Undersøgelse af eksisterende viden om tilbageholdelse og nedbrydning af PAH og TBT samt tilbageholdelse af sporelementer/tungmetaller til brug ved risikovurdering af kystnære depoter

1 Forklaring af begreber

I nærværende rapport benyttes en række tekniske begreber til beskrivelse af de undersøgte stoffers binding til sedimenter og nedbrydelighed og til beskrivelse af egenskaberne ved de undersøgte sedimenter. Nedenstående er disse begreber forsøgt forklaret i ikke tekniske termer for at lette læsningen af rapporten.

CEC: Cation Exchange Capacity. Kationbytningskapaciteten udtrykker den totale mængde af kationer, som en jord kan adsoberer. Sedimenter med højt lerindhold har typisk en høj CEC-værdi, pga. lerens negative ladning.

Sorption: Udtrykker binding af stof til sedimentet. Jo stærkere et stof sorberer, des større del af stoffet vil sidde på sedimentet og således ikke transporteres med vandbevægelsen gennem sedimentet.

Kd: udtrykker graden af sorption for et stof som forholdet mellem koncentrationen af stoffet sorberet til sedimentet og koncentrationen af stoffet i porevandet. Kd = Cs/Cw, hvor Cs er koncentrationen af stoffet på sedimentet og Cw er koncentrationen af stoffet i porevandet. For organiske stoffer vil Kd stige med stigende indhold af organisk kulstof i sedimentet.

Koc: Fordelingskoefficient mellem organisk kulstof og vand. Angiver et stofs tendens til at sorbere til organisk kulstof frem for at være opløst i vandfasen. Det organiske kulstof vil typisk befinde sig i sedimentet og Koc udtrykker således indirekte et stofs sorption til sedimentet (Kd = foc x Koc for organiske stoffer).

Kow: Fordelingskoefficient mellem octanol og vand. Udtrykker et stofs fordeling mellem en organisk fase (octanol) og vandfasen. Koc stiger med stigende værdi af Kow.

TOC: Total Organic Carbon. Udtrykker indholdet af total organisk kulstof i en prøve. Opgives typisk som en procentdel af totaltørvægten af prøven

foc: Fraction Organic Carbon. Udtrykker TOC som en fraktion: vægt af organisk kulstof per vægt af tør prøve.

Glødetab: Glødetabet bestemmes som vægttabet for en tørret sedimentprøve efter glødning ved 550°C. En vis del af det udglødede organiske materiale vil udgøres af organisk kulstof.

Batch-forsøg: Laboratorieforsøg, som udføres i beholder uden udveksling eller med kontrolleret udveksling med omgivelserne. Batch-udvaskningstest sker ved tilførsel af fast stof (f.eks. sediment) og væske til beholder, som efterfølgende rystes/vendes over en bestemt periode. Afslutningsvis udtages væskeprøve fra blandingen.

L/S: Liquid to Solid ratio. Angiver forholdet mellem væske- og fast-stof mængde ved batch-udvaskningstests.

 



Version 1.0 Januar 2006, © Miljøstyrelsen.