Luftrensning til stalde

5 Konklusioner og anbefalinger

Forsøget med filtret skal opfattes som en forsøgsopstilling, hvor de økonomiske forhold ikke kan relateres til det antal slagtesvin, der blev behandlet luft fra.

Lugtreduktionen i sommerperioden (med et nyt befugtningssystem) lå i gennemsnit på 68 og 75 % for LECA filtrene, mens halmfiltrenes effekt lå på 76 og 72%. På baggrund af tidligere resultater og erfaringer fra andre biofiltre, er de opnåede rensegrader for lugt særdeles høje, og i en størrelsesorden, der indikerer et potentiale for lugtrensning med de afprøvede materialer.

Ammoniakreduktionen i sommerperioden (med et nyt befugtningssystem) lå i gennemsnit for LECA filtrene på 72 og 45%, mens halmfiltrenes effekt lå på 34 og 22 %. Filtrene med LECA som filtermatrix havde således en god ammoniakreduktion, mens halmfiltrenes effektivitet var overraskende lav, og under det niveau, der tidligere er målt for halmfiltre.

LECA er som materiale nemmere at håndtere og er en langt mere holdbar løsning end halmfiltre. Erfaringer fra industrianlæg viser at LECA.let, som minimum kan holde i 4-5 år (personlig kommunikation med DAKA a.m.b.a.), mens erfaringerne viser at halmen skal udskiftes hvert år. LECA.let er tillige en billig løsning, der samlet giver mindre vedligeholdelse end halmfiltre. Endvidere viser resultaterne, at der kan opnås en bedre reduktion af specielt ammoniak i filtre med LECA som filtermateriale, end der kan opnås i filtre med halm.

Bioblokkene synes at have en gunstig effekt for rensningen af lugtstoffer. Effekten skyldes formodentlig, at luften fordeles bedre i filtrene, samt at der opnås en effekt gennem vandets fortætning på bioblokkenes overflader. På baggrund af den forholdsvis høje del etableringen af bioblokke udgør i det samlede budget, vil det være hensigtsmæssigt at overveje udeblivelse af disse i dette koncept. Dette skal også ses i sammenhæng med, at der i sammenligning med tidligere afprøvede halmfiltre (2) ikke opnås væsentligt forbedret effekt i halmfiltrene afprøvet i denne undersøgelse.

Opbygning af et befugtningssystem med et modtryk på 7-8 bar er ikke tilstrækkeligt til at opnå en tilstrækkelig befugtning af luften. Resultaterne har vist, at en optimal befugtning kan opnås med et modtryk på 40 – 50 bar, samtidig med etablering af dysser med små dysseåbninger.

Med en optimal befugtning blev der i en sommerperiode registret høje rensningsgrader for både ammoniak og lugt i LECA, mens halmfiltrene viste en noget lavere effekt. Målinger med MIMS indikerede, at en grund til dette var, at der i LECA kunne registres en rensning af organiske sulfider, der ellers notorisk har været svære at håndtere på grund af deres lave opløselighed i vand.

Undersøgelsen har vist, at der produceres biprodukter i form af lattergas og NO fra kvælstofomsætningen i filtret. Der blev en estimeret (et overslag) en produktion i filtret, der svarer til en procentvis emission af henholdsvis lattergas og NO i størrelsesorden 5,0 – 5,4 % og 1,5 – 1,9 % af den tilførte kvælstofmængde.

Den producerede mængde lattergas, der er estimeret fra filtret, svare til en klimaeffekt på ca. 3 % af den klimaeffekt, der kan forventes fra produktionen af CO2 fra svinestalden. Det skal påpeges at denne beregning er baseret på blot en trippelmåling, og bør således underbygges af væsentligt flere målinger. Dette har imidlertid ligget udenfor målet med denne undersøgelse.

Resultaterne fra vandanalyserne viser, at en del af den kvælstofmængde der ledes fra stalden blev opsamlet i afløbsvandet (rejectvandet), og at en del af det luftbårne kvælstof fra stalden dermed kan pumpes til gylletanken.

Den kvælstofmængde der ikke kan redegøres for i massebalance-beregningen findes formodentlig i filtermateriale. I halmfiltret vil dette kunne udnyttes ved at sprede materialet på marken, hvor det kan nedpløjes. Det vil være vanskeligere at udnytte den afsatte mængde kvælstof fra LECA.let, og der må således forventes et kvælstoftab ved bortskaffelse af LECA.let. Dog vil en del af LECA.let forventeligt kunne udnyttes som flydelag på gylletanken eller regenereres ved forbrænding. Sidstnævnte vil formodentlig være forbundet med dannelse af NOx-gasser fra den afsatte kvælstof.

På baggrund af resultaterne kan videreudvikling af filtre opbygget med LECA som filtermateriale anbefales i sammenligning med halm som filtemateriale. I denne anbefaling skal bortskaffelse af LECA.let indeholdende en afsat mængde kvælstof imidlertid betragtes, idet dette ikke umiddelbart kan anvendes på marken, som det eksempelvist vil være muligt med halm.

Filtrene vil kunne fungere som fladefiltre, og vil med den nuværende viden og med baggrund i tyske erfaringer (2) kunne markedsføres og etableres. Filtrene vil imidlertid stadig være plads- og arbejdskrævende, og der bør stadig arbejdes videre med konceptet hen mod løsninger, hvor LECA.let eventuelt indbygges som materiale i opretstående filtre.

 



Version 1.0 August 2006, © Miljøstyrelsen.