Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af udvalgte luftvejssensibiliserende stoffer i forbrugerprodukter.

Indledning

Miljøstyrelsen udsendte i 2004 en revideret liste over uønskede stoffer (Orientering fra Miljøstyrelsen, nr. 8, 2004). Kriterierne for optagelse på listen var bl.a. stoffernes klassificering. Et af kriterierne var klassifikationen R42: “Kan give overfølsomhed ved indånding”. Der er 5 stoffer på listen udelukkende pga. denne klassificering.

Cyclohexan-1,2-dicarboxylsyre anhydrid (uspec.), CAS 85-42-7

Hexahydro-4-methylphthalsyre anhydrid, CAS 19438-60-9

Phthalsyreanhydrid, Methyltetrahydro- (uspec.), CAS 11070-44-3

Methylendiphenyldiisocyanat (MDI), CAS 26447-40-5, 5873-54-1 og 101-68-8

Glutaraldehyd, CAS 111-30-8

Eksponeringen for disse fem stoffer via forbrugerprodukter er praktisk talt ukendt. Miljøstyrelsen ønsker derfor yderligere kendskab til brugen af disse stoffer i forbrugerprodukter og afgivelsen af de fem stoffer fra produkter, der indeholder stofferne.

Formålet med dette projekt var

  1. At udfærdige en opgørelse over forbrugerprodukter, der kan indeholde en af de fem R42-stoffer
  2. At undersøge, om forbrugerne reelt udsættes for stofferne, når de anvender produkterne
  3. At vurdere, om eksponeringen er tilstrækkelig til at udgøre en sundhedsmæssig påvirkning af forbrugeren

Produkter, der udelukkende anvendes til erhvervsmæssig brug og kun medfører erhvervsmæssig eksponering, falder uden for rammerne af dette projekt.

Det endelig mål med projektet er at kunne vurdere sundhedsrisici for forbrugere ved de fem R42-stoffer.

Projektet var inddelt i to faser:

  1. Opgørelse over de typer af forbrugerprodukter, der kan indeholde en af de fem R42-stoffer
  1. Eksponeringsvurdering og vurdering af sundhedsrisici

 



Version 1.0 Juli 2007, © Miljøstyrelsen.