Miljøprojekt, 1132 – Karakterisering og behandling af vejopfej

Karakterisering og behandling af vejopfej

6 Konklusioner

På grundlag af den gennemførte karakterisering af prøver af vejopfej fra Københavns kommune og de gennemførte undersøgelser af mulighederne for gennem forskellige former for behandling at forbedre vejopfejets miljømæssige egenskaber, kan der blandt andet drages følgende konklusioner:

Ca. 90 vægt-% af vejopfejet har en kornstørrelse, der er mindre end 40 mm, og heraf udgøres ca. 2 vægt-% af organisk materiale, som kan frasorteres, mens resten er består af et jord/gruslignende materiale, hvoraf ca. 75 vægt-% har en kornstørrelse, som er mindre end 2 mm. Mængden af fint materiale (< 0,125 mm) udgør ca. 10 vægt-%.

På grundlag af analyser af Si, Al, Fe, Ca, Mg, Ti, K, Na, S, Cl, samt TOC kan der, hvis det antages en mange af disse elementer forekommer som oxider, redegøres for mellem 90 % og 95 % af vejopfejets samlede masse. Herudover indeholder vejopfejet blandt andet en række sporelementer samt kulbrinter og PAH i varierende mængder.

For de fleste indholdskomponenter er der ikke nogen væsentlig, systematisk årstidsvariation i indhold og udvaskning. Dette gælder dog ikke for komponenter, der kan associeres med glatførebekæmpelse, idet der ses en klart større udvaskning af især natrium og klorid, men også af sulfat, i vejopfej fra vinterperioden end vejopfej fra forårs- og sommerperioden.

De største miljømæssige problemer i forbindelse med en eventuel nyttiggørelse af vejopfej synes at være knyttet til indholdet af kulbrinter, herunder især de tungere fraktioner, snarere end til indhold/udvaskning af sporelementer. Også indholdet af PAH kan være problematisk i forhold til gældende kriterier. På grundlag af faststofindholdet af sporelementer og PAH kan vejopfejet generelt karakteriseres som klasse 2-jord i henhold til det jordklassificeringssystem, som anvendes af de sjællandske amter. Men indholdet af kulbrinter bringer vejopfejet op i klasse 4, hvilket svarer til kraftigt forurenet jord, som normalt vil blive anvist til rensning. Det er sandsynligt, at en væsentlig del af det store indhold af kulbrinter er knyttet til de mange asfaltpartikler, som observeres i vejopfej. I forhold til bekendtgørelsen om genanvendelse af restprodukter og jord ville vejopfejet på grundlag af faststofindhold og udvaskning af salte og sporelementer blive indplaceret som kategori 3 (anvendelse med væsentlige restriktioner), men materialet kan p.t. på grund af indholdet af organiske stoffer ikke være omfattet af denne bekendtgørelse.

En sammenligning af vejopfejs udvaskningsegenskaber med EU-kriterierne for modtagelse af affald til deponering viser, at vejopfejet sandsynligvis vil kunne overholde udvaskningskravene for modtagelse på en deponeringsenhed for ikke-farligt affald, som modtager stabilt, ikke-reaktivt farligt affald. Det skal dog bemærkes, at EU-kriterierne ikke var kendt, da undersøgelsen blev gennemført, og der mangler data for udvaskningen af fluorid, Sb, Se og DOC. Det kan ikke udelukkes, at udvaskningen af DOC vil kunne give problemer med overholdelse af det ovennævnte kriterium. Faststofindholdet af TOC (1,7 – 3,0 % (w/w)) er for højt til at vejopfejet kan overholde det pt. gældende danske krav på 0,5 % (w/w) til affald, som ønskes deponeret på en enhed for mineralsk affald. Med mindre kravet til indhold af TOC i affald til deponering på enheder for mineralsk affald ændres i forbindelse med implementeringen af Rådsbeslutning 2003/33/EF, vil vejopfej ikke umiddelbart kunne deponeres på sådanne enheder.

Under de gældende bestemmelser kan det således ikke forventes, at vejopfej uden forbehandling/rensning vil kunne nyttiggøres i henhold til amternes vejledning for håndtering af jord på Sjælland eller i henhold til Miljøstyrelsens bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder. Tilsvarende vil en reduktion af indholdet af TOC være nødvendig, for at vejopfejet skal kunne deponeres som mineralsk affald i henhold til gældende danske regler (som dog forventes ændret i snarlig fremtid).

Omfattende undersøgelser har vist, at behandling af vejopfejet baseret på kornstørrelsesfraktionering næppe er nogen farbar vej. Lidt bedre, men stadig utilstrækkelige resultater opnås, hvis fraktioneringen kombineres med vask. Selv ved flere års oplagring synes den biologiske nedbrydning af de tungere kulbrinter heller ikke at være tilstrækkelig. Termisk behandling (opvarmning til 550 °C) fjerner effektivt såvel kulbrinter som PAH, men synes muligvis at mobilisere visse sporelementer. Da der kun foreligger sparsomme data om dette, kunne der være grund til at foretage en nærmere undersøgelse af effekten af termisk behandling, f.eks. på udvaskningen af sporelementerne.