Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 31/2005 – Analyse af organotin i sedimenter

Analyse af organotin i sedimenter

Sammenfatning og konklusion

Sammenfattende kan det konkluderes, at det på baggrund af den udførte undersøgelse af spulefeltet ved Odense Havn er muligt at beskrive fordelingen af organotin-forbindelser i depotet. Gennem en omfattende prøvetagning har det været muligt at afsløre tydelige forskelle mellem niveauerne af organotin-forbindelser i forskellige områder af depotet, og det har været muligt at karakterisere depoter gennem opstillingen af koncentrationsgradienter.

Fordelingen af organotin-forbindelser i spulefeltet er karakteriseret ved

niveauerne i den nordlige (tørre) ende af depotet ligger i intervallet 0 - ca. 300 µg/kg tørstof, mens niveauerne i den sydlige (våde) ende ligger i intervallet 20 – ca. 1600 µg/kg tørstof
for TBT er niveauerne i den nordlige ende af depotet ca. 40 – 300 µg/kg tørstof, mens de i den sydlige ende af depotet er ca. 300 – 1600 µg/kg tørstof
niveauerne er generelt højest i de øverste lag, og der ses jævnt faldende niveauer ned mod depotets bund
organotin-forbindelserne er bundet til sedimentets organiske fraktion
i den intakte bund er der ikke fundet indhold af organotinforbindelser
fordelingen mellem niveauerne af organotin-forbindelserne er generelt TBT > DBT > MBT
nedbrydningen af TBT er mest fremskreden i den nordlige (tørre) ende af depotet.

Med hensyn til sammenligningen mellem Miljø-Kemi’s og DMU’s resultater konkluderes, at der for hovedparten af de undersøgte prøver er en tilfredstillende overensstemmelse mellem de opnåede resultater.

Det må dog konstateres, at der er på følgende punkter er konstateret betydende uoverensstemmelser:

1) Indholdet af MBT i samtlige prøver var højere i Miljø-Kemi’s resultater end i DMU’s resultater og der var sandsynligvis tale om en systematisk forskel relateret til metodernes kalibrering, idet der også blev konstateret forskel i det målte indhold af MBT i en standardopløsning. Det forventes, at laboratorierne ved en efterfølgende undersøgelse af deres kalibreringsmetoder kan afklare, hvorfra denne uoverensstemmelse stammer.

2) Der blev konstateret tre signifikante afvigelser fra de certificerede værdier af de to undersøgte referencesedimenter. Således var Miljø-Kemi’s resultat for indhold af MBT i det ene af de to referencematerialer signifikant højere end den certificerede værdi. Tilsvarende var DMU’s resultat for indhold af TBT i det ene referencesediment og resultat for indhold af MBT i det andet referencesediment signifikant lavere end den certificerede værdi. Det har – bortset fra den konstaterede systematiske forskel på de målte indhold af MBT, som nævnt ovenfor - ikke været muligt at forklare disse afvigelser.

3) Der blev konstateret signifikante forskelle mellem de to laboratoriers resultater for DBT i de autentiske sedimentprøver, således lå resultaterne for DBT i de autentiske sedimentprøver ca. 2 – 2,5 gange højere hos Miljø-Kemi end hos DMU. Derimod var der for de øvrige prøvetyper ikke uoverensstemmelse mellem de to laboratoriers resultater for DBT. Det blev på denne baggrund vurderet, at forskellen formentlig skyldes forskelle i forbehandlingen af de våde sedimentprøver. Det blev derfor besluttet efterfølgende at gennemgå og sammenligne laboratoriernes forbehandling af våde sedimentprøver for at finde årsagen til den konstaterede uoverensstemmelse mellem resultaterne for DBT.

Det er i denne sammenhæng på sin plads at nævne et helt generelt forhold ved vurdering af resultater af sammenligninger mellem laboratorier som den her udførte. Det er nødvendigt, at sammenligningen foretages på baggrund af på forhånd aftalte mængder af delprøver og antal bestemmelser på hver prøve, fordi det er af afgørende betydning, at de resultater, der skal sammenlignes er opnået under ens vilkår. Dette betyder imidlertid, at der ikke er mulighed for at lave analyserne om, hvis ét eller andet undervejs i analysegangen ikke er forløbet normalt. Det kan – alt andet lige – være en årsag til, at der i en sådan sammenligning kan konstateres relativt større afvigelser mellem laboratorierne indbyrdes og mellem forventede indhold (i f.eks. prøver med kendt/certificeret) indhold og fundne indhold, end man almindeligvis vil opnå, fordi det normalt er muligt at gentage analysen, hvis det findes nødvendigt.

Sammenfattende må det konkluderes, at det ved opfølgningen på laboratoriesammenligningen er lykkedes at finde årsagerne til de fundne forskelle ved bestemmelsen af organotin-forbindelser i sedimentprøver. Miljø-Kemi har på denne baggrund foretaget de nødvendige ændringer af den tidligere benyttede procedure, og de systematiske fejl er elimineret. Analyse af samtlige prøver i nærværende undersøgelse af organotin-forbindelser i spulefeltet ved Odense Havn, er derefter påny blevet analyseret på Miljø-Kemi i henhold til den korrigerede fremgangsmåde. Det er derfor muligt at vurdere den praktiske betydning af den foretagne ændring. Der er tale om signifikante ændringer: gennemsnitligt fandtes en stigning på ca. 40 % for TBT, et fald på ca. 25 % for DBT og et fald på ca. 30 % for MBT i forhold til den tidligere anvendte metode.

Resultaterne i rapportens afsnit 2 fra undersøgelsen af spulefeltet ved Odense Havn er fremkommet ved analyse med den reviderede metode.