Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen 31/2006 – Luftrensning til stalde - Videreudvikling af biofiltre til eksisterendestaldanlæg med akutte lugtproblemer - pilottest ved svinestald

Luftrensning til stalde

1 Indledning

Der arbejdes intensivt i landbrugets organisationer for at udvikle og dokumentere metoder og teknikker, der opfylder kravene om bæredygtighed for såvel erhverv som miljø. Et af de områder, der har været og stadig er stor fokus på, er emissioner af ammoniak og lugtstoffer fra husdyrproduktion. Arbejdet har koncentreret sig omkring hele produktionskæden fra begrænsning af emission fra kilden, som for eksempel foderoptimering og gyllehåndtering til slutrensning for ammoniak og lugt fra produktionens ventilationsafkast.

I slutrensning, som dette projekt har arbejdet med, har biologisk rensning tidligere vist nogle af de bedste resultater, når en rensning af både ammoniak og lugt samlet er blevet betragtet som en enhedsløsning.

Biologisk luftrenseanlæg er under stadig udvikling til både nuværende produktioner, og produktioner der er under etablering. Ved eksisterende husdyrproduktioner er der brug for løsninger, der kan indpasses ved de bestående bygninger, hvilket giver en række begrænsninger og praktiske problemer. Ved nybygninger kan slutrensningen derimod tænkes ind som en komponent i et samlet bygningskoncept. Det er imidlertid de samme biologiske processer, der ligger til grund for rensningskoncepterne, mens design, opsamling af rejectvand med videre, kan variere.

I biofiltre ledes luften igennem en filtermatrix, der kan bestå af forskellige former for organisk materiale, som for eksempel halm, kompost, træflis eller barkflis, samt mere blivende uorganiske materialer som for eksempel LECA^.let (4-8 mm perler) (1 - 5). På overfladerne af materialet vokser de mikroorganismer, der omsætter lugtstoffer og ammoniak. Mikroorganismerne vokser i såkaldte biofilm, der hovedsagligt består af vand (fig. 1.1). Biofilmen holdes blandt andet sammen af en række polymerer, der udskilles af mikroorganismerne. Vand er essentielt for mikroorganismernes funktion, og er dermed en afgørende faktor for effekten af biofiltrene. Nogle filtre befugtes af regnvand, mens andre tilføres yderligere fugt via vandforstøvere i indgangsluften eller via ekstra overrisling med vand.

Klik her for at se figuren.

Figur 1.1 Biologisk luftrensningsfilter. På bærematerialet (substratet) illustreres en biofilm. Biofilmen består af celler, vand og ekstracellulære polymerer (Wilderer & Characklis (1989).

I et tidligere projekt blev et tysk koncept indenfor biologiske fladefiltre baseret på halm som filtermatrix afprøvet (1, 2). Dette projekt havde til formål, at få dokumenteret effekt og driftsforhold af halmfiltrene under danske forhold. Konklusionerne fra denne undersøgelse blev blandt andet:

Det er muligt, at fjerne en stor mængde lugt og ammoniak fra afgangsluften.
Halmfiltre, som er indrettet med befugtning af luft før filtret, kan etableres og drives relativt billigt.
Filtret er imidlertid plads- og arbejdskrævende, og er derudover opbygget af let forgængelige materialer, som må forventes at have en kort levetid.
Biofiltre danner muligvis sekundære produkter som lattergas, der som en drivhusgas kan skabe et nyt problem.

Anbefalingen er efterfølgende, at teknikken vurderes at have et potentiale hos eksisterende husdyrproducenter, men der bør fokuseres på følgende forhold ved yderligere udvikling af konceptet:

En mindre pladskrævende løsning
Minimering af den løbende vedligeholdelse
Bedre rensning for metylsulfider
Undersøgelse af, om der udvikles biprodukter fra ammoniak omsætning

For om muligt at finde løsninger på disse forhold blev nærværende projekt efterfølgende igangsat.