Metoder til behandling af tungmetalholdigt affald - Fase 3

Bilag L

Logbog for besøg hos SVZ, Sekundärrohstoff VerwertungsZentrum Schwarze Pumpe

1. Generelle oplysninger

1.1 Procestype

SVZ råder over tre forskellige typer tryksatte modstrømsforgasser. Disse er:

  • 7 stk. fixed-bed-modstrømsforgassere med en kapacitet hver på 15 t/h. Disse arbejder med fast affald ved temperaturer op til 1300°C.
  • 2 stk. flugstrom-forgasser med en kapacitet hver på 45.000 m³ rågas /h. Disse arbejder med flydende affald. Forgasseren arbejder ved temperaturer op til 1800 0C.
  • 1 stk. slaggebadsforgasser til behandling af forberedt, pelleteret fast affald med en kapacitet på ca. 30 t/h. Denne forgasser arbejder ved temperaturer på ca. 1600 0C.

Alle tre forgassertyper arbejder under tryk på ca. 25 bar.

1.2 Tilført affald

SVZ oparbejder en række affaldsfraktioner. De vigtigste er:

  • Spildevandsslam.
  • Plastaffald.
  • Husholdningsaffald.
  • Forurenet træ, f.eks. jernbanesveller.
  • Industriaffald, herunder shredderaffald
  • Tjæreslam mv.

1.3 Licenshaver og kontaktpersoner

SVZ er et affaldsbehandlings selskab, der lever af at behandle og oparbejde forskellige affaldsfraktioner. Knowhow formidling kan derfor ikke ske gennem SVZ, men ønsker man at investere i lignende anlæg, kan formidling sikkert ske gennem deres leverandører.

1.4 Ejerforhold og kontaktpersoner for det besøgte anlæg

SVZ er siden delprivatiseringen i 1995 af Berlinwasser Holding AG en 100 % ejet datterselskab af dette selskab.

Kontakt til selskabet kan ske gennem
Hartmut Huck eller Jörg Buchholz
Telefon: +49 3564 6-93770
E-mail: buchholzj@svz-gmbh.de eller huckh@svz-gmbh.de

1.5 Beliggenhed for det besøgte anlæg

Skundärrohstoff-Verwertungszentrum Schwarze Pumpe GmbH
Suedstrasse
D-02979 Spreetal OT Spreewitz
Tyskland

1.6 Særlige interessante anlæg hos SVZ Schwarze Pumpe

SVZ har siden januar 2002 har haft den nye BGL forgasser (British Gas/LURGI) i drift. Garantitesten på 30 tons pr. time med 75% affald som indsats er vel overstået. Der er tale om en smelteforgasser, der arbejder ved ca. 1600°C. Denne forgasser vil være velegnet til forgasning også af shredderaffald. Forsøg med shredderaffald har indtil da været udført på fixed-bed forgasseren hos SVZ nu gennem 7 år. Denne forgasser arbejder ved temperaturer på 800 – 1300°C.

De væsentligste krav til shredderaffaldet, for at det kan behandles i forgasseren, drejer sig om krav til:

  • Stykstørrelsen
  • Vægtfylden
  • Mekanisk styrke
  • Varme stabilitet.

Shredderaffald indsættes i følgende form:

  • Som leveret fra shreddderen
  • Kompakteret ved hjælp af eksterne ekstrudere
  • Pelletiseret på SVZ’s affaldsbehandlings anlæg.

Den fine andel af shredderaffaldet udgør det største problem i forgasseren. SVZ har derfor arbejdet på at udvikle et behandlingssystem, hvor shredderaffald pelleteres sammen med husholdningsaffald. Mængden af shredderaffald har været begrænset til maks. 15% af den samlede tilførte affaldsmængde.

Hovedopgaven for SVZ for at kunne være konkurrencedygtig ved oparbejdning af shredderaffald er at finde metoder til at reducere mængden af fine partikler i affaldet. SVZ efterlyser samarbejdspartnere på dette område.

I det følgende vil primært smelteforgasseren og anlægget til materialeforberedelse blive behandlet.

2. Kortlægning og beskrivelse af anlægget

2.1 Processen

Kernen i processen er smelteforgasseren vist på figur 1. Som fødning anvendes forberedt, pelleteret affald, der blandes med koks og brunkul. Indsatsen sker gennem en dobbelt sluse, der sikrer opretholdelse af driftstrykket på ca. 25 bar.

Figur 1. Principdiagram for slaggebadsforgasseren hos SVZ.

Figur 1. Principdiagram for slaggebadsforgasseren hos SVZ.

Til angivelse af forgasserens størrelse kan anføres følgende:

  • Indsats: 27 – 30 tons/time.
  • Indre diameter i forgasseren: 3,6 m.
  • Gasmængde: 35.000 Nm³/time.
  • Iltforbrug: 6.000 Nm³/ time.
  • Dampforbrug: 6 – 9 tons/time.

Som forgasningsmiddel anvendes damp og ilt, og forgasningen finder sted ved ca. 1600 0C.

Slaggen udtages i flydende form og granuleres ved chokkøling i vand. Slaggemængden i denne forgasser kan udgøre 30 – 40 % af indfødningen, hvilket er ca. en fordobling i forhold til de ældre forgassere. Dette forhold gør smelteforgasseren egnet til behandling af shredderaffald uden at begrænse indfødningen på grund af dette affalds høje slaggeindhold.

2.2 Oparbejdning af affaldet

Før det faste affald føres til forgasserne undergår en del af det en oparbejdning, som gør det egnet til indfødning i modstrømsforgassere, som kræver, at affaldet er stykformet eller briketteret, og at det er varmebestandig og kan modstå høje temperaturer i længere tid uden at nedbrydes.

Husholdningsaffald, affald af plast, shredderaffald og visse andre fraktioner sendes derfor gennem oparbejdningsanlægget, som med en kapacitet på ca. 500 tons pr. dag briketterer dette affald.

Oparbejdningsanlægget består af følgende delprocesser:

  • Forbehandling.
    I forbehandlingsenheden anvendes shreddere til neddeling af affaldet. Desuden anvendes magnetseparation og eddy current til udsortering af henholdsvis jern og ikke-jern-metaller af affaldet.
  • Tørring.
    Næste trin forbehandlingen er tørring af affaldet. Dette sker af hensyn til kapaciteten i to linier.
  • Sigtning.
    Efter tørringen sigtes materialet for adskillelse af tunge (mineralske) og lette (organiske) fraktioner. De tunge fraktioner udsorteres og deponeres, medens de lette fraktioner sendes videre i oparbejdningsprocessen.
  • Pelletering.
    Her pelleteres affaldet og nedkøles derefter.

3. Observationer under besøget

3.1 Besøgets varighed

Den 2002-06-07 fra kl. 10:00 til kl. 12.30.

Smelteforgasseren blev fremvist under besøget, men desværre var den ikke i drift, men under reparation.

Desuden blev pelleteringsanlægget for pelletering af affald fremvist.

4. Kritiske delprocesser og driftsparametre

Der var under besøget ikke tid til at gå i detaljer omkring kritiske delprocesser og driftsparametre, men et væsentligt generelt problem for skaktovne og modstrømsforgassere blev dog diskuteret.

Dette problem er indfødningsmaterialets varmebestandighed. Processer af denne art kræver en stor del af indsatsmaterialet som grovkornet, briketlignende materiale. Bliver finandelen for høj, hæmmes luftgennemgangen gennem skakten og processen går i stå eller må stoppes på grund af ukontrollerbare gasstrømninger gennem skakten.

Shredderaffald har en stor finandel og derfor problematisk i denne proces, med mindre shredderaffaldet briketteres, hvilket kan ske ved ekstrudering. Ekstrudering er imidlertid en meget dyr løsning, der efter udsagn fra SVZ koster op mod 500 kr. pr ton shredderaffald, hvilket vil være en meget omkostningsforøgende del.

Indtil videre har SVZ valgt at begrænse indsatsen af shredderaffald til maks. 15%, men efterlyser samarbejde om udvikling af bedre og billigere metoder.

5. Miljømæssige forhold

Besøgets varighed var for kort til at gå i detaljer omkring de miljømæssige forhold.

Der er siden 1995 investeret mere end 250 millioner EURO i modernisering af anlæggene og hele virksomhedens område. Anlæggene fremstod vel vedligeholdte, og renlighed og ryddelighed prægede hele området.

Der er ingen grund til at betvivle at SVZ i dag overholder alle tyske krav til emissioner til luft og vand.

6. Arbejdsmiljømæssige forhold

Besøget var af for kort varighed til at vurdere de arbejdsmiljømæssige forhold, men ud fra de observationer, der dog blev gjort, kan man konkludere, at anlægget burde kunne overholde de danske krav til støv, støj og tungmetalbelastning. Forgasserne arbejder jo alle under tryk og må bl.a. af den grund være absolut tætte. Der er derfor ingen udslip af støv og gasser i driftssituationen. I forbindelse med visse reparationer på anlæggene må man antage , at det vil være nødvendigt at anvende åndedrætsværn og måske beskyttelsesdragter.

7. Beskrivelse af input

7.1 Input

SVZ oparbejder en lang række affaldsfraktioner. Der er oprettet interne kataloger til beskrivelse af såvel flydende affald som fast affald med angivelse af behandlingsmetode.

De vigtigste er affaldstyper er følgende:

  • Spildevandsslam.
  • Plastaffald.
  • Husholdningsaffald.
  • Forurenet træ, f.eks. jernbanesveller.
  • Industriaffald, herunder shredderaffald
  • Tjæreslam mv.

Den normale brændselsblanding består af:

Pelleteret affald: 850 kg
Stenkul: 110 kg
Brunkul: 40 kg
Indsats blanding: 1000 kg

Figur 2 viser pelleteret affald, som det oparbejdes på SVZ’s pelleteringsanlæg.

Figur 2. Pelleteret affald til indsats i slaggebadsforgasseren.

Figur 2. Pelleteret affald til indsats i slaggebadsforgasseren.

Shredderaffald modtages til oparbejdning i følgende tre former:

  • Som ekstruderet materiale i størrelser fra 30 mm op til 80 mm, dog med en overstørrelse op til 120 mm, hvis denne udgør mindre end 5%. Vandindhold < 20%.
  • Løst shredderaffald fra 10 mm op til 300 mm. 10% tillades at være < 10 mm, ligesom 10% tillades at være op til 500 mm. Dette materiale pelleteres før indsats. Vandindhold < 40%.
  • Løst shredderaffald 4 – 80 mm til direkte indfødning i forgasseren. Også her tillades en overstørrelse op til 120 mm, hvis den udgør mindre end 5% og en understørrelse mindre end 4 mm, hvis den udgør mindre end 10%. Vandindhold < 40%.

En del af shredderaffaldet der tilføres under forsøg har været ekstruderet. Ekstruderet shredderaffald er velegnet til behandling i forgasseren, men ekstrudering er en dyr proces. SVZ oplyste, at omkostningerne til ekstrudering er ca. 500 kr. pr. tons shredderaffald.

8. Beskrivelse af output

8.1 Kraft/varme

Der produceres samlet i de i driftsværende forgassere 240 t damp pr. time. Dampdata er ikke oplyst for os.

Dampen anvendes delvis til drift af dampturbiner og delvis til pyrolyse i forgasseren. Syntesegassen anvendes delvis til drift af gasturbiner og delvis til fremstilling af metanol. Der er således installeret en elektrisk effekt på 30MW.

Desuden er der installeret en elektrisk effekt på 44,5 MW i form af gasturbiner.

8.2 Produkter

Hovedproduktet hos SVZ er metanol, CH3OH, der fremstilles ud fra den rensede syntesegas. SVZ fremstiller ca. 100.000 tons metanol pr. år.

8.3 Granulat/restprodukt

Slaggen har SVZ indtil nu opfattet som affald, der skulle deponeres. Dette er sket i egne deponier. Med smelteforgasserens opstart har man imidlertid indset, at slaggen bør kunne anvendes som konstruktionsmateriale.

9. Økonomi

9.1 Omkostningsstruktur

Omkostningsstrukturen hos SVZ er ikke kendt af os og vil ikke blive beregnet, men på forespørgsel oplyste SVZ, at den pris de ville forlange for oparbejdning af 100.000 tons shredderaffald pr. år ville være ca. 130 EURO, svarende til 967 DKK/t.

10. Konklusioner og anbefalinger

10.1 Egnethed for den danske affaldsstruktur

SVZ har mange års erfaring i behandling af forurenet affaldstræ. SVZ har dog ingen erfaring i eller teknologi til genvinding af metallerne i trykimprægneret træ.

Hvad angår shredderaffald, har SVZ gennem flere år kørt forsøg med oparbejdning af shredderaffald, der efter de indhøstede erfaringer er velegnet til metanolproduktionen.

Med mekanisk sorteret shredderaffald, som det i dag foreligger hos bl.a. H. J. Hansen og R-plus, må den nu i driftsværende slaggebadsforgasser anses som egnet til oparbejdning af denne type affald. Forudsætningen herfor er dog, at der kan fremstilles stabile briketter til rimelig pris. I modsat fald må indsatsen af shredderaffald begrænses til måske kun 15%.

10.2 Miljømæssige problemstillinger

SVZ opfylder i dag sikkert alle miljøkrav i Tyskland, og kan ikke af miljømæssige grunde lades ude af betragtning i forbindelse med oparbejdning af affald.

10.3 Yderligere oplysninger

Tlf.: +49 35646-92041
E-mail: huckh@svz-gmbh.de

 



Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.