Nordvestjysk Erhvervsråds vækstgruppeforløb i kemikaliestyring 2006 til 2007

4 Samlet evaluering

Deltagerne i vækstgruppen har generelt udtrykt tilfredshed med forløbet, men ville gerne have haft mulighed for at opnå større erfaring med at benytte de elektroniske værktøjer, der blev introduceret i forløbet. Deltagerne var ligeledes i hele forløbet meget interesseret i at koble den grundlæggende kemikaliestyring til de nye opgaver, som REACH giver anledning til.

Det er undervisernes indtryk, at deltagerne undervejs i forløbet fik opbygget grundlæggende viden om REACH og kemikaliestyring og især om værdien af gode sikkerhedsdatablade (SDS). Det blev fuldstændigt klart for deltagerne, at SDS kommer til at spille en endnu mere central rolle under REACH.

Metodikken i at afholde et vækstgruppeforløb vurderes at være velegnet til etablere og forankre arbejdet med grundlæggende kemikaliestyring og de kommende nye opgaver under REACH.

Efter vækstgruppeforløbet anvendte 6 virksomheder muligheden for "hotline support" fra underviserne. Supporten var særligt orienteret mod udbredelse af viden om REACH og kemikaliestyring i deltagernes virksomhedsorganisation. Deltagerne havde generelt vanskeligt ved selv at udbrede information om REACH og kemikaliestyring ud over egen afdeling, som for de flestes vedkommende var virksomhedens miljø- og arbejdsmiljøafdeling. Deltagerne havde derfor brug for opbakning til at udbrede viden om REACH-opgaven, som bedst forankres i andre afdelinger, der ikke nødvendigvis har viden om miljø- eller kemiske forhold. Derfor blev der i 4 virksomheder indkaldt til et møde om REACH og kemikaliestyring med deltagelse af virksomhedens linjeledelse, hvor COWI informerede om, hvordan REACH og kemikaliestyringsopgaverne opgaverne kan forankres i virksomhedens linjeorganisation. Deltageren var generelt meget tilfreds med disse møder.

Det er det generelle billede, at deltagerne i forløbet har arbejdet systematisk med trinene i kemikaliestyring, samt hvordan REACH bliver forankret i de forskellige afdelinger i virksomheden. Det er generelt virksomhedernes mål at udarbejde procedurer/instruktioner, der sikker dette systematiske arbejde f.eks. via
indkøbs-, salgs-, udviklings- og produktinstruktioner og instruktioner for udarbejdelse af blandt andet arbejdspladsbrugsanvisninger og kemisk APV.

 



Version 1.0 September 2007, © Miljøstyrelsen.