Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2006 – Indholdsfortegnelse

Sammenfatning

Teknologiudviklingsprogrammet, blev etableret i 1996 med det formål at udvikle rensnings- og afværgeteknologier på jordforureningsområdet.

Baggrunden og strategierne for udviklingsordningen er beskrevet i “Program for Teknologiudvikling, jord- og grundvandsforurening, december 1996”. Der er herefter årligt udarbejdet en plan for det næste års projekter.

Siden ordningen startede, er der igangsat 155 projekter, hvoraf 63 har været tilskud, primært til afprøvning af forskellige afværgeteknikker, mens 92 er udredningsprojekter om forskellige afværgemetoder eller generel viden på jordforureningsområdet.

Teknologiprogrammet blev evalueret i 2002. Samlet set viste evalueringen, at Teknologiprogrammet har bidraget væsentligt til teknologiudviklingen på området. Erfaringer og viden er videregivet til de faktiske udøvere (amter og rådgivere) på en god, brugbar måde/10/. Som følge af evalueringen blev indsatsområderne for programmet i 2003 udvidet med pesticider.

Dette er programmet for 2006, hvori der gives en oversigt over de projekter, der er igangsat, og beskrives projektforslag for 2006.

Bevillingen for 2006 er på 5,0 mio. kr., og antallet af feltprojekter, som igangsættes i 2006, vil som følge heraf være i størrelsesordenen 3-5.

Både offentlige og private bygherrer kan søge om tilskud til at få dokumenteret eller afprøvet specifikke afværgeteknologier. Miljøstyrelsen igangsætter udredningsprojekter og andre projekter om jordforurening.

I starten af 2006 opfordrer Miljøstyrelsen amterne til at komme med forslag til lokaliteter, der kan anvendes til at dokumentere udvalgte afværgeteknologier i henhold til programmet.

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.