| Forside | | Indhold | | Forrige | |
Næste |
Havnesedimenters indhold af miljøfremmede organiske forbindelser
I de senere år har der været stigende fokusering på forurening af miljøet med
miljøfremmede forbindelser, bl.a. blødgøringsmidler, tensider, polyaromatiske
kulbrinter (PAH) og biocider i antibegroningsmidler. Forskellige undersøgelser af marine
sedimenter i Danmark er bl.a. udført af Lillebæltsamterne, Århus Amt og Sønderjyllands
Amt (Lillebæltsamarbejdet 1998, Århus Amt 1998 og Sønderjyllands Amt, 1998). Disse
undersøgelser har påvist stærkt forhøjede koncentrationer af en række af disse
miljøfremmede forbindelser. I de undersøgte sedimenter er der fundet forhøjede
koncentrationer af bl.a. phthalater, nonylphenol, nonylphenolethoxylater,
phosphat-triestere, polyaromatiske hydrocarboner (PAH), biocider bl.a. tributyltin (TBT)
og irgarol. På grund af typisk dårlige iltforhold i havnesedimenter vil nedbrydningen af
stofferne være langsom, og der vil foregå en ophobning. De højeste koncentrationer af
miljøfremmede forbindelser er fundet i havnesedimenter, og samlet kan der være tale om
betydelige mængder.
Flere af de fundne stoffer, som forekommer i havnesedimenter, er biotilgængelige og
giftige selv ved lave koncentrationer. Der er således bl.a. målt effekter af TBT på
snegle og alger ved lave koncentrationen af TBT som hyppigt forekommer i miljøet (fx.
Fent 1996, Petersen & Gustavson 1998). Flere af de fundne stoffer har egenskaber, som
gør, at de bioakkumuleres i organismer, og flere stoffer kan have hormonlignende
effekter. Vigtige kilder til belastningen af havnesedimenter er den kontinuerte frigivelse
af biocider fra skibe malet med antibegroningsmidler, udledning fra industri og værfter,
kloaktilløb, tilførsel fra istandsættelse og drift af skibe m.m.
I flere amter har man valgt at foretage en deponering på land af de mest forurenede
havnesedimenter, bl.a. på grund af stærkt forhøjede indhold af antibegroningsmidler.
For nærværende findes der ikke en samlet strategi eller kriterier for, hvornår
havnesediment kan klappes eller skal deponeres på land. Rapporten indeholder ikke en
vurdering af problemer relateret til landdeponering så som transport, afvanding,
nedsivning m.m. er ikke foretaget.
| Forside | | Indhold | | Forrige | |
Næste | | Top
|