Evaluering af blybekendtgørelsen

Bilag 3 Blybekendtgørelsen

Bekendtgørelse nr. 1012 af 13. november 2000

Bekendtgørelse om forbud mod import og salg af produkter, der indeholder bly.

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter import og salg af produkter, der indeholder bly.

§ 2. Ved bly forstås grundstoffet bly, både i metallisk form og i kemiske forbindelser.

Stk. 2. Ved produkter, der indeholder bly, forstås produkter, hvori bly indgår med mere end 100 ppm (mg/kg) i produktets homogene enkeltdele.

Stk. 3. Grænseværdien i stk. 2 finder dog ikke anvendelse for blycarbonater og blysulfater i maling.

§ 3. Bekendtgørelsens regler hindrer ikke import, salg og anvendelse af produkter, der på tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden er reguleret i medfør af anden lovgivning, der implementerer EU-direktiver2), samt anden lovgivning i øvrigt, herunder bl.a. bekendtgørelse nr. 807 af 2. december 1986 om begrænsning af motorbenzins indhold af blyforbindelser og benzen, bekendtgørelse nr. 966 af 13. december 1993 om visse batterier og akkumulatorer, der indeholder farlige stoffer, bekendtgørelse nr. 41 af 21. januar 1994 med senere ændringer om skydevåben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v., bekendtgørelse nr. 568 af 6. december 1983 om anvendelse af slagger og flyveaske, bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 med senere ændringer om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål.

§ 4. Bekendtgørelsen omfatter ikke import og salg af produkter udelukkende til eksport.

§ 5. Bekendtgørelsen omfatter ikke:

1) Råvarer og halvfabrikata.

2) Brugte produkter, der ved førstegangssalg opfyldte danske krav.

Kapitel 2

Anvendelsesbegrænsninger

Kemiske forbindelser af bly

§ 6. Import og salg af produkter, der indeholder kemiske forbindelser af bly, er forbudt fra 1. marts 2001.

Stk. 2. Uanset forbudet i stk. 1 er import og salg af produkter, der indeholder kemiske forbindelser af bly, fortsat tilladt for de produktkategorier, som er nævnt i bilag 1 til denne bekendtgørelse, indtil de i bilaget anførte tidspunkter.

Metallisk bly

§ 7. Import og salg af produkter, der indeholder metallisk bly, er forbudt for de produktkategorier, som er nævnt i bilag 2 til denne bekendtgørelse, fra det tidspunkt, som er anført i bilaget.

Stk. 2. Forbudet i stk. 1 omfatter ikke produkter til reparation af eksisterende produkter, herunder reparation, om- og tilbygning på huse.

Kapitel 3

Kontrol, dispensation og klageadgang

§ 8. Miljøstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde tillade, at reglerne i bekendtgørelsen fraviges. Miljøstyrelsen kan stille vilkår for tilladelsen.

§ 9. Tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i bekendtgørelsen udøves af Miljøstyrelsen, jf. kapitel 10 i lov om kemiske stoffer og produkter.

Stk. 2. Miljøstyrelsens afgørelser efter § 8 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kapitel 4

Straf og ikrafttrædelse

§ 10. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder bekendtgørelsens § 6 og § 7, eller

2) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse efter § 8.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på menneskers eller husdyrs liv eller sundhed eller fremkaldt fare derfor, eller

2) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller

3) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, herunder ved besparelser, for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 2000.

Stk. 2. Reglerne vedrørende bly i § 2 og § 13 i bekendtgørelse nr. 1042 af 17. december 1997 om begrænsning af salg og anvendelse af visse farlige kemiske stoffer og produkter til specielt angivne formål ophæves den 1. marts 2001.

Miljø- og Energiministeriet, den 13. november 2000

Svend Auken

/Helge Andreasen

Officielle noter


1) Bekendtgørelsen har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (Informationsproceduredirektivet), som senest ændret ved direktiv 98/48/EF. Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser der gennemfører dele af Rådets direktiv 89/677/EØF (EF-tidende L 398 s. 19).

2) Herunder Rådets direktiv 93/42/EØF om medicinske anordninger, der blandt andet er gennemført ved bekendtgørelse nr. 734 af 10. august 1994, bekendtgørelse nr. 41 af 17. januar 1995 samt bekendtgørelse nr. 139 af 1. marts 1995. Rådets direktiv 84/500/EØF om keramiske genstande, bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler, der blandt andet er gennemført ved bekendtgørelse nr. 1064 af 4. december 1996. Rådets direktiv 94/62/EØF om emballage og emballageaffald, der blandt andet er gennemført ved lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998 med senere ændringer, lovbekendtgørelse nr. 21 af 16. januar 1996 med senere ændringer, bekendtgørelse nr. 350 af 9. maj 1994, lov nr. 376 af 18. maj 1994, lovbekendtgørelse nr. 637 af 21. august 1998, bekendtgørelse nr. 731 af 9. oktober 1998, bekendtgørelse nr. 124 af 27. februar 1989, bekendtgørelse nr. 600 af 18. september 1987, bekendtgørelse nr. 299 af 30. april 1997, bekendtgørelse nr. 298 af 30. april 1997, bekendtgørelse nr. 583 af 24. juni 1996, bekendtgørelse nr. 1199 af 23. december 1992, bekendtgørelse nr. 692 af 22. september 1998 samt bekendtgørelse nr. 300 af 30. april 1997.

Bilag 1
Liste over produktkategorier, der indeholder kemiske forbindelser af bly, hvor import og salg - uanset forbudet i § 6, stk.1 - er tilladt indtil de anførte tidspunkter

Produktkategorier Tilladt indtil
1. Sikkativer, dog ikke indeholdende blycarbonat og blysulfat, i maling og lak 1. december 2001
2. Glasurer på keramiske produkter, undtagen glasurer på kunst, kunsthåndværk, tegl, klinker, mursten, tændrør og produkter, som må antages at kunne finde anvendelse i forbindelse med levnedsmidler 1. december 2002
3. Emaljer og pigmenter på keramiske produkter, undtagen emaljer og pigmenter på kunst, kunsthåndværk og produkter, som må antages at kunne finde anvendelse i forbindelse med levnedsmidler 1. december 2002
4. Pigmenter i produkter til signal- og advarselsformål 1. december 2002
5. Specielle formål i elastomere:
accelleratorer
varmestabilisatorer

1. december 2002
indtil videre
6. Stabilisatorer i plastprodukter:
profiler til døre og vinduer
andre produkter
tagrender og nedløbsrør
tagplader
rør
elkabler, der indgår i produkter

1. december 2001
1. december 2001
1. december 2002
1. december 2003
1. december 2003
indtil videre
7. Smøremidler, inkl. i lejemetal 1. december 2003
8. Bremsebelægninger 1. december 2004
9. Produkter til katodisk lakering 1. december 2004
10. Udladningslamper indtil videre
11. Maling til specielle formål:
korrosionsbeskyttelsesmaling med under 250 ppm
bly, dog ikke som blycarbonat og blysulfat
antibegroningsmaling med under 1250 ppm bly, dog
ikke som blycarbonat og blysulfat
indtil videre
12. Glas til specielle formål:
billedrør
lyskilder
optik
strålingsbeskyttelse
bilruder
plader i kopimaskiner
coating af planglas
krystalglas
silikatglas til sandblæsning
indtil videre
13. Glasurer, emaljer og pigmenter på kunst og kunsthåndværk, der må antages ikke at kunne finde anvendelse i forbindelse med levnedsmidler indtil videre
14. Glasur på tegl, klinker, mursten og tændrør indtil videre
15. Elektroniske komponenter indtil videre
16. Produkter til reparation af eksisterende produkter indtil videre
17. Produkter til forskning, udvikling og laboratorieanvendelse indtil videre

Bilag 2
Liste over produktkategorier, der indeholder metallisk bly, hvor import og salg - i henhold til § 7 - er forbudt fra de anførte tidspunkter.

Produktkategorier Forbudt fra
1. Produkter til hobbyformål 1. marts 2001
2. Fyrfadslys og andre lys 1. marts 2001
3. Gardinvægte 1. marts 2001
4. Produkter til dekorative formål 1. marts 2001
5. Sikkerhedsplomber 1. marts 2001
6. Produkter til tagdækning af bygninger 1. marts 2001
7. Produkter til inddækning på bygninger 1. december 2002
8. Fiskeredskaber til erhvervsfiskeri 1. december 2002
9. Fiskeredskaber til lystfiskeri 1. december 2002
10. Loddelegeringer til VVS- og blikkenslagerformål, undtagen til lodning af zinkplade 1. december 2002
11. Kappe til elektriske jordkabler under 24 kV 1. december 2002

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.