Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 29/2005 – Effekter af forurenet sediment på bundfauna

Effekter af forurenet sediment på bundfauna

Baggrund

I havne aflejres til stadighed partikulært materiale (sediment), som må optages og fjernes for at holde havnene sejlbare. Hovedparten af det opgravede havnesediment bliver bortskaffet ved klapning - dvs. det optagede "dumpes" i havet på egnede positioner udpeget af de lokale myndigheder (amter/Københavns Kommune). Havnenes ejere og de lokale myndigheder oplever dog et stigende problem fordi sedimenter ofte indeholder så høje koncentrationer af tungmetaller, rester fra skibsbundmalinger (især TBT), olierester og andre kemikalier, at mange ansøgninger om klapning er blevet afslået.

Klapning af havbundsmateriale reguleres via havmiljøloven (kap. 9). Her anføres, at der umiddelbart kan tillades klapning, hvis havbundsmaterialet vurderes at indeholde "uvæsentlige mængder og koncentrationer" af en række stoffer og materialer anført i loven (dvs. en række tungmetaller, herunder kviksølv, kobber og cadmium, og en række organiske miljøfremmede stoffer, herunder TBT og PAHer). I loven er der ikke anført eksplicitte værdier for "uvæsentlige mængder og koncentrationer". Det er overladt til de lokale myndigheder at administrere begrebet "uvæsentlige mængder og koncentrationer".

I forbindelse med behandling af klagesager har miljøstyrelsen tolket at der ved "uvæsentlige koncentrationer" forstås koncentrationer, der ikke overstiger 2 gange koncentrationerne i "diffust" belastet sediment. Diffust belastet sediment vil have ("baggrunds") koncentrationer, som vil være typiske for havsedimenter, der ikke er påvirket af direkte tilledninger. I klagebehandlingen har Miljøstyrelsen ikke taget stilling til administrationen af begrebet "uvæsentlige mængder". For klapning i internationale naturbeskyttelsesområder gælder særlige regler, bl.a. at koncentrationer af tungmetaller og en række miljøfremmede stoffer ikke må overstige baggrundsniveauet.

I de internationale konventioner (især OSPAR-konventionen) er der udarbejdet retningslinier for dumpning af optaget havbundsmateriale. Retningslinierne indeholder vejledning om undersøgelser af klapmaterialets fysiske, kemiske og biologiske egenskaber. Desuden er der vejledning om valg af klapplads, bedømmelse af mulige effekter samt efterfølgende overvågning. Disse retningslinier er omsat til bestemmelser i havmiljølovens kap. 9 og i klapbekendtgørelsen. I de internationale havkonventioner lægges vægt på to sæt aktionsniveauer, ét lavt sæt for acceptable koncentrationer i forhold til at tillade klapning, og et højere sæt, som hvis det overskrides medfører at bundmaterialet sendes på land med henblik på deponering eller viderebehandling. Der er dog ikke i de internationale konventioner fastsat eksplicitte grænseværdier eller mængdeangivelser for klapmaterialet. I overensstemmelse hermed varierer den administrative praksis betydeligt i de enkelte OSPAR lande /2,6/.

Hos de lokale danske myndigheder administreres begrebet "uvæsentlige mængder og koncentrationer" ikke ens /1/. Flere amter anvender dog en grænseværdi for tungmetaller på 2x baggrundsværdien, mens der normalt ikke anvendes grænseværdier for organiske miljøgifte. Tilsvarende er der betydelig forskel i, hvilke forurenende stoffer der analyseres for.

Der er i dag behov for at optage ca. 3 mill. tons (tørstof) havbundsmateriale årligt i Danmark med mere end tre fjerdedele fra sejlrender og havne på Vestkysten /6/.

Med få undtagelser udgør denne mængde ikke et miljøproblem. Det væsentligste problem knytter sig til bundmateriale fra havne i de indre danske farvande. Materialet herfra vurderes at udgøre hovedparten af de ca. 3-500.000 tons, som efter den gældende praksis ikke kan klappes.

Havnenes indhold af tungmetaller og organiske miljøgifte er kortlagt dels gennem amternes analyser i forbindelser med klaptilladelser og udvidet med mere systematiske undersøgelser gennemført i 2000 fordelt på forskellige typer af havne: industri-, olie-, fiskeri- og lystbådehavne /1/. Analyserne viser, at havnesedimenterne generelt har forhøjede indhold af tungmetaller og organiske forureninger sammenlignet med åbne farvande /4/. Sammenholdt med miljøfarlighedsvurderinger og økotoksikologiske undersøgelser /2,3/ vurderes, at de største miljøproblemer knytter sig til havnesedimenternes indhold af tungmetaller, TBT (tributyltin)og PAH-er (de såkaldte fokusstoffer).

I lighed med de øvrige lande i OSPAR konventionen vurderer danske myndigheder havnesedimenters forureningsgrad på basis af koncentrationer af miljøgifte og ikke som f.eks. i USA, Canada og Australien på kriterier baseret på sedimenternes virkning på dyre- og planteliv. I disse lande gennemføres egentlige risikovurderinger og i tvivlstilfælde også standardiserede toksicitetstest. Denne tilgang har både fordele og ulemper. Ved test opnås resultater, som afspejler den samlede effekt af samtidigt forekommende stoffer, men forsøg med enkeltarter vil ikke nødvendigvis beskytte samtlige arter i bunddyrssamfund. Risikovurderinger baseret på test kan føre til uensartet sagsbehandling og i tilfælde af mindre klapningsopgaver kan forsøgsomkostninger virke urimeligt høje. Der er derfor gode argumenter for fortsat at anvende simple kriterier som baggrund for klapningstilladelser, men der er løbende behov for at vurdere og dokumentere de gældende grænser.

Med implementering af Vandrammedirektivet vil der dog blive udarbejdet sedimentkvalitetskrav for en række miljøgifte, som også omfatter fokusstofferne udpeget af Miljøstyrelsen. Det er dog uklart, om kriterierne vil blive universelle eller de skal tilpasses regionale forhold. En endelig implementering af Vandrammedirektivet sker først om 15 år og der er derfor behov for at syntetisere den eksisterende viden omkring effekter af forurenet sediment og dermed kvalificere den gældende praksis for klapningshåndtering i Danmark.

Det er på den baggrund, at Miljøstyrelsen har bedt DHI-Vand og Miljø om på baggrund af en kritisk gennemgang af videnskabelig litteratur, datarapporter og tilgængelig grå litteratur at sammenfatte den eksisterende viden om realiserede og målte effekter af forurenet sediment på bunddyrssamfund.