Ukrudt i bede

Ukrudt kan både være vilde planter og selvsåede haveplanter. Ukrudt konkurrerer med de planter, du gerne vil have, om vand, næring og sollys.

Dæk jorden

Kun hvor jorden er bar, spirer der ukrudt frem. Dæk derfor så meget af jorden som muligt med planter. Eller dæk bar jord under buske og træer med 15 cm bark- eller vedflis. I køkkenhaven kan du dække med visne plantedele, grov kompost og halm, når grøntsagerne er ca. 20 cm høje. Jorddække holder desuden på jordens fugtighed, giver en bedre jordstruktur og skaber bedre betingelser for nyttedyr.

Undgå at ukrudtsfrø spredes

Ukrudt i blomsterbede kultiverer eller hakker du væk, inden det når at blomstre og smide frø. Ukrudt med frø skal fjernes fra haven eller brændes. Hvis du lægger det i havekomposten, spredes det igen, og du kan begynde forfra.

Flerårigt rodukrudt kræver vedholdende indsats

Flerårigt rodukrudt som skvalderkål, snerler, kvik og padderokker er specielt generende i havens blomsterbede. Det får du bedst bugt med ved at grave rødderne op, hakke hyppigt eller ved at dække med sort plast. Du kan også udlægge arealet til græsplæne i nogle år. Metoden er, at planten opbruger næringen i rodnettet og ikke får lov at samle ny. Det kræver en vedholdende indsats - fx tager det et helt år at rydde et areal for kvik og skvalderkål og flere år for snerler og padderokker.

Her kan du læse mere:

Webudvikling Tihii Media