Redegørelse om jordforurening 2005

13 Internationalt arbejde

Det internationale arbejde vedrørende forurenet jord har frem til 2002, primært haft karakter af uforpligtende samarbejde om udviklingsprojekter, f.eks. CLARINET[8] og CARACAS, og informationsudveksling mellem miljømyndigheder i EU i Common Forum on Contaminated Land og European Soil Forum og bredere internationalt i f.eks. the Ad Hoc International Working Group on Contaminated Land[9] og NATO/CCMS (nye afværgeteknikker). Desuden har der været samarbejde om indsamling af data om forurenet jord til det Europæiske Miljøagentur. Dette arbejde fortsætter, men der er desuden påbegyndt internationalt arbejde af mere forpligtende karakter. I 2004 blev miljøansvarsdirektivet vedtaget, og EU-Kommissionen arbejder på en ”Tematisk strategi for jordforurening” på baggrund af Rådets resolution i sommeren 2002. Disse initiativer beskrives nedenfor.

13.1 Direktiv om miljøansvar

Formål med miljøansvarsdirektivet[10] er at opstille rammebestemmelser om miljøansvar med henblik på at forebygge og afhjælpe miljøskader. Direktivet bygger på princippet om, at forureneren betaler.

Direktivet omfatter ikke alle skader på miljøet, men alene de skader, der i direktivet er defineret som ”miljøskader” : skader  på beskyttede arter og naturtyper, vandmiljø og jord.  Det gælder for disse miljøskader, at der forudsættes en betydelig negativ påvirkning af arter, naturtyper og vandmiljø, henholdsvis en betydelig risko for menneskers sundhed.

Direktivet fastlægger et næsten objektivt ansvar for miljøskader, der forårsages af en række erhvervsmæssige aktiviteter eller anlæg, og et culpaansvar for miljøskader i form af skade på beskyttede arter og naturtyper, der forårsages af alle andre former for erhvervsmæssig aktivitet. Det objektive ansvar bortfalder alene, hvor den ansvarlige kan bevise, at miljøskaden er forårsaget af en anden på trods af passende sikkerhedsforanstaltninger eller er resultatet af et påbud fra en offentlig myndighed. Ved implementering vil det endvidere være muligt i nationale bestemmelser at lempe det objektive ansvar sådan, at ansvaret for skade bortfalder, hvis den (ellers) ansvarlige kan påvise, at den skadevoldende aktivitet var i fuld overensstemmelse med den gældende regulering, eller at en skade ikke var mulig at forudse med den eksisterende  videnskabelige og tekniske viden.

Ansvaret efter direktivet er et offentligtretligt ansvar og vil i dansk ret skulle implementeres i form af bestemmelser om påbuds- og forbudsgrundlag. Privates ret til erstatning er ikke omfattet af direktivet. Direktivet fastsætter også rammerne for, hvordan miljøskader skal forebygges og afhjælpes.

Direktivets bestemmelser skal finde anvendelse for skader, der sker efter den 30. april 2007, og direktivet skal derfor være implementeret i dansk ret senest samme dato. Arbejdet med at implementere direktivet er begyndt, og det forventes, at udkast til nødvendige lovændringer vil blive sendt i høring efteråret 2006, og at lovforslag kan fremsættes i Folketinget vinteren 2006/07.

13.2 EU-strategi for beskyttelse af jord

EU-Kommissionen har arbejdet mod en tematisk strategi for beskyttelse af jord, siden Rådet den 25. april 2002 vedtog en række anbefalinger herom. Den 25. september 2006 sendte Kommissionen omsider den tematiske strategi til Rådet.

Strategien omfatter bl.a. forebyggelse af forurening, erosion, ørkendannelse, jordforringelse, arealforbrug og hydrogeologiske risici under hensyntagen til den regionale diversitet, herunder de særlige forhold i bjergområder og tørre områder.

Strategien indeholder følgende 3 elementer:

  • En kommunikation, der fastlægger principperne for jord beskyttelsespolitik inden for EU
  • Et forslag til jordrammedirektiv med det mål at finde den rette balance mellem EU indsats og subsidaritet
  • En analyse af de miljømæssige, økonomiske og sociale konsekvenser af forslaget (Impact Assessment).

Fodnoter

[8] www.clarinet.at

[9] www.adhocgroup.ch

[10] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv2004/35/EF af 21. april 2004 om miljansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader.

 



Version 1.0 November 2006, © Miljøstyrelsen.