Evaluering af substratkontrol på de akkrediterede miljølaboratorier

Sammenfatning og konklusioner

Formålet med projektet har været at fastsætte minimumskrav for udførelse af substratkontrol for at sikre en vis ensartethed mellem de mikrobiologiske miljølaboratorier.

Spørgeskemaer blev udsendt til laboratorierne og de indkomne svar danner basis for evaluering af niveauet og omfanget af substratkontrol. I alt ni laboratorier har deltaget i undersøgelsen, svarene er anonymiserede i denne rapport. Rapporten er opbygget med en systematisk gennemgang af substratgrupper og de enkelte substrater og afsluttes med anbefalinger om hyppighed og type af substratkontrol.

Det anbefales at kontrollere substrater batch vis når laboratoriet selv afvejer ingredienserne og for så vidt angår færdigfremstillede tørsubstrater anbefales kontrolfrekvensen at være per leverandørbatch.

Kontrol af fortyndingsvæsker anbefales at omfatte sammensætning, volumen og sterilitet. Non-selektive substrater anbefales desuden kontrolleret ved kvalitative evt. semikvantitative metoder, mens selektive substrater bør kontrolleres ved kvantitative metoder.

Ved kontrol efter kvalitative og kvantitative metoder anbefales brug af relevante positive og negative kontrolstammer i relevante niveauer.

 



Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.