Miljøprojekt, 1172 – Randzoner og andre pesticidfrie beskyttelsesstriber i dyrkede arealer - en udredning

Randzoner og andre pesticidfrie beskyttelsesstriber i dyrkede arealer - en udredning

Sammenfatning

Randzoner, insektvolde, blomsterbræmmer etc. er strukturer, som er blevet etableret med en række formål under fællesnævneren: At begrænse negativ indflydelse af intensiv, industrialiseret landbrugsdrift. Et af de negative fællestræk, som er søgt opblødt, er påvirkningen fra pesticider, især de arealmæssigt meget udbredte herbicider og de mht. giftighed problematiske insekticider. En tilkoblet problemstilling er den strukturelle situation i landbruget i form af en stærk nedgang i små- og liniebiotoper (som f.eks. våde lavninger og skel). De negative følger heraf kan mindskes ved etablering af randzoner og markstriber.

Det kan konstateres, at ekstensive randzoner og marklinier etableres for at opnå naturforbedring, beskyttelse af tilgrænsende arealer (f.eks. vand og hegn) og for at øge naturlig regulering af skadevoldere. Der forefindes en omfattende litteratur om zoner og striber og tilgrænsende emner, men mål, metoder og målte effekter varierer meget. Denne variation giver sig også udslag i manglende terminologisk orden, og der er derfor etableret en oversigt, der også indeholder nye definitioner. ”Markstriber” bruges f.eks. som samlebegreb for alle aflange strukturer, der er placeret i marken. På tværs af alle forskellighederne fremstår, at randzoner og markstriber generelt virker forbedrende på biodiversiteten belyst ved planter, leddyr og fugle. På trods af forskellige dimensioner og tilstande, kan det udledes, at rande kan blive for smalle (1,5 m), og at enkelte fugle får det bedre jo bredere randzoner bliver. Dog kan det ikke udledes hvilke dimensioner af randzoner og randstriber, der giver optimalt resultat i forhold det forbrugte areal.

Mht. nyttevirknig, som især har været fokus for markstriber, er de foreliggende resultater spinkle. Der kan derfor ikke konkluderes noget om, ”hvor meget nytte der opnås i forhold til en given indsats”. Omvendt betyder dette ikke, at nyttevirkning kan afvises snarere, at den varierer fra væsentlig til fraværende og er vanskelig at ”måle”.

For diverse ekstensive randzoner udlagt i relation til tilskudsforordninger indenfor EU foreligger ikke klare begrundelser. Desuden er målene uklare eller fraværende, og der mangler generelt opfølgende undersøgelser af virkninger af sådanne randzoner incl. tvungne sprøjtefrie randzoner langs vandforekomster.

Set i et større perspektiv viser udenlandske undersøgelser, at randzoner og markstriber kan fremme heterogeniteten (habitat- og økosystem-diversitetet) i landskabet og dermed bidrage væsentlig til at forbedre biodiversiteten især i mere monotone landbrugsområder. Overordnet kan det konkluderes, at beskyttelse og forbedring af biodiversiteten er det mest oplagte mål for etablering af randzoner og markstriber. At dette også vil have landbrugsmæssig nyttevirkning kan dog på ingen måde afvises.

Der mangler især viden og dermed forskningsindsats om biodiversitetseffekter relateret til dimensioner og tilstande samt herunder etablering af markører/indikatorer for bestemte biodiversitetstilstande. Det gælder både for randzoner og for markstriber, og for begge typer strukturer mangler også viden om udbytteeffekter, ligesom der savnes sammenligning af randzoner og markstribers effekt mht. både biodiversitetsforbedring og indflydelse på markdrift og udbytter. Mht. især biodiversitet savnes også klarlæggelse af, hvilke effekter der kan opnås ved at skabe bedre sammenhæng vha. linieformede strukturer mellem de ikke-dyrkede småarealer, og hvilke virkninger der kan opnås dels i et større landskab og dels over en lidt længere tidshorisont. Endelig mangler der viden om opfattelse hos befolkning og jordbrugere, viden om konsekvenser for jordbrugerne og operarationel viden for samfundet om mulige virkemidlers effekt og pris af sådanne tiltag.