|
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Mobilt renseanlæg
1 Indledning
1.1 Overordnet gennemgang af problemstillingen
Havnesedimenter består dels af marine aflejringer og dels af udskyllet materiale fra å-udløb og udledninger. Havnesedimenter indeholder forurening. Forureningsgraden varierer afhængig af de hydrografiske
forhold, indhold af organisk materiale, kornstørrelsesfordeling og optagningssted i forskellige havne og havneafsnit. Graden af forurening er typisk afhængig af sedimentets beskaffenhed, således at sandede
sedimenter har lavere indhold af f.eks. tungmetaller, mens det finkornede materiale, der typisk lejrer sig i rolige indre havneafsnit, indeholder mere forurening.
Forureningen stammer dels fra landbaserede kilder såsom diverse udløb fra industri, værftaktivitet, renseanlæg og kloak, udsivning fra forurenede grunde, tilførsel fra vandløb og vaske- og klargøringsarealer
til lystbåde, og dels fra ikke-landbaserede kilder som oliespild, spildevand, frigivelse af biocider og atmosfærisk tilførsel.
Ud over egentlige forureningskomponenter vil havnesedimenterne indeholde tungmetaller, der er tilført ad naturlig vej. Almindeligt grundvand, især fra de øvre jordlag, kan på grund af den kemiske forvitring
af jordarterne indeholde relativt store koncentrationer af tungmetaller. Ved udsivning af grundvand i de kystnære områder og til åer vil en del af grundvandet strømme op gennem havbunden, og ved
gennemstrømning af bundsedimenterne indeholdende organisk materiale og de deraf følgende reducerede forhold, vil størstedelen af tungmetallerne blive omdannet til sulfider sammen med jernet og
manganen i vandet. Over en årrække vil denne proces betyde en stor opkoncentrering af visse metaller i sedimenterne. I havnene og disses omgivelser vil bundsedimenterne blive berørt direkte, og ved
erosion og transport vil sedimenter fra åer og lignende blive tilført de kystnære områder.
Mange havnesedimenter er så forurenede af naturlige årsager og fra menneskelige aktiviteter, at de ikke kan klappes, og sedimenterne må derfor deponeres. Bortskaffelse af forurenede havnesedimenter
udgør et stigende problem økonomisk og pladsmæssigt i Danmark. Specielt mindre havne og lystbådehavne uden deponeringsfaciliteter har vanskeligt ved at skaffe sig af med de forurenede
havnesedimenter.
Bortskaffelse er generelt et økonomisk og pladsmæssigt problem i Danmark. For de havne, der ikke allerede har sikret plads, kan fremtiden bringe store problemer. Det er derfor nødvendigt primært at
bringe sedimenterne på en sådan form, at mest muligt kan genbruges, sekundært at det materiale, der skal deponeres er stabiliseret, så udsivning/forurening herfra er minimeret, og tertiært, at de
forureningsbelastende komponenter kan viderebehandles på en tilfredsstillende måde. For danske havne er det typisk følgende stoffer der er de mest belastende; Hg, Cu, Pb, Cr, olie, PAH og TBT.
Anvendelse af et mobilt behandlingsanlæg kan, hvor mængderne er små, som i f.eks. lystbådehavne, være en mulighed.
1.2 Internationale konventioner
De danske farvande dækkes af flere forskellige internationale konventioner, som Danmark har forpligtiget sig til at overholde. Konventionerne indeholder regler og anbefalinger for miljømæssig forsvarlig
håndtering af klapmaterialer.
De internationale havkonventioner omfatter OSPAR-konventionen og Helsingfors-konventionerne (HELCOM) samt Nordsø-konferencerne. Med disse aftaler har Danmark internationalt forpligtet sig til at
reducere tilførslen af skadelige stoffer til havmiljøet. Dette gælder også en frigivelse af skadelige stoffer via klapning af havnesedimenter (Miljøstyrelsen 1998a).
OSPAR-konventionen dækker både nationale farvande (Kattegat, Skagerak og Nordsøen) og internationale farvande. HELCOM-konventionen dækker Østersøområdet. Begge konventioner foreskriver
enslydende retningslinier for behandling og vurdering af sediment. Således foreskrives, at sedimentet analyseres for de normalt forekommende tungmetaller som kviksølv (Hg), cadmium (Cd), kobber (Cu),
krom (Cr), bly (Pb), arsen (As), nikkel (Ni) og zink (Zn) samt tributyltin (TBT), og derudover skal der analyseres for tjæreprodukter (PAH) og PCB.
I London-konventionen (Convention on the Prevention of Marine Pollution by Dumping of Wastes and Other Matter) nævnes nyttiggørelse af oprenset sediment specifikt. London-konventionen fra 1972 er
global med tilslutning fra 77 lande, og dens formål er at beskytte havmiljøet ved at regulere dumpning af affald. Der er udarbejdet retningslinier for implementering af konventionen (Dredged Material
Assessment Framework), der foreskriver, at nyttiggørelse af oprenset sediment skal indgå i overvejelserne.
1.3 Nationale love og regelsæt
Overordnet regulerer havmiljøloven (Lov 476/1993 om beskyttelse af havmiljøet) aktiviteter omkring udnyttelse og forvaltning af havmiljøet i Danmark. Loven indeholder et generelt forbud mod dumpning af
stoffer eller materialer, men der gælder dog særlige regler for dumpning (klapning) af optaget havbundsmateriale.
Klapning af optaget havbundsmateriale reguleres efter klapbekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 975 af 19/12 1986, bekendtgørelse om dumpning af havbundsmateriale/klapning). Klaptilladelse skal
foreligge, inden gravearbejdet påbegyndes, og behandles af det amt, i hvilket klappladsen er beliggende. Klapning kan tillades, såfremt havbundsmaterialet alene indeholder uvæsentlige mængder og
koncentrationer af visse nærmere angivne forurenende stoffer. I internationale naturbeskyttelsesområder (EF-fuglebeskyttelsesområder og –habitatområder) samt i områder med en vanddybde under 6 m
kræves tillige miljøministerens (Skov- og Naturstyrelsens) samtykke til tilladelsen.
Det er således ikke i dag muligt på lovlig vis at klappe andet end sedimenter forurenet i størrelsesordenen svarende til diffust belastet i havet.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Januar 2006, © Miljøstyrelsen.
|