Resistens hos brune rotter

Sammenfatning

Rotter med resistens mere udbredte men situationen ikke katastrofal.

Kortlægning af udbredelsen af resistens hos rotter har vist, at flere kommuner har resistente rotter. De fleste af disse ligger tæt på eller som nabo til kommuner, hvor der tidligere er fundet resistens. Til gengæld er der også fundet større områder uden resistensproblemer. Det gælder Langeland, Lolland, Falster og Møn foruden hovedparten af det nordlige og nordvestlige Jylland.

Baggrund og formål

Til bekæmpelse af rotter anvendes i Danmark udelukkende midler, som hindrer blodet i at størkne, de såkaldte antikoagulanter. I 1962 opstod første gang resistens, altså modstandsdygtighed, mod det første af disse midler, warfarin. Resistens er et arveligt fænomen. Nye midler blev herefter introduceret på markedet, og der opstod senere resistens mod flere af disse nye midler. Resistens er konstateret i Jylland, på Fyn og på Sjælland. I alle tre landsdele findes resistens mod op til fire antikoagulanter, som repræsenterer en styrkerækkefølge med hensyn til resistens. Warfarin, som ikke anvendes i Danmark, er den svageste af disse antikoagulanter efterfulgt i stigende styrke af coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum. Ved undersøgelse af rotter fra områder, hvor der har været bekæmpelsessvigt, har det gennem årene kunnet konstateres, at resistensen har spredt sig til flere og flere kommuner.

Rundt omkring i landet er der områder, hvorfra rotter ikke har været undersøgt, eller hvor der for år tilbage nok har været undersøgt rotter men uden fund af resistens. Da resistensen kan sprede sig, er der i de senere år sat specielt fokus på at få undersøgt sådanne områder. Undersøgelsen tilrettelægges derfor regionsvis typisk med udgangspunkt i et amt. Med en målrettet indsats forsøges indfanget rotter fra et flertal af kommuner i regionen. Da indfangning af rotter foretages af de lokale rottebekæmpere, koncentreres den regionale indsats til 10-12 uger om foråret og tilsvarende om efteråret i tilknytning til de kampagneperioder, hvor kommunerne foretager de lovpligtige halvårlige eftersyn af samtlige ejendomme i landzone for forekomst af rotter.

Undersøgelsen

Rotter indfanges af rottebekæmperne i de enkelte kommuner fortrinsvis på steder, hvor der er eller har været problemer med at opnå et tilfredsstillende resultat af bekæmpelsen. Med speciel transport køres rotterne til Skadedyrlaboratoriet, og efter en kort karantæneperiode påbegyndes undersøgelsen for eventuel resistens. Der anvendes to typer af undersøgelser, dels en ædetest og dels en blodprøveundersøgelse. Første trin i undersøgelsen er normalt mod en svag antikoagulant som warfarin eller coumatetralyl. Er rotten positiv, fortsættes med stærkere antikoagulanter som bromadiolon og difenacoum. Er der resistens mod difenacoum fortsættes med en af de endnu stærkere antikoagulanter som brodifacoum, difethialon eller flocoumafen.

Hovedkonklusioner

Antallet af kommuner med konstateret resistens hos rotter er steget i undersøgelsesperioden. Resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse er resistens mod de tre aktivstoffer coumatetralyl, bromadiolon og difenacoum, da der ikke er fundet resistens mod stærkere aktivstoffer. Resistens mod disse tre aktivstoffer er i undersøgelsesperioden konstateret i 19 kommuner, hvoraf de 14 er kommuner, hvor resistens ikke tidligere har været kendt. Resistens er hovedsageligt fundet i kommuner, som ligger op ad eller meget tæt på kommuner, hvor resistens forud for projektperioden var kendt. Resistens af betydning for den praktiske bekæmpelse er således fundet i kommuner i Sydsjælland, i det østlige Sjælland, i den sydlige del af Viborg samt den sydligste kommune i Nordjyllands Amt. Af større sammenhængende områder uden resistens for den praktiske bekæmpelse er hele den mellemste og nordlige del af Viborg Amt, hovedparten af Nordjyllands Amt foruden kommunerne på Langeland, Lolland, Falster og Møn. I disse områder er der dog i enkelte kommuner fundet resistens mod warfarin, som med hensyn til resistens er den svageste antikoagulant. Da den ikke er tilladt i Danmark, har warfarin-resistens ingen betydning for den praktiske rottebekæmpelse. Hvorvidt der i disse områder senere vil optræde resistens mod coumatetralyl eller stærkere antikoagulanter, kan der ikke forudsiges noget om.

Den regionale indsats har således givet et overblik over større områder uden resistens, samtidig med at der i de undersøgte områder er opnået et mere præcist udtryk for resistensens udbredelse. Det kan derfor kun anbefales at arbejde videre med en målrettet og regionalt baseret indsats i andre dele af landet.

Som hidtil er der ikke fundet resistens mod stærkere antikoagulanter end difenacoum. Det betyder, at trods en vis spredning af resistensen, så har man stadig mulighed for at foretage en effektiv bekæmpelse med de på markedet værende stærkere aktivstoffer, nemlig brodifacoum, flocoumafen og difethialon.

Projektresultater

I 2003 modtoges i alt 384 rotter fra 42 kommuner, og i 2004 353 rotter fra sammenlagt 35 kommuner.

Rotterne fordeler sig på fem grupper, nemlig fire regionale områder i perioden, som var

  • 1) Storstrøms Amt samt Langeland
  • 2) Viborg Amt
  • 3) Nordjyllands Amt, og
  • 4) Roskilde Amt

og endelig rotter fra

  • 5) kommuner uden for de udvalgte regioner

1) Region Storstrøms Amt samt Langeland.

I Storstrøms Amt blev rotter fra 18 kommuner undersøgt.

Der blev ikke fundet resistens hos rotter fra otte kommuner (Maribo, Møn, Nykøbing Falster, Nysted, Rudbjerg, Sakskøbing, Suså og Sydfalster).

Resistens blev fundet mod

  • Warfarin i ti kommuner (Fladså, Holeby, Holmegård, Langebæk, Næstved, Nørre Alslev, Præstø, Rødby, Rønnede og Stubbekøbing)
  • Coumatetralyl i en enkelt kommune (Fladså)
  • Bromadiolon i seks kommuner (Fladså, Holmegård, Langebæk, Næstved, Præstø og Rønnede), alle beliggende i det sydlige Sjælland
  • Difenacoum i seks kommuner (Fladså, Holmegård, Langebæk, Næstved, Præstø og Rønnede), alle beliggende i det sydlige Sjælland

På Langeland blev rotter fra alle øens tre kommuner undersøgt uden fund af resistens (Rudkøbing, Sydlangeland og Tranekær).

2) Viborg Amt

I Viborg Amt blev rotter fra 14 kommuner undersøgt.

Der blev ikke fundet resistens hos rotter fra otte kommuner (Fjends, Hvorslev, Morsø, Møldrup, Skive, Sundsøre, Thisted og Aalestrup).

Resistens blev fundet mod

  • Warfarin i seks kommuner (Bjerringbro, Karup, Kjellerup, Sallingsund, Tjele og Viborg)
  • Bromadiolon i fire kommuner (Bjerringbro, Karup, Kjellerup og Tjele)
  • Difenacoum i fire kommuner (Bjerringbro, Karup, Kjellerup og Tjele)

3) Nordjyllands Amt

I Nordjyllands Amt blev rotter fra 22 kommuner undersøgt.

Der blev ikke fundet resistens hos rotter fra 18 af kommunerne (Arden, Brovst, Dronninglund, Farsø, Frederikshavn, Hals, Hobro, Løgstør, Løkken-Vrå, Nibe, Nørager, Pandrup, Sejlflod, Skagen, Skørping, Støvring, Sæby og Aars).

Resistens blev fundet mod

  • Warfarin i fire kommuner (Hadsund, Hjørring, Aabybro og Aalborg)
  • Coumatetralyl i en enkelt kommune (Hadsund)
  • Bromadiolon i en enkelt kommune (Hadsund)

4) Roskilde Amt

I Roskilde Amt blev rotter fra ni kommuner undersøgt.

Der blev ikke fundet resistens hos rotter fra tre kommuner (Bramsnæs, Gundsø og Lejre).

Resistens blev fundet mod

  • Warfarin i seks kommuner (Greve, Køge, Roskilde, Skovbo, Solrød og Vallø)
  • Coumatetralyl i fem kommuner(Greve, Køge, Skovbo, Solrød og Vallø)
  • Bromadiolon i seks kommuner (Greve, Køge, Roskilde, Skovbo, Solrød og Vallø)
  • Difenacoum i fem kommuner (Greve, Køge, Roskilde, Skovbo og Vallø)

5) Kommuner uden for de udvalgte regioner.

Blandt kommuner, der ikke har tilhørt en af de regioner, der har været fokus på i projektperioden, blev der konstateret resistens mod difenacoum i Grindsted og Ølgod kommuner. Hos øvrige rotter fra kommuner i denne gruppe blev der ikke fundet nogen form for resistens.

Der er ikke i noget tilfælde, hvor der er fundet resistens mod difenacoum, konstateret resistens mod nogen af de stærkere antikogulanter, som er anvendt i undersøgelserne, nemlig brodifacoum og difethialon.

I kommuner, hvor der ikke er konstateret resistens mod andet end warfarin, betyder den fundne resistens intet for den praktiske bekæmpelse.

 



Version 1.0 November 2006, © Miljøstyrelsen.