.0 December 2005, © Miljøstyrelsen.