Monitering af PCE-afværge ved kemisk oxidation (permanganat) i moræneler - Hovedrapport

Forord

I Danmark findes der en række lokaliteter, som er forurenet med klorerede opløsningsmidler. Forureningen på disse lokaliteter udgør ofte en risiko i forhold til grundvandsressourcen i området og indeklimaet på den pågældende lokalitet. Kemisk oxidation med permanganat er en afværgeteknik, som kan anvendes overfor forureninger med klorerede opløsningsmidler. Teknikken består i, at oxidationsmidlet (permanganat) bringes i kontakt med forureningen, hvorefter der sker en kemisk reaktion, hvor forureningen oxideres (omsættes) til uskadelige slutprodukter. Introduktionen af permanganat i jord- og grundvandsmiljøet er fleksibel, idet den kan ske både på flydende og fast form.

Ved projektets opstart i 2001 var der i Danmark ikke gennemført afværgeforanstaltninger, der omfattede kemisk oxidation med permanganat. I 2007 er teknikken under afprøvning på en række lokaliteter i Danmark og flere afværgeprojekter er på nuværende tidspunkt også afsluttet med succes (særligt på lokaliteter med permeable aflejringer).

Denne rapport beskriver de samlede afværgeforanstaltninger, som blev gennemført på Dalumvej 34B, Odense SV. Afværgeforanstaltningerne omfattede i hovedtræk af opboring af forurenet jord til 7,5 -10 m u.t. i kildeområdet samt tilførsel af oxidationsmiddel (permanganat) med henblik på at opnå en efterfølgende omsætning af restforureningen ved kemisk oxidation. Permanganat blev tilført jordmatricen via tilbagefyldningsmaterialerne, der bestod af filtersand/-grus, permanganat (fast form) og vand. Som en del af afværgeforanstaltningerne blev der desuden etableret et væskeinjektionsanlæg, som skulle muliggøre en hævning af grundvandsspejlet i kildeområdet og en eventuel senere injektion af opløst oxidationsmiddel. Rapporten har fokus på anvendelsen af kemisk oxidation og beskriver kun i nødvendigt omfang den gennemførte opboring af forurenet jord.

Foruden at beskrive anlægsarbejdet er det denne rapports specifikke formål, at beskrive resultaterne af og erfaringerne med den monitering, der blev gennemført i tilknytning til anvendelsen af kemisk oxidation.

Denne rapport er opbygget således, at kapitlerne 2-4 - på et overordnet niveau - beskriver projektlokaliteten, afværgestrategien og de etablerede afværgeforanstaltninger. Kapitel 5 præsenterer den gennemførte monitering, og kapitlerne 6-8 indeholder en vurdering af moniteringsdataene, en vurdering af afværgeforanstaltningernes effekt samt en diskussion og perspektivering vedrørende den fremtidige anvendelse af kemisk oxidation med permanganat.

Projektering, etablering, drift og monitering af afværgeforanstaltningerne blev udført i perioden november 2001 til februar 2005, og rapporteringen, som afsluttes med denne rapport, blev gennemført i perioden juni 2003 til juli 2007.

Det samlede afværgeprojekt er udført for Fyns Amt af et konsortium bestående af Hedeselskabet Miljø og Energi as (nuværende Orbicon A/S) og NIRAS A/S. Projektering og tilsyn med etablering af afværgeforanstaltningerne er udført af Hedeselskabet Miljø og Energi as. Monitering af afværgeforanstaltningernes effekt er udført af NIRAS A/S.

Projektet indgår i Miljøstyrelsens Teknologiudviklingsprogram for jord- og grundvandsforurening. Specifikt er moniteringen med tilknytning til projektet delvist finansieret af Miljøstyrelsen.

Projektet har haft en styregruppe med deltagelse af følgende personer:

  • Hans Skou (Region Syddanmark, tidligere Fyns Amt).
  • Preben Bruun, tidligere Inger Asp Fuglsang (Miljøstyrelsen).

Med afsæt i forureningssituationen og afværgeindsatsen på Dalumvej 34B, Odense har Miljø & Ressourcer ved Danmarks Tekniske Universitet belyst spredningsegenskaberne for og effekten af permanganatoxidation af PCE i medier med præferentiel strømning. Resultaterne heraf er beskrevet i et selvstændigt miljøprojekt /ref. 30/. Delresultater fra dette projekt er kort omtalt/gengivet i kapitlerne 5-8.

På baggrund af afværgeindsatsen på Dalumvej 34B, Odense og de tilhørende resultater har Orbicon A/S lavet modelsimuleringer af PCE-oprensning ved kemisk oxidation i moræneler. Resultaterne heraf er beskrevet i et selvstændigt miljøprojekt /ref. 31/. Delresultater fra dette projekt er ligeledes kort omtalt/gengivet i kapitel 7 og 8.

 



Version 1.0 Februar 2008, © Miljøstyrelsen.