Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

§ 34 - Miljøeffektive teknologier eller teknikker

RSS
Alle   

Anmeldelse

Vurdering

Dette afsnit blev sidst ændret d. 23 feb 2015

Sådan gør du

Du skal følge procedurereglerne, der gælder for alle anmeldeordninger, dog med undtagelse af § 25 og § 27.

Retsgrundlag

Det fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen:

§ 7. Den, der indgiver anmeldelse i medfør af §§ 28-37, skal på et topografisk kort, i en detaljeringsgrad på mindst 1:10.000, angive:
1) placering af eksisterende bygninger, anlæg og det anmeldte,
2) til- og frakørselsforhold til det anmeldte, og
3) målestoksforhold, nordpil og højdekurver samt nødvendig signaturforklaring.

Stk. 2. Hvor dette er relevant for at dokumentere overholdelse af kravene i §§ 28-37, skal den, der indgiver ansøgning efter stk. 1, tillige oplyse:
1) Matrikelnummer, hvor anlægget ønskes placeret.
2) Tegninger af anlægget med angivelse af bygningshøjder, grundmål og kapacitet.
3) Størrelsen på det eksisterende og det anmeldte dyrehold.
4) Størrelse og placering af arealerne til afgræsningen, jf. §§ 35 og 36. Det angives, hvilke af disse arealer der er fredede, omfattet af § 3 i lov om naturbeskyttelse eller udpeget som Natura 2000-områder. Størrelsen af disse arealer angives som en procentdel af det samlede anmeldte afgræsningsareal.
5) Beskrivelse af eksisterende afskærmende beplantning for bygninger og anlæg, samt fremtidig afskærmende beplantning, med angivelse af beplantningens artssammensætning, antal trærækker og etableringstidspunkt. Oplysninger kan fremsendes som en samlet beplantningsplan.
6) Oplysninger om gødningsopbevaringsanlægs placering i forhold til de i § 8, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, opregnede anlæg, områder, veje m.v. 7) Eventuelle befæstede arealer og afløbsforhold.
8) Overdækning af gødningsopbevaringsanlæg.
9) Kort med indtegning af nærmeste folds kant i forhold til ammoniakfølsom natur, jf. § 37, stk. 5.
10) Anden nødvendig dokumentation til opfyldelse af kravene i §§ 28-37, herunder oplysninger om det beregnede behov for ændring eller udvidelse af staldanlæg til opfyldelse af dyrevelfærdskrav, jf. § 30, behov for ændringer på anlægget som følge af afprøvning, jf. § 34, eller omlægning til økologisk produktion, jf. § 37. Stk. 3. En anmeldelse efter § 34 skal indeholde en beskrivelse af, hvad der ønskes afprøvet og relevante forskrifter for driften af den anmeldte miljøeffektive teknologi eller teknik.

§ 34. Miljøeffektive teknologier eller teknikker kan afprøves på eksisterende husdyrbrug efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2. Anmeldelse efter stk. 1 kan kun finde sted, hvis følgende betingelser er opfyldt:
1) Husdyrbruget har en godkendelse meddelt efter §§ 11 eller 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
2) Dyreholdets størrelse og sammensætning ændres ikke.
3) Forureningen fra husdyrbruget og de enkelte staldanlæg øges ikke som følge af afprøvning af den anmeldte miljøeffektive teknologi eller teknik.
4) For IE-husdyrbrug skal emissionsgrænseværdierne overholdes, jf. §§ 16-19.

Stk. 3. Anmeldelse efter stk. 1 kan kun finde sted, når afprøvningen af den miljøeffektive teknologi eller teknik sker mindst 100 meter fra:
1) Nærmeste beboelsesbygning på en ejendom uden landbrugspligt i en samlet bebyggelse i landzone, som har en anden ejer end driftsherren.
2) Eksisterende eller ifølge kommuneplanens rammedel fremtidig byzone eller sommerhusområde.
3) Et område i landzone, der i lokalplan er udlagt til boligformål, blandet bolig og erhvervsformål eller til offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner, rekreative formål og lign.
4) Naturområder omfattet af § 7, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
5) Andre ammoniakfølsomme naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for internationale naturbeskyttelsesområder.
6) Heder, moser og overdrev, som er beskyttet af § 3 i lov om naturbeskyttelse.
7) Ammoniakfølsom skov, jf. bilag 3, punkt A, nr. 3.

Stk. 4. Nødvendiggør afprøvningen af miljøeffektive teknologier eller teknikker etablering, udvidelse eller ændring af anlægget, skal følgende betingelser desuden være opfyldt:
1) Byggeriet begrænses til det, der er nødvendigt for at afprøve den anmeldte miljøeffektive teknologi eller teknik.
2) Byggeriet må ikke indebære renovering af eksisterende staldanlæg, eller at staldsystemet ændres til et staldsystem med øget ammoniakemission.
3) Ny bygningsmasse må samlet set ikke overstige 250 m3 i bygningsrumfang. Der kan dog etableres op til 500 m3 i bygningsrumfang, når byggeriet fremstår som beskrevet i nr. 5, litra b.
4) Ventilationsafkast må ikke afvige væsentligt i rumfang og højde i forhold til eksisterende afkast.
5) Byggeriet skal fremstå
a) i sædvanlige byggematerialer med jordfarvede, ikke-reflekterende overflader, og bygningshøjden må højest være 5 meter, dog ikke højere end nærmeste bygnings højde, eller
b) i samme byggestil som det eksisterende byggeri, hvortil der sker tilbygning eller ændring, herunder i ydre byggematerialer, farver og taghældning samt med en bygningsbredde og -højde, der ikke overstiger bredde og højde, herunder taghøjde på det eksisterende byggeri.
6) Byggeriet må ikke medføre væsentlige ændringer i eksisterende terræn og skal placeres i umiddelbar tilknytning til eksisterende byggeri.

Stk. 5. Afprøvningen skal være afsluttet senest 3 år efter, at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, at den anmeldte miljøeffektive teknologi eller teknik kan afprøves. Kommunalbestyrelsen kan forlænge afprøvningsperioden med op til et år.

Stk. 6. Byggeri, der ikke er opført i overensstemmelse med stk. 4, nr. 5, litra b, skal fjernes senest 3 måneder efter, at afprøvning af den miljøeffektive teknologi eller teknik er afsluttet, medmindre kommunalbestyrelsen forinden har modtaget en ansøgning om godkendelse af byggeriet efter §§ 11 eller 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Hvis en ansøgning om godkendelse efter 1. pkt. ikke imødekommes, skal byggeriet fjernes senest tre måneder efter, at sagen er afgjort med et afslag.

§ 38. Ved modtagelse af anmeldelse efter §§ 28-37 skal kommunalbestyrelsen kvittere for modtagelsen og indstille sagsbehandlingen af husdyrbrugets eventuelle ansøgninger efter §§ 10-12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Kommunalbestyrelsen skal informere Natur- og Miljøklagenævnet om en anmeldelse, hvis anmeldelsen omfatter byggeri eller dyrehold, som af kommunalbestyrelsen er tilladt eller godkendt efter §§ 10-12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, og kommunalbestyrelsen er bekendt med, at tilladelsen eller godkendelsen er påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen vurderer, hvorvidt det anmeldte efter §§ 28-37 overholder kravene i §§ 28-37 og § 8, jf. § 9 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, og ikke er i strid med beskyttelsen af fredede områder, beskyttelseslinjer eller områder, der i kommuneplan er udpeget med landskabelige værdier, særlige naturbeskyttelsesinteresser, værdifulde kulturmiljøer samt nationale geologiske interesseområder.

Stk. 3. På baggrund af vurderingen efter stk. 2 træffer kommunalbestyrelsen senest to måneder fra modtagelse af en anmeldelse efter §§ 28-37 afgørelse om, at det anmeldte kan bringes til udførelse, eller at det anmeldte kræver tilladelse eller godkendelse i medfør af §§ 10, 11 eller 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor oplysningskravene i § 7 er opfyldt. Senest 4 uger efter modtagelsen af en ufuldstændig ansøgning, meddeler kommunalbestyrelsen ansøger, hvilke oplysninger, der mangler, før anmeldelsen kan behandles.

Stk. 4. Før der træffes afgørelse, jf. stk. 3, skal kommunalbestyrelsen gøre naboer skriftligt bekendt med anmeldelsen efter §§ 28-37 og give dem adgang til at udtale sig inden for en frist på 2 uger. Orientering af naboer kan undlades, hvis det anmeldte efter kommunalbestyrelsens skøn er af underordnet betydning for naboerne.

Stk. 5. Ved afgørelsen efter stk. 3 kan kommunalbestyrelsen på baggrund af en vurdering af de landskabelige forhold beslutte helt eller delvist at fravige krav om afskærmende beplantning, jf. § 28, stk. 5, nr. 4, og § 29, stk. 5, nr. 4.

Stk. 6. Det kan indgå i kommunalbestyrelses afgørelse efter stk. 3, at konkrete vilkår i en tilladelse eller godkendelse ikke finder anvendelse som følge af anmeldelsen efter §§ 28-37.

Stk. 7. Hvor kommunalbestyrelsen efter stk. 1 har indstillet sagsbehandlingen af en ansøgning, skal kommunalbestyrelsen, når der er truffet afgørelse efter stk. 3, genoptage denne. Såfremt afgørelsen, jf. stk. 3, giver anledning til ændringer i den genoptagne ansøgning, skal kommunalbestyrelsen give ansøger meddelelse herom og samtidig fastsætte en frist for ansøgers indsendelse af nye oplysninger. Såfremt afgørelsen giver anledning til, at tilladelse eller godkendelse efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug ikke længere er nødvendig, afslutter kommunalbestyrelsen sagsbehandlingen og giver ansøger meddelelse herom.

§ 39. En afgørelse på grundlag af en anmeldelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 2 år efter, at afgørelsen er meddelt.

Stk. 2. Hvis en afgørelse på grundlag af en anmeldelse ikke har været helt eller delvist udnyttet i 3 på hinanden følgende år, bortfalder den del, der ikke har været udnyttet i de seneste 3 år.



Vil du vide mere?

Betingelser for brug af anmeldeordningen

Der kan ske afprøvning af miljøeffektive teknologier eller teknikker på eksisterende husdyrbrug efter anmeldelse til kommunen, når følgende betingelser er opfyldt:

  1. Husdyrbruget har en godkendelse meddelt efter husdyrgodkendelseslovens § 11 eller 12.
  2. Dyreholdets størrelse og sammensætning ændres ikke.
  3. Forureningen fra husdyrbruget og de enkelte staldanlæg øges ikke som følge af afprøvning af den anmeldte miljøeffektive teknologi eller teknik. Forureningen må dog godt forøges bagatelagtigt for eksempel ved en forøgelse af el- eller vandforbrug.
  4. Husdyrbrug, der har aktiviteter omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 12, stk. 1, nr. 1-3, overholder emissionsgrænserne, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 14-18.
  5. Afprøvningen af den miljøeffektive teknologi eller teknik sker mindst 100 meter fra:
    a. Nærmeste beboelsesbygning på en ejendom uden landbrugspligt i en samlet bebyggelse i landzone, som har en anden ejer end driftsherren.
    b. Eksisterende eller ifølge kommuneplanens rammedel fremtidig byzone eller sommerhusområde.
    c. Et område i landzone, der i lokalplan er udlagt til boligformål, blandet bolig og erhvervsformål eller til offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner, rekreative formål og lignende.
    d. Naturområder omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7, stk. 1.
    e. Andre ammoniakfølsomme naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for internationale naturbeskyttelsesområder.
    f. Heder, moser og overdrev, som er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3.
    g. Ammoniakfølsom skov, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, punkt A, nr. 3.
  6. Hvis afprøvningen af miljøeffektive teknologier eller teknikker nødvendiggør etablering, udvidelse eller ændring af anlægget, skal følgende betingelser være opfyldt:
    1. Byggeriet er begrænset til det, der er nødvendigt for at afprøve den anmeldte miljøeffektive teknologi eller teknik.
    2. Byggeriet indebærer ikke renovering af eksisterende staldanlæg, eller at staldsystemet ændres til et staldsystem med øget ammoniakemission.
    3. Ny bygningsmasse overstiger samlet set ikke 250 m3 i bygningsrumfang. Der kan dog etableres op til 500 m3 i bygningsrumfang, når byggeriet fremstår, som beskrevet i nedenstående punkt b.
    4. Ventilationsafkastet afviger ikke væsentligt i rumfang og højde i forhold til eksisterende afkast.
    5. Byggeriet fremstår enten som beskrevet i punkt a eller som beskrevet i punkt b:
      a) Byggeriet fremstår i sædvanlige byggematerialer med jordfarvede, ikke-reflekterende overflader, og bygningshøjden er højst 5 meter, dog ikke højere end nærmeste bygnings højde.
      b) Byggeriet fremstår i samme byggestil som det eksisterende byggeri, hvortil der sker tilbygning eller ændring, herunder i ydre byggematerialer, farver og taghældning. Bygningsbredde og bygningshøjde overstiger ikke bredde og højde herunder taghøjde på det eksisterende byggeri.
  7. Byggeriet medfører ikke væsentlige ændringer i eksisterende terræn og placeres i umiddelbar tilknytning til eksisterende byggeri.
  8. Afprøvningen er afsluttet senest 3 år efter, at kommunen har truffet afgørelse om, at den anmeldte miljøeffektive teknologi eller teknik kan afprøves. Kommunen kan dog forlænge afprøvningsperioden med op til år.

Generelt om betingelserne

Betingelserne for at bruge anmeldeordningen skal alle være opfyldt for, at projektet kan gennemføres uden tilladelse eller godkendelse efter husdyrgodkendelseslovens §§ 10, 11 eller 12.

Hvis alle betingelser er opfyldt, har anmelder krav på at kunne gennemføre projektet uden tilladelse eller godkendelse efter husdyrgodkendelsesloven. Kommunen kan hermed ikke give afslag til projektet, hvis alle betingelser er opfyldt.

Der kan således ikke ved afgørelsen lægges vægt på andre kriterier end de, der følger af anmeldeordningen. Kommunen skal derfor ikke foretage vurderinger ud over, hvad der er nødvendigt for at afgøre, om de fastsatte betingelser for brug af anmeldeordningen er opfyldt. Ved udarbejdelse af anmeldeordningen er det ved fastsættelse af betingelserne vurderet, at der ikke vil være nogen væsentlig miljøpåvirkning, når betingelserne er opfyldt.

Etablering, udvidelse eller ændring af anlægget

Byggeri, der ikke fremstår i samme byggestil som det eksisterende eller hvor bygningsbredde eller –højde på anlægget overstiger bredde og højde på det eksisterende byggeri, skal fjernes senest 3 måneder efter, at afprøvning af den miljøeffektive teknologi eller teknik er afsluttet. Dette krav kan imidlertid fraviges, hvis kommunen forinden har modtaget en ansøgning om godkendelse af byggeriet efter husdyrgodkendelseslovens §§ 11 eller 12. Hvis ansøgningen ikke imødekommes, skal byggeriet fjernes senest tre måneder efter, at sagen er afgjort med et afslag.


Helpdesksvar om emnet

Version 2.0 - 14. januar 2011