[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Affald 21

E 20 Shredderaffald

E 20.1 Status
E 20.2 Fremtidige initiativer
E 20.3 Regulering
E 20.4 Kapacitet
E 20.5 Miljøvurdering
E 20.6 Betydning for nationale affaldsmyndigheder
E 20.7 Betydning for de kommunale affaldsmyndigheder

Miljøproblem

Shredderaffald har et højt indhold af miljøbelastende stoffer og udgør i dag en stor andel af det industriaffald, som deponeres

Initiativer

Udvikling af nye behandlingsmetoder til udvinding af tungmetallerne

E 20.1 Status

Mål år 2004

  • 75% genanvendelse og bedre ressourceudnyttelse af shredderaffaldet
  • reduktion i mængden af shredderaffald til deponering

Shredderaffald fremkommer som produktionsaffald på virksomheder, der neddeler en række metalholdige produkter, f.eks. biler, hårde hvidevarer. Hovedparten af shredderaffaldet deponeres i dag.

Shredderaffald har et højt indhold af miljøbelastende stoffer (tungmetaller, PCB). Behandlingen af affald fra shredderanlæg skal forbedres, og muligheden for udvikling af nye behandlingsteknikker skal undersøges.

Den årligt producerede mængde shredderaffald udgjorde i 1997 95.000 tons. Heraf deponeredes 90.000 tons, og 5.000 tons gik til forbrænding.

Den relativt store mængde til forbrænding i 1997 skyldes et forsøg med forbrænding af shredderaffald på Kommunekemi A/S. Det er målet, at 75% af shredderaffaldet i år 2004 nyttiggøres på en måde, der sikrer, at tungmetallerne genvindes, og energien udnyttes.

Forsøg med oparbejdning af shredderaffald i specialanlæg, hovedsageligt forgasningsanlæg, har hidtil voldt store problemer. Inden for de sidste år er der imidlertid investeret store ressourcer i udvikling af ny teknologi, som kan behandle shredderaffald og andre tungmetalholdige affaldsfraktioner på en miljømæssig hensigtsmæssig måde. For at få del i denne udvikling er der med tilskud fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi startet en undersøgelse af, hvilke anlæg der på verdensplan er etableret i industriel skala, og som kan tilpasses danske affaldsforhold. Endvidere undersøges det, hvad der for tiden foregår på forskningsområdet i udlandet, samtidig med at der udføres danske pilotforsøg på området.

Image83.gif (3422 bytes)

E 20.2 Fremtidige initiativer

Midler

  • udvikling af metoder til oparbejdning af tungmetalholdige fraktioner
  • vidensindsamling og -formidling
  • krav til håndtering af shredderaffaldet
  • krav til virksomheder, der håndterer shredderaffald
  • fuldskalaforsøg med ny behandlingsteknologi

På baggrund af den igangværende undersøgelse af oparbejdningsanlæg i industriel skala, udvælges op til tre anlæg der underkastes en tilbundsgående undersøgelse af folk der følger anlæggenes daglige drift i to til tre uger. Da det vil være urealistisk at basere etableringen af et dansk oparbejdningsanlæg udelukkende på shredderaffald, vurderes de tre anlæg ud fra deres evne til at oparbejde shredderaffald, trykemprægneret træ, flammehæmmet plast og galvanoaffald. Resultaterne af de igangsatte produkter forventes at kunne danne grundlag for en realistisk beslutning om, hvilken teknik til behandling af shredderaffald der bedst kan passes ind i den danske affaldsstruktur.

Initiativer, der støtter udvikling af bedre behandlingsmetoder, der er i stand til at udnytte de ressourcer, som shredderaffald indeholder, skal fremmes mest muligt. Når behandlingsteknikken er klar, skal der udarbejdes regler for håndtering af shredderaffald.

E 20.3 Regulering

Affaldshåndtering af shredderaffald er indtil videre reguleret af generelle regler i Affaldsbekendtgørelsen og via miljøgodkendelser af de virksomheder, som anvender shredderanlæg i forbindelse med oparbejdning af sammensatte produkter. De virksomheder er jern- og metalgenvindingsvirksomheder, som er anført på Miljøbeskyttelseslovens liste over særlige forurenende virksomheder under punkt K2 samt autoophugningsvirksomheder, der er anført på samme liste under punkt K5.

E 20.4 Kapacitet

Det vurderes, at der er tilstrækkelig kapacitet til at deponere shredderaffaldet.

E 20.5 Miljøvurdering

De miljømæssige konsekvenser ved oparbejdning af shredderaffaldet vil ligge i en minimering af mængden af affald til deponering og hermed en reduceret risiko for nedsivning af perkolat til grundvandsressourcerne, øget genanvendelse af affaldets indhold af metaller samt en udnyttelse af energien i den organiske affaldsfraktion.

E 20.6 Betydning for nationale affaldsmyndigheder

Når der foreligger en brugbar behandlingsmetode, skal der udstedes en bekendtgørelse om håndtering af shredderaffald.

Der skal i den kommende planperiode arbejdes aktivt på at få udformet retningslinier for miljørigtigt produktdesign og udnytte de muligheder, der ligger i det produktpanel på elektronikområdet, som er etableret i henhold til produktstrategien.

E 20.7 Betydning for de kommunale affaldsmyndigheder

Når bekendtgørelsen om håndtering af shredderaffald er udstedt, skal kommunerne anvise affaldet til de anlæg, der opfylder kravene til håndtering af affaldet.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]