Affaldsstatistik 2005

5 De enkelte affaldskilder og status i forhold til sigtelinierne år 2008

5.1 Affald fra husholdninger

Husholdningernes affald er sammensat af affaldstyperne dagrenovation, storskrald og haveaffald, som igen kan opdeles i enkelte fraktioner, såsom f.eks. papir og pap, flasker og glas og madspild/andet organisk affald. I tabel 20 er mængden af hhv. blandede og udsorterede fraktioner angivet i det omfang, de har kunnet registreres særskilt.

Det betyder f.eks. at den angivne mængde af papir og pap ikke udgør hele potentialet i husholdningsaffaldet, men alene den mængde, der er udsorteret til genanvendelse. Resten af papiret indgår i fraktionen ”diverse brændbart”.

Den samlede mængde affald fra husholdningerne var i 2005 på ca. 3.338.000 tons, hvilket er en stigning på 6% i forhold til 2004. Stigningen i den totale mængde husholdningsaffald skal især findes i diverse ikke brændbart og jern og metal udsorteret til genanvendelse. Disse er steget med hhv. 23% og 21%.

Det er fortsat fraktionen ”diverse brændbart”, der udgør den største andel af husholdningsaffaldet, nemlig ca. 61%.

Tabel 20. Husholdningernes affaldsproduktion fordelt på fraktion og angivet i tons

Kilde: ISAG indberetninger. (1) Jern og metal er indeholdt i ”Andet” i 1996.

Det kan ses af tabel 20, at der er sket nogle forskydninger i de forskellige fraktioner af husholdningsaffald, således er divserse brændbart, diverse ikke brændbart, papir og pap udsorteret til genanvendelse, flasker og glas udsorteret til genanvendelse, grene, blade, græs m.v og jern og metal udsorteret til genanvendelse steget med hhv. 4%, 23%, 13%, 13%, 13% og 21% i forhold til 2004. Madspild/andet organisk udsorteret til genanvendelse, farligt affald og andet er derimod faldet med hhv. 15%, 11% og 26% i forhold til mængderne i 2004.

5.1.1 Husholdningsaffald pr. indbygger og husstand

Produktionen af husholdningsaffald er opgjort pr. indbygger og pr. husstand i tabel 21. I tabellen er mængden desuden opgjort på udvalgte affaldstyper og udsorterede affaldsfraktioner.

Husholdningernes totale affaldsproduktion opgjort pr. indbygger var i 2005 på 617 kg, hvilket er 31 kg mere end i 2004. Opgjort pr. husstand var husholdningernes affaldsproduktion på 1336 kg i 2005.

Heraf var mængden af dagrenovation pr. indbygger og pr. husstand i 2005 på hhv. 316 kg og 685 kg. I forhold til 2004 er der tale om en mindre stigning på 3 kg pr. indbygger, mens mængden pr. husstand også er steget med 3 kg.

Det ses, at det især er mængden af storskrald der stiger i perioden. Således stiger, mængden fra 126 kg pr. indbygger i 2004 til 146 kg i 2005. Årsagen til denne stigning må bl.a. tilskrives, at folk gennem de seneste år har fået flere penge mellem hænderne, og derfor i stigende omfang skifter deres indbo ud eller bygger om.

Tabel 21. Husholdningernes affaldsproduktion i perioden 2002 til 2005 pr. indbygger og pr. husstand. Angivet i kg. Der inddrages både affaldstype og fraktion.

Kilde: ISAG indberetninger. Der er anvendt Danmarks Statistiks opgørelse for befolkningstal og antal husstande. Bemærk at tabel 20 og 21 ikke er direkte sammenlignelige, da tabel 20 vedrører affaldsproduktionen opgjort på fraktioner, mens tabel 21 også inddrager affaldstypen.

5.1.2 Dagrenovation

Dagrenovation fra husholdninger består af det affald, der naturligt forekommer fra forbruget i private husholdninger. Det vil sige papir, flasker, glas, organisk madaffald samt øvrigt restaffald. Dagrenovation indsamles normalt i faste intervaller ved husstanden hver eller hver anden uge.

Som nævnt i kapitel 1 var mængden af dagrenovation i 2005 på 1.711.000 tons, hvilket er 19.000 tons mere end i 2004. Siden 1994 har mængden af dagrenovation varieret lidt fra år til år uden at der dog har været en klar tendens – set over hele perioden er mængden steget med 3%, jf. tabel 3.

I 2005 blev 18% af dagrenovationen genanvendt, mens 81% blev forbrændt og ca. 1% blev deponeret. Behandlingsfordelingen er således ændret en lille smule i forhold til 2004, hvor 17% blev genanvendet, 83% blev forbrændt og ca. 1% blev deponeret.

For de tidligere år var emballageaffald en del af affaldstypen dagrenovation. For at gøre en sammenligning med de tidligere år mulig, er emballageaffald fra husstande i 2001, 2002, 2003, 2004 og 2005 på hhv. 107.000 tons, 117.000 tons, 85.000 tons, 84.000 tons og 96.000 tons medregnet i figur 7.

Figur 7. Behandling af dagrenovation (fra 2001 inklusive emballageaffald) fra husholdninger 1994-2005 med sigtelinier for 2008

Kilde: som tabel 1 og 2. Figuren er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Som det ses af figur 7 har der i perioden 1994 til 2005 været mindre udsving mellem fordelingen på de enkelte behandlingsformer. Set over hele perioden har tendensen siden 1994 været, at 80% af dagrenovationen forbrændes. Der genanvendes og deponeres hhv. ca. 16% og 5%. Det ses endvidere, at mængden der går til deponering er faldet.

Selvom sigtelinierne i Affaldsstrategi 2005-2008 er ved at blive nået, betyder det, at der fortsat forbrændes og deponeres for meget dagrenovation i forhold til sigtelinierne, mens der genanvendes for lidt.

Et af de initiativer, som kan medvirke til at sikre større genanvendelse af dagrenovationen, er kravet om, at kommunerne fra august 2006 skal udsortere plast- og metalemballageaffald fra husholdningerne til genanvendelse. Affald som hidtil typisk er sendt til forbrænding.

Det skal bemærkes, at dagrenovation anses for forbrændingsegnet, og derfor ikke må deponeres. Det skal anvises til forbrænding, såfremt affaldet ikke genanvendes. Dog er øer uden fast landforbindelse til et forbrændingsanlæg undtaget denne anvisningspligt.

Tabel 22. Behandling af dagrenovation 1994-2005 angivet i 1000 tons. Mængderne bag figur 7

Kilde: som tabel 1 og 2. Tabellen er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

5.1.3 Storskrald

I 2005 producerede de danske husholdninger 791.000 tons storskrald. Det er 104.000 tons mere end i 2004. Der har altså været tale om en stigning i mængden på 15%.

Mængden af storskrald er i perioden 1994 – 2005 steget med 31%. Stigningen i storskraldsmængderne skyldes dels en reel stigning, men i væsentlig grad også indførelsen af indsamlings- og afleveringsordninger for storskrald.

Af figur 8 fremgår fordelingen på de tre behandlingsformer: deponering, forbrænding og genanvendelse i perioden 1994-2005. Tendensen viser, at en større andel af storskraldet går til forbrænding i perioden, mens en faldende mængde deponeres. For  genanvendelsen viser tendensen, at den procentvise andel har stabiliseret sig, med en svag tendens til fald i 2005. Samtidig ses det også, at en stigende mængde oplagres.

Figur 8. Behandling af storskrald fra husholdninger 1994-2005 med sigtelinier for 2008

Kilde: som tabel 1 og 2. Figuren er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

For 2005 er andelen, som forbrændes 52%, andelen der går til deponering er 21% og andelen til genanvendelse er 12%. De resterende 15% er midlertidig oplagring, som er en midlertidig deponering af forbrændingsegnet affald. Det betyder, at affaldet lagres indtil affaldet kan brændes med afsætning af energi/varme for øje[14]. Det betyder, at andelen til forbrænding reelt er større end 52%. Det ses samtidig, at den mængde af affald der går til deponering er faldet væsentligt siden 1994.

Sigtet med en deponeringsandel på max. 25% er således opfyldt. Til gengæld er der fortsat for meget storskrald, der går til forbrænding, og for lidt der bliver genanvendt.

Hvis sigtelinierne for genanvendelse i år 2008 skal nås, skal der gøres en indsats for at udsortere og indsamle flere af fraktionerne i storskraldet særskilt. En række initiativer overfor f.eks. pap, elektriske og elektroniske produkter, er enten allerede iværksat eller ved at blive iværksat.

Tabel 23. Behandling af storskrald fra husholdninger 1994-2005 angivet i 1000 tons

Kilde: som tabel 1 og 2. Tabellen er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Oplagring angiver at det pågældende affald af kommunalbestyrelsen er anvist til midlertidig oplagring, jf. affaldsbekendtgørelsens § 37, stk. 3. Der er overskud af forbrændingskapacitet i Danmark, men oplagingen kan skyldes f.eks. reparation eller driftnedbrud på anlæggene.

5.1.4 Haveaffald

Mængden af haveaffald der blev indsamlet fra husholdningerne var i 2005 på 563.000 tons. Det er en stigning på 63.000 tons i forhold til 2004.

Mængden af haveaffald er steget støt op gennem 1990’erne. Fra 1994 til 2005 har der således været tale om en stigning på 96%.

Denne stigning skal ikke ses som et udtryk for en reel stigning i mængden af haveaffald, men snarere som udtryk for husholdningernes stadig større muligheder for at bortskaffe haveaffaldet på kommunale behandlingsanlæg fremfor selv at kompostere affaldet. Dette giver altså en større mængde affald, som skal behandles i det kommunale affaldssystem.

Behandlingen af haveaffaldet fremgår af figur 9. 99% af haveaffaldet blev genanvendt i 2005 og ca. 1% blev deponeret.

Figur 9. Behandling af haveaffald fra husholdninger 1994-2005 med sigtelinier for 2008

Kilde: som tabel 1 og 2. Figuren er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Tabel 24. Behandling af haveaffald fra husholdninger 1994-2005 angivet i 1000 tons. Mængderne bag figur 9

Kilde: som tabel 1 og 2. Tabellen er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Målsætningen for genanvendelse og forbrænding af husholdningernes haveaffald er altså mere end opfyldt. Det vurderes, at det ikke er muligt at øge genanvendelsen yderligere.

5.2 Affald fra servicesektoren

Mængden af affald fra servicesektoren[15] var i 2005 på 1.841.000 tons, hvilket er 8.000 tons mere eller nogenlunde det samme som i 2004. Som det er blevet fremhævet i kapitel 1, har der siden 2001 været en voldsom stigning i mængden af affald fra service, hvorfor stigningen skal tages med et vist forbehold. Det ser dog ud til, at mængderne over de senere år har stabiliseret sig.

Figur 10. Affald fra Service 2005 opdelt på blandede og udsorterede fraktioner

Kilde: ISAG indberetning 2005. Signaturforklaringen starter, hvor ”urviseren” står på tolv og går med uret.

Servicesektorens affald opdelt på blandede og udsorterede fraktioner fremgår af figur 10. Der er ikke de store store procentvise forandringer mellem fraktionernes fordeling fra 2004 til 2005. Forskydningerne ligger mellem 0 og 1%. Hvor det forbrændingsegnede er faldet med 1% er papir og pap steget med 1%. For det resterende affald har der ikke været forskydninger. Forbrændingsegnet affald, papir og pap og andet udgør de tre store fraktioner i affaldet fra servicesektoren med hhv. 46%, 18% og 25%.

Tabel 25. Behandling af affald fra service sektoren 1994-2005 angivet i 1000 tons. Mængderne bag figur 11

Kilde: som tabel 1 og 2. Tabellen er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Oplagring angiver at det pågældende affald af kommunalbestyrelsen er anvist til midlertidig oplagring, jf. affaldsbekendtgørelsens § 37, stk. 3. Der er overskud af forbrændingskapacitet i Danmark, men  oplagringen kan skyldes f.eks. reparation eller driftnedbrud på anlæggene.

I tabel 26 ses udviklingen i affaldsproduktionen fra service i perioden 2004 til 2005 fordelt på fraktion. Her ses det, at stigningen i mængden af affald fra servicesektoren primært stammer fra fraktionerne diverse ikke-brændbart og papir og pap. Derimod ses et stort fald i mængden af flasker og glas på 29%.

Tabel 26. Affaldsproduktion fra service fordelt på fraktion og angivet i tons

Kilde: ISAG 2004 og 2005.

Af de 1.841.000 tons affald som servicesektoren producerede i 2005 blev 45% genanvendt, 45% blev forbrændt, mens 8% blev deponeret og 1% blev midlertidigt oplagret, jf. figur 11. Mængden af affald der blev genanvendet er således steget en smule, mens mængden der går til forbrænding er faldet i forhold til 2004. Den mængde affald, der er midlertidigt deponeret skal brændes, når der er ledig forbrændingskapacitet.[16] Det vil sige, at forbrændningsandelen i virkeligheden er større end de 45%. Som det ses af figur 11, bliver en stadig større andel af serviceaffaldet genanvendet. Det betyder, at der er sket en forskydning af mængderne, så de går fra forbrænding til genanvendelse.

Figur 11. Behandling af affald fra Service 1994-2005 med sigtelinier for 2008

Kilde: som tabel 1 og 2. Figuren er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Som det er blevet fremhævet i kapitel 1, skal stigningen i affaldsmængderne fra service fra 2001 tages med et vist forbehold.

I forhold til sigtelinierne i Affaldsstrategi 2005-2008 om behandlingen i år 2008 blev der i år 2005 stadig genanvendt for lidt og deponeret for meget af affaldet fra servicesektoren. For at opfylde sigtet i 2008 skal sorteringen og indsamlingen af affaldet forbedres, sådan at en større del af de genanvendelige materialer kan genanvendes, og de miljøbelastende affaldstyper kan sorteres fra og behandles særskilt.

5.3 Affald fra industrien

Affaldsproduktionen i industrien var i 2005 på 1.855.000 tons, hvilket er det samme som i 2004. Som det er blevet fremhævet i kapitel 1, har der siden 2001 været et fald i mængden af affald fra industrien. Det ser dog ud til, at mængderne over de senere år har stabiliseret sig.

Figur 12. Affald fra Industri 2005 opdelt på blandede og udsorterede

Kilde: ISAG indberetning 2005. Signaturforklaringen starter, hvor ”urviseren” står på tolv og går med uret.

En opdeling af industriens affald på blandede og udsorterede fraktioner fremgår af figur 12. Som det ses, er jern og metal klart den største enkelt fraktion efterfulgt af den blandede fraktion forbrændingsegnet, farligt affald og andet.

De enkelte fraktioners procentvise andel af industriaffaldet har stort set ikke ændret sig siden 2004. Den største ændring er jern og metal, som er steget fra 25% i 2004 til 29% i 2005, mens mængden af roejord og ikke-forbrændingsegnet er faldet med 3%. De andre fraktioner har ændringer inden for 0 - 2 procentpoint.

I tabel 27 ses udviklingen i affaldsproduktionen fra industri i perioden 2004 til 2005 fordelt på fraktioner. Det ses, at mængden af papir og pap er steget med 27%, mens jern og metal er steget med 18%. Derimod ses der fald i diverse ikke-brændbart på 45% og roejord på 34%.

Tabel 27. Affaldsproduktion fra industri fordelt på fraktion og angivet i tons.

Kilde: ISAG 2004 0g 2005.

Behandlingen af affaldet fra industrien fremgår af figur 13. 65% af affaldet blev genanvendt i 2005.

Figur 13. Behandling af affald fra Industri 1994-2005 med sigtelinier for 2008

Kilde: som tabel 1 og 2. Figuren er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Som det er blevet fremhævet i kapitel 1, skal faldet i affaldsmængderne fra industri fra 2001 tages med et vist forbehold.

Tabel 28. Behandling af affald fra industrien 1994-2005 angivet i 1000 tons. Mængderne bag figur 13

Kilde: som tabel 1 og 2. Tabellen er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Oplagring angiver at det pågældende affald af kommunalbestyrelsen er anvist til midlertidig oplagring, jf. affaldsbekendtgørelsens § 37, stk. 3. Der er overskud af forbrændingskapacitet i Danmark, men  oplagringen kan skyldes f.eks. reparation eller driftnedbrud på anlæggene.

Andelen af industriaffald, der blev forbrændt i 2005 var på 14%. Andelen til deponering er faldet med 5% til 19% fra 2004 til 2005.

Det betyder at sigtelinien for 2008 om maksimalt at deponere 15% af industriaffaldet ikke er opfyldt. Der deponeres fortsat alt for meget af affaldet fra industrien. Selvom deponeringsprocenterne har udviklet sig i en positiv retning siden 1994, så er der stadig et stykke vej før sigtelinien for 2008 for denne behandlingsform er opfyldt, som det ses af figur 13.

Mængden og sammensætningen af affaldet fra industrien varierer efter, hvilken branche affaldet kommer fra og virksomhedernes størrelse og antal. Mulighederne for at reducere eller genanvende affaldet vil derfor være afhængig af affaldsfraktion og branche.

For at opfylde sigtelinierne i Affaldsstrategi 2005-2008 har Miljøstyrelsen udpeget nogle affaldstyper fra industrien, som der skal gøres en særlig indsats overfor. Det gælder blandt andet støberiaffald og shredderaffald, som skal flyttes fra deponi til genanvendelse, såfremt det viser sig at være miljømæssigt og økonomisk effektivt.

Miljøstyrelsen har med den seneste ændring af affaldsbekendtgørelsen gennemført en række ændringer i ISAG-systemet, der betyder at det fra år 2001 er blevet muligt at opgøre industriaffaldet opdelt på 11 forskellige brancher.

Affaldsproduktionen i industrien opgjort på brancher og behandlingsform fremgår af tabel 29.

Tabel 29. Affaldsproduktion i industrien 2005 opgjort på brancher og behandlingsformer, tons.

Kilde: ISAG indberetning 2005. Tabellen inkluderer  roejord og jern og metal indberettet af større skrothandlere.

Som det ses af tabellen bidrager nærings- og nydelsesmiddelindustrien, jern- og metalindustrien, anden fremstillingsvirksomhed, papir og grafisk industri og forsyningsvirksomheder med ca 70% af industriens affaldsmængder i 2005. Samtidig ses det, at affald fra fremstilling m.v. udgør 493 tons. I 2002 udgjorde affaldsproduktionen herfra 238.815 tons, hvilket betyder, at indberetterne er blevet bedre til at registrere på de nye erhvervsmæssige kilder (jf. at den erhvervsmæssige kilde ”Fremstilling m.v.” ophørte med at eksistere fra og med 2001).

5.4 Affald fra bygge- og anlægsvirksomhed

Produktionen af affald i bygge- og anlægssektoren er steget fra 2004 til 2005 – således var mængden af bygge- og anlægsaffald i 2005 5.270.000 tons, hvilket er 775.000 tons eller 17% mere end i 2004. Forklaringen på stigningen skyldes bl.a. en øget aktivitet i bygge- og anlægssektoren.

Som det ses i tabel 30, der angiver udviklingen i affaldsproduktionen fra byggeri og anlæg, kommer den største stigning fra jord og sten, nemlig 565.000 tons eller 41%. Der ses også store stigninger i diverse ikke-brændbart og andet på hhv 22 og 21%. Der ses fald i andet bygge/anlægsaffald på 11%. Langt størstedelen af affaldet fra bygge- og anlægssektoren genanvendes, nemlig 94%.

Tabel 30. Affaldsproduktion fra byggeri og anlæg fordelt på fraktion og angivet i tons

Kilde: ISAG 2004 og 2005.

Som det ses af figur 14, er andelen af affald der går til genenvandelse den samme som i 2004. Det samme gør sig gældende for forbrændning og deponering.

Figur 14. Behandling af affald fra byggeri og anlæg 1994-2005 med sigtelinier for 2008

Kilde: Se tabel 1 og 2. Figuren er konstrueret sådan, at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Som det desuden ses af figuren er genanvendelsen af bygge- og anlægsaffaldet steget med 10% i perioden 1994 til 2005. Tilsvarende er andelen af affaldet, der deponeres faldet med 11 %. Det ses også af figuren, at fordelingen på de enkelte behandlingsformer siden 2000 har været i overensstemmelse med sigtelinien for 2008.

Tabel 31. Behandling af affald fra byggeri og anlæg 1994-2005 angivet i 1000 tons

Kilde: som tabel 1 og 2. Tabellen er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Oplagring angiver at det pågældende affald af kommunalbestyrelsen er anvist til midlertidig oplagring, jf. affaldsbekendtgørelsens § 37, stk. 3. Der er overskud af forbrændingskapacitet i Danmark, men oplagringen kan skyldes f.eks. reparation eller driftnedbrud på anlæggene.

Den høje genanvendelsesprocent for bygge- og anlægsaffald skyldes dels, at affald, der genanvendes ikke er pålagt affaldsafgift, som det er tilfældet med affald, der forbrændes eller deponeres. Dels at der i 1995 blev udstedt et cirkulære om kommunale regulativer om sortering af bygge- og anlægsaffald med henblik på genanvendelse[17]. Desuden har Miljøministeriet og Entreprenørforeningen indgået en aftale om selektiv nedrivning af bygningsaffald.

I figur 15 ses bygge- og anlægsaffaldet opdelt på blandede og udsorterede fraktioner i 2005. Det ses at hovedparten af det udsorterede byggeaffald består af beton, asfalt og jord og sten.

I forhold til 2004 er andelen af jord og sten steget fra 31% til 37% i 2005. Forklaringen skyldes, som det er angivet tidligere, en større aktivitet i bygge- og anlægssektoren, så der er kommet mere jord ind på nogle af anlæggene. Ellers har der ikke været de store ændringer i fordelingen mellem fraktionerne fra 2004 til 2005. De ligger mellem 0 og 3 procentpoint.

Figur 15. Affald fra byggeri og anlæg 2005 opdelt på blandede og udsorterede fraktioner

Kilde: ISAG indberetning 2005. Signaturforklaringen starter hvor ”urviseren” står på tolv og går med uret.

En stor del af affaldet fra bygge- og anlægssektoren oparbejdes af mobile knuseanlæg der flyttes rundt i landet til forskellige opgaver.

Det er ejeren af det mobile anlæg, der skal indberette de behandlede mængder til ISAG, men det sker, at mængderne også indberettes af bygherren. Miljøstyrelsen er meget opmærksom på denne mulige kilde til dobbeltregistrering og der lægges et stort arbejde i - i samarbejde med indberetterne - at kvalitetssikre data, så der ikke sker dobbeltregistrering.

5.5 Restprodukter fra de kulfyrede kraftværker

Mængden af restprodukter fra de kulfyrede kraftværker kan variere fra år til år som følge af variationer i Danmarks import/eksport af elektricitet til og fra Sverige og Norge. Importen/eksporten af el til og fra Sverige og Norge afhænger i høj grad af nedbørsmængderne i de pågældende lande – hvis der er meget nedbør, er der således meget vandkraftsproduceret el i Sverige og Norge, og den danske eksport er derfor tilsvarende mindre.

1996 var f.eks. et år, hvor eksporten af el var særligt stor, hvilket også afspejler sig i mængden af restprodukter det pågældende år, jf. figur 16. I år 2000 var der meget store nedbørsmængder i Sverige, hvilket resulterede i så meget billig vandkraftproduceret el på markedet, at kraftværkerne i både Danmark og Norge måtte lukke midlertidigt ned.

Mængden af restprodukter er faldet støt siden 1996, men stiger igen mellem 2002 og 2003. Faldet skyldes især at kul over tid er fortrængt af naturgas og vedvarende energi, herunder biobrændsler. Det ses da også af energistatistikken[18], at en stadig mindre del af elproduktionen baseres på kul. Udfasningen af kul vil også fremover bevirke et fald i restprodukterne fra den kulbaserede energiproduktion, mens der må forventes en stigning i mængden af flyveaske og bundaske fra biobrændsler.

Mængden af restprodukter fra de kulfyrede kraftværker var i år 2005 på ca. 1.081.000 tons, svarende til et fald på 8% i forhold til 2004. Som det ses af figur 16 blev 97% af restprodukterne genanvendt og 3% deponeret. Faldet i mængden af restprodukter skyldes bl.a. en faldende eksport af el til bl.a. Sverige, Norge og Tyskland. Således er nettoeksporten af el faldet med 148% fra 2004 til 2005.[19]

Figur 16. Behandling af restprodukter fra kulfyrede kraftværker 1994-2005 med sigtelinier for 2008

Kilde: som tabel 1 og 2. Figuren er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i Affaldsmængderne.

Tabel 32. Behandling af restprodukter fra de kulfyrede kraftværker 1994-2005 i 1000 tons.

Kilde: som tabel 1 og 2. Tabellen er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne

I tabel 33 er nyttiggørelsen af restprodukterne i 2005 mere specifikt angivet. Mere end 90% af restprodukterne anvendes som råvarer i forbindelse med industriel produktion af f.eks. cement, beton og gipsplader, mens resten hovedsageligt anvendes som fyldmateriale enten i henhold til bestemmelserne i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 655 af 27. juni 2001 eller i form af fyldmateriale, der kræver særlig tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven.

Tabel 33. Anvendelse i ind- og udland af restprodukter fra kulfyrede kraftværker. 2004. Tons

Kilde: Indberetninger fra Elsam og Energi E2.

5.6 Slam fra kommunale renseanlæg

På grund af omlægning til elektronisk indberetning, foreligger der endnu ikke en opgørelse for 2005 fra de kommunale rensningsanlæg over mængden af slam til udbringning på landbrugsjord og afbrænding af slam på slamforbrændingsanlæg.[20] For genanvendelse og forbrænding anvendes derfor 2002-tal fra Miljøstyrelsens slamstatistik. [21]

Som nævnt i kapitel 1, er det besluttet at opgøre mængden af slam til mineralisering med et tørstofindhold på 20%, så denne andel af slammængden har samme tørstofindhold som det øvrige slam. Ved behandling i slammineraliseringsanlæg (langtidslagre) registreres slammet med ca. 0,5 – 1 % tørstof, mens alternativerne typisk indeholder 20%.

Figur 17 viser behandlingen af slam fra kommunle resningsanlæg. Slammet fordeler sig med 56% til genanvendelse, 43% til forbrænding og 2% til deponering.

I mængden til genanvendelse er indregnet 45.600 tons slam med et tørstofindhold på 20%, svarende til 607.922 tons slam i vådvægt, som er blevet behandlet på langtidslager med henblik på yderligere mineralisering. Mængden er indregnet i den genanvendte mængde, da det forventes, at slammet vil blive genanvendt efter en årrække.

Figur 17. Behandling af slam fra renseanlæg 1994-2005 med sigtelinier for 2008 (Sigtelinien med 45% forbrænding svarer til 25% forbrænding med genanvendelse af aske i industrielle processer og 20% almindelig forbrænding)

Kilde: som tabel 1 og 2. Figuren er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne. Tallet for 2005 er 2002 tal. Opgørelsesmetoden for slam til mineralisering er ændret for 2001 og frem. I mængden til genanvendelse indgår 45.600 tons slam med tørstofindhold på 20%, svarende til 607.922 tons i vådvægt, til langtidslager og i mængden til forbrænding indgår 221.730 tons til anden udnyttelse (Carbogrit og cement produktion).

Tabel 34. Behandling af slam fra kommunale renseanlæg 1994-2005 i 1000 tons.

Kilde: som tabel 1 og 2. Tabellen er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne. Tallet for genanvendelse 2003 - 2005 er 2002 tal.

Spildevandsslam genanvendes hovedsageligt som gødning på landbrugsjord. Der er i de seneste år stillet strengere krav til slammets indhold af visse organiske og kemiske stoffer, når det skal udbringes på landbrugsjord. Dette forventes på kort sigt at få genanvendelsen til at falde. På længere sigt forventes det, at den generelle udfasningspolitik for miljøfremmede stoffer igen vil forbedre slammets kvalitet.

Endelig ser det ud til at der i stadig større grad findes alternative metoder til anvendelse af slam. Efter forbrænding af slammet kan den uorganiske del f.eks. anvendes som sandblæsningsmidler eller som input til cementproduktion. Mængden af slam der i 2002 blev anvendt til sådanne alternative formål var ca. 220.000 tons.[22] I figur 17 er denne mængde medregnet som forbrænding, da der er tale om nyttiggørelse og ikke genanvendelse.

5.7 Restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg

Figur 18 viser mængden af restprodukter (slagger, flyveaske og røggasrensningsprodukter) fra affaldsforbrændingsanlæg 1994 – 2005 i tons, samt hvilken behandling affaldet har fået.

Restprodukterne fra affaldsforbrænding er ikke medregnet i opgørelserne over den samlede affaldsproduktion, da affaldet ellers ville blive talt med 2 gange i statistikken. Imidlertid udgør restprodukterne en ganske betydelig affaldsfraktion, og det er nødvendigt at opgøre mængden for at sikre tilstrækkelig kapacitet til håndteringen af restprodukterne.

Langt den største del af restprodukterne genanvendes – genanvendelsesprocenten var 99% i 2005, hvilket er 1 procentpoint mere end i 2004. Restprodukterne kan dog ikke genanvendes, hvis de indeholder for store mængder tungmetaller med risiko for udvaskning til jorden, samt grundvand og overfladevand. De må så i stedet deponeres.

Figur 18. Behandling af restprodukter fra affaldsforbrænding 1994-2005 med sigtelinier for 2008

Kilde: Se tabel 1 og 2. Figuren er konstrueret sådan, at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Bemærk at figur 18 ikke er sammenlignelig med tabel 33 og figur 19, da mængden af eksporterede restprodukter ikke indgår i figur 18.

Tabel 35. Behandling af restprodukter fra affaldsforbrænding 1994-2005 i 1000 tons.

Kilde: som tabel 1 og 2. Tabellen er konstrueret sådan at mængden i år 2008 er den samme som i 2005. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Miljøbelastende fraktioner som ikke genanvendeligt PVC, imprægneret træ og elektriske og elektroniske produkter må ikke anvises til forbrænding. Det vil betyde, at indholdet af tungmetaller i slaggen vil falde betydeligt. Imidlertid er kravene til genanvendelse  af slagger samtidig blevet skærpet i 2000 pga. hensynet til grundvandet. Sigtet i 2008 om 85% genanvendelse er allerede opfyldt.

Tabel 36 viser håndteringen af restprodukterne fra affaldsforbrænding. Mængden af restprodukter er naturligvis afhængig af den mængde affald, der forbrændes. Slagger og røggasrensningsprodukter udgør typisk hhv. ca. 20% og 5% af den indfyrede affaldsmængde.

Tabel 36. Slagger, flyveaske og røggasrensningprodukter fraført affaldsforbrændingsanlæg. 1996 - 2005. Tons.

Kilde: Beregninger på baggrund af ISAG indberetninger og registreringer i henhold til EU’s transportforordning. Bemærk, at tabel 36 og figur 18 ikke er sammenlignelige. Dette skyldes, at eksporten ikke er indeholdt i figur 18.

Det ses af tabel 36, at mængden af restprodukter fra affaldsforbrænding i 2005 udgjorde ca. 678.000 tons, hvilket er 27.000 tons mere end i 2004. Af den fraførte mængde på 678.000 tons, blev ca. 198.000 tons deponeret, mens ca. 588.000 tons blev genanvendt. Det vil sige, at der reelt set har været tale om en nedbringelse af de oplagrede mængder af flyveaske og røggasrensningsprodukter med ca. 108.000 tons.

Figur 19. Behandling af restprodukter fra affaldsforbrænding 1994 - 2004, incl. eksport.

Kilde: ISAG indberetninger og registreringer i henhold til EU’s transportforordning.

Som det fremgår af figur 19, er mængden af restprodukter, der er eksporteret til deponering, steget siden 1996. Mængden af restprodukter der er eksporteret til deponering, er steget fra 21.000 tons i 1996 til 191.000 tons i 2005. I forhold til 2004 er der sket en stigning i den deponerede mængde på 10.000 tons. Hovedparten af denne mængde har været oplagret på deponeringsanlæg i Danmark. Dette fremgår også af tabel 36.

Fra 1996 og frem til 2005 er mængden af deponerede restprodukter steget med ca 3% og genanvendelsen er øget med 54%.


Fodnoter

[14] Dispensationsmulighed i § 37, stk. 3, Bekendtgørelse om affald, nr. 619 af 27. juni 2000.

[15] Servicesektoren omfatter den erhvervsmæssige kilde: institutioner, handel og kontor.

[16] Dispensationsmulighed i § 37, stk. 3, Bekendtgørelse om affald, nr. 619 af 27. juni 2000.

[17] Cirkulære nr. 94 af 21. juni 1995.

[18] Den seneste energistatistik kan findes på Energistyrelsens hjemmeside, www.ens.dk

[19] Energistyrelsens månedlige elstatistk. Findes på www.ens.dk

[20] I henhold til EU’s slamdirektiv, skal der kun indrapporteres slam mængder hvert tredje år, derfor vil Danmark også kun indhente oplysninger om spildevandsslam fra kommunerne hvert tredje år.

[21] ”Spildevandsslam fra kommunale og private rensningsanlæg i 2002.” Orientering fra Miljøstyrelsen, nr. 5. 2004. Tallene kommer fra statistikkens bilag 4.4. For deponering er anvendt ISAG tal for år 2005.

[22] Der foreligger endnu ingen opgørelse for 2004. Tallet er ”andet m.m.” fra slamstatistikkens bilag 4.4.

 



Version 1.0 November 2006, © Miljøstyrelsen.