Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

§ 35 Naturafgræsning - Opstaldning en del af året

RSS
Alle   

Anmeldelse

Vurdering

Dette afsnit blev sidst ændret d. 23 feb 2015

Sådan gør du

Du skal følge procedurereglerne, der gælder for alle anmeldeordninger, dog med undtagelse af § 25 og § 27.

Retsgrundlag

Det fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen:

§ 7. Den, der indgiver anmeldelse i medfør af §§ 28-37, skal på et topografisk kort, i en detaljeringsgrad på mindst 1:10.000, angive:
1) placering af eksisterende bygninger, anlæg og det anmeldte,
2) til- og frakørselsforhold til det anmeldte, og
3) målestoksforhold, nordpil og højdekurver samt nødvendig signaturforklaring.

Stk. 2. Hvor dette er relevant for at dokumentere overholdelse af kravene i §§ 28-37, skal den, der indgiver ansøgning efter stk. 1, tillige oplyse:
1) Matrikelnummer, hvor anlægget ønskes placeret.
2) Tegninger af anlægget med angivelse af bygningshøjder, grundmål og kapacitet.
3) Størrelsen på det eksisterende og det anmeldte dyrehold.
4) Størrelse og placering af arealerne til afgræsningen, jf. §§ 35 og 36. Det angives, hvilke af disse arealer der er fredede, omfattet af § 3 i lov om naturbeskyttelse eller udpeget som Natura 2000-områder. Størrelsen af disse arealer angives som en procentdel af det samlede anmeldte afgræsningsareal.
5) Beskrivelse af eksisterende afskærmende beplantning for bygninger og anlæg, samt fremtidig afskærmende beplantning, med angivelse af beplantningens artssammensætning, antal trærækker og etableringstidspunkt. Oplysninger kan fremsendes som en samlet beplantningsplan.
6) Oplysninger om gødningsopbevaringsanlægs placering i forhold til de i § 8, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, opregnede anlæg, områder, veje m.v.
7) Eventuelle befæstede arealer og afløbsforhold.
8) Overdækning af gødningsopbevaringsanlæg.
9) Kort med indtegning af nærmeste folds kant i forhold til ammoniakfølsom natur, jf. § 37, stk. 5.
10) Anden nødvendig dokumentation til opfyldelse af kravene i §§ 28-37, herunder oplysninger om det beregnede behov for ændring eller udvidelse af staldanlæg til opfyldelse af dyrevelfærdskrav, jf. § 30, behov for ændringer på anlægget som følge af afprøvning, jf. § 34, eller omlægning til økologisk produktion, jf. § 37.

Stk. 3. En anmeldelse efter § 34 skal indeholde en beskrivelse af, hvad der ønskes afprøvet og relevante forskrifter for driften af den anmeldte miljøeffektive teknologi eller teknik.

§ 35. Etablering, udvidelse eller ændring af afgræsningsdyrehold, der er opstaldet en del af året, kan finde sted efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2-12.

Stk. 2. Anmeldelsen efter stk. 1 sker for et ved anmeldelsen nærmere afgrænset dyrehold, areal og staldanlæg. Dyreholdet må ikke flyttes til andre arealer eller staldanlæg.

Stk. 3. Det eller de i medfør af stk. 1 anmeldte dyrehold på et husdyrbrug må i alt højest have en gødningsproduktion i perioden fra 1. oktober til 30. april svarende til en årlig gødningsproduktion på 15 dyreenheder.

Stk. 4. Dyreholdet kan kun omfatte følgende dyretyper:
1) Ammekøer med tilhørende opdræt, stude, tyrekalve og tyre.
2) Okser.
3) Får.
4) Geder.
5) Heste.

Stk. 5. Arealerne må kun omfatte græsningsegnede arealer, der er fredede, omfattet af § 3 i lov om naturbeskyttelse eller udpeget som Natura 2000-områder samt øvrige arealer med permanent græs. De øvrige arealer må højest udgøre halvdelen af det samlede areal.

Stk. 6. Arealerne skal afgræsses af hele det anmeldte dyrehold, som minimum i perioden fra 1. maj til 30. september, og dyreholdet skal efter kommunalbestyrelsens skøn netto fjerne flere næringsstoffer fra arealerne, end det tilfører. Arealer med jordrugende ynglefugle, hvor disse ynglefugle indgår i udpegningsgrundlaget for et Natura 2000-område, må dog tidligst afgræsses fra 1. juni, og der må højest være et antal dyr, der svarer til 0,85 dyreenheder pr. ha i perioden fra 1. juni til 30. juni.

Stk. 7. Der må ikke udbringes organisk gødning eller handelsgødning på alle arealerne omfattet af stk. 5. Anvendelse af arealerne til afgræsning med det anmeldte dyrehold udløser ikke krav om arealgodkendelse ifølge §§ 15, 16 eller 26 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.

Stk. 8. Opstaldning af det anmeldte dyrehold i perioden 1. oktober til 30. april kan ske i eksisterende eller nye staldanlæg samt tilbygning til eksisterende staldanlæg, hvor hele husdyrproduktionen på husdyrbruget efter udvidelsen overholder beskyttelsesniveauet for lugt som angivet i bilag 3, punkt B.

Stk. 9. Nye staldafsnit, der etableres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, og tilbygninger til eksisterende staldanlæg skal opfylde § 30, stk. 4, nr. 1-4, 6 og 7. Byggeriet må ikke være større end nødvendigt for det anmeldte dyrehold.

Stk. 10. Nye staldanlæg, der ikke etableres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, skal opfylde følgende krav:
1) Byggeriet må ikke være større end nødvendigt i forhold til et dyrehold, jf. stk. 3 og 4.
2) Byggeriet må have en maksimal højde på 4,5 meter målt fra terræn til tagryg.
3) Byggeriet må ikke medføre væsentlige ændringer i eksisterende terræn.
4) Byggeriet skal fremstå i sædvanlige byggematerialer og med jordfarvede, ikke-reflekterende overflader.

Stk. 11. Nye staldanlæg, der opføres efter stk. 10, og som er beliggende i områder, der i kommuneplanen er udpeget med landskabelige værdier, værdifulde kulturmiljøer eller nationale geologiske interesseområder, skal fjernes senest 3 år efter, at afgræsning er ophørt, eller hvis der tre på hinanden følgende år ikke sker afgræsning af arealet, medmindre kommunalbestyrelsen forinden har modtaget en ansøgning om tilladelse eller godkendelse af byggeriet efter h §§ 10, 11 eller 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Hvis en ansøgning om godkendelse efter 1. pkt. ikke imødekommes, skal byggeriet fjernes senest tre måneder efter, at sagen er endeligt afgjort med et afslag.

Stk. 12. Opstaldningen må ikke indebære renovering eller, at staldsystemet ændres til et staldsystem med øget ammoniakemission, af eksisterende staldanlæg til andre dyr end de anmeldte.

§ 38. Ved modtagelse af anmeldelse efter §§ 28-37 skal kommunalbestyrelsen kvittere for modtagelsen og indstille sagsbehandlingen af husdyrbrugets eventuelle ansøgninger efter §§ 10-12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Kommunalbestyrelsen skal informere Natur- og Miljøklagenævnet om en anmeldelse, hvis anmeldelsen omfatter byggeri eller dyrehold, som af kommunalbestyrelsen er tilladt eller godkendt efter §§ 10-12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, og kommunalbestyrelsen er bekendt med, at tilladelsen eller godkendelsen er påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen vurderer, hvorvidt det anmeldte efter §§ 28-37 overholder kravene i §§ 28-37 og § 8, jf. § 9 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, og ikke er i strid med beskyttelsen af fredede områder, beskyttelseslinjer eller områder, der i kommuneplan er udpeget med landskabelige værdier, særlige naturbeskyttelsesinteresser, værdifulde kulturmiljøer samt nationale geologiske interesseområder.

Stk. 3. På baggrund af vurderingen efter stk. 2 træffer kommunalbestyrelsen senest to måneder fra modtagelse af en anmeldelse efter §§ 28-37 afgørelse om, at det anmeldte kan bringes til udførelse, eller at det anmeldte kræver tilladelse eller godkendelse i medfør af §§ 10, 11 eller 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor oplysningskravene i § 7 er opfyldt. Senest 4 uger efter modtagelsen af en ufuldstændig ansøgning, meddeler kommunalbestyrelsen ansøger, hvilke oplysninger, der mangler, før anmeldelsen kan behandles.

Stk. 4. Før der træffes afgørelse, jf. stk. 3, skal kommunalbestyrelsen gøre naboer skriftligt bekendt med anmeldelsen efter §§ 28-37 og give dem adgang til at udtale sig inden for en frist på 2 uger. Orientering af naboer kan undlades, hvis det anmeldte efter kommunalbestyrelsens skøn er af underordnet betydning for naboerne.

Stk. 5. Ved afgørelsen efter stk. 3 kan kommunalbestyrelsen på baggrund af en vurdering af de landskabelige forhold beslutte helt eller delvist at fravige krav om afskærmende beplantning, jf. § 28, stk. 5, nr. 4, og § 29, stk. 5, nr. 4.

Stk. 6. Det kan indgå i kommunalbestyrelses afgørelse efter stk. 3, at konkrete vilkår i en tilladelse eller godkendelse ikke finder anvendelse som følge af anmeldelsen efter §§ 28-37.

Stk. 7. Hvor kommunalbestyrelsen efter stk. 1 har indstillet sagsbehandlingen af en ansøgning, skal kommunalbestyrelsen, når der er truffet afgørelse efter stk. 3, genoptage denne. Såfremt afgørelsen, jf. stk. 3, giver anledning til ændringer i den genoptagne ansøgning, skal kommunalbestyrelsen give ansøger meddelelse herom og samtidig fastsætte en frist for ansøgers indsendelse af nye oplysninger. Såfremt afgørelsen giver anledning til, at tilladelse eller godkendelse efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug ikke længere er nødvendig, afslutter kommunalbestyrelsen sagsbehandlingen og giver ansøger meddelelse herom.

§ 39. En afgørelse på grundlag af en anmeldelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 2 år efter, at afgørelsen er meddelt.

Stk. 2. Hvis en afgørelse på grundlag af en anmeldelse ikke har været helt eller delvist udnyttet i 3 på hinanden følgende år, bortfalder den del, der ikke har været udnyttet i de seneste 3 år.

Vil du vide mere?

Betingelser for brug af anmeldeordningen

Der kan ske etablering, udvidelse eller ændring af afgræsningsdyrehold, der er opstaldet en del af året, efter anmeldelse til kommunen, når følgende betingelser er opfyldt:

  1. Dyreholdet og arealet er ved anmeldelsen nærmere afgrænset. Der foreligger i denne forbindelse oplysninger om antallet af dyr, typer af dyr, produktionsform f.eks. gennemsnitsalder for opdræt samt en angivelse af hvilke arealer dyrene opholder sig på.
  2. Dyreholdet flyttes ikke til andre arealer eller staldanlæg.
  3. De anmeldte dyrehold har i alt højst en gødningsproduktion i perioden fra 1. oktober til 30. april svarende til en årlig gødningsproduktion på 15 dyreenheder.
  4. Dyreholdet omfatter kun følgende dyretyper:
    1. Ammekøer med tilhørende opdræt, stude, tyrekalve og tyre.
    2. Okser.
    3. Får.
    4. Geder.
    5. Heste.
    Dyreholdet må således ikke omfatte malkekvæg.
  5. Arealerne omfatter kun græsningsegnede arealer, der er fredede, omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 eller udpeget som Natura 2000-områder samt øvrige arealer med permanent græs.
  6. Arealer med permanent græs, der ikke er fredede, ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 eller ikke er Natura 2000-områder, udgør højest halvdelen af det samlede areal.
  7. Arealerne afgræsses af hele det anmeldte dyrehold som minimum i perioden fra 1. maj til 30. september.
  8. Dyreholdet fjerner efter kommunens skøn netto flere næringsstoffer fra arealerne, end det tilfører.
  9. Arealer med jordrugende ynglefugle, hvor disse ynglefugle indgår i udpegningsgrundlaget for et Natura 2000-område, afgræsses tidligst fra 1. juni.
  10. På arealer med jordrugende ynglefugle, hvor disse ynglefugle indgår i udpegningsgrundlaget for et Natura 2000-område, er der højest et antal dyr, der svarer til 0,85 dyreenheder pr. ha i perioden fra 1. juni til 30. juni.
  11. Der udbringes ikke organisk gødning eller handelsgødning på nogen af de anmeldte græsningsarealer.
  12. Hele husdyrproduktionen på husdyrbruget overholder efter udvidelsen beskyttelsesniveauet for lugt som angivet i bilag 3, punkt B.
  13. Nye staldafsnit, der etableres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer og tilbygninger til eksisterende staldanlæg;
    a. medfører ikke væsentlige ændringer i eksisterende terræn, og placeres i umiddelbar tilknytning til hidtidige bebyggelsesarealer på den ejendom, hvor byggeriet opføres.
    b. fremstår i samme byggestil som det eksisterende staldanlæg, og byggematerialer, farver og taghældning på det nye staldanlæg eller på tilbygningen til eksisterende staldanlæg fremstår i samme stil som ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.
    c. overstiger ikke bygningsbredden på det eksisterende staldanlægs bredde med mere end 5 %, dog maksimalt 2 meter.
    d. overstiger ikke bygningshøjden på det eksisterende staldanlægs højde med mere end 1,5 meter.
    e. der ligger 100 meter eller mindre fra nabobeboelse, udføres ikke nærmere nabobeboelse end det anlæg, der udvides eller ændres.
    f. byggeriet må ikke være større end nødvendigt for det anmeldte dyrehold.
  14. Placeringen af ventilationsafkast på det staldanlæg, der udvides eller ændres, er bevaret uændret eller er flyttet i retning væk fra nedenstående naturområder, hvis tilbygningen eller ændringen er placeret 300 meter eller mindre fra:
    a) naturområder omfattet af § 7, stk. 1, i lov om miljøgodkendelser m.v. af husdyrbrug,
    b) andre ammoniakfølsomme naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for internationale naturbeskyttelsesområder,
    c) heder, moser og overdrev, som er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3, og
    d) ammoniakfølsom skov, jf. bilag 3, punkt A, nr. 3.
  15. Nye staldanlæg, der ikke etableres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, opfylder følgende krav:
    1. Byggeriet er ikke større end nødvendigt i forhold til et anmeldt dyrehold, som kan opfylde betingelse nr. 3 og 4. Vær opmærksom på muligheden for at bygge større end til netop det anmeldte dyrehold.
    2. Byggeriet har en maksimal længde på 4,5 meter målt fra terræn til tagryg.
    3. Byggeriet medfører ikke væsentlige ændringer i eksisterende terræn.
    4. Byggeriet fremstår i sædvanlige byggematerialer og med jordfarvede, ikke-reflekterende overflader.
  16. Opstaldningen indebærer ikke renovering af eksisterende staldanlæg, eller at staldsystemet ændres til et staldsystem med øget ammoniakemission til andre dyr end de anmeldte.

Generelt om betingelserne

Betingelserne for at bruge anmeldeordningen skal alle være opfyldt for, at projektet kan gennemføres uden tilladelse eller godkendelse efter husdyrgodkendelseslovens §§ 10, 11 eller 12.

Hvis alle betingelser er opfyldt, har anmelder krav på at kunne gennemføre projektet uden tilladelse eller godkendelse efter husdyrgodkendelsesloven. Kommunen kan hermed heller ikke give afslag til projektet, hvis alle betingelser er opfyldt.

Der kan således ikke ved afgørelsen lægges vægt på andre kriterier end de, der følger af anmeldeordningen. Kommunen skal derfor ikke foretage vurderinger ud over, hvad der er nødvendigt for at afgøre, om de fastsatte betingelser for brug af anmeldeordningen er opfyldt. Ved udarbejdelse af anmeldeordningen er der ved fastsættelse af betingelserne vurderet, at der ikke vil være nogen væsentlig miljøpåvirkning, når betingelserne er opfyldt.

Fjernelse af næringsstoffer ved afgræsningen

Normalt vil ca. 90 % af plantevæksten ved afgræsning blive afleveret som gødning på arealet. De sidste 10 % vil blive optaget i dyret. Så længe mindre end 10 % af foderrationen gives som tilskudsfoder vil der netto blive fjernet kvælstof fra arealet. Det skal derfor sikres, at der ikke generelt tildeles foder til de afgræssende dyr, og at fodringen begrænses til et begrænset supplement i tørkeperioder. Dette gælder også selvom arealet bliver anvendt til slæt.

Løbende udnyttelse af staldanlæg

Staldanlæg, der er ikke er etableret i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, og som ligger i områder, der i kommuneplanen er udpeget med landskabelige værdier, værdifulde kulturmiljøer eller nationale geologiske interesseområder, skal fjernes senest 3 år efter, at afgræsning er ophørt, eller hvis der i tre på hinanden følgende år ikke sker afgræsning af arealet.

Hvis kommunen inden de tre år er gået, har modtaget en ansøgning om tilladelse eller godkendelse af byggeriet efter husdyrgodkendelseslovens §§ 10, 11 eller 12, og den imødekommes, skal byggeriet ikke fjernes. Hvis ansøgningen om godkendelse af staldanlægget ikke imødekommes, skal byggeriet fjernes senest tre måneder efter, at sagen er endelig afgjort med et afslag.

Opstaldning af det anmeldte dyrehold i perioden 1. oktober til 30. april

Opstaldning af det anmeldte dyrehold i perioden 1. oktober til 30. april kan ske i eksisterende eller nye staldanlæg samt tilbygning til eksisterende staldanlæg, hvor hele husdyrproduktionen på husdyrbruget efter udvidelsen overholder beskyttelsesniveauet for lugt som angivet i bilag 3, punkt B.

Beskyttelsesniveauet for lugt

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens beskyttelsesniveau for lugt skal overholdes for det faktuelle dyrehold på stald. Lugtberegningerne skal foretages som om dyrene går på stald hele året, og vil således tage udgangspunkt i antal stipladser, som svarer til den maksimale belægning.

Eksisterende staldanlæg

Hvis der allerede er staldanlæg på ejendommen, kan disse benyttes. Det er ikke et krav, at eksisterende staldanlæg opfylder betingelserne for nye staldanlæg.

Etablering af staldanlæg

Ved etablering af nye staldanlæg uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer er det hensigten, at de anlæg, der etableres, vil kunne anvendes til forskellige dyretyper omfattet af ordningen og dermed benyttes over en længere årrække. Hvis anmelder på tidspunktet for anmeldelsen for eksempel vil etablere et staldanlæg til brug for får, er det muligt at opføre et anlæg, der er større end nødvendigt og ligeledes kan rumme kvæg, hvis anmelder ønsker det.

Dyrevelfærdsmæssige regler

Anmeldeordningen vedrører alene de godkendelsesmæssige og miljømæssige forhold. Dette betyder imidlertid ikke, at dyrevelfærdsreglerne ikke finder anvendelse. Kommunens afgørelse på baggrund af en anmeldelse om etablering, udvidelse eller ændring af afgræsningsdyrehold kan således kun udnyttes af anmelderen, i den udstrækning dyrevelfærdsreglerne overholdes.

Dispensation efter naturbeskyttelsesloven

Hvis der kræves dispensation efter naturbeskyttelsesloven, vil en anmeldelse kun lovligt kunne udnyttes, når dispensationen er opnået. Tilsvarende vil kommunen som supplement til anmeldeordningen om naturafgræsning i relevant omfang skulle tage stilling til, om der skal dispenseres til mindre staldanlæg og lignende i henhold til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 4.


Helpdesksvar om emnet



Svar fra husdyrhelpdesken om naturafgræsning


Version 2.0 - 14. januar 2011