Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 14/2006 – Befolkningens viden, holdninger og adfærd i relation til klimaspørgsmålet

Befolkningens viden, holdninger og adfærd i relation til klimaspørgsmålet

Sammenfatning og konklusioner

Befolkningen svarer i gennemsnit rigtigt på 59% af de vidensspørgsmål, de er blevet stillet om forskellige emner i relation til klimaændringerne. Det er et noget ringere resultat end de 82% rigtige svar, vi fandt i en tilsvarende undersøgelse Tager vi hensyn til miljøet?, hvor det var miljøet mere bredt, som var i fokus. Det er altså tydeligt, at den globale opvarmning er et problem, hvis nøjere natur, årsager og konsekvenser hører til blandt de vanskeligere miljøemner for den almindelige borger. Befolkningens viden om, hvordan de kan medvirke til at forebygge klimaændringer, ligger en anelse højere, nemlig på 64% rigtige besvarelser.

Befolkningens usikre præstation med hensyn til viden understreges, når de spørges om deres associationer ved ”drivhuseffekt” og deres formodninger om årsager til drivhuseffekten. Her ses den klassiske sammenblanding af CO₂ og freon og af drivhus- og ozonlaget. Fossile brændstoffer hører næsten slet ikke hjemme i befolkningens associationer i forbindelse med ordet drivhuseffekt. Tæt på hver anden borger forventer, at regering og myndigheder kan forhindre klimaændringerne.

Befolkningen mangler især viden om, hvor stor omfanget af de danske CO₂-udledninger er, hvor meget det er nødvendigt at reducere udledningerne, hvorfra CO₂-udledningerne især kommer, og hvad klimaændringerne vil betyde for vejr og natur. Og der er behov for at informere befolkningen mere om, hvordan drivhuseffekten skabes – til forskel fra hvordan ozonlaget opløses.

Når befolkningen bliver bedt om at vælge, hvad der især er behov for mere viden om, peger de først og fremmest på viden om hvad den enkelte selv kan gøre for at reducere sit bidrag til klimaændringerne. Derefter efterspørges information om, hvad forskerne egentlig ved om klimaændringerne, og om hvilke konsekvenser de vil få for os og vores land. Denne viden vil man helst have fra kilder som forsknings- og uddannelsesinstitutioner, Miljøministeriet og DMI.

Befolkningen er meget positivt indstillet over for tiltag, der kan reducere eller bremse den globale opvarmning: I gennemsnit får sådanne tiltag en tilslutningsgrad på 4,07 på en skala fra ét til fem. De tiltag, som trækker gennemsnittet ned, er tiltag som vil koste den enkelte penge eller afkald i øvrigt. Selv om 4,07 er et meget flot niveau, er der grupper, hvis indstilling godt kunne være endnu mere miljøvenlige. Det gælder ikke mindst de yngre grupper. De er generelt mindre enige i, at der bør gøres internationale, nationale og personlige tiltag til at begrænse klimapåvirkningerne.

I forlængelse heraf ser vi også et tydeligt mønster i retning af, at man bedst kan tilslutte sig tiltag, som finansieres af andre. De unge vil hellere have flere afgifter på benzin og diesel end de ældre, og de er langt mere interesserede i bedre kollektiv transport. Og internationale aftaler og mere vedvarende energi, der kan opleves som omkostningsfrie tiltag, er mest populære.

Befolkningen udfører 60% af de miljørigtige handlinger, f.eks. at slukke for lys og apparater, som der spørges om i undersøgelsen. Tre ud af fem gange skåner man således klimaet og det øvrige miljø. To ud af fem gang gør man det ikke. De gode handlinger findes især i relation til elforbrug.

Selv om de 60% miljørigtige handlinger blandt andet reducerer det menneskeskabte bidrag til den globale opvarmning, er det ikke det hensyn, som fylder mest i borgernes bevidsthed. Det gør det kun i forbindelse med køb af elbesparende hårde hvidevarer og el-sparepærer. Det generelle billede er, at det er mindre end halvdelen og helt ned til en tredjedel, der har klimaet i tankerne, når de udfører en miljørigtig handling.

Demografiske faktorer som alder, børn i husstanden og uddannelse har stor indflydelse på, om man handler mere eller mindre miljørigtigt. I nævnte rækkefølge øges den miljørigtige adfærd med alderen, med det at der er børn i husstanden og med antallet af år personen har uddannet sig.

I et informationsstrategisk perspektiv er det interessant, at holdning til at forebygge klimaændringer og praktisk viden i samme henseende fremmer en forebyggende adfærd. Hvis man kan vende en borger fra at være neutral overfor, om der bør gøres noget, til at være helt enig i dette, vil borgeren typisk udføre 10 procentpoint flere forebyggende handlinger. Og hvis personens praksisviden i relation til at forebygge klimaændringerne bringes fra et meget ringe niveau til et meget højt niveau, vil personen udføre 6 procentpoint flere forebyggende handlinger.

Også frygt for klimaændringer virker positivt. Hvis man kan gøre en klimamæssigt tryg borger til en klimamæssigt bange borger vil personen også udføre 6 procentpoint flere forebyggende handlinger.

Et meget interessant resultat er, at stor teoretisk viden om klimaændringerne ikke ser ud til at have nogen signifikant sammenhæng med adfærden – og hvis der er nogen sammenhæng, så synes den at være negativ. Bag dette overraskende resultat ligger, at befolkningen deler sig i to: En gruppe praktisk orienterede borgere, som ikke ved meget om klimaændringer, men alligevel gør en masse ting, der – utilsigtet – reducerer CO₂-udslippet. Og en gruppe læsende og velorienterede borgere, som ved alt om klimaændringer, men som ikke omsætter denne viden til en forebyggende praksis i den materielle verden. Imellem disse to grupper finder vi en mindre mellemgruppe, som både handler miljørigtigt og indkalkulerer hensynet til klimaet i deres handlinger.

Dette peger på, at der ligger en kommunikationsudfordring, som går ud på at knytte de velorienteredes viden til de måder, hvorpå denne viden kan gøres virksom, og koble praktikernes praksis til den gode effekt den har i forhold til klimaproblemet. Herved kan man bekræfte praktikerne i deres gode gerninger og åbne de velorienteredes horisont mod de muligheder, de har for at være med til at forebygge klimaændringerne.

Siden 2003, hvor der blev foretaget en undersøgelse af befolkningens opfattelse af klimaændringerne ^[1], synes der at have foregået en stigende problemerkendelse. Andelen af personer, der anerkender problemet klimaændringer, synes at være vokset med fire procentpoint. Og den andel, der betragter problemet som helt eller delvis menneskeskabt, er vokset seks procentpoint. Der er også otte procentpoint flere, som giver både industrien og vores levemåde ansvaret for klimaændringerne og seks procent færre, der alene giver industrien ansvaret. Andelen, der tilslutter sig tanken om, at klimaændringerne skal bremses gennem internationale aftaler, er vokset fra 44% til 66%. Og andelen som mener, at Danmark primært skal løse problemet herhjemme er vokset fra 13% til 24%, mens andelen, der mener problemet skal løses helt eller delvis gennem projekter i andre lande er faldet med 6 procentpoint.

Det ser dermed ud til, at den megen debat i pressen om klimaet i forlængelse af orkaner, klimakonferencer og generel polemik (fx Lomborg) har øget befolkningens opmærksomhed på problemerne på en måde, der øger forudsætningen for, at vi hver især vil gøre en indsats for at forebygge klimaændringerne: Vi anerkender problemet, vi er bevidste om vores eget ansvar. Blot vil de modne og ældre af os stadigvæk ikke så gerne køre med kollektive transportmidler som de yngre, og de går mindre ind for øgede skatter end disse. Der er dog ingen markant modstand mod højere skatter.

Fodnoter

[1] Befolkningens viden om og holdning til klimaspørgsmål, Advice Analyse og Strategi (Explora) 2003.