Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion - årsberetning 2005

1 Indledning og sammenfatning

1.1 Indledning

Formålet med kemikalielovgivningen er at forebygge den sundhedsfare og miljøskade, som kemiske stoffer og produkter kan forårsage.

Kemikalieinspektionen udfører tilsyn med overholdelsen af reglerne i kemikalielovgivningen samt regler knyttet til denne lovgivning.

Tilsynsområdet spænder vidt – fra kosmetik til bly og bekæmpelsesmidler.

Et øjebliksbillede af tilsynsområdet kan findes i bilag A – i form af en liste over regelsættet pr. december 2005. Regler ændret i 2005 er markeret med fed skrift.

Kemikalieinspektionen fører tilsyn med overholdelsen af ca. 50 forskellige bekendtgørelser, forordninger og cirkulærer. Kemikalielovgivningen er fortrinsvis baseret på EU-direktiver, der først er retsgældende, når de implementeres i dansk lovgivning ved en bekendtgørelse. Forordningerne er direkte retsgældende.

Da regelsættet ændres ofte kan det anbefales at tage udgangspunkt i den nyeste liste over bekendtgørelser m.v. på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk under menuen Kemikalier – liste over love, bekendtgørelser m.v. på kemikalieområdet.

1.2 Sammenfatning

Kemikalieinspektionen har i 2005 prioriteret opgaver indenfor følgende områder.

  • Kontrol med bekæmpelsesmidler
  • Kontrol med giftige kemiske stoffer og produkter
  • Kontrol med klassificering og mærkning af kemiske produkter
  • Forberedelse af overførsel af dele af kontrol med bekæmpelsesmidler (enstrenget kontrol) til anden myndighed
  • Behandling af notifikationer
  • Opfølgning på overtrædelser fundet i forbindelse med Miljøstyrelsens arbejde med forbrugerprojekter
  • REACH, den kommende EU-kemikalielovgivning
  • Deltagelse i internationalt samarbejde

I årets løb har Kemikalieinspektionen samarbejdet med en række myndigheder – blandt andre Sikkerhedsstyrelsen, Søfartsstyrelsen og Skat – der dels varetager tilsyn med visse områder af kemikalielovgivningen og dels varetager beslægtede opgaver på andre lovområder. Erfaringsudveksling og netværksdannelse er med til at give et godt grundlag for regelhåndhævelsen på kemikalieområdet.

Norge var vært for det årlige møde mellem de nordiske kemikalietilsynsmyndigheder. På mødet blev der bl.a. gjort status for de igangværende fælles projekter: kontrol med mærkningen af kunstnerfarver og tilsyn med den kommende EU-kemikalieregulering REACH. Næste fælles tilsynsprojekt er klassificering og mærkning af bilplejeprodukter.

Tyskland var vært for årets møde i CLEEN (Chemical Legislation European Enforcement Network) den 28. til 30. september 2005. På mødet blev resultatet af et fælles projekt EuroPCB, som omfatter kontrol med bortskaffelsen af PCB fremlagt. PCB står for polychlorerede biphenyler, en gruppe stoffer som er sundhedsskadelige og miljøfarlige. PCB er blevet brugt til bl.a. isoleringsolie i kondensatorer og transformatorer.. Status for projektet E-commerce, som omfatter kontrol med kemikalier via internettet, blev fremlagt. Projektet fortsætter i 2006. I 2006 starter projektet EuroAzo, som omfatter kontrol med azofarvestoffer i tekstiler. Danmark deltager i begge projekter. Et nyt tilsynsprojekt EuroBiocides, som omfatter kontrol med biocider (beskyttelsesmidler der ikke er til planter, f.eks. træbeskyttelsesmidler), blev besluttet igangsat i 2007.

I årets løb blev der i Danmark iværksat 8 kontrolkampagner inden for områderne bekæmpelsesmidler, klassificering og mærkning, legetøj og anvendelsesbegrænsning.

Behandlingen af indberetninger fra konkurrerende virksomheder, forbrugerorganisationer, privatpersoner og andre udgør en vigtig del af Kemikalieinspektionens kontrolvirksomhed. Indberetningerne er med til at give Kemikalieinspektionen et fingerpeg om, hvor der er risiko for mange overtrædelser. Kemikalieinspektionen prioriterer behandlingen af indberetninger efter betydningen for miljø og sundhed.

I 2005 har Kemikalieinspektionen modtaget 209 indberetninger.

Kemikalieinspektionen tog i 2005 i alt 28 sager op på eget initiativ. De 20 af dem handlede om bekæmpelsesmidler, heraf var 14 af sagerne opfølgninger på tidligere henvendelser til Kemikalieinspektionen.

1.3 Kemikalieinspektionen – organisation, arbejdsopgaver og samarbejde

1.3.1 Organisation

Kemikalieinspektionen har i 2005 været en sektion i Miljøstyrelsen Kemikalier. Pr. 1. februar 2006 blev Kemikalieinspektionen en sektion i Miljøstyrelsen Pesticider. Miljøstyrelsens organisation er beskrevet andetsteds på www.mst.dk .

I sommeren 2005 fik Kemikalieinspektionen yderligere to inspektører. Kemikalieinspektionen består dermed i dag af otte medarbejdere – en sektionsleder, seks inspektører og en jurist. Med Kemikaliehandlingsplanen kom Kemikalieinspektionen i starten af 2006 op på i alt ni medarbejdere.

I 2005 anvendte Kemikalieinspektionen i alt 5,8 mio. kr. Heraf udgjorde lønudgifterne (incl. pensionsbidrag) 3 mio. kr. og driftsudgifterne ca. 2,8 mio. kr. Driftsudgifterne omfatter bl.a. køb af analyser.

I 2005 har Miljøstyrelsen købt et XRF-instrument. Instrumentet kan ved hjælp af røntgenstråler detektere og måle indhold af metaller i forskelligt prøvemateriale. Kemikalieinspektionen har bl.a. brugt apparatet i to af sine kampagner i 2005 – kontrol med trykimprægneret træ og med bly i gummiarmbånd.

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) foretager hvert år analyser af bekæmpelsesmidler til brug for inspektionens sagsbehandling (blandt andet kampagnen ”Kontrol med aktivstoffer i bekæmpelsesmidler”.

1.4 Arbejdsopgaver

Det er Kemikalieinspektionens ansvar at føre tilsyn og kontrol med, at gældende regler på kemikalieområdet overholdes.

Tilsynet omfatter giftkontrol, kontrolkampagner, behandling af indberetninger fra andre og sager, der tages op på Kemikalieinspektionens eget initiativ samt behandling af advarsler (notifikationer) fra andre EU-lande.

Derudover har Kemikalieinspektionen en række administrative opgaver.

Tilsynsopgaver:

  • Kontrol med overholdelsen af reglerne om meget giftige og giftige kemiske stoffer og produkter hos forhandlere. Kontrollen omfatter salg og opbevaring af giftige og meget giftige kemiske stoffer og produkter. Kontrollen foregår ved tilsynsbesøg hos forhandlere over hele landet.
  • Kontrol af markedsføringen af bekæmpelsesmidler. Det kontrolleres at der kun markedsføres lovlige bekæmpelsesmidler. Kontrollen foregår ved tilsynsbesøg hos forhandlere over hele landet.
  • Kampagner, som er tidsbegrænsede tilsyn på et afgrænset område. Kampagner gennemføres på de områder, Miljøstyrelsen prioriterer højest i det pågældende år. Kampagner kan f.eks. omfatte regler i en bekendtgørelse, en produktgruppe, en branche eller et geografisk område.
  • Behandling af indberetninger. Kemikalieinspektionen modtager løbende henvendelser fra firmaer, privatpersoner, forbrugerorganisationer og andre myndigheder osv., om formodede overtrædelser af kemikalielovgivningen. Sagsbehandlingen kan – afhængig af overtrædelsen – for eksempel bestå i, at der foretages en vurdering af firmaets dokumentation for produktet, en analyse af produktet eller en kombination af disse kontrolformer. I nogle tilfælde må Kemikalieinspektionen tage kontakt til myndighederne i andre EU-lande for at få indhentet den nødvendige dokumentation fra producenter og importører i disse lande.
  • Behandling af og opfølgning på sager, som Kemikalieinspektionen indleder på eget initiativ. Kemikalieinspektionen kan f.eks. blive opmærksom på formodede overtrædelser i forbindelse med annoncering i medierne og på nettet, ved udtagning af vareprøver eller under tilsynsbesøg. Flere sager er opstået i kølvandet på Kemikalieinspektionens kampagner og på Miljøstyrelsens kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter.
  • Behandling af og opfølgning på notifikationer, som Kemikalieinspektionen via Sikkerhedsstyrelsen modtager fra andre EU-lande. Notifikationer advarer mod farlige kemiske produkter og farlige kemiske egenskaber ved varer.

Administrative opgaver:

  • Udstedelse af tilladelser til at anvende eller sælge gifte, f.eks. mod muldvarpe. Opkrævning af forhandlergebyrer.
  • Udstedelse af tilladelser til gift detail salg og behandling af meddelelser om gift en gros.
  • Årlig rapportering til EU om bekæmpelsesmiddelkontrollen.
  • I 2005 en rapportering til EU om tilsyn vedrørende reglerne i Forordningen om ozonlagsnedbrydende stoffer.
  • Besvarelse af henvendelser fra borgere, virksomheder og andre myndigheder f.eks. politiet i forbindelse med gifttilladelser.

1.5 Samarbejde

1.5.1 Nationalt

Kemikalieinspektionen samarbejder med en række andre tilsynsmyndigheder, herunder Sikkerhedsstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Skat, Fødevarestyrelsen og politiet.

Tilsynet med visse regler i kemikalielovgivningen udføres enten helt eller delvist af andre tilsynsmyndigheder, som derefter indsender en tilsynsrapport eller en indberetning til Kemikalieinspektionen. F.eks. Søfartsstyrelsens tilsyn med halonanlæg om bord på skibe og Skats tilsyn med import og eksport af blandt andet bekæmpelsesmidler.

Omvendt har Kemikalieinspektionen behandling af sager vedrørende overholdelsen af dele af legetøjsbekendtgørelsen, der hører under Sikkerhedsstyrelsen.

En vigtig del af samarbejdet er at udveksle erfaringer og orientere de øvrige myndigheder om kemikaliereglerne for der igennem at forbedre håndhævelsen. Også spørgsmål om afgrænsning til andre regelsæt afklares via samarbejdet.

En anden vigtig del er når Kemikalieinspektionen yder ekspertise i forbindelse med politiets behandling af straffesager om overtrædelse af kemikalielovgivningen og når Kemikalieinspektionen behandler indberetninger fra andre myndigheder om formodede overtrædelser af kemikalielovgivningen.

1.5.1.1 Internationalt

Samarbejdet foregår med de øvrige EU-lande under CLEEN (Chemical Legislation European Enforcement Network) og med de nordiske lande i en kemikalietilsynsgruppe under Nordisk Ministerråd.

1.5.1.2 CLEEN

Tyskland var vært for årets møde i CLEEN den 28. til 30. september 2005. Formålet med netværket er at styrke de europæiske kemikalietilsynsmyndigheders samarbejde, at forbedre kendskabet til samt forståelsen og overholdelsen af kemikaliereglerne, samt at sørge for at der er lige vilkår for producenter og importører i alle landene.

I mødet deltog repræsentanter fra 13 medlemslande samt Norge, Schweiz, Rumænien og EU-kommissionen.

På mødet blev resultatet af et fælles projekt EuroPCB, som omfatter kontrol med bortskaffelsen af PCB, fremlagt. Resultatet viste at mange lande, bortset fra bl.a. Danmark, langtfra har fulgt planen for bortskaffelsen af PCB. Danmark deltog i projektet (bilag B).

Status for projektet E-commerce, som omfatter kontrol med kemikalier via internettet, blev fremlagt, projektet fortsætter i 2006. I 2006 starter projektet EuroAzo, som omfatter kontrol med azofarvestoffer i tekstiler. Danmark deltager i begge projekter. Et nyt tilsynsprojekt EuroBiocides, som omfatter kontrol med biocider, blev besluttet igangsat i 2007.

På mødet blev status for fremdriften med den nye kemikalieregulering REACH fremlagt og et projektforslag om udarbejdelsen af en kontrolstrategi blev drøftet.

1.5.1.3 Nordisk Tilsynsgruppe

Kemikalietilsynsmyndighederne i Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark udgør en formel gruppe ”Nordisk tilsynsgruppe” under Nordisk Kemikaliegruppe i Nordisk Ministerråds regi. Formålet med gruppen er bl.a. at opbygge og vedligeholde et medarbejdernetværk, at føre en fælles indsats på udvalgte tilsynsområder og at koordinere den nordiske indsats på EU/EØS plan. (EØS: Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde )

Norge var vært for årets nordiske møde den 23. og 24. maj 2005. På mødet blev landenes tilsynsaktiviteter præsenteret og diskuteret. Konkrete tilsynsproblemer blev gennemgået og drøftet. Status for de igangværende fælles projekter: ”Kunstnerfarver” og ”Tilsyn med den kommende EU-kemikalieregulering REACH” blev fremlagt.  Sidstnævnte startede i 2004 som et nordisk samarbejdsprojekt om den fremtidige EU-lovgivning på kemikalieområdet, REACH. Kampagnen er nærmere beskrevet nedenfor.

Det blev besluttet at fastholde, at næste fælles tilsynsprojekt efter klassificering og mærkning af kunstnerfarver skal være klassificering og mærkning af bilplejeprodukter.

1.5.1.4 Nordisk projekt ”Analysis of the enforcement according to REACH"

I oktober 2003 fremlagde EU Kommissionen et forslag til en ny europæisk Kemikalieregulering, REACH. Selvom der kommer et fælles regelgrundlag, vil de enkelte lande/stater stadig være ansvarlig for håndhævelsen af reglerne. De nordiske lande blev på det nordiske møde i 2004 enige om, at der var et behov for at få analyseret forslaget i forhold til muligheden for håndhævelse.

I august 2004 blev der bevilliget penge fra Nordisk Ministerråd til et fællesnordisk projekt. Projektet skulle kortlægge dels hvilke tilsynsopgaver, der pålægges landene via REACH, dels hvilke kompetencer, der fremover vil blive aktuelle i forbindelse med håndhævelsen. I projektet har man koncentreret sig om de tre hovedkapitler; Registrering, Evaluering og Autorisation. Kortlægningen skulle resultere i et udkast til en guideline til inspektioner hos producenter og importører. Som led i kortlægningen skulle uklarheder og fortolkningsspørgsmål trækkes frem, ligesom det skulle fremgå, hvilke nuværende myndigheder, der berøres af REACH, og som evt. vil få del i tilsynet med REACH. Enten direkte eller som samarbejdspartner. I øjeblikket er der ved at blive udarbejdet en rapport, der forventes offentliggjort på Nordisk Ministerråds hjemmeside i elektronisk form i løbet af foråret 2006.

Som opfølgning på dette projekt er det foreslået at man på europæisk plan arbejder videre med et projekt om håndhævelse af REACH.

1.5.2 Kemikaliehandlingsplanen

Regeringen og Folketingets partier vedtog i efteråret 2005 en handlingsplan for en styrket kemikalieindsats 2006 – 2009. Kemikaliehandlingsplanen fokuserer på følgende overordnede målsætninger:

  1. Mere kontrol
  2. Større fokus på produkter til forbrugerne
  3. Bedre kommunikation med virksomhederne

Følgende initiativer igangsættes for at få mere kontrol:

  1. Der igangsættes flere tilsynskampagner og hermed øges antallet af kontrolbesøg og antallet af kontrolanalyser.
  2. Der etableres mulighed for elektronisk indberetning af mulige overtrædelser på Miljøstyrelsens hjemmeside. Miljøstyrelsen skal færdigbehandle modtagne indberetninger inden 1 år.
  3. Kontrollen med pesticider i landbrug, gartnerier og frugtplantager, som hidtil er blevet kontrolleret af Miljøstyrelsen, Plantedirektoratet og kommunerne, skal samles hos Plantedirektoratet.

Kemikaliehandlingsplanen kan hentes andetsteds på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk.

 



Version 1.0 Juni 2006, © Miljøstyrelsen.