Survey, emission and health assessment of chemical substances in baby products

Sammenfatning og konklusioner

Mange babyprodukter er beregnet til mere eller mindre at komme i direkte kontakt med babyens hud eller befinde sig tæt på huden. Befugtning (i form af vand, spyt, sved eller urin) kan medføre, at indholdsstoffer, der frigives til disse væsker, vil kunne komme i kontakt med barnets hud eller mund.

Foruden optagelse af kemiske stoffer gennem huden og ved at en baby sutter på materialet, kan påvirkning også ske ved indånding af luftarter, der langsomt afdamper fra babyproduktet, eller af støvlignende partikler og fiberfnug, der afgives under brug.

De produkter, der indgår i undersøgelsen, er primært babyprodukter, som er beregnet til børn i alderen 0-1 år. Der er bevidst søgt babyprodukter, som på basis af oplysninger fra forhandlere sælges i rimeligt omfang.

Projektet har primært drejet sig om produkter af tekstil eller plast med polstring eller fyld. Derudover indgår også babyprodukter af fleksibelt skummateriale.

Babytøj, sengelinned (dynebetræk), formede plastgenstande (badekar, potter, sutter, børnetallerkener), børnebestik samt legetøj, træsenge og babyplejemidler er ikke omfattet af projektet.

Kortlægning

I kortlægningen indgår følgende aktiviteter:

  • Kontakt til detailhandel
  • Søgning på Internet
  • Anvendelse af spørgeskema
  • Vurdering af materialerne i de forskellige typer babyprodukter med hensyn til indhold af sundhedsskadelige stoffer.

Forbrug af babyprodukter

Da flere af de større virksomheder med speciale i baby- og børneprodukter ikke har givet detaljerede og specifikke oplysninger, er det ikke umiddelbart muligt at anslå det faktiske forbrug af de enkelte typer af babyprodukter.

Heller ikke via Danmarks Statistik er det muligt at få tal for babyprodukter. Omsætningen af produkttyper og varemærker må derfor vurderes skønsmæssigt.

Nogle produkter vil holdbarhedsmæssigt kunne anvendes til mere end ét barn, til gengæld vil der være ekstra produkter pr. barn hos fx børneinstitutioner og dagplejere og evt. også hos bedsteforældre.

Det vurderes, at antal nyindkøbte barnevogne pr. år vil ligge væsentlig lavere end antallet af nyfødte, som er ca. 65.000 pr år, skønsmæssigt 25-40.000 barnevogne pr. år.

For andre, knap så dyre og knap så holdbare, babyprodukter vil antal stk. pr. år anslået ligge tættere på antallet af nyfødte, skønsmæssigt i størrelsesordenen 40-60.000 stk.

I samarbejde med Miljøstyrelsen er følgende typer babyprodukter udvalgt til nærmere undersøgelser for indhold af sundhedsskadelige eller betænkelige kemikalier og farvestoffer:

  • Ammepuder (produkt nr. 4 og 5)
  • Bæreseler (produkt nr. 9 og 10)
  • Puslepuder/-hynder med forskellige betræk og forskelligt fyld (produkt nr. 7 og 8)
  • Madrasser med fyld af skum, til senge (produkt nr. 6 og 13)
  • Forlædere til barnevogne (produkt nr. 11 og12)
  • Engangsskumvaskeklude (produkt nr. 1, 2 og 3).

Hvert udvalgt babyprodukt er repræsenteret ved 2 forskellige artikler/varemærker, for engangsskumvaskekludene dog 3 forskellige. Der er således i alt udvalgt 13 produkter til nærmere undersøgelse.

Kemiske analyser

De 13 udvalgte produkter blev opdelt i delprøver til den kemiske analyse. Der blev bl.a. analyseret for farvestoffer, organiske tinforbindelser, flammehæmmere, screenet for organiske forbindelser og ftalater. Herudover er der foretaget migrationsforsøg til spyt og sved.

Vurdering i relation til miljømærker

Flere af produkterne indeholder stoffer, der overskrider grænseværdierne for opnåelse af miljømærker. Kun et enkelt af de undersøgte produkter bærer miljømærke, nemlig produkt nr. 10, som er Øko-Tex mærket.

Sundhedsmæssig vurdering

Følgende konklusioner kan udledes af undersøgelsen:

  • Alle de undersøgte babyprodukter indeholder målelige mængder af mere end ét stof, der er klassificeret som farligt for sundhed og/eller miljø.
  • Der er ikke fundet stoffer, som udgør nogen væsentlig sundhedsmæssig risiko i produkterne.
  • De undersøgte engangsskumvaskeklude indeholder 2 stoffer med kræftfremkaldende, reproduktionstoksiske og sensibiliserende effekter.
  • De undersøgte ammepuder afgiver formaldehyd, som kan være sensibiliserende og i højere koncentrationer kræftfremkaldende ved indånding. Vurderingen viser, at “worst case” migration til huden – hvor man antager at 100% af stoffet optaget gennem huden - kan bidrage væsentligt til det acceptable daglige indtag (ADI).
  • De undersøgte puslepuder indeholder stoffer med kræftfremkaldende, sensibiliserende og reproduktionstoksiske effekter i lave koncentrationer, som i visse tilfælde kan udgøre en sundhedsmæssig risiko.
  • De undersøgte babymadrasser indeholder lave koncentrationer af stoffer med en mulig reproduktionstoksisk effekt i visse tilfælde.
  • Der er en betragtelig usikkerhed i estimeringen af optaget mængde af 2-ethylhexansyre for de produkter, hvor der ikke er foretaget migrationsforsøg. Dette betyder, at der inden for usikkerheden kan være en lille sundhedsmæssig risiko ved brug af to af engangsskumvaskekludene, samt en madras og en af puslepuderne.
  • Et produkt indeholder blødgørere (phthalater) i mængder som er forbudt ved dansk lovgivning og lovgivning i EU for babyprodukter. Kemikalieinspektionen har behandlet sagen.
  • Nogle af produkterne indeholder flere stoffer med kroniske effekter, som også findes i andre produkter i samfundet. Effekten af en sådan eksponering fra flere forskellige kilder bør vække bekymring, da babyer er en følsom del af befolkningen og derfor bør beskyttes mod kemisk eksponering.

I Tabel 0.1 er gengivet, hvilke stoffer der er vurderet.

Tabel 0.1 De vurderede stoffers sundhedseffekter

Stof CAS-nr. Sundhedseffekter
Hexabromcyclododecan (HBCD) 25637-99-4 Udviklings- og neurotoksiske effekter
Toluen- 2,4-diisocyanat (TDI) 584-84-9 Carc.3;R40 (mulig kræftfremkaldende)
R42/R43 (mulig sensibiliserende)
2-Ethylhexansyre (2-EHA) 149-57-5 Rep.3;R63 Mulig skade på barnet under graviditet
Acetophenon 98-86-2 Lokalirriterende
1,1,2,2-Tetrachlorethan 79-34-5 Meget giftig ved indånding og ved hudkontakt
Formaldehyd 50-00-0 Carc3, R40 (mulig kræftfremkaldende)
R43 (mulig sensibiliserende)
Styren 100-42-5 Lokalirriterende
2-Brom-4,6-dinitroanilin (BDNA) 1817-73-8 Få data
Hexaethylen-glycol dimethyl ether 1072-40-8 Få data
Tetrapropylen glycol monomethyl ether 20324-34-9 Få data

Fra analysedata af de frigjorte (emitterede) stoffer i Tabel 0.1 fra de forskellige produkter, er der, hvor det er muligt, beregnet en sikkerhedsmargin (MOS), og den sundhedsmæssige risiko er vurderet.

For de enkelte produkter var det samlede resultat:

Produkt nr. 4 (ammepude) og produkt nr. 5 (ammepude) bidrager med en betydelig andel af den acceptable daglige indtagelse af formaldehyd.

DEHP blev fundet i produkt 11 (forlæder til barnevogn) uden, at der blev vurderet at være en sundhedsmæssig risiko, men med en betydelig usikkerhed i estimatet på grund af migrationsbetingelserne.

I produkt nr. 8 (puslepude) var indholdet af phthalater i produktet eller dele af produktet over den tilladte mængde på 0,05 vægt % i Bekendtgørelse nr. 151 af 15/03/1999 om forbud mod phthalater i legetøj til børn i alderen 0-3 år samt i visse småbørnsartikler mv. Overskridelsen er indberettet til Miljøstyrelsen, og Kemikalieinspektionen har behandlet sagen.

For produkterne 9 (bæresele) og 12 (forlæder til barnevogn) blev der ikke fundet nogen sundhedsmæssig risiko og ingen phthalater over den tilladte mængde.

Miljømæssig vurdering

Stoffernes miljøfareklassificering er vist i Tabel 0.2.

Tabel 0.2 Oversigt over miljøfareklassifikation

Stof CAS-nr. Miljøfareklassifikation
Hexabromcyclododecan (HBCD) 25637-99-4 N;R50-53
Toluen-2,4-diisocyanat (TDI) 584-84-9 R52-53
2-Ethylhexansyre (2-EHA) 149-57-5 Mangler data
(Muligvis R52/53)
Acetophenon 98-86-2 N.C.
Formaldehyd 50-00-0 N.C.
1,1,2,2-Tetrachlorethan 79-34-5 N;R51-53
Styren 100-42-5 N.C.*
2-Brom-4,6-dinitroanilin (BDNA) 1817-73-8 N;R51/53**
(Mulig frigivelse af potentielt farlige aromatiske aminer)
Hexaethylenglycol dimethylether 1072-40-8 Ingen data
Tetrapropylenglycol monomethylether 20324-34-9 Ingen data

N.C.: Ikke miljøfareklassificeret (Not classified, N-CLASS 2005).
*: Forslag (EU Risk Assessment Report on styrene, 2000).
**: Forslag (Miljøstyrelsen, Vejledende liste til selvklassifikation, 2005).

De tre stoffer hexabromcyclododecan (HBCD), 1,1,2,2-tetrachlorethan og toluen-2,4-diisocyanat (TDI) er henholdsvis meget giftige, giftige eller skadelige for organismer, der lever i vand og kan alle forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet. Udledning og eksponering af disse stoffer til vandmiljøet bør derfor reduceres eller forhindres.

Derudover er de mulige miljømæssige effekter af stofferne 2-ethylhexansyre (2-EHA), 2-brom-4,6-dinitroanilin (BDNA), hexaethylenglycol dimethylether og tetrapropylenglycol monomethylether, som følge af manglende data, ikke fuldt klarlagt. Udslip og udledninger til vandmiljøet af disse stoffer bør derfor minimeres, indtil de mulige miljøeffekter er kendte.

Det kan generelt antages, at udledning til spildevand af stofferne fra en daglig anvendelse og vask af disse typer af produkter, med undtagelse af engangsskumvaskekludene, er langt mindre omfattende end fra andre former for tekstiler, som bliver vasket mere regelmæssigt. Engangsskumvaskekludene indeholder 2-EHA blandt andre stoffer, som kan blive udledt til kloaksystemet ved brug af nye engangsskumvaskeklude. Fordi HBCD og phthalaterne er stoffer med et lavt damptryk og en høj log Kow værdi, er det mest sandsynligt, at størsteparten af indholdet vil blive i produkterne i deres anvendelsestid, med mindre produktet kommer i kontakt med organiske opløsningsmidler eller opvarmes til højere temperaturer gennem længere tid. Ikke desto mindre vil frigivelsen af disse stoffer til miljøet sandsynligvis fortsætte i små mængder, så længe produkterne indeholder dem.

 



Version 1.0 March 2008, © Danish Environmental Protection Agency