Rapport fra Jordforureningsgruppen

Bilag 5. KL’s notat af 13. november 2005:
”Kommunalt udspil på jordstyring”

Notat

Den 13. november 2005
Jnr 10.06.08 P55
Sagsid 000158176
Ref CEF
cef@kl.dk
Dir 3370

Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S

Tlf 3370 3370
Fax 3370 3371

www.kl.dk

1/1

Kommunalt udspil på jordstyring

Som et led i arbejdet i Jordforureningsgruppen, har KL og Københavns Kommune uarbejdet følgende overordnede retningsliner for et senere arbejde med udarbejdelsen af et konkret system, der kan være med til at sikre en bedre og enklere jordstyring af det jord, som er forurenet, og som kommer fra byzonerne.

Retningslinierne tager udgangspunkt i, at:

  • jord fra områder i byzone er klassificeret som let forurenet og er anmeldepligtig, medmindre andet er bestemt i et kommunalt jordregulativ
  • jordstyringen forenkles, så langt de fleste jordflytninger kan foregå efter generelle regler i kommunens jordregulativ, dvs. uden konkret sagsbehandling og ventetid
  • regulativerne skal indeholde forskrifter for prøvetagning og analyse til belysning af forureningsindholdet af jord, der ønskes flyttet
  • der indføres generelle nationale regler for den forurenede jord i form af definition af forskellige jordklasser, som angiver forureningsgraden
  • modtagesteder skal påtage sig et reelt ansvar for jordens videre håndtering. Dette ansvar kan f.eks. udmøntes i, at de alene må modtage den jord, som de er miljøgodkendte til at kunne behandle og dermed i sidste ende skal afvise jorden, såfremt den modtagne jord ikke kan behandles. For at sikre dette, er det nødvendigt, at de er forpligtet til at give anvisningskommunen besked herom. Kommunerne bør endvidere kunne indgå privatretlige aftaler med anlæggene til regulering af de kommunale miljømål fastsat i regulativet
  • transportørerne må ikke sammenblande forskellige jordklasser, og de må ikke transportere jorden, såfremt jorden ikke svarer til den jordklasse, som er angivet af bygherren/ejeren
  • der åbnes op for it-baserede anmeldeløsninger
  • der skal i tilknytning hertil skabes en øget mulighed for kapacitet til genanvendelse af let forurenet jord

Regulativerne bliver således et vigtigt instrument for kommunerne til at kunne håndtere den fremtidige jordstyring. Som undersøgelsen fra Hedeselskabet viste, så håndterer kommunerne jordstyringen meget forskelligt. I fremtiden bør der også gives rum til, at kommunerne hver i sær styrer jorden bedst muligt ud fra det lokale kendskab til området samt kommunens administration af de opgaver, som har tæt tilknytning til jordstyringen f.eks. affaldsområdet og byggesagsbehandlingen. Ved udarbejdelsen af regulativerne kunne der tages udgangspunkt i følgende overordnede retningslinier:

  • en standard del, der er obligatorisk, der beskriver hjemlen for regulativet, forskellige definitioner og hvilke myndigheder, der administrerer regulativet
  • en obligatorisk del, der beskriver eventuelle miljømål og anvisningsordningerne, f.eks. hvor de forskellige jordklasser anvises til
  • en valgfri del, der kan være uddybende i forhold til beskrivelsen af anvisningsordningerne for eksempel forskellige krav til transportører om indberetning af data

For at kunne indføre et sådant system, bør Jordforureningsgruppen således anbefale, at der skabes det fornødne hjemmelsgrundlag til, at kommunerne kan udstede regulativer til håndtering af jordstyringen fra byzonerne.

Som det også fremgår af de arbejdsnotater, som Københavns Kommune og Århus Kommune har fremsendt, så er det at skitsere et nyt jordstyringssystem ikke enkelt, og der er mange spørgsmål, der skal vurderes. Derfor vil KL og Københavns Kommune foreslå, at der i forlængelse af Jordforureningsgruppen nedsættes et udvalg bestående af miljøstyrelsen og kommunale repræsentanter til udarbejdelse af et nyt jordstyringssystem. Denne gruppe bør endvidere også se på øgede muligheder for genanvendelse af forurenet jord for byzonerne.

Med venlig hilsen

Christina Føns

 



Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.