Ukrudt mellem fliser og i grus
Ukrudt kan gro, selv om der kun er en sprække på 1 mm, og derfor skal ukrudt mellem fliser og andre belægninger holdes nede fra det tidlige forår.
Tag ukrudtet før det får fat
Ukrudt mellem fliser kan du holde væk ved at feje regelmæssigt med en stiv kost. Så fjerner du ukrudtet, når det lige er spiret frem, og før det får ordentligt fat. Er ukrudtet blevet større, kan du skrabe fugerne med en fugerenser eller bruge en ukrudtsbrænder - og her er det nok at blanchere bladene. Græs i fugerne luges bedst efter en periode med regn - så slipper rødderne lettere. Du kan også sætte fugeplanter mellem fliserne, fx krybende sorter af timian og sylbladet firling. Du skal dog stadig luge ukrudtet mellem fugeplanterne.
Fjern ukrudt i grus regelmæssigt
På arealer med grus og perlesten kan du fjerne ukrudtet med et skuffejern eller en havetraktor med ukrudtsstrigle. Det skal dog gøres mindst hver 14. dag, og mens ukrudtet stadig er småt.
Omtanke ved nyanlæg letter arbejdet
Ved nyanlæg er det en god idé at vælge grus og fliser, som er nemme at holde fri for ukrudt. Jo større fliser du vælger, jo færre fuger skal renses. En grusblanding som Slotsgrus er nemmere at skuffe ren, end hvis der er brugt knust granit eller sten.
