| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Screening af andre landes virkemidler og tiltag inden for landbrugssektoren

3 Nuværende teknologier og virkemidler i andre lande

• 3.1 Indledning
• 3.2 Animalsk Produktion
  • 3.2.1 Reduceret husdyrproduktion
  • 3.2.2 Ændring i fodersammensætningen
  • 3.2.3 Gyllehåndtering
  • 3.2.4 Sammenfatning
• 3.3 Planteavl
  • 3.3.1 Tilpasset gødskning
  • 3.3.2 Dyrkning af kvælstoffikserende afgrøder
  • 3.3.3 Grøn gødskning
  • 3.3.4 Anvendelse af afgrøderester til jordbehandling
  • 3.3.5 Pløjefri dyrkning
  • 3.3.6 Kalkning
  • 3.3.7 Sammenfatning
• 3.4 Ændring i arealanvendelsen
  • 3.4.1 Udtagning af landbrugsarealer og beplantning af brakmarker
  • 3.4.2 Ændring af dræn på organiske jorder
  • 3.4.3 Skovrejsning
  • 3.4.4 Plantning af læhegn
  • 3.4.5 Sammenfatning
• 3.5 Bioenergi
  • 3.5.1 Anvendelse af landbrugets restprodukter til energiformål
  • 3.5.2 Separat produktion af energiafgrøder til energiformål
  • 3.5.3 Biogas
  • 3.5.4 Sammenfatning
• 3.6 Sammenfatning

3.1 Indledning

Undersøgelsen har taget udgangspunkt i referencelandenes nationale kommunikationer samt andet materiale tilgængeligt på internettet eller via personlig kontakt til myndigheder jf. referencer.

Teknologierne med tilhørende virkemidler præsenteres sorteret efter animalsk produktion, planteavl, ændring i arealanvendelsen samt bioenergi.

3.2 Animalsk Produktion

Den animalske produktion bidrager væsentligt til landbrugets udledning af drivhusgasser. Udledningen kommer fra dyrenes fordøjelsessystem og gylle.

Der er flere muligheder, som kan tages i anvendelse, for at mindske udledningen fra den animalske produktion.

• Først og fremmest kan antallet af dyr mindskes.
• En anden mulighed er at ændre fodersammensætningen.
• Endelig er der mulighed for at ændre måden hvorpå, gyllen håndteres.

Hver af disse muligheder gennemgås i det følgende

3.2.1 Reduceret husdyrproduktion

Drivhusgasudslippet fra den animalske produktion kan reduceres effektivt ved at reducere bestanden af drøvtyggere, såsom kvæg. Dette skyldes, at drøvtyggere generelt producerer mere metan end andre dyr på grund af deres særlige fordøjelsessystem. En reduktion i antal husdyr vil desuden medføre, at der produceres mindre husdyrgødning.

Referencelandene

I en række af referencelandene er husdyrbestanden faldet, hvilket har betydet en faldende udledning af drivhusgasser i de pågældende lande. Reduktionerne skyldes både den generelle konjunkturudvikling og konkrete virkemidler. Virkemidlernes indførelse har dog ikke været motiveret af et direkte ønske om faldende drivhusgasudledning, men andre miljøhensyn. De forskellige virkemidler gennemgås nedenfor.

I Holland og Storbritannien er kvægbestanden mindsket gennem en årrække. Reduktionen er sket som led i beskyttelse af overgræssede arealer, og for at mindske erosionen. Således er reduktionen i drivhusgasudledningen en indirekte effekt af et ønske om at beskytte græsarealerne, og at forebygge udvaskning af kvælstof til nærmiljøet. (OECD 2002)

I New Zealand er al landbrugsstøtte til husdyrhold blevet reduceret fra 11 pct. i 1986-88 til 2 pct. i 2002-2004, hvilket sammen med den generelle prisudvikling har medført, at antallet af får, geder, heste og svin er reduceret. Til gengæld er produktionen af kvæg steget betydeligt (Ministry for the Environment 2005). Reduktionen i landbrugsstøtten skyldes statslige reformer for at tilpasse landbruget til markedsvilkårene. (OECD 2005)

I Storbritannien er reduktionen i kvægproduktionen sket i forbindelse med implementeringen af Nitratdirektivet. Der ydes støtte til enhver landmand, der anvender ”miljøvenlig praksis” i produktionen, herunder nedskæringer i besætningen. (Brewer 2005)

I Sverige er antallet af malkekvæg er faldet fra 576.000 dyr i 1990 til 419.000 i 2001. I Sverige forklares reduktionen i landets samlede kvægbestand med effektiviseringen af landbruget. Idet mælkeproduktionen og kødproduktionen pr. ko hidtil har været stigende, vil færre køer kunne opretholde et givent produktionsniveau i forhold til tidligere. Da køer i landskabet er en del af Sveriges miljøkvalitetsmål,^[3] vurderes det ikke ønskværdigt at reducere antallet af dyr yderligere, da målopfyldelsen i Miljøkvalitetsmålet forudsætter græssende dyr i landbruget. (Jordbruksverket 2004)

Østrigs husdyrbestand er ligeledes reduceret med årene. Dette skyldes dog ikke regulering, men konjunkturudviklingen (Lamport 2005). Et ønske om en reduktion i drivhusgasudslippet har således ikke været motivationen.

EU-15

I EU-landene har CAP (Common Agricultural Policy) indflydelse på antallet af dyr, da CAP regulerer produktionen, salget og forarbejdningen af landbrugsvarer i EU. I EU15 har udviklingen i kvægproduktionen været faldende, hvilket har haft en positiv indvirkning på udledningen af metangas jf. tabel 3.1. Omvendt er svineproduktionen steget i forhold til referenceåret 1995 i tabel 3.1, hvilket har medført en negativ CO₂-effekt.

Tabel 3.1: udviklingen i kvæg og svinebestanden i EU15 landene

Kilde: Eurostat 2005.

Nogle EU lande har mindsket mælkekvoterne for at begrænse mælkeproduktionen. Dette har medført et mindre husdyrhold, da køerne producerer flere liter mælk pr. ko end tidligere.

En CO₂-omkostningsberegning (net added value) viser, at prisen for at reducere et ton metan fra kvæg ligger mellem 357-476 kr. pr. ton CO₂-ækvivalenter, og er ca. 10 gange så høj for malkekvæg, som følge af den tabte fortjeneste. Beregningen har dog ikke inkluderet de positive effekter ved en mindre mængde gylle. CO₂-omkostningen falder med ca. 20 pct., hvis CO₂-effekten af mindre gylle medregnes. (Bates 2001)

Ved en delvis afkobling af EU's landbrugsstøtte skønnes udledning fra den animalske produktion i Danmark at falde som følge af et lavere antal dyr ifølge Økonomimodelgruppen et al., 2003. Oksekødsproduktionen forventes at falde med 15-25 pct. afhængig af en delvis eller fuld afvikling, og svineproduktionen forventes at stige med 2-3 pct. i Danmark. Samlet set forventes en delvis afkobling af landbrugsstøtten i Danmark at kunne medføre en reduktion på 0,23 millioner ton CO₂ pr. år i forpligtigelsesperioden. (Økonomimodelgruppen et al.2003)

3.2.2 Ændring i fodersammensætningen

Husdyrs udledning af metan har en direkte sammenhæng med mængden af konsumeret foder og fodersammensætningen. Metanudledningen afhænger desuden af, om dyrets produktionsmæssige formål er mælkeproduktion, kødproduktion, uldproduktion eller andet_. Dette gælder især for drøvtyggere som kvæg og får. (OECD 2002)

Der findes en række muligheder for ændring i fodersammensætning, som kan have en effekt på drivhusgasudledningen:

• Forøgelse af andelen af kraftfoder i forhold til grovfoder vil ændre forgæringsmønsteret og øge dannelsen af propionsyre^[4] og dermed mindske metanudledningen. En modelberegning har vist, at ændring af foderniveau og rationens sammensætning kan reducere metanproduktionen med 10-40 pct. Ved at øge andelen af kraftfoder med 1 kg om dagen og reducere mængden af grovfoder med 0,5 kg. om dagen kan dannelsen af metan mindskes med 6,2 pct. for malkekøer og 8,2 pct. for kødkvæg. Mælke og kødproduktionen forbliver konstant. (Bates 2001)
• Ved at øge mængden af fedt med især umættede fedtsyrer øges ligeledes dannelsen af propionsyre, der hæmmer metandannelsen. Fedt forgæres ikke i vommen og danner derfor ikke i sig selv metan. (Weisbjerg et al. 2005)

Undersøgelser har vist, at man ved at forøge foderets fedtindhold kan opnå reduktioner på 0,48 millioner ton CO₂-ækvivalenter ved inddragelse af 10 pct. af Danmarks ca. 600.000 malkekøer.

• Foderet kan også optimeres ved at findele foderet yderligere, således at overfladen øges, hvilket påvirker fordøjelsen positivt og reducerer udledningen af metan.
• I Sverige har man på forsøgsbasis erstattet andelen af grovfoder med et højt indhold af sammensatte kulhydrater til fordel for kraftfoder med et højt indhold af enkelte kulhydrater. Ved at erstatte 25 pct. af de sammensatte kulhydrater med enkle kulhydrater via ændret fodring kan metanudledningen mindskes med ca. 20 pct. (Jordbruksverket 2004)
• Ligesom fedt har stivelse en positiv indflydelse på metandannelsen. Øges tilførslen af stivelse i kvægfoderet med 25 pct., er det muligt at reducere metanproduktionen i vommen med op til 20 pct. Dette skyldes, at stivelse er letfordøjelig og sænker pH’en i vommen. Et for højt indhold af stivelse i foderet kan dog hæmme den samlede generelle fordøjelse og medføre sygdom hos dyret. Reduktioner på henholdsvis 13,1 pct. og 7,8 pct. for malkekøer og andre kvæg er dog et realistisk estimat. (Bates 2001)
• Foder med lavt kvælstofindhold til svin kan reducere kvælstofudledningen. Ved en diæt med den perfekte kvælstofbalance har det i Canada vist sig, at kvælstofudslippet fra fordøjelsen kan reduceres med 50 pct. Hvis der til gengæld fjernes for mange kvælstofkomponenter fra foderet kan der opstå den modsatte effekt, idet svinenes helbred kan svækkes og have negativ effekt på fordøjelsen og udledningen af kvælstof. (OECD 2002)
• Det er også muligt at øge tørstofmængden i foderet således, at den flydende gyllemængde reduceres, og den faste fraktion øges. Dette vil mindske udledningen af ammoniak fra gyllelagre og mark, og dermed reducere den potentielle dannelse af lattergas.

Nogle fodringspraksiser anvendes af landmanden på eget initiativ, uden at der nødvendigvis gøres brug af virkemidler fra offentlig side, da en ændret fodringspraksis kan give økonomiske fordele i sig selv.

Referencelandene

I flere af referencelandene bliver der lavet undersøgelser og gennemført nye praksis med ændring i fodersammensætningen. Endvidere afhænger fodersammensætningen i referencelandene i høj grad af, om dyrene (specielt kvæg) har adgang til græsningsarealer, eller om dyrene holdes i stald. Dette hænger typisk sammen med den øvrige arealanvendelse.

Administrative og finansielle virkemidler til ændret fodringspraksis eksisterer efter foreliggende undersøgelser stort set ikke, da de fleste teknologier i denne kategori ligger i landmandens valg af foder, der ikke er reguleret.

Nye fodersammensætninger anvendes ofte på forsøgsbasis, og er således ikke udbredt i særlig høj grad.

I Canada har forsøg vist, at anvendelse af foder med lavt kvælstofindhold til svin kan reducere kvælstofudledningen. Det er dog afgørende, at den optimale balance mellem kvælstof i foderet og den mængde kvælstof, som dyret er i stand til at omsætte, etableres. Ved optimering af kvælstofmængden skal der samtidig medregnes den mængde, som dyret modtager fra andre komponenter i foderindtaget, hvilket kan gøre det kompliceret at finde balancen. Den modsatte effekt har dog også vist sig ved at fjerne for mange af de komponenter, der er gode for fordøjelsen. (OECD 2002)

Der er ikke indført regulering eller andre virkemidler i Canada på baggrund af undersøgelsesresultaterne. Der arbejdes dog med generel optimering af anvendelse af foder, der bliver effektivt fordøjet, hvormed gyllemængden reduceres og derved har en reducerende CO₂-effekt.

Som i Danmark har man i Canada og Storbritannien forsøgt at øge fedtprocenten i foderet. Det er ikke en praksis, der er udbredt for at mindske udledningen af drivhusgasser, men kan have andre årsager som f.eks. at variere fedtindholdet i mælkeproduktionen. Som tidligere omtalt har det dog en positiv indvirkning på metandannelsen i vommen, således af udslippet mindskes.

Ændring i fodersammensætningen for at reducere metanudslip fra kvæg har været diskuteret i Sverige. Her vurderes denne metode dog ikke som brugbar af flere årsager. Forholdet mellem grovfoder og kraftfoder er allerede optimeret, og en yderligere optimering vil medføre øget risiko for forstyrrelse i fordøjelsestragten, det vil sige; spiseforstyrrelser, gasophobning etc. Da man ikke vil gå på kompromis med dyrevelfærden, ses en ændring i fodersammensætningen derfor ikke som en brugbar metode til at reducere metanudslippet fra kvægbestanden.

Desuden vurderes det, at ændringer i fodersammensætningen ligeledes kan få konsekvenser for arealanvendelsen, idet græsmarker forventes at blive overflødige, og i stedet blive anvendt til korndyrkning. Dette vil typisk medføre øget anvendelse af kemiske bekæmpelsesmidler og kan således få en negativ indflydelse på andre miljøforhold såsom vandmiljø og biodiversitet (Jordbruksverket 2004). Ved at ændre fodringspraksisen på denne måde er det nødvendigt at holde dyrene i stalden for at kunne kontrollere foderindtaget.

EU 15

IPPC direktivet fra 1996 regulerer forurening fra industrien. Landbruget er omfattet af denne lovgivning. Direktivet udstikker krav om, hvorledes produktionen skal indrettes, således at forureningen begrænses. Til at opnå dette mål stilles der krav om anvendelse af den bedst tilgængelige teknik (BAT) i produktionen. Direktivets udgangspunkt er, at alle landbrug med over 250 dyreenheder^[5] skal opnå IPPC godkendelse. Der består særlige regler for fjerkræfarme, landbrug med produktion af slagtesvin, samt dambrug.

Vilkårene for drift, herunder grænseværdier for udslip til luft og vand fastsættes i individuelle godkendelser, der meddeles til driftslederen på det enkelte (husdyr)brug. I tæt sammenhæng med IPPC godkendelsens vilkår indgår nitratdirektivets krav til håndtering af husdyrgødning. Der fastsættes ikke vilkår for udslip drivhusgasser.

Udslippet af drivhusgasser fra landbruget reguleres således, ikke direkte i en IPPC godkendelse, men kravet om anvendelse af BAT vil ofte føre til f.eks. en reduktion i brændstofanvendelsen, ligesom nitratdirektivets krav om gødningsudbringelse vil påvirke landbrugets udslip af drivhusgasser.

På større svine- og fjerkræfarme skal der anvendes den bedst anvendelige fodringspraksis for at reducere udledningerne fra dyrenes fordøjelse. (Brewer 2005) Direktivet har indirekte indflydelse på flere andre udledninger fra landbruget bl.a. i gyllehåndteringen som bliver gennemgået i næste afsnit.

3.2.3 Gyllehåndtering

Der er stor forskel på drivhusgasemissionerne fra gylle afhængig af, hvordan gyllen håndteres i stald, opbevares og udbringes på marken.

Klimaet har også betydning for drivhusgasudslippet, især fra metan. I varmt vejr er udslippet op til seks gange større end i koldt vejr. Ligeledes har gyllens konsistens (flydende, fast) betydning for drivhusgasemissionen. De flydende gyllehåndteringssystemer forårsager størst udslip. Ved opbevaring i gylletanke opstår der iltfrie/iltfattige forhold i gyllen, som medfører udslip af metan og lattergas. Udslip af både metan og lattergas fra gyllehåndtering kan reduceres ved at anvende gylle til produktion af biogas, jf. afsnit 3.5.3.

Ammoniakfordampningen kan reduceres ved, at gyllen hurtigere udsluses fra stalden, og der etableres fast eller flydende overdækning på gylletanken.

Lagre med fast husdyrgødning bidrager også væsentligt til metan og lattergasemissionen. Ved at overdække lagrene eller afbrænde fraktionen, i forbindelse med varmeproduktion, kan der opnås betydelige reduktioner. (Hansen et al. 2004).

Gylle- og metan produktionen for henholdsvis kvæg og svin ses i tabel 3.2. Målingerne er foretaget i lande med koldt klima som i Nordeuropa med en gennemsnitstemperatur under 15° C.

Tabel 3.2: Gylle og Metanproduktion for kvæg og svin

Kilde: Bates 2001

*Ved mindre end én måneds opbevaring i gylletank.

**Ved over én måneds opbevaring i gylletank.

Referencelandene

I flere af referencelandene bliver anvendt en række teknologier og virkemidler, som kan medvirke til at reducere udledningen af drivhusgasser fra gyllehåndteringen. Disse vil blive gennemgået i dette afsnit. Der er flere eksempler på at implementering af Nitratdirektivet i den nationale lovgivning, har påvirket landenes drivhusgasbalance.

Større svinefarme er i dag reguleret under EU's IPPC direktiv, og i Storbritannien vil de fleste mindre svinefarme også blive underlagt retningslinierne i IPPC-direktivet i 2007. Svinefarmene skal anvende den bedst anvendelige teknik til at reducere udledningerne fra bl.a. gyllehåndteringen. (Brewer 2005)

I Storbritannien er der udarbejdet vejledninger til landmændene om implementering af BAT inden for gyllehåndtering, men også inden for andre områder i landbruget. I vejledningerne er der opstillet nogle ”gyldne regler” i gyllehåndteringen, som bør følges af landmændene. Reglerne omhandler opbevaring af gylle, undersøgelse af jordens gødningsbehov, udbringning af gylle, kompostering af gylle, og udbringning af uorganisk gødning, jf. afsnit 3.3.1.

I Storbritannien anvendes også metoder, hvor gyllen sikres en kompostering i gylletanke. Denne praksis, som er meget dyr, bliver dog mest anvendt for at reducere lugtgener i forbindelse med opbevaringen. IPPC direktivet forpligter landmændene til at overdække nye gylletanke og med tiden også eksisterende gylletanke. (Brewer 2005)

I Sverige er der i miljølovgivningen opsat retningslinier for gyllehåndteringen. Gylletanke skal således være overdækkede for at mindske ammoniakudslippet. Svenske studier har vist, at overdækning af gyllelagre kan mindske ammoniakfordampningen med 70-85 pct. Erfaringer viser dog, at en semipermeabel overdækning, som anvendes til at tilbageholde ammoniak, ikke er tilstrækkelig for at forhindre metanudslip, da metan er en mere ”letflygtig” gas. Der kræves derfor en helt tæt overdækning for at hindre metanudslip. Da ammoniakfordampningen er størst fra flydende gødning, er lovkravene mest restriktive for denne type gødning. Flydende gødning må kun påfyldes under dække. Der er ligeledes påbud om at flydende gødning skal opbevares med flydedække eller andet, f.eks. halm eller leca-kugler, som effektivt reducerer ammoniakfordampningen. Ved tildækning med semigennemtrængende materialer såsom halm og leca-kugler under lagringsperioden, kan metan-udslippet dog reduceres med 30-40 pct. (Jordbrukverket 2004)

I forbindelse med Sveriges implementering af Nitratdirektivet er der udpeget følsomme områder, hvor der i den nationale lovgivning er skærpede regler for gylleopbevaring og udbringning, jf. afsnit 3.3.1. Landbrug i de følsomme områder på over 10 dyreenheder skal have opbevaringsfaciliteter til gylle, der modsvarer en gødningsproduktion på mellem 8 og 10 måneder afhængig af dyrearten. (Sveriges Riksdag 1998)

I øvrige dele af landet skal landbrug med mere end 100 dyreenheder have plads til opbevaring af husdyrgødning som mindst modsvarer en gylleproduktion på mellem 8 og 10 måneder afhængig af dyrearten. På landbrug med mere end 10 dyreenheder skal der være plads til opbevaring af gylle mellem 6 og 10 måneder afhængig af dyrearten.

EU-15

EU's Nitratdirektiv spiller en afgørende rolle for implementering af initiativer til begrænsning af udledningen fra gylle. Direktivet stiller nogle helt specifikke krav til gyllehåndteringen og hvor stor en mængde nitrat, der må bringes ud på marken.

Direktivet forpligter medlemsstaterne til at udpege nitratsårbare zoner af alle kendte jordområder som bidrager til forureningen. Medlemslandene skal udarbejde handlingsplaner om foranstaltninger til at begrænse anvendelsen af enhver form for kvælstofholdig kunstgødning på landbrugsjord, ligesom planen især bør indeholde specifikke begrænsninger for anvendelse af husdyrgødning.

IPPC direktivet har ligeledes stor indflydelse på EU landenes nationale lovgivninger, der ligesom Nitratdirektivet har udlagt nogle specifikke retningslinier for medlemsstaternes miljøpolitik.

3.2.4 Sammenfatning

Inden for den animalske produktion kan der overordnet gøres brug af tre tiltag for at mindske udledningen. Nemlig reduktion af besætningerne, ændring af foderet eller ændringer i forhold til gyllehåndteringen.

Ingen af referencelandene har dog indført virkemidler, hvis primære formål har været at reducere drivhusgasudledningen. Det har derfor heller ikke været muligt at finde analyser, der har vurderet CO₂-omkostningen af de forskellige landes virkemidler.

Der er dog i referencelandene indført en række virkemidler, som indirekte har påvirket drivhusgasudledningen fra den animalske produktion.

En positiv indirekte effekt af effektivisering af produktionen i referencelandene har således været en faldende drivhusgasudledning. Regulering af mælkekvoterne påvirker bestanden af malkekvæg og derved også drivhusgasudledningen. Derudover har de økonomiske konjunkturer påvirket antallet af husdyr i negativ retning.

Ved ændring i fodersammensætningen er det i høj grad landmandens eget incitament og ikke offentlige virkemidler, der er den afgørende faktor. Incitamenterne afhænger af hvilken form for produktion, der finder sted, om det er økologisk produktion, mælke- eller kødproduktion mv., idet fodersammensætningen har indflydelse produktionens output.

Årsagen til ændringer i drivhusgasudslip fra den animalske produktion, synes derfor kun i begrænset omfang at være drevet af offentlig regulering. Da fodersammensætningen har stor betydning for metanudledningen, kan der potentielt tages virkemidler i brug for at regulere fodersammensætningen i landbruget med henblik på af nedbringe fremtidige metanudslip.

Ved at øge andelen af kraftfoder til fordel for grovfoder er der et potentiale for at nedbringe metanudledningen, idet forgæringsmønsteret i vommen ændres, dette gælder især for drøvtyggere. Der kan dog være uheldige helbredsmæssige effekter ved at ændre på kvægs foder, som skal tages med i betragtning. Ved at øge mængden af kvælstof i foderet til svin, har canadiske undersøgelser vist, at der kan være et godt potentiale for at reducere dyrenes kvælstofudslip.

Ved at øge fedt- og stivelsesindholdet i specielt kvægfoder kan der opnås betydelige reduktioner.

Gyllehåndteringen er den tredje faktor, som har indflydelse på udledningen af drivhusgasser. For at mindske udslippet af drivhusgasser kan der enten ændres på opbevaringen af gylle, eller gyllen kan anvendes til f.eks. biogas, jf. afsnit 3.5.3.

Det er i høj grad EU's Nitratdirektiv, der har været det overordnede virkemiddel i EU referencelandene. Medlemslandene har implementeret direktivet i den nationale lovgivning på forskellige måder, eksempelvis ved at udpege nitratsårbare zoner og fastsætte regler for gylleopbevaringen.

I Sverige påbyder lovgivningen landmændene at tildække deres gylletanke med et fast flydelag, som kan begrænse ammoniak- og metanudledningen med henholdsvis 70-85 pct. og 30-40 pct.

3.3 Planteavl

Landbrugets planteavl påvirker kulstof- og kvælstofkredsløbet, og derved også emissionen af såvel kuldioxid (CO₂), lattergas (N₂O) og metan (CH₄). Det er derfor relevant at redegøre for de virkemidler referencelandene anvender til at regulere brugen af teknologier, som påvirker drivhusgasudslippet fra planteavl. Disse teknologier kan opdeles i

• Tilpasset gødskning
• Dyrkning af kvælstoffikserende afgrøder
• Grøn gødskning
• Anvendelse af afgrøderester til jordbehandling
• Pløjefri dyrkning
• Kalkning

Det vurderes, at der på nuværende tidspunkt ikke er indført virkemidler, hvis direkte formål har været at reducere drivhusgasudslippet, dette er rettere en afledt sideeffekt fra de nævnte teknologier.

3.3.1 Tilpasset gødskning

Gennem tilpasning af kvælstofholdig gødning til planternes behov, kan udslip af overskydende kvælstofholdige forbindelser, såsom lattergas og nitrat, reduceres. Gødningsmængden kan tilpasses ved

• så præcist som muligt at sprede den mængde gødning, der opfylder planternes behov for næring,
• ved at sprede gødningen på det ”rigtige” tidspunkt og
• gennem præciseret gødskning så nær ved planteroden som muligt.

Dermed vil planten udnytte en maksimal andel af kvælstoffet i den tilførte gødning, hvilket reducerer den potentielle dannelse af lattergas.

I en del lande benytter man desuden gødningstyper med nitrifikationshæmmere, kontrolleret næringsfrigivelse og tidsmæssig forskudt gødskning til at kontrollere kvælstoffrigivelsen, så afgrøden kan optage den størst mulige andel af næringsstoffet. Dermed reduceres det potentielle lattergasudslip. (OECD 2002)

Nitrifikationshæmmende stoffer kan reducere N₂O udledningen idet dannelsen af nitrat forsinkes^[6]. Forsøg fra flere lande har vist, at anvendelse af nitrifikationshæmmende stoffer kan reducere N₂O udledningen med op til 50 pct. (Ministry of Agriculture and Forestry 2001).

Husdyrgødning består af organisk materiale i modsætning til handelsgødning. Anvendelse af husdyrgødning kan derfor medvirke til at øge jordens organiske indhold. Dele af det organiske stof skal dog nedbrydes før næringstofferne i gødningen er plantetilgængelige. Næringsfrigivelsen er derfor mere usikker og sværere at tilpasse planternes behov end i handelsgødning, hvilket kan resultere i større udslip. Undersøgelser af økologiske jordbrug, hvor al gødskning er baseret på husdyrgødning viser, at netto drivhusgasudslippet er lavere pr. hektar på økologisk dyrkede jorder. Opgøres effekten i stedet pr. produceret enhed, er netto drivhusgasudslippet dog større end i konventionelt landbrug, da produktionen er lavere i økologiske brug end i konventionelle jordbrug. (Olesen 2005)

Referencelandene

Tilpasning af gødningsmængden til planternes behov er udbredt praksis i de fleste referencelande. I Canada, Frankrig, Holland, Storbritannien, Sverige og Østrig bestemmes den rette mængde gødning normalt ud fra jordprøver. Derudover ændres praksis løbende via information til landmændene om spredning af gødning.

Der udvikles rådgivningsmateriale i Storbritannien, ligesom der gives støtte til ”road shows” og demonstrationsprojekter for at opmuntre landmændene til at målrette gødskningen bedre til planternes behov.

I Sverige har man udviklet et dataprogram (STANK) til bedst muligt at beregne gødningsplaner til de enkelte landbrug for derigennem at opnå optimal vækst af afgrøder samtidig med minimal risiko for udvaskning og afgasning af kvælstofholdige forbindelser, heriblandt lattergas (Jordbruksverket 2004). Det egentlige formål med anvendelsen af STANK er at reducere nitratudvaskningen og ammoniakfordampning gennem bedre kvælstofhåndtering. En positiv sideeffekt ved dette tiltag er at lattergasudslippet reduceres. Rådgivningscentre anbefaler den beregnede plan, men der er ingen krav om, at den skal efterleves.

I Frankrig kan landmænd få mellem 30 og 50 pct. støtte til gyllesystemer, der forbedrer udbringningen af gylle. I Storbritannien findes en lignende ordning med op til 25 pct. økonomisk støtte. (OECD 2002)

I forbindelse med implementeringen af Nitratdirektivet er der i Storbritannien udpeget 68.000 hektar landbrugsjord. Dette svarer til 55 pct. af landbrugsarealet, udpeget som nitrat-sårbare zoner, der skal beskyttes mod handels- og husdyrgødning. Dette sker ud fra direktivets principper om godt landmandsskab^[7].

Programmet ”Environmental Stewardship” er et nyt landbrugsmiljøprogram fra 2005, som økonomisk støtter landmænd i Storbritannien, som anvender effektive miljøløsninger. Formålet er at højne biodiversiteten, forbedre landskabet, beskytte naturressourcer og forbedre offentlig adgang til landskabet. Miljøprogrammet er opdelt i to: ”Entry Level Stewardship” (ELS) og ”Organic Entry Level Stewardship” (OELS).

I ELS kan landmænd få 330 kr. (30 £) i støtte pr. hektar, der lever op til programmets standarder. I programmet er der opstillet 50 forskellige tiltag, som hver giver et vist antal point. Nogle af de vigtigste tiltag er anlæggelse af bufferzoner mellem markerne, beplantning af læhegn, anlæggelse af permanente græsmarker og dyrkningspraksisser til beskyttelse af jorder med høj erosionsrisiko. Når der er lavet tiltag for sammenlagt 30 point pr. hektar, kan støtten udbetales. Programmet administreres af en offentlig instans, som endvidere yder hjælp til den praktiske gennemførelse. Aftalerne indgås over 5 år. (Department for Environment, Food and Rural Affairs 2005).

I OELS kan landmænd opnå et tilskud på 660 kr. (60 £) pr. hektar økologisk dyrket land, der er optaget i programmet. Til gengæld skal der opnås 60 point for at få udbetalt tilskuddet. Der udstedes dog automatisk 30 points for allerede godkendt økologisk jord. For at omlægge konventionelt landbrug til økologisk kan der opnås 1.925 kr. (175 £) pr. hektar pr. år over en to-årig omlægningsperiode. (Department for Environment, Food and Rural Affairs 2005).

For at opfylde IPPC direktivets krav om brug af BAT er det en udbredt praksis i Storbritannien at nedfælde gyllen i jorden efter spredningen.

I Sverige er der indført forskellige påbud om nedpløjning af gødning. Der er udpeget følsomme områder af landet hvor pløjning skal ske inden for et bestemt antal timer, afhængig af tidspunktet på året, typisk fra oktober til februar. (Wahlander 2005).

I Sverige gives økonomisk støtte til landmænd, der fremmer anvendelse af systemer, der begrænser nitratudvaskningen.

I Østrig er over 20 pct. af landbrugsarealet beskyttet mod anvendelse af nitrat, og der er begrænsninger for udbringningen af handelsgødning og gylle på 175 kg N pr. hektar landbrugsjord og 210 kg N pr. hektar på græsningsarealer.

Østrig støtter desuden ekstensive driftsformer herunder landbrug som ikke anvender handelsgødning på markerne. Dette gøres som led i en strategi om at fremme en ekstensivering af landets planteavl. Ordningen er etableret som følge af Østrigs tiltrædelse til EU under EU Miljøprogram for at sikre landbrugets konkurrencedygtighed. (Posch 2005)

EU

Nitratdirektivet i EU forpligter alle medlemslande til at regulere landbrugets nitrathåndtering. Dette gøres gennem Nitratdirektivets 10-punkts kodeks for godt landmandskab, jf. note 6. Flere punkter herunder omhandler restriktioner for hvor og hvornår, der må gødes. Dette kaldes strategisk gødskning. Tiltag, der indgår i kodekset for godt landmandsskab kan forventes at være efterfulgt i alle EU-lande.

Danmark

Som reaktion på Nitratdirektivet er der også i Danmark indført restriktioner for hvor og hvornår, der må gødes. Dette gøres for at reducere nitratudslip til nærliggende vandmiljøer. Der hersker usikkerhed omkring effekten af disse tiltag på lattergasudslip.

3.3.2 Dyrkning af kvælstoffikserende afgrøder

Dyrkning af kvælstoffikserende planter, eksempelvis kløver eller bønner, overflødiggør tilførsel af kvælstofholdig gødning. Dyrkes de kvælstofreducerende planter sammen med andre afgrøder, eksempelvis græs sammen med kløver, nedsættes behovet for den tilførte gødningsmængde. Dermed reduceres det potentielle lattergasudslip forbundet med gødskning.

Afgrøder indeholder varierende andele af kvælstof. Kvælstoffikserende afgrøder (f.eks. ærter, bønner og kløver) består af ca. 0,03 kg N/kg tør biomasse, hvilket er omtrent dobbelt så meget som ikke-kvælstof fikserende afgrøder. Det vurderes, at gennemsnitligt 65 pct. af afgrødens biomasse efterlades i jorden. Baseret på disse estimater fremgår det, at der bindes 19,5 g N/kg tør biomasse. I forbindelse med nedbrydningen af disse planter, hvad enten de anvendes til grøn gødskning, jf. afsnit 3.3.3, eller rødderne fra døde planter omsættes, vil der potentielt kunne dannes større mængder lattergas end fra almindelige planter. (OECD 2002)

Der hersker stor usikkerhed om hvor meget lattergasudslip, der kan reduceres ved plantning af kvælstoffikserende af grøder. Det kræver yderligere forskning i frigivelse af lattergas under omdannelsen af de kvælstoffikserende planter, og den potentielt fortrængte mængde lattergas, som følge af reduceret gødskning.

Referencelandene

Både i Canada, Frankrig, New Zealand, Storbritannien og Østrig opfordres der til i højere grad at plante kvælstoffikserende afgrøder. Opfordringen i disse lande indgår typisk som en del af programmer for at øge arealet med økologisk jordbrug, hvor handelsgødning erstattes af husdyrgødning og kvælstoffikserende planter. For de europæiske landes vedkommende er det en del af EU’s ”Organic Farming Regulation”.

I Storbritannien anvendes endvidere bioteknologi til at optimere afgrøders brug af kvælstof, herved er man eksempelvis kommet frem til en ny variation af rød kløver, som fikserer mere kvælstof end tidligere anvendte røde kløvere. Denne art dyrkes på konventionelt dyrkede græsmarker.

3.3.3 Grøn gødskning

Ved at plante flere afgrøder samtidig på et markareal kan det samlede kulstof- og kvælstofoptag forhøjes og således reduceres netto drivhusgasudslippet. Dette forbedres yderligere, hvis den ene afgrøde pløjes ned i jorden som såkaldt ”grøn gødning”. I stedet for at pløje den ene afgrøde ned kan man pløje halm eller slam ned i jorden. Det forventes, at kulstofpuljen i jorden øges dermed. Modsat vil den øgede planteproduktion typisk kræve øget gødskning, og dermed risiko for øget lattergasudslip. Der er derfor endnu usikkerhed forbundet med den egentlige effekt grøn gødskning (Jordbruksverket 2004).

Referencelandene

Frankrig og Østrig er blandt de lande, der gør brug af grøn gødskning som et positivt bidrag til drivhusgasbalancen fra landbrugssektoren ved f.eks. at have plantedække mellem vinrækkerne.

Det østrigske miljøprogram inden for landbrug (ÙPUL) promoverer en række dyrkningsmetoder over for landbruget. Blandt disse er afgrøderotationer, herunder dyrkning af salgsafgrøder eller afgrøder, der omdannes til grøn gødning, i løbet af efteråret og vinteren for at undgå bare marker. Formålet med denne kampagne er primært at stabilisere eller forbedre kvaliteten af overfladevand og grundvand gennem reduceret nitratudvaskning. Dette medfører ligeledes reduceret lattergasudslip, som en sideeffekt.

Danmark

I Danmark har markafbrænding (se afsnit 3.3.4) været forbudt i en årrække, hvorfor der finder en del nedpløjning af halm sted. Dette har bidraget med øget kulstofindhold i jorden, afhængigt af mængderne, der er nedpløjet. Ved samtidig at dyrke efterafgrøder og sprede gylle på jorden øges kulstof puljen yderligere. En dansk undersøgelse har fundet, at nedmuldning af 4,8 og 12 ton halm pr. hektar resulterede i, at jordens kulstofindhold steg med henholdsvis 12, 21 og 30 pct. (Christensen 2005)

3.3.4 Anvendelse af afgrøderester til jordbehandling

Efterlades afgrøderester som dækning samt gødning på den høstede landbrugsjord øges jordens kulstofindhold med omtrent 10 pct. Denne andel varierer dog afhængig af klimatiske forhold, gødskning m.m. Endvidere kan jordens kulstofindhold øges med op til 20 pct. ved regelmæssig spredning af organisk gødning. (OECD 2002)

Til gengæld kan en for stor tilførsel af kulstofholdigt materiale til jorden have en negativ virkning, da dette vil skabe underskud af kvælstof i jorden. Det skyldes, at mikrober forbruger kvælstof, når de nedbryder biomassen. Afgrøderne har ligeledes brug for kvælstof. For at sikre afgrødernes vækst kan det derfor blive nødvendigt at tilføre forholdsvist mere kvælstofholdigt gødning til marken, hvilket muliggør lattergasudslip. Tidspunktet for indarbejdelsen af det organiske materiale i jorden er derfor væsentlig for at undgå kvælstofmangel i afgrødernes vækstsæson.

Alternativt kan afgrøderester afbrændes på marken. Der frigives CO₂ og en mindre andel N₂O ved afbrænding af stubmarker og andre afgrøderester. Drivhusgasserne frigives både fra afbrænding af vegetationen og den organiske pulje i jordens øverste lag. Udslippets størrelse varierer med afgrøden, eksempelvis er andelen af lattergasudslip større fra kvælstoffikserende planter, end de der ikke fikserer kvælstof. Det er fundet, at markafbrænding reducerer en stor del af jordens organiske materiale. Desuden er det vist, at den største reduktion i jordens organiske materiale, som følge af markafbrænding, sker, hvor der praktiseres et konventionelt landbrug. (OECD 2002)

Referencelandene

I Canada og Storbritannien opfordres der til at anvende afgrøderester som dækning og/eller gødning. Flere lande dækker også jorden som forebyggelse mod erosion fra vind eller vand. Andre steder opfordres man til om efteråret at inkorporere materiale med et højt C/N-forhold i jorden. Mikrober vil derefter anvende jordens overskydende kvælstof til at nedbryde materialet. Dermed reduceres kvælstofudslippet, primært i form af nitrat men også som lattergas, udenfor vækstsæsonen.

Omvendt anbefaler eksempelvis Holland at opsamle planteresterne og anvende dem til biobrændsler. Dermed reduceres CO₂ -fiksering i marken. Anvendelse af biobrændsel kan derimod medføre en reduktion af CO₂–udledningen fra energisektoren.

I Holland, Storbritannien og Østrig er der forbud mod afbrænding af afgrøderester. I Sverige derimod er det tilladt i begrænset omfang. Disse tiltag er hovedsageligt sket for at afhjælpe andre miljøpåvirkninger, primært den lokale luftkvalitet. (OECD 2002)

I Østrig ydes økonomisk støtte til landmænd, som efterlader afgrøderester på marken. Denne støtteordning indgår som en del af programmet for at ekstensivere landbruget i Østrig. (Posch 2005)

3.3.5 Pløjefri dyrkning

Jordbearbejdningen påvirker nedbrydningen af jordens organiske materiale. Man kan undlade at pløje marken og i stedet så direkte oven i resterne af den tidligere afgrøde. Desuden kan jorden forberedes til dyrkning gennem afgrøderotation og herbicider i stedet for pløjning. Ved nedsat eller ingen pløjning reduceres aktiviteten blandt de bakterier, som omdanner det organiske materiale. Dermed reduceres CO₂-udslippet fra landbrugsjorderne. Det skønnes fra forskellige undersøgelser, at ingen eller reduceret jordbearbejdning øger kulstofindholdet i jorden med mellem 5 og 10 pct. (OECD 2002). Desuden reduceres CO₂-udslip fra det brændstof, der anvendes ved selve pløjningen.

Reduceret jordbearbejdning har den største effekt på jorder med et højt organisk indhold, desuden varierer effekten en del afhængig af klima, afgrøder og dyrkningsmetoder.

Referencelandene

Med tiden er jordbearbejdning reduceret i både Canada og Spanien. Dette skyldes forbedrede maskiner, bedre brug af afgrøderester og mere effektive herbicider, som anbefales at dosseres i mindre doser.

Danmark

Danske undersøgelser er præget af store usikkerheder omkring den egentlige effekt på kulstoflagring og lattergasudslip ved pløjefri dyrkning (Olesen et al. 2005).

Interessen for pløjefri dyrkning har været stigende i Danmark i de senere år, da denne praksis reducerer arbejds- og maskinomkostninger. Traditionelt har pløjning været set som nødvendig jordbearbejdning for at sikre et godt udbytte. Undersøgelser har dog vist en meget lille ændring i gennemsnitsudbyttet ved pløjefri dyrkning. Pløjefri dyrkning skønnes at kunne praktiseres på yderligere 300.000 ha i Danmark (Olesen et al. 2005).

3.3.6 Kalkning

Kalkning anvendes på sure jorder for at forbedre planteproduktionen. Den øgede planteproduktion binder kulstof i jord og planter, hvorved CO₂-udledningen mindskes. Jordens struktur kan ligeledes forbedres, som følge af kalkningen, og kan dermed nedsætte udslippet af lattergas (N₂O). Til gengæld frigives der CO₂, når kalk (CaCO₃) omdannes kemisk ved kontakt med den sure jord.

Der er ikke noget klart billede af, hvorvidt kalkning samlet set bidrager positivt eller negativt til drivhusgasbalancen (Jordbruksverket 2004). Dette område vil således kræve videre forskning for at kunne indgå i landes drivhusgasberegning.

Hidtil er der ud fra IPCC’s guidelines regnet med at alt tilført karbonat omdannes til CO₂ før eller siden. Denne beregningsmetode ændres dog fra næste forpligtelsesperiode, idet man har fundet, at i lande med meget nedbør, som eksempelvis Danmark, vil en del af karbonatet (CO₃^2-) udvaskes, og dermed ikke påvirke drivhusgasbalancen fra jordbrug.

3.3.7 Sammenfatning

Teknologier til at reducere drivhusgasudslip i forbindelse med planteavl kan groft opdeles i initiativer inden for kvælstofhåndtering, afgrødehåndtering, jordbearbejdning og kalkning. Påvirkningen af drivhusgasbalancen er typisk enten relateret til kvælstofgødskning tilpasset planternes behov, hvorved der opnås en reduktion i lattergasudslippet eller en øget kulstofbinding i jorden eller planterne. De beskrevne teknologier er alle kendte i dansk landbrug, men der er mulighed for at fremme anvendelsen af dem i Danmark.

Beregning af tiltagenes effekt på kulstofbindingen i jord vanskeliggøres af, at ophobningen af kulstof i jord varierer med mange faktorer, og derfor er meget forskellig lokalt. Desuden vil en blivende ændring i kulstofpuljen først kunne vurderes efter flere årtier, hvilket kræver at dyrkningspraksis skal være uændret i denne periode for at få overbevisende målingsresultater.

Det er ligeledes vanskeligt at kvantificere lattergasudslip fra jorden, da det i høj grad afhænger af lokale forhold som temperatur, jordens vandindhold og kvælstofindhold. Disse faktorer har en stor rummelig variation.

Ingen lande har opmuntret til anvendelse af teknologierne af hensyn til drivhusgasbalancen. Referencelandene er derimod opmærksomme på, at de kan forårsage en effekt herpå. Mange tiltag praktiseres med det formål at reducere nitratudslippet fra planteavlen eller som kompensation for brug af handelsgødning i økologiske brug, herunder tiltag til reduktion af kvælstofudvaskning, øget brug af kvælstoffikserende afgrøder samt grøn gødskning. Det vurderes, at EU-landenes initiativer hovedsageligt er gennemført i medfør af Nitratdirektivet, og således at direktivet overholdes, men uden at der er introduceret yderligere tiltag for at reducere drivhusgasudledningen. Regulering af disse tiltag er sket gennem rådgivning og forbud.

Andre teknologier anvendes for at optimere arbejdsgangen for eksempel i forbindelse med arbejdsomkostninger, udbytteafkast etc. Dette er tilfældet for øget brug af kvælstoffikserende afgrøder, pløjefri dyrkning og kalkning. Da disse teknologier kan være en umiddelbar økonomisk fordel for landbruget har ibrugtagningen af teknologierne ikke altid været motiveret gennem offentlig regulering. Landbrugsrådgiveres opfordring til at anvende teknologierne støttes dog i nogle af referencelandene med offentlige tilskud.

Endelig har Østrig et støtteprogram for landbrug, som giver afkald på at anvende produktionsfremmende driftsformer, da landet ønsker at fremme ekstensiveringen af landbruget. Dette forventes at lede til en nicheproduktion, som kan øge det østrigske landbrugs konkurrencedygtighed.

3.4 Ændring i arealanvendelsen

Arealanvendelsen har betydning for kulstofkredsløbet og kvælstofkredsløbet og dermed for drivhusgasbalancen. Såvel i Danmark som i referencelandene er der taget en række initiativer, som virker positivt på balancen, såsom udtagning af landbrugsjord til brakmarker, beskyttelse af moser, våde enge og andre marginale jorder, skovrejsning samt plantning af læhegn. Indtil nu har initiativerne ikke været motiveret af drivhusgaseffekterne.

3.4.1 Udtagning af landbrugsarealer og beplantning af brakmarker

Jorden virker som dræn for drivhusgasser, hvis jordens kulstofpulje øges. Landbrugsarealer forventes at have større potentiale for kulstofbinding, hvis de tages ud af omdrift (OECD 2002). Nedbrydningen af jordens organiske materiale til blandt andet CO₂ er mere effektiv på bare marker end beplantede. Jordens kulstofdræn øges derfor yderligere, hvis der er permanent plantedække på arealet, da kulstofbindingen på et beplantet areal både vil være relativt højere i jorden og i vegetationen end på bare arealer. Potentialet afhænger dog af en lang række faktorer såsom klima, sammensætningen og mængden af jordens organiske pulje, tidligere dyrkningsmetoder, beplantning etc.

Referencelandene

I Canada, Sverige og Østrig opfordres der til at reducere ubeplantede brakarealer. I Sverige er det ikke tilladt at have mere end 50 pct. bar brakmark pr. landbrug (i Skåne og Halland dog max. 40 pct.).

I Frankrig tilbydes økonomisk støtte som incitament til at udtage landbrugsarealer fra produktionen og lade områderne udvikle naturlig vegetation til gavn for flora og fauna.

EU

Som et led i reformen af EU’s landbrugspolitik er braklægningsordningen og støtteordninger i denne forbindelse ændret. Medlemslandene har haft forskellige muligheder for at efterleve nye krav, og det har bevirket ændringer i støtteordningerne. Ændringerne er trådt i kraft, således at hektarstøtten erstattes af den nye enhedsstøtteordning. I stedet for at tilskuddet tidligere blev udbetalt direkte efter produktionen, bliver støtten nu udbetalt uafhængigt af produktionen, således at der udbetales et fast enhedstilskud på 2.240 kr. pr. hektar. Landbrugsstøtten er til forskel fra tidligere nu delvis uafhængig af hvilke afgrøder der dyrkes. Den tidligere braklægningsstøtte udgør nu det samme enhedstilskud på 2.240 kr. pr. hektar. På landbrug over 22 hektar skal 8 pct. braklægges.

Danmark

Der findes kun få data, der viser hvor meget jordens organiske pulje øges ved at afvikle landbrugsproduktionen. Dog menes der i Danmark at kunne opnås en stigning på ca. 2,5 pct. af jordens kulstofindhold ved omlægning af jord i omdrift til permanente græsmarker.

Da optaget varierer meget afhængigt af de førnævnte faktorer, er det et område som kræver mere forskning for at kunne vurdere effekten af denne teknologi i forbindelse med drivhusgasbalancen.

I Danmark har EU’s landbrugspolitik resulteret i, at landbrug på mere end 22 ha har pligt til at braklægge 8 pct. af arealet. Der ydes braklægningsstøtte til arealerne for at kompensere for tabet af udbytte som følge af denne lov. Mindre brug kan dog ligeledes søge om støtte til brakmarker. Der er pligt til at have plantedække på brakmarkerne, hvilket er positivt i forhold til drivhusgasbalancen. Drivhusgasbalancen har dog ikke haft indflydelse på vedtagelsen af støtteordningen.

3.4.2 Ændring af dræn på organiske jorder

Organiske jorder, hvad enten de er våde eller tørlagte, udleder generelt flere drivhusgasser end mineralske jorder. Opbygningen af den organiske pulje betyder dog, at der sideløbende bindes kulstof- og kvælstofholdige forbindelser i jorden. Organiske jorder dannes i iltfrie eller iltfattige miljøer, som skyldes et vandmættet miljø, og hvor der er rigelig tilgang af organisk materiale, typisk død vegetation. Dannelsen skyldes, at hastigheden, hvormed det organiske materiale nedbrydes i et iltfrit miljø, er stærkt reduceret. Dermed opbygges efterhånden en stor organisk pulje i jorden. Særlige bakterier kan omdanne det organiske materiale uden brug af ilt, hvorved der frigives metan og lattergas.

Drænes jorden, så den bliver iltholdigt, vil udslippet af disse drivhusgasser reduceres. Derimod vil der være stigende udslip af CO₂ og kvælstofholdige forbindelser uden betydning for drivhusgasbalancen, såsom frit kvælstof eller nitrat. Nitratforekomsten kan være uhensigtsmæssig i forbindelse med andre miljøproblemer, specielt eutrofiering. Nettoeffekten af at dræne en organisk jord vil være negativ for drivhusgasbalancen. Idet ophobningen af organisk materiale aftager, og overstiges af nedbrydningen heraf vil færre drivhusgasser målt i CO₂-ækvivalenter undslippe en våd organisk jord end en tørlagt organisk jord. Det reelle drivhusudslip afhænger af klima, dræningstilstand, næringsindhold i jorden, dyrkningsmetode og arealanvendelse.

Referencelandene

I Frankrig og Holland er der restriktioner mod at udtage organiske jorder fra landbrugsproduktionen, med mindre formålet er naturbeskyttelse. Man reducerer således metanudslippet og lattergasudslippet til fordel for et øget CO₂-udslip.

I Sverige er det vist, at drivhusgasudslippet fra organiske jorder varierer med arealanvendelsen (vist i prioriteret rækkefølge, hvor effekten af udslippet er størst i førstnævnte):

1. opdyrket tørvejord
2. ufuldstændig afgravet tørvejord
3. tørvejord med skov
4. urørt tørvejord på lavbundsmose
5. urørt tørvejord på højbundsmose

Der efterspørges dog mere forskning på området for at få bedre viden om det egentlige udslip fra de forskellige typer af arealanvendelse på organiske jorder (Jordbruksverket 2004).

Ud fra et formål om at nedsætte drivhusgasudslippet, vurderes det i Sverige, at tørveudvindelse er mest fordelagtig på de jorder, hvorfra der er størst udslip af drivhusgasser (Jordbruksverket 2004).

EU

For at overholde EU's Nitratdirektiv skal der tages initiativer til at reducere nitratudvaskningen til vandløb. Et virkemiddel er at have våde enge mellem marker i omdrift og vandløb. Dette initiativ fremmes yderligere med Vandrammedirektivet, som er vedtaget for at beskytte vandmiljøet. Findes vandløbet i et område udpeget til særlig høj vandkvalitet gennem EU’s Habitatdirektiv, vil incitamentet være særlig højt til at sikre, at der findes et vådområde mellem landbrugsjorden og vandløbet.

Danmark

I Danmark findes der en betydelig mængde af organiske jorder såvel tørlagte som våde (moser, våde enge etc.). I forbindelse med overholdelse af Nitratdirektivet og Vandrammedirektivet retableres en række våde jorder (typisk våde enge) ved at nedlægge dræn i landbrugsjorder, hvorfor det er relevant at overveje konsekvensen for drivhusgasudslippet fra denne type jorder.

3.4.3 Skovrejsning

Landbrugsarealer, der udtages af produktion for at rejse skov på området, binder kulstof i træerne. En del kulstof bindes desuden i jorden, som ikke længere er i omdrift. Bindingen i den overjordiske biomasse (træer og anden vegetation) er kendt for en del træsorter. Den egentlige binding lokalt afhænger dog af mange faktorer, heriblandt driftsform og træsort. Kulstofbindingen i jorden er derimod meget varierende lokalt afhængig af klima, jordbundstype og tidligere driftsform. Da ændringen i jorden sker langsomt vil man typisk først kunne måle ændringen i jordens kulstofindhold som effekt af skovrejsningen efter flere årtier.

Skov vurderes desuden til at kunne bidrage positivt til drivhusgasbalancen ved at levere træ som råvare til energisektoren som substitut til fossilt brændstof. Dette kan reducere drivhusgasudslippet fra energisektoren. (UNFCCC (Germany) 2005)

Referencelandene

”The National Green Fund” i Holland har lavet aftaler med selskaber om at rejse skov og vedligeholde dem i 50 år. Fonden udsteder CO₂-certifikater på 30 € pr. ton CO₂ svarende til antal tilplantede hektar. Til eksempel kan et energiselskab, som ønsker at rejse skov, trække et beløb fra i skat, som i stedet skal betales til ”The National Green Fund”. Fonden betaler lodsejere, der har underskrevet kontrakt om skovrejsning. (UNFCCC (The Netherlands) 2005)

Frankrig har en målsætning om at rejse 30.000 ha skov om året. Dette mål skal nås ved hjælp af økonomisk regulering. (UNFCCC (France) 2005)

I Spanien anses skovrejsning som en nyttig metode til at binde kulstof, og dermed til at reducere landets samlede drivhusgasudslip. (OEEC 2005)

Danmark

Det er vurderet, at danske skove binder 0,109 mio. ton CO₂ pr. år^[8] (Brunner et al. 2005). Dette svarer til en gennemsnitlig CO₂-binding på 0,22 ton CO₂ pr. år pr. ha^[9].

Danmark har en målsætning om at fordoble det nationale skovareal inden for 80-100 år. Der udpeges derfor skovrejsningsområder i lokalplaner og gives støtte til en række aktiviteter i forbindelse med skovrejsning^[10]. Skov i skovrejsningsområder er desuden omfattet af fredsskovspligt, hvilket betyder at skoven ikke må nedlægges igen.

3.4.4 Plantning af læhegn

Plantning af læhegn influerer på samme måde som skovrejsning på drivhusgasbalancen, idet læhegnsbeplantningen binder kulstof i biomassen.

Referencelandene

I Canada har Agriculture and Agri-Food Canada (AAFC) med succes uddelt træer til læhegn og buske gennem deres læhegnsprogram. Dette sker med henblik på tilplantning på landbrugsarealer for at skabe habitater for dyrelivet og for at støtte initiativer til skovdrift. Organisationen ”The Prairie Farm Rehabilitation Administration Shelterbelt Centre” producerer 29 træ- og busksorter og distribuerer mere end 5 millioner træer og buske årligt til 10.000 skovbrug på prærien. Træer og buske udleveres gratis, mens modtagerne er ansvarlige for transportomkostninger, plantning og vedligeholdelse af læhegnene. (AAFC 2005)

Danmark

Der er tradition for at have læhegn på danske marker. Dette ses især i Vestjylland hvor vinden er stærkest, og fordelen ved de levende hegn er derfor størst. I Danmark er der et ønske om at øge beplantningen i det åbne land, herunder læhegn, både for at læ og for at skabe sammenhæng mellem vildthabitater. Effekten på drivhusgasbalancen er således en positiv sideeffekt. For at fremme beplantning i det åbne land er der oprettet tilskudsordninger, som dækker ca. 40 pct. af udgiften til plantning af læhegn og 80 pct. af planteprisen for oprettelse af små biotoper (Landsforeningen De Danske Planteforeninger 2005 og Skov og Naturstyrelsen 2005).

3.4.5 Sammenfatning

Der er ikke fundet hverken teknologier eller virkemidler inden for ændring i arealanvendelsen blandt referencelandene, som afviger meget fra initiativer, man allerede har iværksat i Danmark.

Et fællestræk ved de behandlede tiltag inden for ændring i arealanvendelsen er, at de alle influerer på drivhusgasbalancen ved at øge bindingen af kulstof. Det er forholdsvis simpelt at beregne effekten på drivhusgasbalancen for den del af kulstoffet, som er bundet i vegetationen. Derimod er ændringen i jordens organiske pulje svær at fastsætte. Dette skyldes både, at omdannelsen i jorden varierer meget lokalt, og at den egentlige effekt først kan vurderes med større sikkerhed efter en længere årrække.

Omlægning til brak er reguleret ved hjælp af påbud om ændring i arealanvendelsen. Dette skyldes EU’s landbrugspolitik, og omlægning til brakarealer er derfor reguleret i de europæiske referencelande. For referencelandene uden for EU er der ikke fundet anvendelse af juridiske eller økonomiske virkemidler til at fremme dette initiativ.

Arealanvendelsen på organiske jorder er ligeledes juridisk fastlagt, idet Frankrig og Holland har nedlagt forbud mod at ændre arealanvendelsen på organiske jorder i omdrift. De nationale vurderinger af hvordan organiske jorder ønskes anvendt er dog varierende. Dette vil være interessant at undersøge nærmere med henblik på effekt på drivhusgasbalancen og omkostningen ved at tage jorden ud af drift eller anvende den til andre formål end planteavl. Dette vil være relevant for Danmark, da man i forbindelse med blandt andet Nitratdirektivet og Vandmiljøplanerne genetablerer vådområder i landbrugslandet.

Plantningen af træer på landbrugsjorder reguleres derimod gennem økonomiske styremidler. Både tilskuddenes størrelse og de omkostninger, der ydes tilskud til, varierer, men støtten er primært knyttet til køb af planter.

3.5 Bioenergi

Bioenergi betegner energiprodukter, som fremstilles på basis af biomasse. Begrebet dækker således alt fra afbrænding af træ i almindelige brændeovne til anvendelsen af bioethanol i transportsektoren. Træ og dets anvendelse til energiformål (f.eks. anvendelse af træflis og træpiller) er i denne rapport defineret som afgrøder fra skovbrug og derfor ikke behandlet.

De fleste former for bioenergi påvirker CO₂-balancen både via produktionen af biomassen, transport af biomassen til brug/konvertering og under brændslets/brændstoffets omsætning til energi.

Anvendelse af bioenergi medfører også CO₂-udslip, dog stammer denne CO₂-emission fra det CO₂, som planter har optaget fra atmosfæren. Derfor betragtes bioenergi som CO₂-neutral. Omvendt medfører forbrænding af fossile energikilder en CO₂-forøgelse i atmosfæren, hvilket bidrager aktivt til drivhuseffekten. Figur 3.1 anskueliggør disse forhold.

Figur 3.1: Anskueliggørelse af CO₂ -kredsløb ved anvendelsen af CO₂ -neutral bioenergi og fossile energikilder

Klik her for at se figuren.

Note: Bioenergi er i anvendelsen CO₂-neutral, da der kun frigives CO₂, som allerede har været i atmosfæren (venstre). Anvendelsen af fossile energikilder medfører derimod et tilskud af CO₂ til atmosfæren (højre).

CO₂-reduktionen sker som følge af en substitutions-/fortrængningseffekt i forbindelse med anvendelsen af bioenergien. Det vil sige, at bioenergiens CO₂-reduktionseffekt beror på, at den fortrænger en CO₂-udledende energikilde, såsom benzin eller kul, fra eksempelvis transport- eller energisektoren.

CO₂-effekten afhænger dog af det pågældende lands kulstofintensitet, det vil sige udledt kulstof pr. produceret energienhed. For eksempel fremstilles næsten al Frankrigs elektricitet ved CO₂-neutral atomenergi og vandkraft, hvorimod den største del af Australiens elektricitet fremstilles på kul. CO₂-effekten forbundet med elektricitetsproduktion i Frankrig vil dermed være negativ ved anvendelse af bioenergi (grundet CO₂-udledningen ved produktion af biomassen), hvorimod effekten vil have et positiv fortegn i Australien. Det betyder også, at CO₂–effekter af enkelte teknikker fra specifikke lande ikke uden videre kan sammenlignes, uden at der foreligger kendskab til kulstofintensiteten i landets energisektorer.

En undtagelse herfra er transportsektoren, som p.t. i alle lande er næsten 100 pct. baseret på fossile energikilder(benzin eller diesel).

Ud fra CO₂-relaterede betragtninger kan bioenergi inddeles i 3 grupper:

• Anvendelse af landbrugets restprodukter til energiformål,
• Separat produktion af energiafgrøder til energiformål og
• Behandling af restprodukter i biogasanlæg.

3.5.1 Anvendelse af landbrugets restprodukter til energiformål

Et af de mest almindelige restprodukter fra landbrugssektoren er halm. Ved anvendelse af halm til energiformål må CO₂-effekten i hvert enkelt led i processen fra mark til slutanvendelse vurderes.

Selve halmens anvendelse til biobrændsel har en positiv CO₂-effekt som følge af substitutionseffekten i enten energi- eller transportsektoren, se figur 3.2.

Figur 3.2: Anvendelse af restprodukter ved produktion af salgsafgrøder

Note: CO₂-indsatsen i produktionen kan 100 pct. tilskrives produktionen af afgrøden, CO₂-effekten ved anvendelse er afhængig af anvendelsessektoren.

Nedenfor gennemgås de enkelte led i processen og deres CO₂-effekt.

1.       CO₂-effekten ved at fjerne halmen fra marken

Ved at fjerne halmen fra marken kan potentielt mindre kulstof bindes i jorden jf. afsnit 3.3.3.

2.       CO₂-effekten ved transport af halmen til anvendelsessted.

Det store antal lastbiltransporter med halm til forbrændingsværkerne eller transporter over lange afstande udleder CO₂ til atmosfæren fra bilernes motorer. En lastvogn kører 2-3 kilometer på en liter dieselolie, der har et udslip på ca. 0,9 - 1 kg CO₂ pr. kilometer. (Videncenter for Halm- og Flisfyring 2005)

3.       CO₂-effekten ved f.eks. halmens anvendelse

Et læs halm med en brændværdi på 14,5 GJ/ton vejer 11-12 tons og repræsenterer en energimængde på ca. 170 GJ. Afhængig af konverteringsteknikken kan den med nutidige teknikker anvendes til opvarmning alene eller til elektricitets- og varmefremstilling. Selve CO₂-effekten er afhængig af, hvilken energikilde den fortrænger, og hvor stor fortrængningseffekten er.

Det har ikke været muligt at finde internationale data på den samlede CO₂–fortrængningseffekt eller de dertil knyttede omkostningsberegninger på restprodukter fra landbruget. I Holland er der i 2000 lavet en aftale mellem regering og energiselskaber om, at 475 MegaWatt skal produceres på (uspecificeret) biomasse i stedet for fossilt brændsel.

Afbrænding af husdyrgødning

Som det fremgår i kapitel 2, medfører håndtering af gylle betydelige metan- og lattergas udledninger fra lager og udbringning på marken. Derfor kan afbrænding af gødning medføre reduktioner af disse udledninger. Endvidere kan substituering af fossile energikilder medføre reduktion af CO₂-udslip. I Holland findes der storskalaanlæg, hvor husdyrgødning forbrændes til kraft- varmeproduktion. Det har dog ikke været muligt at finde oplysninger om CO₂-reduktionseffekten eller virkemidler, som vedrører denne teknologi.

3.5.2 Separat produktion af energiafgrøder til energiformål

Raps, elefantgræs, triticale kan nævnes som afgrøder, der dyrkes alene til energiformål, jf. figur 3.3 (Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut 2001b). Idet disse afgrøder alene dyrkes til energiformål, skal CO₂-effekten til produktionen (alternativ arealanvendelse), transport af afgrøden og konvertering medregnes i den samlede CO₂-effekt. Størrelsen af CO₂-effekten ved produktionen og ved anvendelsen sættes i forhold til hinanden. Dette er genstand for mange undersøgelser.

Figur 3.3: Anvendelse af energiafgrøder som er fremstillet til energiformål

Note: Produktion og transport af energiafgrøder påvirker CO₂-balancen, CO₂-effekten ved anvendelse er afhængig af anvendelsessektoren.

Nogle energiafgrøder er ét-årige andre flerårige, og der er også forskel på energiindholdet i de enkelte afgrøder i forhold til deres anvendelse; f.eks. har indholdet af fedt betydning for afgrødens brændværdi eller brændstofpotentiale. Energiafgrøder skal således dyrkes formålsspecifikt alt efter hvilket produkt, der ønskes produceret.

Potentialet for at reducere CO₂-udledninger ved dyrkning af energiafgrøder i forhold til andre afgrøder er til stede, men afhænger i høj grad af hvilken afgrøde, der dyrkes. Generelt kan det konstateres, at flerårige energiafgrøder ved selve dyrkningen har flere positive sideeffekter end ét-årige afgrøder f.eks. med hensyn til hindring af nitratudvaskning, erosionsreduktion mm.

Transporten af energiafgrøder medfører til gengæld CO₂-udslip fra fossile brændsler.

Afhængig af konverteringsmetoden kan energiafgrøder med dagens teknikker anvendes til:

• Forbrænding til fremstilling af varme
• Forbrænding til kraftvarme
• Fremstilling af biobrændsler (biodiesel og bioethanol)

Ydermere er CO₂-effekten afhængig af selve fortrængningseffekten, der varierer fra energiform til energiform.

CO₂-effekten fra produktion af for eksempel biodiesel er afhængig af råstoffets art (f.eks. raps, solsikker m.m.), dyrkningsindsatsen, den alternative arealanvendelse, transportafstanden og anvendelsen af biodiesel.

Internationale data på CO₂-fortrængningseffekten af energiafgrøder og prisen er i litteraturen ofte angivet som samlede summer af alle beskrevne elementer uden at sammenligningsgrundlag er beskreven tilstrækkeligt. Det kan forklare modsigende data på anvendelsen af enkelte teknikker.

Dyrkning af energiafgrøder

Dyrkning af energiafgrøder støttes allerede i dag i EU. Der ydes et tilskud på godt 330 kr. til dyrkning af energiafgrøder pr. hektar i form af enhedsstøtte, som grundlæggende er blevet indført til at begrænse landbrugsproduktionen (Europaparlamentet 2003). Endvidere er det muligt at dyrke energiafgrøder på brakarealer og arealer henlagt til udtagelse.

I Sverige overvejes det at give yderligere støtte til dyrkning af energiafgrøder og tilbyde langsigtede afsætningskontrakter til landmændene. Baggrunden for dette er implementeringen af Biobrændselsdirektivet. Ud over det øgede økonomiske incitament vurderes det, at der bør satses yderligere på forskning og på at forbedre informationsudvekslingen mellem samtlige aktører i branchen. (Jordbruksverket 2004)

Mange former for bioenergi anvendes i dag i transportsektoren, og de to mest udbredte teknikker, produktion af bioethanol og produktion af biodiesel, er præsenteret i nedenstående afsnit. Dog kan brændstoffer til transportsektoren også fremstilles ved andre teknologier, som i dag befinder sig i forsknings og udviklingsstadiet, jf. afsnit 4.3.

Fremstilling af bioethanol

Bioethanol betegner ethanol, som er fremstillet af forgæret biomasse fra eksempelvis landbruget. Den mest udbredte produktionsform er ethanol produceret på basis af glukose og stivelseholdige afgrøder som sukkerroer og korn. Ved glukosebaseret produktion forgæres sukkeret direkte, hvorefter destillationen finder sted. Stivelsesbaseret produktion kræver en forbehandling, hvor glukosen udvindes af stivelsen gennem en enzymproces, der frigiver sukkeret, som forgæres til ethanol med efterfølgende destillation. Der kan produceres flere værdifulde sideprodukter, blandt andet foder, som kan anvendes i landbrugets animalske produktion.

Nye teknologier åbner vej for produktion på basis af celluloseholdigt biomasse som halm og træ, som dog stadig kræver mere forskning og udvikling (IEA 2004), jf. afsnit 4.3.1.

Regeringen i Canada iværksatte i august 2003 et støtteprogram med det formål at reducere udslippet af drivhusgasser fra transportsektoren. Produktionsstøtten blev uddelt til eksisterende ethanolfabrikker for at hæve produktionen. Endvidere har afgiften på ethanol blandet med benzin været afskaffet siden 1992, hvorved den blev substitueret med ca. 3 kr. pr. liter ethanol.

I Sverige er der fuld afgiftsfritagelse på bioethanol svarende til godt 3,50 kr. pr. liter (2003). Der dyrkes energiafgrøder dedikeret til produktion af bioethanol. En del af ethanolen bliver produceret på et anlæg i Sverige, og en del bliver importeret fortrinsvis fra Brasilien. Ethanol bliver anvendt i Stockholmsområdet, hvor alle benzinselskaberne deltager i distributionen. Ethanol bliver endvidere anvendt i 400 offentlige busser i Stockholmsområdet, og i et antal E85 demonstrationsanlæg i forskellige dele af Sverige^[11].

Endvidere er der etableret en såkaldt ”biofuel region”. I denne region skal forskellige biobrændstoffer afprøves. Regionen skal fungere som et pilotprojekt, hvor information og læring er i fokus.

Spanien er EU's største producent af bioethanol, og regeringen har givet fuld afgiftsfritagelse på 3 kr. pr. liter siden 2003. I Spanien anvendes ethanolen blandt andet til fremstilling af ETBE (Ethyl Tertiary Butyl Ether), som tilsættes benzin. På foranledning af en skattefordel forventes produktionen udvidet yderligere i Spanien.

ETBE fremstilles ligeledes i Frankrig, hvor der gives en afgiftsfritagelse for ethanol på ca. 2,80 kr. pr. liter (2003).

I Tyskland er der flere ethanolprojekter undervejs, og staten yder en afgiftsfritagelse på ca. 4,80 kr. pr. liter (2003).

Fremstilling af biodiesel

Biodiesel fremstilles af organisk fedt og olieholdige råstoffer. Raps er den mest udbredte afgrøde til produktion af biodiesel. Om biodiesel produceret på raps anvendes betegnelsen RME (Rapeseed-Methyl-Ester), biodiesel fremstillet af forskellige udgangsprodukter betegnes med det generelle udtryk FAME (Fatty-Acid Methyl-Ester). Biodiesel kan anvendes direkte i moderne dieselmotorer eller i enhver sammenblanding med fossilt diesel. Biodiesel fremstilles primært gennem en kemisk proces, hvor glycerinen fjernes fra det animalske fedt eller den vegetabilske olie.

Biodiesel bliver ikke solgt kommercielt i Canada, men offentlige busser er i et vist omfang begyndt at køre på biodiesel. Tiltaget er ment som et læringsinstrument for udbredelse af biobrændstoffer.

I Frankrig er der en afgiftsfritagelse på knap 2,80 kr. pr. liter, og der er et godt samarbejde mellem biodieselproducenterne og olieindustrien, således at biodiesel distribueres på de normale tankstationer.

I Spanien gives der tilskud til opførelse af anlæg til produktion af biobrændstoffer.

I Tyskland er der fuld afgiftsfritagelse på biodiesel svarende til 3,50 kr. pr. liter. 40 pct. af biodieselen sælges på særskilte tankstationer til priser, der ligger under prisen på fossilt diesel pga. afgiftsfritagelsen, hvilket medvirker til et voksende marked. Siden 2004 har olieselskaberne ARAL og Shell solgt brændstof hvoraf 5 pct. består af biodiesel.

I Østrig er der fuld afgiftsfritagelse for brændstoffer fremstillet udelukkende af biologisk materiale. I 2003 blev biobrændstoffer 100 pct. afgiftsfritaget over en periode på 6 år. Produktion af biodiesel vurderes at have et reduktionspotentiale på 0,3 mio. ton pr. år i Østrig.

CO₂-reduktionsomkostninger for bioethanol og biodiesel

Reduktionspotentialet ved at erstatte fossile brændstoffer med biodiesel eller bioethanol varierer betragteligt afhængig af, hvilke energiafgrøder og teknologier der anvendes. Undersøgelser vurderer, at reduktionspotentialet i forhold til fossile brændstoffer ligger på 40-60 pct. for biodiesel og 20-40 pct. for bioethanol produceret på kornafgrøder. Fortrængningseffekten kan dog komme nær 100 pct. for bioethanol produceret på basis af cellulose fra restprodukter. (IEA 2004)

Store variationer i såvel produktionsomkostningerne som reduktionspotentialet i forskellige undersøgelser betyder, at CO₂-omkostningsberegninger kan variere meget.

En hollandsk undersøgelse har forsøgt at sammenligne en række studier vedrørende biobrændstoffer til transport (Netherlands Agency for Energy and the Environment 2003). Rapporten vurderer, at de bedste undersøgelsers resultater giver et spænd i forhold til biodiesel på 1.972-2.158 kr. (265-290 €) pr. reduceret ton CO₂ og 1.711-2.641 kr. (230-355 €) pr. reduceret ton CO₂ for bioethanol, jf. tabel 3.3.

Endvidere vurderes det i rapporten Biofuels for Transport fra IEA, at reduktionsomkostningerne for bioethanol produceret i OECD lande hidtil har været høje. Helt op til 3.125 kr.(500 USD) pr. ton CO₂. Denne pris gælder for reduktionen af CO₂ isoleret. Medregnes andre sideeffekter og fordele bliver prisen pr. reduceret ton CO₂ lavere (IEA 2004).

Disse undersøgelser har alle antaget, at produktionen vil ske i EU og med de dertil hørende støtteordninger. Dette har en væsentlig betydning for omkostningsberegningerne, idet produktionsomkostninger er højre i EU, end de ville være i eksempelvis Brasilien.

Dette skyldes, at produktionen af energiafgrøder (sukkerrør) er billigere og mere effektiv. Produktionen af bioethanol fra sukkerrør er således en langt mere omkostningseffektiv løsning og nærmer sig produktionsprisen på fossile brændstoffer. (IEA 2004)

Dette resultat underbygges af en svensk undersøgelse, der har en CO₂-omkostning på knap 400 kr. ved importeret bioethanol fra Brasilien.

Tabel 3.3: Oversigt om forskellige studiers Co₂-omkostningsberegninger

Problematikken om biobrændstoffer skal produceres lokalt eller importeres er vigtig i forhold til hvilke virkemidler der bør overvejes indført på området. Ud fra en ren Kyoto-vinkel kan det være CO₂-omkostningsminimerende at få fremstillet biobrændstoffet uden for EU, både fordi produktionsomkostninger vurderes lavere, og fordi CO₂-effekten ved fremstilling af biobrændstoffet bliver tilskrevet det land, hvor biobrændstoffet produceres og ikke det land, hvori det anvendes.

3.5.3 Biogas

Behandling af restprodukter/affaldsstoffer fra landbruget i biogasanlæg, det vil sige opsamling og simpel afbrænding af biogassen, har en positiv CO₂-effekt. Det skyldes, at drivhusgasser, der ellers var opstået ved almindelig oplagring af biomassen, bliver kontrolleret og afbrændt. Biogas er således den eneste bioenergi, hvor selve fremstillingsprocessen medfører CO₂-reduktioner, og som derved direkte kan tilskrives landbrugssektoren.

Derudover er der en positiv CO₂-effekt ved anvendelsen som følge af en substitution i enten energi- eller transportsektoren. Figur 3.4 illustrerer fremstilling af biogas fra restprodukter fra landbruget, og gassens anvendelsesmuligheder.

Figur 3.4 Illustration af produktion af biogas

Selve behandlingen af gylle i biogasanlæg reducerer udledningen af metan og lattergas, også hvis energien ikke bliver nyttiggjort. I et biogasanlæg afgasses gyllen således, at udledningen fra lager og efter udbringning på marken reduceres markant.

Nyttiggørelse af biogas kan bidrage til en yderligere CO₂-reduktion gennem substitution af fossilt brændstof til el- og varmeproduktion. Ud over gylle kan et biogasanlæg behandle andre former for organisk materiale blandt andet affald fra husholdninger og industri, men også anvendelse af energiafgrøder bliver i dag afprøvet i flere anlæg i Danmark, Tyskland og Østrig.

Tilsætning af organisk affald øger biogasudbyttet og dermed den økonomiske rentabilitet. Ud over reduktion af drivhusgasser og produktion af biogas kan der tillægges en række sideeffekter bl.a. omkostninger til affald og fjernelse af lugtgener fra landbrug. (Finansministeriet 2003)

I Sverige er der taget flere initiativer for at fremme produktionen af biogas. Biogas bliver anvendt i transportsektoren til gods og passagertransport i central og Sydsverige (UNFCCC (Sweden) 2005). Programmerne ”KLIMP” og ”LIP” støtter lokale initiativer til reduktion af drivhusgasser, blandt andet til biogasanlæg og affaldsbehandling. I flere kommuner er der iværksat projekter, hvor offentlige køretøjer kører på biogas f.eks. busser og taxier. (Swedish Environmental Protection Agency 2004)

Som virkemidler til at fremme efterspørgslen af biogas til transport findes der investeringsstøtte til biogasbiler samt afgiftsfritagelse af biogas som brændstof til transport. I mange svenske byer er biogasbiler fritaget for parkeringsafgift og biogasbiler må køre i byernes inderzoner i modsætning til andre biler. Afgiften på kommercielle biler er lavere, såfremt de kører på biogas, og taxaer, som kører på biogas, kan benytte særlige kørebaner (Jùnsson 2005).

Det har i forbindelse med denne undersøgelse dog ikke været muligt at finde fyldestgørende beregninger på CO₂-reduktionsomkostninger for brug af biogas til transportformål, dog er prisen oplyst til € 300 – 2.900 €kr. pr. ton CO_2. (41 – 390 € €€pr. ton CO₂). (TU Graz, 2003)

I Tyskland bliver elektricitet produceret fra biomasse, inklusiv biogas, garanteret en minimumspris i henhold til lovgivningen Renewable Energy Sources Act af 2. juli 2004, der prioriterer elektricitet produceret fra vedvarende energikilder. Biogas bliver subsidieret med feed-in tariffer afhængig af anlæggenes størrelse. Tabel 3.4 viser de forskellige tariffer, som bliver mindsket jo større kapaciteten er. Regeringen har tidligere tilbudt fordelagtige lån med op til 30 pct. reduktion i renten, hvilket forårsagede en stor stigning i kapaciteten af biogasanlæg. (Bundestag 2004)

I Østrig har regeringen givet støtte til opførsel af biogasanlæg. For at øge udbygningen med biogasanlæg kan det være nødvendigt at kunne klassificere el produceret med biogas som ”grøn energi” (OECD 2002). Som i Tyskland garanteres biogasproducenter en fast ”feed-in” tarif, dog kun i 13 år. Afregningen for producenten er noget højere for mindre anlæg end i Tyskland, jf. tabel 3.4. (Bundesministerium für Wirtschaft und Arbeit 2002)

Tabel 3.4: Feed-in tariffer for afregning af biogas i Tyskland og Østrig

Kilde: Bundestag 2004 og Bundesministerium für Wirtschaft und Arbeit 2002.

CO₂-reduktionsomkostninger ved biogas

Den østrigske metode på beregninger af CO₂-omkostningen baserer på differencen af energiproduktionsomkostninger i forhold til effekten af biogassens CO₂ fortrængning. Som referenceanlæg forudsættes et moderne gasfyret kraftvarmeanlæg med CO₂-emissioner på 0,34 ton pr. MWh.

Det østrigske energiagentur anslår en CO₂-omkostning for strømproduktion på 1.761 – 2.286 kr. pr. ton CO₂ (238 ^[12]-309 ^[13]€ pr. ton CO₂) (Ùsterreichischen Energieagentur 2004).

Til sammenligning har Danmarks JordbrugsForskning beregnet en CO₂ -omkostning i Danmark med sideeffekter på godt 43 kr. pr. reduceret ton CO₂, og uden sideeffekter på 589 kr. pr. reduceret ton CO₂.

Samtidigt skal det påpeges, at både den danske og den østrigske beregning refererer til en 100 pct. fortrængning.

3.5.4 Sammenfatning

Blandt andet på grund af CO₂-effekterne vurderes bioenergi at være det område inden for landbruget, hvor der i disse år tages flest konkrete initiativer til at fremme forskellige udledningsreducerende teknologier.

På det overnationale plan har selve kvotehandelssystemet den effekt, at kvoteomkostningerne overvæltes direkte i energipriserne, hvilket medvirker til at øge de vedvarende energikilders rentabilitet.

Dernæst har man i EU vedtaget Biobrændstofdirektivet, og direktivet om fremme af andelen af vedvarende energi. Disse direktiver har bevirket indførelse af forskellige virkemidler oftest i form af afgiftslettelser samt øget forskning og udvikling inden for relevante områder. Dertil kommer, at der fra EU’s landbrugsstøtteprogrammer gives direkte støtte til dyrkning af energiafgrøder på brakarealer.

Der er generelt enighed om, at bioenergi i anvendelsen er CO₂-neutralt, mens der eksempelvis i forhold til dyrkning af energiafgrøder på brakarealer ikke er enighed om, hvorvidt de samlede miljøeffekter er positive eller negative.

De virkemidler, der er indført i referencelandene, afviger i strukturen ikke fra de danske. Det kan dog konstateres, at støtten til biogasenergi i lande som Tyskland og Østrig generelt ligger højere end i Danmark, jf. tabel 3.3. Endvidere kan det konkluderes, at referencelandene har tage flere initiativer til fremme af biobrændstoffer til transportsektoren.

Især i Sverige har man valgt at bruge en række forskellige virkemidler, der hovedsagligt er efterspørgselsrettede. Det være sig både information, gunstige forbrugervilkår, afgiftslettelser, pilotprojekter mv.

Omvendt har lande som Spanien og Canada anvendt både efterspørgsels- og udbudsrettede virkemidler. Her tænkes på afgiftslettelser, der øger efterspørgslen, og tilskud til produktionen i form af enten direkte tilskud eller forbedrede skatteforhold.

På trods af de positive CO₂-effekter ved brug af bioenergi viser de forskellige undersøgelsers resultater stadig høje CO₂-omkostninger.

3.6 Sammenfatning

Drivhusgasudledningen fra landbrugssektoren skyldes primært:

• metanudslip fra drøvtyggeres fordøjelsessystem,
• metan- og lattergasudslip fra håndtering af husdyrgødning
• og udslip af kuldioxid, metan og lattergas fra jordbrug

Regulering foretaget for at kontrollere markedet, f.eks. i forbindelse med kvotetildeling på mælke- og kødproduktionen, har ligeledes fået en positiv sideeffekt på drivhusgasudledningen. Dette skyldes, at en reduktion i dyrebestanden både reducerer drivhusgasudslip fra ånding og fordøjelse samt den producerede mængde gylle. Effekten af reguleringen er derfor særlig høj, når den påvirker drøvtyggerbestanden. Da effekten af denne regulering er væsentlig og let at måle, er den interessant i forbindelse med regulering af landbrugssektorens drivhusgasudslip.

Der kan ligeledes tages forskellige initiativer til at øge optaget af kulstof og dermed reducere den samlede drivhusgasudledning. Disse initiativer hænger sammen med:

• Jordbearbejdningen

• Dyrkningspraksis (plantevalg, gødskning osv.)
• Arealanvendelsen

Regulering af kvælstof, for at undgå nitrat-udslip eller ammoniakfordampning ved gylleopbevaring og gødskning, har påvirket udviklingen inden for flere områder i landbrugssektoren (animalsk produktion, planteavl og arealanvendelsen). Da der er positiv sammenhæng mellem disse udslip og lattergasudledninger, virker reguleringen i øvrigt effektivt på drivhusgasbalancen.

Regulering i landbrugssektoren er især sparsom, når det drejer sig om at påvirke jordens pulje af kulstofholdige forbindelser. Dette forventes primært, at skyldes de stadig store usikkerheder på målinger og vurderinger af drivhusgasudslip fra denne kilde.

Ændringer i arealanvendelsen er ligeledes reguleret. Dette forekommer typisk ved brug af juridiske virkemidler, eksempelvis påbud om udtagning til brakarealer. Økonomiske tilskud har ligeledes fremmet tiltag til skovrejsning eller mindre beplantninger.

Kun ved produktion af bioenergi er det fundet, at referencelandene har etableret offentlig regulering af hensyn til blandt andet drivhusgasbalancen. De øvrige områder er reguleret på baggrund af andre interesser.

Ved at erstatte energi fremstillet med fossilt brændsel med bioenergi kan der mellem landbrugssektoren og energisektoren opstå spændende samarbejder, som kan resultere i nedsat drivhusgasudledning fra begge sektorer.

Fodnoter

^[3] De konkrete retningslinier for hvad der skal til for at opnå naturkvalitetsmålet er beskrevet i ”et rikt odlingslandskab” (dansk: Et rigt kulturlandskab).

^[4] Hos drøvtyggere medfører den mikrobielle forgæring i vommen en produktion af metan på grundlag af CO₂ og brint. Omfanget af metanproduktionen, er forbundet med forgæringsmønstret. Eddikesyre- og smørsyreforgæring resulterer i brintproduktion og understøtter dermed metanproduktion, mens Propionsyreforgæring resulterer i et brintforbrug og hæmmer metanproduktion. (Weisbjerg et al. 2005).

^[5] Anlæg til husdyrproduktion for mere end 250 dyreenheder, dog 270 dyreenheder hvis mindst 90 pct. af dyreenhederne stammer fra søer med tilhørende smågrise til 30 kg. 100 dyreenheder i slagtekyllinger. 230 dyreenheder i æglæggende høns. 210 dyreenheder i slagtesvin (over 30 kg).

^[6] Gødning tilsættes nitrifikationhæmmende stoffer for at undgå, at nitrat frigives i jorden i større mængde end plantens behov, hvorved udsivning eller omdannelse til frit kvælstof og lattergas risikeres.

^[7] 1) Undlade at udbringe gødning i perioder hvor tilførsel af gødning til jorden er uhensigtsmæssig, 2) Undlade at gøde på stejle skråninger, 3) Undlade at tilføre gødning til vandmættede, oversvømmede, frosne og snedækkede jorde, 4) Opstille betingelser for gødningstilførsel nær vandløb, 5) Dimensionere kapaciteten af opbevaringsanlæg for husdyrgødning, således at vandforurening som følge af nedsivning af husdyrgylle og ensilage undgås, 6) Tilpasse udbringningsmetode, tidspunkt og hyppighed således at den udbragte kvælstof udnyttes bedst muligt, 7) Planlægge jordens anvendelse, 8) Opretholde et mindstemål af plantedække i nedbørsrige perioder, 9) Udarbejde gødningsplaner på bedriftsniveau, 10) Forhindre vandforurening, som følge af kunstvanding. (EF 1991)

^[8] Dette tal er gældende for skove i traditionel drift.

^[9] Beregningen er baseret på Danmarks samlede skovareal i 2000: 486,235 ha

^[10] Der gives tilskud til anlæg og pleje af bevoksninger, tillæg for anlæg uden brug af pesticider, tillæg for anlæg med skånsom jordbearbejdning, opsætning af hegn mod vildtet, kompensation for tabt indkomst i 10 år (kun i skovrejsningsområder), udarbejdelse af skovkort og fastsættelse af areal samt jordbundsundersøgelse (Skov og Naturstyrelsen 2005)

^[11] E85 betegner benzin tilsat 85 pct. ethanol.

^[12] Beregningen for biogasfællesanlæg: (125,8 € pr. MWh – 45 € pr. MWh) / 0,34 ton CO₂ pr. MWH = 238 € pr. ton CO₂

^[13] Beregningen for gårdbiogasanlæg: (150 € pr. MWh – 45 € pr. MWh) / 0,34 ton CO₂ pr. MWH = 309 € pr. ton CO₂

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Februar 2007, © Miljøstyrelsen.