MTBE. Undersøgelse af grundvandet nedstrøms idriftværende og tidligere benzinstationer

4 Geologi og hydrogeologi

4.1 Geologi

Regionale forhold. Terrænet ved lokaliteten er beliggende i kote +77 a +78. Lokaliteten er beliggende i et morænelandskab med dødisrelief, og på kanten af et område der præges af issø-plateaubakker, jf. /1/. Generelt for området omkring lokaliteten udgøres den geologiske lagfølge øverst af moræneler med en mægtighed på op til 80 m. I moræneleren forekommer indslag af sandlag, der kan have en mægtighed fra 5 - 7 m til mere end 16 m. Under moræneleren følger i kote +5 a +7 glacialt smeltevandssand med en mægtighed på 5 - 10 m. Dette lag vurderes at udgøre områdets primære magasin. Under smeltevandssandet følger moræneler og/eller smeltevandsler.

Lokale forhold. De geologiske forhold på lokaliteten er skitseret på bilag 10.5. Under et fyldlag på op til 1,2 m træffes moræneler. I moræneleren træffes i boring 1 og 3 terrænnære indslag af glacialt eller senglacialt smeltevandssand. Under moræneleren følger i boring 1 og 2 glacialt smeltevandssand til ret stor dybde. I sandet forekommer indlejrede lag af smeltevandssilt. Smeltevandsaflejringerne er ikke gennemborede i kote +58 a +63 svarende til 20 a 15 m under terræn. I boring 3 er der udelukkende truffet glaciale lag af ler og moræneler. Disse er ikke gennemboret i kote +63, svarende til 15 m u.t.

4.2 Hydrogeologi

Primært magasin.. Det primære magasin udgøres af de dybtliggende lag af smeltevandssand. Potentialet i det primære grundvandsmagasin er ifølge Fyns Amts potentialekort i kote ca. +50 /2/. Strømningsretningen er nordøstlig.

Lokaliteten ligger ifølge Fyns Amts regionplan 2001-2013 indenfor et område, der er karakteriseret som et område med særlige drikkevandsinteresser /3/. Området er i regionplanen karakteriseret som nitratfølsomt indvindingsområde med kun delvis eller ingen naturlig beskyttelse.

Sekundære magasiner. Der er truffet grundvand i boring 2 og 3, men ikke i boring 1, se tabel 10.1. Boring 2 er filtersat i et sandlag under moræneler, og her er potentialet i kote +65,36, mens boring 3 er filtersat i et terrænnært sandlag over moræneler, hvor potentialet er registreret i kote +76,75. I boring 1 er der ikke truffet vandførende lag inden for de øverste 20 m. De i boring 2 og 3 trufne vandspejl vurderes at udgøre lokale "vandlommer" uden nogen geologisk eller hydraulisk sammenhæng.

Tabel 10.1: Pejledata angivet i DNN koter.

Boring /dato Filterniveau
m. u.t.
2002-07-01
1 18,0-20,0 TØR (<)58,1
2 11,8-13,8 65,36
3 1,0-3,0 76,75

 



Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.